Årsopgørelse og sære søgeord

27 12 2010

Af Nina Søndergaard
Ligesom alle andre medier og meningsdannere vil jeg også takke for året der gik: Tak tavse læsere, tak for knotne kommentatorer M/K, tak til mine tre medfisser, tak for støtten, tak for gode inputs. Fjender, forbudfløjspersoner, modstandere, kritikere, jeg savner jer! Jeg forstår ikke hvorfor jeg i dén grad bliver aet med håret? Tør I ikke brokke jer over mine fejlfortolkninger? Er jeg dum at høre på? Er det fordi jeg ikke er sexarbejder at I ikke sviner mig til? Eller gider I bare ikke? Jeg håber meget at indgå i dialog med jer næste år.

Og så til opgørelsen: Det går langsomt fremad for besøgstallet for bloggen, det er dejligt! Det er trods alt et meget lille bitte hjørne af internettet, det er dansksproget, et tørt emne og meget få rigtigt saftige detaljer, derfor er det en overraskelse for mig at der er så mange der lige klikker forbi. Og hvordan finder de frem til bloggen?
Jo, en søgning på vores respektive navne og ”prosexfeminisme” giver sig selv. Den dårlige samvittighed gav også 51 hits i år. Lene Espersens kavalergang (og nøgen Mette Frederiksen) har givet 20 besøgende, selvom vi slet ikke har kommenteret på dem. Burkaporno har også ledt 14 folk til vor blog – og jeg tror sgu de er blevet skuffede…

Mit indlæg om pessaret gav også trukket en del, hvilket glæder mig meget, for jeg kunne ikke finde ret meget om det dengang og slet ikke nogle ordentlige brugeranmeldelser: Håber flere derude har genopdaget denne glimrende og desværre glemte præventionsform.

Georgia O’Keefe nøgenbilleder har også flere gange været anvendt som søgeterm og det giver ikke meget mening for hende har vi ikke skrevet om, men det gør ”hvordan får man en kvinde til at komme”, ”ægteskabets historie”, ”fremvisning af kusse”, ”åbne forhold” og ”er det farligt at se porno” (nej, lille skat, det er ikke skadeligt at se porno, se og spil du bare løs) tilgengæld.

Og så er der søgninger der gør mig noget så nysgerrig, og hvor jeg pludselig får lyst til at spørge søgeren om vedkommende fandt hvad han/hun ledte efter: Porno gummistøvler, gående mænd, nøgne kvinder hjem, toiletbørste definition, Tintin porno, verdens ældste menneske, lær at tegne øjne og min yndlings: Tyskland fetish forklæder. Dét er meget spændende og pirrende for tanken, om søgeren havde tyskere iført forklæde in mente, eller om forklæde-fetishen er meget udbredt i Tyskland, hmmm…
Læsere kan begynde at glæde sig til mine prosexfeministiske bud, en form for manifest der gerne skulle klargøre mit udgangspunkt (og forhåbentlig medføre en masse diskussion). Men det er ikke alt hvad 2011 kommer til at byde på, næ nej, vi samles under den røde paraply i marts til sexarbejder demo og en festival med sexarbejde som tema. Der er vil være film, oplæg og oplysning. Det hele sluttes selvfølgelig af med fest og farver. Jeg håber meget I vil være med!





Herskerteknikker – se en luders undertrykkelse

15 12 2010

Af Nina Søndergaard

Udtrykket fik jeg fra Maria Marcus’ ” Min egen rødstrømpe-ABC”, hvor jeg troede at forfatteren til ”Den frygtelige sandhed: en brugsbog om kvinder og masokisme” ville forklare S/M teknikker. Istedet tager hun fat på Berit Ås, en norsk feminist der analyserede ”fem herskerteknikker, som benyttes af mandssamfundets mænd for at magten over kvinderne:”

Kvinder gøres usynlige. Kvinder gøres til grin. Kvinder får ikke information. Kvinder straffes dobbelt. Kvinder påføres skyld og skam. (Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, s. 89).

