Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Perspektiv med prosexfeminisme

26 06 2014

Af Nina Søndergaard

Grunden til at jeg kalder mig selv for feminist, er at kvinder historisk og globalt set har været andenrangsmennesker. Kvinder har heldigvis fået lige rettigheder her, men andre steder bliver piger og kvinder stadig set som en ulykke, et uheld, et undermenneske.

 

Jeg vil have lige rettigheder for alle kvinder, så vi får en verden hvor en nyfødt pige vækker lige så meget glæde og jubel som en nyfødt dreng, hvor piger går i skole, får en tryg og god opvækst og efterfølgende arbejdsliv, selvvalgte partnere og akkurat lige så mange børn hun ønsker sig.

 

imagesPigefostre fravælges i stor stil i Asien, afghanske kvinder skal indhylles til de får depression, d-vitaminmangel og mandlige læger selvfølgelig ikke må tilse en fremmed kvinde, slet ikke hvis hun kommer alene hen til hospitalet. Congolesiske kvinder bliver massevoldtaget. Saudiarabiske kvinder må ikke cykle. Eller køre i bil. Eller være alene i det offentlige rum.

 

Det kan jo ikke være rigtigt. Og så længe den form for ulighed foregår er der brug for kvindekamp, feminisme og ligestillingspolitik.

 

Det er der andre typer feminister der også mener, derfor afholdt de en konference, Nordisk Forum. I Sverige, som har flest kvindelige ministre, 13 ud af 25, og i top rent ligestillingsmæssigt. Den blev altså ikke afholdt i Saudi Arabien, for der er det forbudt for kvinder at færdes uledsagede rundt.

 

Der blev til slut fremsat 63 krav. Som Lennart Kiil har fremhævet er det ganske entydigt at kravene er fra kvinder til, eller mod, mænd og regeringer der fremstår som mandsdominerede, hvilket i både Sverige og Norges tilfælde (Norge har 9 kvindelige, 9 mandlige minstre) ikke er sandt.

 

Efter endt læsning sidder jeg med et meget dårligt indtryk: Kravene er med til at fastholde forestillingen om at kvinder er det svage køn der skal have særrettigheder og hjælp til alting.

 

GenderequalitymapBBCDernæst er det komplet perspektiv- og proportionsløst: Nogle af verdens rigeste og mest indflydelsesrige kvinder i verdens tryggeste, mest ligestillede og velstillede lande vil have hjælp til at forbyde offerløse ikke-forbrydelser, hvilket blot ville medføre endnu mere vatindpakning af kvinder.

 

Projektet er også faretruende nær kønsessentialisme, hvor kønnet alene giver en person en ganske særlig magt og glorie. Hvorfor skal halvdelen af kommende klimaråd udgøre kvinder? Fordi de er kvinder, ikke nødvendigvis på grund af deres kompetencer.

 

downloadFunktionshæmmede kvinder skal også have bedre vilkår, klart! mere handivenlighed overalt, men hvorfor kørestolsbrugende kvinder er så utroligt meget mere undertrykte og magtesløse end kørestolsbrugende mænd fik jeg ikke fat på. I Danmark og Sverige er de øverste ledere af handicapforbundene kvinder, kun Norge har en mand som leder af handicapforbundet på landsplan.

 

Ønsket om et sexkøbsforbud går igen mange gange, og de enkelte gange hvor tredjeverdens landes kvinder lige nævnes kobles ordet “menneskehandel” gerne på. Det er tilsyneladende umuligt at forestille sig at sexarbejde kan være et alternativ til at sygne hen af fattigdom, endsige at kvinder selv kan vælge at sælge sex eller at frihed (deres slutord) kan indebære sexarbejde.

 

Æresrelateret vold nævnes i en sætning. Det yder ikke retfærdighed for en som Ghazala. Hendes bror skød Ghazala, hvis "forbrydelse" var at forelske sig i afghanske Emal.

Æresrelateret vold nævnes i en sætning. Det yder ikke retfærdighed for en som Ghazala. Hendes bror skød Ghazala, hvis “forbrydelse” var at forelske sig i afghanske Emal.

I afsnit 4 om vold mod kvinder og piger sammenblandes igen prostitution og vold. Som om det er mere farligt at sælge sex end at være gift med en mand. Jeg så gerne flere Grevinde Danner hjem og mere fokus på vold mod kvinder – både på deres arbejdsplads og derhjemme, men hvordan “skyld og skam skal bekæmpes” ved at forbyde prostitution forstår jeg ikke. Eller mere præcist, at forbyde onde mænd at købe sex af kvinder, der i Sverige gerne må sælge sex og betale moms og skat som prostituerede, mens mænd skal tage ansvar for kvindernes manglende evne til at tage vare på eget liv.

 

Her tager jeg et punkt op, der på sin egen uklare facon viser at disse nordiske feminister hverken taler eller tænker på mine vegne. Min oversættelse.