Halløjsa der faldt brikker på plads! Tak til Marcus og Ås for at vise hvad man nok havde anet ved elitefeministernes korstog mod sexarbejde, men her tager vi den lige i slow motion, hvor kvinder er udskiftet med sexarbejdere:

Sexarbejdere gøres usynlige. Som påvist før her på bloggen vil Dansk Kvindesamfund ikke have Sexarbejdernes Interesse Organisation med ved forhandlingsbordet, sexarbejdernes egne fortællinger udelades og overhøres på det groveste, SIO affejes som en minoritet, SIOs medlemmer inviteres ikke med til høringer om prostitution, når DR laver en dokumentar der viser at sexarbejde kan være andet end jammer og udnyttelse går koret i gang med tilsvining af DR, der ’svigter deres public service forpligtelse ved at give et rosenrødt billede af prostitution.’

Sexarbejdere gøres til grin. Ok, den passer faktisk ikke, de bliver snarere stakkelsgjort og ynket, uanset hvor stærke de end er.

Nu, 2010.12.18, hvor Sus Luder har frisket min hukommelse op vil jeg tilføje en rettelse. Sexarbejdere gøres faktisk til grin, især hvis de forsøger at blande sig i den debat der vedrører dem og deres liv, uden at ville stå frem med deres borgerlige identitet. Sus Luder har selv, utrolig modigt og flot, stået frem med ansigt, men inden da fik hun selvfølgelig også høvl for at ville undgå at hendes børn fik luderstigmataet på sig.

 

 

Sexarbejdere får ikke information. Igen, den er heller ikke helt i skabet, da vi trods alt lever i et informationssamfund, men mange af de samme mekanismer som i punkt 1 kører videre.

Sexarbejdere straffes dobbelt. ”Hvis hun er politisk aktiv, svigter hun familien. Hvis hun ikke er det, svigter hun sin opgave i samfundet.” Hvis hun er en ”lykkelig luder” skal hun straffes for at være glad for sex, for mænd, for sit arbejde, for at vende samfundets normer ryggen.

Hvis hun er en ”ulykkelig luder” hjælper samfundet hende med at sparke hende hjem igen, ynke hende, tilbyde hende psykologsamtaler – men ingen revalidering, for sexarbejde er ikke et anerkendt erhverv, altså er der ikke megen reel hjælp at tilbyde hende. Og at få hjælp fra det offentlige som sexarbejder medfører naturligvis at omsorgsfulde personer er forpligtede af loven til at forsøge at overtale vedkommende til at ophøre med at være prostitueret, uanset hvordan sexarbejderen ellers selv har det og hvad vedkommende søger hjælp for.

Sexarbejdere påføres skyld og skam. Når SIO taler sexarbejdernes sag er den typiske reaktion at de blot er en lille gruppe af ressourcestærke kvinder, der blot vil mele egen kage og som er ligeglade med traffickingofre og tvungne kvinder. Nogle går så vidt som til at melde ud at sexarbejdere er direkte uegnede som forældre, og at deres børn skal tvangsfjernes for ikke at blive besmittede med den skadelige indflydelse der åbenbart emmer ud af sexarbejderen. Nå ja, foruden det samfundsnedbrydende og ægteskabsskadelige element som sexarbejde i sig selv er.

I er med, men bemærk det nye og skræmmende, langt de fleste udøvere af de nymodens herskerteknikker er kvinder. Der tilmed bryster sig af at være moralsk overlegne kvinder end dem der ikke ønsker at forbyde sexarbejde. Vi må håbe at Marcus har ret i sin trøst ”Der er bare det ved herskerteknikkerne, at de er kun effektive, så længe de virker i det skjulte. Har man én gang fået øje på dem, mister de deres kraft.”





Min egen rødstrømpe-ABC

10 12 2010

Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, Politikens Forlag 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Bogen er til Lena, sikkert Marcus’ barnebarn der spurgte til bedstes tid: ”Hvorfor hed I rødstrømper? Gik I alle sammen med partisantørklæder? Hvad slags mad spiste I? Var det sjovt at kæmpe mod mændene?” Det satte Marcus igang med erindringsspejlet og resultatet er blevet en meget personlig, lærerig, morsom og nøgtern ABC som jeg slugte med stor fornøjelse.

Basisgrupper, happenings, Kvinde kend din krop, lilla ble, mandssamfund, smilestrejke. De ord og mange flere er der gode forklaringer til. Marcus formår at forklare komplicerede emner og fremmedord på en behagelig facon, så læseren føler sig tryg. Store piger (fra 12 år?), nysgerrige feminister, historieinteresserede, venner, fjender og veteraner kan være med, da Marcus er vældig afbalanceret i sin fremstilling af emnerne. Ofte stiller hun de samme spørgsmål som de gjorde dengang og spørger dermed læseren selv om vi er kommet videre.

Noget af dét der slog mig var hvor meget kvinderne skulle modarbejde, hvilket massivt pres for at være konform, sød og samarbejdsvillig der tilsyneladende herskede på alle planer af samfundet så sent som i 1960’erne. En kvinde skulle være serviceminded, smilende, kvik på fingrene og se godt ud imens – og et klem på bryster eller baller fra en mandlig kollega, ja det var da bare naturligt og eftertragtelsesværdigt. Hvad?! Så forstår man bedre hvorfor kvinderne havde brug for at skabe egne rum og udelukke mænd, der tog styringen som de var vant til fra alle andre sammenhænge; klippe hovedhåret kort; tage på spejlfri Femø-lejr; besætte Kvindehuse og etablere egne fagforeninger.

Marcus viser også hvor givende det kunne være at indgå i disse rene kvindefællesskaber og vende sine frustrationer og hverdagsproblemer med andre der også sad i samme suppedas.

 

At det store findes i det små og at det private er politisk. Der er en helt speciel nerve i ”Snakkegrupper”, ”Runde” og ”Privat/politisk” som viser hvor meget Marcus (og mange andre) har fået ud af samværet med andre kvinder og at kunne drøfte alt mellem himmel og jord. Som medlem (eller rettere udenlem) af en feministisk læsegruppe og andre herlige kvindefællesskaber kan jeg kun sige: Ja, nemlig! Det kan kun anbefales at etablere flere af den slags grupper, så endnu flere mennesker kan bryde ud af ensomheden og hente styrke hos andre. Indtil den ærede læser kommer så langt, så er Rødstrømpe ABC varmt anbefalet.





Mænd bestemmer selv. Kvinder skal styres.

25 11 2010

Af Nina Søndergaard


Det lille y-kromosom som gør fostre til drenge rummer åbenbart også evnen til at tænke og vælge selv, dér sidder den frie vilje.
Sådan må tankegangen være, når velmenende mennesker kan påstå at en prostitueret kvinde har færre valg end en mandlig handicappet.

 

Velmenende folk vil nemlig gerne forbyde købesex, da alle prostituerede i deres øjne ikke selv har valgt det, men er tvunget ud i det af væmmelige bagmænd eller en barsk barndom. Og de velmenende synes ikke at den pris en håndfuld handicappede må betale i form af påtvungen cølibat er for høj.

Debatten raser i skrivende stund (november 2010) i Viborg.
Velmenerne må gå ud fra det radikalfeministiske synspunkt at en mand er altid stærkere end en kvinde. En mand har altid mere magt og en kvinde er altid undertrykt.

 

Også når det er en mand, der er plejekrævende og som har brug for en hel del hjælpemidler for at få sit liv og dagligdag til at fungere. En mand der måske har brug for hjælp til at tisse, få vasket tøj eller blive vendt i sengen er pludselig blevet til et monster, en overgriber og et udtryk for patriarkatets uundslippelige magt.

 

En kvinde der selv er gået derhen, selv har medbragt sexlegetøjet, selv har indrykket annoncen, selv momsregisteret sig, selv har truffet beslutningen om at sexarbejde (måske på baggrund af egne oplevelser i plejesektoren) er altså svagere og langt mere hjælpe- og magtesløs.

 

Den tager vi lige igen: En handicappet mandlig sexkunde er så meget stærkere og mere magtfuld end en kvindelig prostitueret, at købesex skal forbydes og han skal stå til ansvar for at hun engang traf det valg at blive sexarbejder.

 

Hvad behager.

 

Der er intet i vejen med at være handicappet. Eller sextrængende. Eller mand. Eller kvinde. Overhovedet ikke.

 

Min pointe er, at begrundelsen om at skulle frelse kvinder fra den åbenbart frygtelige skæbne det er at være sexarbejder med speciale i handicappede, er mildt sagt på et tyndt grundlag. Præmissen er at kvinder er pr. definition svage og dét i alle sammenhænge og situationer. Det er bare en forenkling af denne verdens kompleksitet som er så langt fra de virkeligheder vi færdes i, at det er falsk og løgn.