 

Punkt 8.1 “De nordiske regeringer skal opstille tydelige mål for kvinders reelle muligheder for at være medborgere med opmærksomhed på udsatte gruppers behov og indsatser. Myndigheder prioriterer arbejde med nethad og chikanering af kvindelige politikere og andre kvinder i offentligheden.”

 

Hvilke grupnf2014per der er udsatte står uklart, for det defineres ikke. Hvis man ser på Danmark, defineres sexarbejdere som udsatte, men deres forsøg at skaffe sig indflydelse på lovgivning og det ‘hjælpe’-apparat de hører under, er forsøgt saboteret flere gange af netop en af hovedarrangørerne, nemlig Kvinderådet. Den næste sætning er vist ikke helt færdig, men nethad (trolling), altså vrisne kommentarer på blogge og sociale medier er åbenbart en af de største trusler Norden kender mod kvinder. Jeg går stærkt ind for god tone, men ytringsfriheden går altså forud for retten til at stå uimodsagt, hvilket tydeligvis er det disse nordiske feminister drømmer om.

 

At de heller ikke kan forestille sig at de andre uden videre modstand og brok  vil lade sig bestemme over, er skræmmende.

 

SelfDefense3Chikane, mord, vold, overfald og injurier er allerede forbudt. Hvad forbud med forbud skal gavne er uklart. Endnu en gang er det forbudsliderlighed der viser sit grimme ansigt, samtidig med at kvinder igen fremstilles som svage væsner der hverken kan svare igen, forsvare sine synspunkter eller tåle den mindste smule modstand.
Slutteligt er jeg overrasket over at kvindelige politikere og andre kvinder i offentligheden nævnes i samme gruppe som udsatte – men med mere end dobbelt så mange ord: Feministerne kan godt forholde sig til kvinder i offentligheden (de er der jo selv!), men ikke til den uklare suppe af de andre, de udsatte, dem vi ikke behøver at definere eller inddrage i diskussionen, men blot kan nævne for den gode rare selvfølelses skyld.

Hvis de mente dét med frihed, så er det ikke vejen frem med 63 krav, flere kvindekvoter og at fratage kvinder et erhverv med henvisning til hendes køn. Flere rettigheder, også til sexarbejdere, mere oplysning og uddannelse til alle og mindre formynderi, ja tak.

 





Kvindernes kampdag

8 03 2013

Af Nina Søndergaard

Glædelig 8. marts! Hvis du kan læse dette uden brug af Google Translate, bor du sandsynligvis i et meget ligestillet land og stort tillykke med det!

7649948668_9303d58cd7Her er kvindernes kamp i høj grad vundet: Piger går i skole, får mad og lægehjælp. Kvinder får lange uddannelser, arbejde og ønskebørn i sikre fødsler. Kvinder ejer halvdelen af Danmarks huse og har fuldt ud så mange økonomiske og juridiske rettigheder som mænd. Kvinder færdes lykkeligvis også frit, de rejser, de pendler, går og cykler. De vælger at bo alene eller sammen med venner, kærester, familier.

Disse helt grundlæggende rettigheder er heldigvis på plads hertillands. Derfor kan jeg tillade mig at minde om igen igen at kvindens krop er hendes egen. Hun har ligesom alle andre mennesker en værdi i sig selv, som menneske, blot fordi hun er, ligesom alle andre personer på kloden, noget ganske særligt. Hun skal ikke tildeles sit værd fordi hun er en mands ejendom, en fødemaskine, noget velbehageligt øjenguf eller et trofæ i det pæne hjem, hun har ret og værdi i sig selv. Så altså:

3441797424_9eca3a269fKære hunkønsvæsen, du må bruge din krop og dit (under)liv som du vil.

Du må være børnefri eller mor (til en, to, mange).

Du må læse medicin, makroøkonomi, madopskrifter.

Du må gerne være luder, læge, lærer og/eller lammeopdrætter og lastbilschauffør.

Du må gå til fodbold, poledance, stramajbroderi, svejsekurser.

Du må få kærester af alle køn eller lade være.

Du kan gå i lårkort eller heldragt.

Du må få alle de piercinger og plastikoperationer du har ork og råd til.

Du må lade hårene gro, fjerne dem eller klippe dem tæt som karse.

Du kan knalde rundt eller gå i kloster.

Det er dit liv. Det er din krop, din tid, dine lyster, dine ønsker, drømme og ressourcer det handler om. Lad aldrig nogen, med eller uden æggestokke, fratage dig rettigheder for at  “beskytte” dig. Du kan selv. På din egen måde.

Tillykke kvinde!





Fingrene væk fra mine æggestokke

2 03 2013

Af Nina Søndergaard

lebensbornabzeichenDet kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Friesland_A.Fuchs14_mit-Mutter-200x134Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADen absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!