 

Måske kunne det endda tænkes at det snarere var den handicappede kunde, der skulle beskyttes af en fuldstændig afkriminalisering og niveaustilling af prostitution, så sexarbejde blev ligestillet med andre kropslige ydelser som fysioterapi eller wellness-massage, hvor forbrugerne er beskyttede mod de værste svindlere og overgribere…

 

Alle mennesker har en seksualitet. Alle voksne mennesker har ret til at forvalte deres egen seksualitet sammen med andre samtykkende voksne. Derfor har handicappede selvfølgelig lov til at købe seksuelle ydelser. Derfor har kvinder og mænd og transpersoner selvfølgelig lov til at blive sexarbejdere. Sex er basal drift i os. Sex kan medføre megen lykke. Det er forkert at fratage andre mennesker deres mulighed for lykke og hvis to eller flere voksne personer finder ud af at have sex er der ikke nogen der skal ødelægge deres mulighed for at få lidt lykke ind i livet.
PS: Eftersom det er så klokkeklart at velmenerne ser alle sexkunder som mænd og overgribere og alle sexarbejdere som kvinder og ofre, så gad jeg ikke at komme ind på min k(n)æphest, nemlig at der findes kvindelige sexkøbere og mandlige sexsælgere. Og jeg orkede slet ikke at påpege hvilken himmelråbende mangel på fantasi de gør sig skyldige i, når de kun betrager verden udfra et heteroseksuelt synspunkt.





Kønnets katekismus – eller at lære at tælle til to

2 09 2010

af Nina Søndergaard
Historikere må gerne komme med gamle nyheder, og det gør jeg så her ved en anmeldelse af Lilian Munk Rösings bog fra 2005: Kønnets katekismus.

Rösing er litteraturforsker og skriver jævnligt til bl.a. Information og Politiken om køn. Måske er det hendes daglige omgang med verdenslitteraturen der gør hende til sådan en god forfatterinde, men alene på grund af det klare sprog og den forståelige opbygning der hjælper læseren med ud i kønnets krinkelkroge er Kønnets katekismus værd at læse. Ikke kun måden hun siger det på er spændende, også dét hun siger er interessant.

Hendes udgangspunkt er at kønnet er hvad hun kalder for et eksistentiale, et helt grundlæggende livsvilkår. For begge køn. Det lyder selvindlysende og plat, men faktisk har mænd knap nok et køn og er kun sjældent bevidste om det. Det bliver ekstra tydeligt indenfor forskningen, hvor det mandlige er normalen, udgangspunktet og kvinden en afviger.

For mig er kernen den samtale mellem Simone de Beauvoir havde med en mandlig filosof-kollega, hvor han siger ’De mener det og det fordi De er kvinde’, hvor hun kun mente at kunne svare ’Jeg mener det fordi det er sandt’og dermed ”udslætte sin subjektivitet”. Svaret ’og De mener det modsatte fordi De er mand’ var ikke en mulighed.

Rösing foreslår at svaret kunne have været ’det er muligt at min mening er påvirket af mit køn, hvordan? Og hvordan påvirker dit køn din mening?’ For så er det nemlig ikke en krig mellem kønnene, der for ofte bliver til modstandere i en magtkamp, men en udveksling og en berigelse for begge køn. Og dét er grundtesen for bogen: Det at være menneske betyder at man må forholde sig til sit køn og ikke blot fornægte det og se det som et fængsel for den frie menneskelige udfoldelse.

Bogen vil forsøge at ”tænke kønnet i kærlighedens frem for magtens navn” og i ”eksistensens frem for i biologiens navn”. Hun forsøger med andre ord at give feminismen flere nuancer, hvilket er et prisværdigt mål i mine øjne. Hendes idé om ligestilling går ud fra ”at det faktum at der findes to køn, bør være synligt og medstrukturerende overalt.”
Eksemplerne og argumenterne bliver hentet alle steder fra, fra nyfeminister, queer-teori, biologien, franske filosoffer og Strindberg. Det er Rösings gave at kunne viderebringe nogle af de rigtig tunge drenge M/K på så letflydende måde at man opsluges som af en god roman.

Når det så er sagt, så havde jeg personligt nogle udfordringer med denne bugnende kurv af eksempler – for det er lige godt pokkers som de alle stryger Rösing med hårene, og hun redegør ikke for hvordan hun har udvalgt lige netop det og det citat, noget en historiker ikke godt kunne slippe afsted med.

Også den påståede universialitet kombineret med psykoanalyse og ’den sproglige vending’ skurrer: Giver det mening at tale om moder-binding i en kultur hvor man har mange mødre? Giver de elegante franske indsigter mening på grønlandsk eller telegu? Men, det er bare et par bittesmå suk fra en kvinde, der kommer fra en helt anden fagtradition. Det spolerer i hvert fald ikke min glæde ved Kønnets katekismus som bestemt anbefales på det varmeste herfra.





Kvinder i alle lande, forén Eder! – Bortset fra luderne altså

13 07 2010

af Nina Søndergaard

Dansk Kvindesamfund arbejder for at nå reel ligestilling mellem kønnene, så alle kvinder kan udfolde sig fuldt ud i det offentlige liv, få uddannelse, job og familie. Derfor arbejder vi for kvinders frigørelse fra alle former for strukturel, social og kulturel undertrykkelse.

Målet er, at kvinder opnår selvbestemmelse og økonomisk uafhængighed nationalt og internationalt. Vi arbejder for, at kvinder organiserer sig og præger beslutningsprocesserne på alle politiske og administrative niveauer i samfundet.”

Helt sikkert! Ja tak! Jeg støtter faktisk Dansk Kvindesamfunds vision. Men ikke deres virke og slet ikke deres bekæmpelse af prostitution. For de burde have indsat ”undtagen de prostituerede” efter hver sætning.

For når Sexarbejdernes Interesse Organisation sidder med ved bordet i Servicestyrelses begrebsafklaring om prostitution, så vil Dansk Kvindesamfund ikke have dem med, altså ønsker Dansk Kvindesamfund ikke at kvinder, der er sexarbejdere skal præge de politiske beslutningsprocesser (der tilmed vedrører dem selv). 8. marts-initiativet, en udløber af Dansk Kvindesamfund, trak sig fra yderligere samarbejde med Servicestyrelsen, da de ikke mener at interesseorganisationer ”har noget at gøre i en sådan arbejdsgruppe”, på trods af at det er gængs praksis. Det er en misforståelse af det offentlige livs arbejdsgange.

Flere aktive kvinder indenfor Dansk Kvindesamfund, 8. marts initiativet og samarbejdspartnere har også udvist stor modvilje mod selve dét at sexarbejderne organiserede sig og forsøger at afvise SIO som værende ikke-repræsentative. Jeg gider slet ikke engang at påpege at SIO arbejder for lige rettigheder til alle, også de sexarbejdere der kaldes for svage, jeg vil bare sige at på trods af navnet, så repræsenterer Dansk Kvindesamfund (med ca. 600 medlemmer) altså ikke mig og mine interesser.

Dansk Kvindesamfund må gerne synes at sexarbejde er noget lort, men de må ikke sige at et sexkøbsforbud hjælper på de problemer der kan være omkring prostitution. Et forbud mod at enkeltpersoner tjener penge på sex løser ikke problemerne med global fattigdom, stofafhængighed eller belastede familiebaggrunde – alt sammen væsentlige faktorer i det grimme ved sexarbejde. Tværtimod har sexkøbsforbuddet i både Sverige og Norge stresset de mest udsatte, svækket tilliden til ’systemet’ og gjort det langt mere usikkert at trække fra gaden. Hvis sexarbejderne derimod fik rettigheder kunne de fx arbejde trygt på bordeller, der er den sikreste ramme om sexarbejde.

Sexarbejde KAN være med til at styrke kvinder, og måske nok især dem fra beskedne kår. Sexarbejde er ufaglært arbejde og man behøver ikke at være adelig eller veluddannet for at have stor erotisk kapital, der kan omsættes til cool cash – som så fx kan sendes hjem og løfte flere ud af fattigdom. Men den mulighed ønsker Dansk Kvindesamfund altså ikke at samfundet skal tilbyde kvinder og mænd.

Jeg har stor sympati for visionen og jeg er også meget glad og taknemmelig for de muligheder og goder jeg har: Jeg kan, på trods af at jeg er kvinde, stemme, bo alene, tjene og forvalte mine egne penge, komme til læge, læse bøger og kontrollere min reproduktion. Det har ikke alle dage været sådan i Danmark og er desværre langt fra tilfældet for alverdens kvinder. Men hvis friheden og ligestillingen betyder at enhver kvinde skal giftes, have børn og have et ’respektabelt’ erhverv, der ender med en lederstilling, så vil jeg takke pænt nej.





Spørg dog den lykkelige luder

28 06 2010

Af Nina Søndergaard

Det absolut væmmeligste fænomen i prostitutionsdebatten er usynliggørelsen og umyndiggørelsen af sexarbejderne.

Jeg har selv set hvordan sexarbejdere blot bliver ignorerede og hvor dygtige modstanderne er til at udelade sexarbejdernes udsagn og genoptage diskursen fra før. Det foregår live i debatter, det foregår på politisk plan og i pressen.

Den totale mangel på samtale er den tydeligste og grimmeste måde at vise et andet voksent menneske at man ikke regner vedkommende for andet end et umælende dyr uden noget som helst fornuftigt at sige.

Gennem samtale og indspørgning kan man blive meget klogere. Det er også en farlig færd, der risikerer at rykke ved nogle faste forestillinger om verden og den anden. Det er en selvfølgelighed, men netop derfor er det så påfaldende at forbudsfløjen ihærdigt forsøger at tie sexarbejderne –og deres kunder–  ihjel og prøver at underkende alle undersøgelser der netop inddrager sexarbejdernes egne erfaringer og udsagn.

En journalist, Julie Bindel, tog faktisk til en stripklub i Reykjavik og observerede at ingen af kvinderne så glade ud. Det blev til et argument for at forbyde striptease. Bortset fra den Bindel-gale præmis, nemlig at alle skal se glade ud i hele arbejdstiden, er det sigende at hun blot kigger på, men ikke taler med kvinderne. Jeg vil tro at mange kunder og tilskuere samtaler mere med stripperne end Bindel gjorde.

Hvis Bindel havde gjort sig den ulejlighed at spørge stripperne selv, var det muligt at Bindel havde hørt historier om fattigdom, selvrespekt, seksualitet og overlevelsesstrategier som hun ikke havde forestillet sig.

Eftersom sexarbejdere også er mennesker er deres historier og bevæggrunde jo lige så forskellige, modsætningsfyldte og komplekse som alle mulige andres. De manøvrerer også rundt i verden og man hjælper dem ikke ved at begrænse den verden endnu mere eller påklistre dem en offer-rolle. Jeg er ikke ude på at glorificere sexarbejde, jeg vil bare gerne nuancere det lidt.

Vidste du fx at nogle sexarbejdere fra Skelbækgade bliver ved med at trække på gaden, også selvom de ikke behøver pengene til stoffer, bare fordi det kan være sjovt og spændende at møde nye mennesker på den måde? Nej vel, men det er oplysninger som man kan få hvis man lytter til sexarbejderne selv.





Kvinder er ikke dumme, fordi de er sexede

28 12 2009

Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.


På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.


Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.





“Feminister elsker da sex” – en artikel om prosex-feminisme

19 12 2009

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

– Nina Søndergaard





Feministisk offermentalitet, om radikal feminismen

28 08 2009

Af Nina Søndergaard

 
Blogindlægget her er baseret på mit oplæg på Grundtvigs Højskole Studiekreds, sommeren 2009, tema: Offeret.

Jeg vil forsøge at belyse hvordan det kan være at meget feminisme, nemlig radikal feminismen, ser kvinder som ofre, med højeste potens i den prostituerede kvinde. Her vil jeg tage fat på hvordan radikal feminismen ser på prostitution. Synet er meget udbredt, også langt ud over de venstreorienterede kredse som det stammer fra.
Virginie Despentes (1969 -) som foruden at instruere film og skrive bøger også har været sexarbejder har denne kommentar:

bigafricanboobs17
”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes.

 Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning.

Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom.

Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”
King kong og kvinden, p. 72.
I følge radikal feminismen lever vi alle in a man’s world eller patriarkatet. Der er en ulighed mellem kønnene, en skævvridning som mænd nyder godt af og kvinder lider under. Mænd har magt og ofte er denne overlegne magtposition så godt banket ind i os, at det forekommer usynligt og naturligt.

Målet er at gøre en ende på den mandlige dominans, om nødvendigt med vold. Et væsentligt skridt er at indse denne skævvridning, at blive bevidstgjort. Det lyder bekendt, og netop radikal feminismen har taget marxismen til sig og erstattet ”arbejder” med kvinde.

hæklet grydelap
Hvis man skulle have glemt sin marxisme, kan jeg lige give et light opkog: Under det kapitalistiske samfund er der to klasser med modsatrettede interesser: Kapitalisterne der udbytter arbejderne.

Arbejderne kan nok betjene produktionmidlerne, redskaber og maskiner, men de ejer dem ikke. Det gør kapitalisterne, der skovler penge ind og kan blive færre og færre, samtidig med at arbejderne bliver flere og flere. Tilsidst vil det ende med revolution og proletariatets dikatur.
Kvinder er altid det udbyttede køn, og her kommer kapitalismekritik ind i billedet, for netop prostitution er simpelthen en destillering af det dårlige magtforhold: Mænd køber adgang til kvindekroppe.

Kvinder sælger sig selv for at få en lille del af mandens penge. Det forekommer for nogle helt naturligt at gøre det, fordi vi også vokser op med bl.a. reklamer, der viser at kvindens formål er at behage mænd, vise kvindekroppen frem for at sælge et produkt.

Mange prostituerede er ofre i mere end en forstand: De er blevet overgrebet som små, de er fattige, de har en anden hudfarve. Radikal feminismen ser prostitution som vold og overgreb mod kvinder, ethvert sexkøb er et udtryk for patriarkatets tromlende magt.
De prostituterede der siger at de ikke føler sig som ofre, lider af falsk bevidsthed. De er simpelthen blevet lullet så godt og grundigt ind i illusionen om deres egen frihed og magt, at de ikke kan se patriarkatet.

 Her går der ofte i hårdknude i debatterne, da falsk bevidsthed er en trumf som er svær at stikke. Jeg vil også skynde mig at sige at der findes venstrefløjsfeminister der tager marxismens idé om at eje og kontrollere produktionsmidlerne til sig, og netop sidder på deres egne produktionsapparat og kæmper for sexarbejderrettigheder.

Glansbillede
Så vidt radikal feminismen. Nu vil jeg lige lufte lidt kritik af den, og derefter forsøge at stille andre spørgsmål, for dermed at komme lidt væk fra denne offer-tankegang. Her skal det også siges at jeg her kun forholder mig til den frivilligt indgåede prostitution (som vi kender den i Danmark). Trafficking-problematikken vil jeg ikke gå ind på her.

Når jeg kan forsvare at tale om frivillig prostitution, er det både fordi den er mest udbredt, næsten al prostitution i Danmark foregår uden tvang og fordi netop dette forhold er sværest for radikal feminismen at forholde sig til.
Ved at fokusere så meget på ulighed, synes jeg radikal feminismen får spændt ben for sit eget ligestillingsprojekt.

Det er uheldigt at analysemodellen er så ufleksibel, at der ikke kan indgå kvindelig magt i ligningen, og at mændenes magtposition altid er over kvindens, det burde kunne ændre sig i en given situation eller over tid. Den samme blindhed gør sig gældende overfor mandlige og transkønnede sexarbejdere og kvindelige sexkøbere.

Chickwithdick

De er rigtig nok ikke mange, men de findes og må og skal med i ligningen. Det er også problematisk at erstatte den frie vilje med en bevidsthed der enten kan være sand (med radikal feminismen) eller falsk (mod radikal feminismen). Og mere overordnet, så er modellen for simpel til at kunne belyse det uhyre komplekse fænomen prostitution er.

 
Vi kunne fx spørge til om det virkelig altid er kvinderne der er ofrene i prostitution? Er det måske egentlig dem der har overtaget, bukserne på, selvom de er nok så nøgne? Det er kvinderne tager beslutningen, pengene og har noget eftertragtet mellem benene. Despentes skriver om at hendes kunder var menneskelige, skrøbelige, ynkelige…

 
Hvis der er problemer, hvilke problemer er der så? Hvis der er noget positivt, hvad er det så? Er den prostituerede måske en slags ”avantgarde” for kvindelig seksualitet, fordi hun gør op med nogle konservative forestillinger om hvad kvindelig seksualitet er eller bør være, og fordi hun gør det på en helt åben og ærlig måde? Og hvis hun er avantgarde, er det så alle prostituerede der er det – eller er der nogen der falder ud i kapitalen og undertrykkelsen afgrund?

Stor tak til Marie Bruvik Heinskou for hjælp, støtte og uvurderlig viden.