Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…





Vulva – det usynlige køn

9 03 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Vurdering som prosexfeminist: Seks ud af seks kusser og et wow, ja tak!

Vurdering som historiker: Uha…

Sanyal er journalist og er “veloplagt og levende”. Bogen er rock’n’roll og hæsblæsende, fyldt med superseje, stærke, sexede, skarpe sild. Namedroppingen er virkelig fed her og der er mange kvinder jeg skal checke ud efter at have læst bogen. Jeg har fået så meget lyst til at tage endnu et kussebillede i Kussomaten, lave flere kussetryk og skrige ”Kvinde kend din krop!”

Det er SÅ vigtigt at kvinder kender deres egen krop og kussen er stadig tabubelagt, mystisk, uvirkelig og meget lidt undersøgt på trods af dens enorme fascinationskraft.

 

Jeg husker at jeg i biologibogen fik en hel liste over de stoffer der er i sæd, men at få nærmere beskrevet hvad kussesaft egentlig består af var mere dunkelt. Kvindelig ejakulation, sprøjteorgasme, er også noget som seriøse forskere kan betvivle eksistensen af den dag i dag og en søgning på Google, en stor engelsksproget medicindatabase og Det kongelige Bibliotek gav ikke mig nogle hits – dermed ikke at der ikke findes forskning i sprøjteorgasme, men det er sandelig ikke lettilgængeligt i modsætning til forskning i ørevoks (769 hits i pub.med.gov) eller sæd (27249 hits). Der er brug for denne bog – og for at du kære læserinde, undersøger din kusse (igen).

Som kulturhistoriker er min vurdering straks mere lunken. Jeg tvivler ikke på Sanyals omgang med kilderne, hun virker såmænd sanddru og troværdig, men nej hvor er det rodet og springende. Alene den noget lemfældige datering af billederne gør mig nervøs og irriteret. Jeg savner en årstalsliste, en klarere problemformulering, mere konkret guf. Som akademiker vil jeg have ønsket mig epilogen lavet om til en prolog, så jeg vidste at det i høj grad var et personligt projekt og en nysgerrig søgen, snarere end en kulturhistorie skåret til efter akademiske skabeloner – hvad jeg ikke mener den lever op til.

Og som nævnt før er jeg blank overfor metoden. Den sproglige vending er jeg skeptisk overfor, og mener at alle universalistiske fortolkninger udfra to tilfældigt udvalgte sprogs forskelle og ligheder skal tages med et grantræ salt. Cunt -> queen, country, hmmm. Hvordan forholder disse ord sig på telegu, gælisk og uyghur mod swahili?

Der er ingen tvivl om at Sanyal er vældig godt belæst og det er et friskt udvalg hun holder sig, men som jeg undrede mig over i forbindelse med Rösings glimrende Kønnets Katekismus, så er det godt nok alligevel satans som alle kilder går Sanyals ærinde: Nemlig at vise at kvinder besidder styrke, men blev undertrykt af skræmte mænd. Hvordan hun har foretaget det udvalg får vi ikke noget som helst at vide om, men vi kommer godt nok vidt omkring: Veda-tekster, Kathy Acker digte, krimier, Biblen og Riot Grrrl tekster. Hvor blev fx ’min’ victorianske gentleman Walter af? Han har mange sider om kusser, et kussekatalog og blev aldrig træt af at studere kusser.

Indenfor mit fag, historie, man ikke sådan noget og der skal helst gøres rede for hvilke kilder man har brugt og hvordan og hvorfor, og eftersom Sanyal selv kalder det en kulturhistorie var det med mine fagbriller jeg læste den og krøllede mig sammen af flovhed. Dog, hun har ret i at der er meget lidt ordentlig forskning om kussen, så ufatteligt lidt, at jeg tillader mig at se Vulva i samme lys som Philippe Ariès’ banebrydende ”Dødens historie i Vesten”, der i sin første udgave også var et miskmask, upræcist og alt for uldent dateret til at være god stringent historieforskning, men som inspirerede utallige efterfølgere til at afprøve de mange fede idéer, indsigter og indfald der findes i værket.

Vulva bør i mine øjne læses som et kampskrift, for så kan man tilgive Sanyal de alt for lange afsnit om mytologien, det besynderligt påklistrede afsnit om burlesk (smart striptease ja, men ikke nødvendigvis særlig kusse-agtigt eller kusse-afslørende) og den stakåndede hiven-ned-fra-antikvariatets-hylder.

Og tilsidst, oversættelsen er fin, formatet rart, læsevenlig skrift og loyalt omslag (ellers ville jeg have brokket mig over cementeringen af pink som en pigefarve, mage til latterligt vås: At lys i en bestemt bølgelængde skulle harmonere særligt med et menneskeligt kromosom), men kære Tiderne Skifter, kunne I ikke godt have ladet læse korrektur på bogen? Det er faktisk ikke engang stavefejl (for en gangs skyld) der plager bogen, men hed Anita Berber Berger eller Berber (s. 98)? Retlig eller retslig? I min udgave af Poppy Z. Brite er hovedpersonen af hankøn, – det er den slags småting der forvirrer unødigt og som skygger for det ellers gode arbejde.





Årsopgørelse og sære søgeord

27 12 2010

Af Nina Søndergaard
Ligesom alle andre medier og meningsdannere vil jeg også takke for året der gik: Tak tavse læsere, tak for knotne kommentatorer M/K, tak til mine tre medfisser, tak for støtten, tak for gode inputs. Fjender, forbudfløjspersoner, modstandere, kritikere, jeg savner jer! Jeg forstår ikke hvorfor jeg i dén grad bliver aet med håret? Tør I ikke brokke jer over mine fejlfortolkninger? Er jeg dum at høre på? Er det fordi jeg ikke er sexarbejder at I ikke sviner mig til? Eller gider I bare ikke? Jeg håber meget at indgå i dialog med jer næste år.

Og så til opgørelsen: Det går langsomt fremad for besøgstallet for bloggen, det er dejligt! Det er trods alt et meget lille bitte hjørne af internettet, det er dansksproget, et tørt emne og meget få rigtigt saftige detaljer, derfor er det en overraskelse for mig at der er så mange der lige klikker forbi. Og hvordan finder de frem til bloggen?
Jo, en søgning på vores respektive navne og ”prosexfeminisme” giver sig selv. Den dårlige samvittighed gav også 51 hits i år. Lene Espersens kavalergang (og nøgen Mette Frederiksen) har givet 20 besøgende, selvom vi slet ikke har kommenteret på dem. Burkaporno har også ledt 14 folk til vor blog – og jeg tror sgu de er blevet skuffede…

Mit indlæg om pessaret gav også trukket en del, hvilket glæder mig meget, for jeg kunne ikke finde ret meget om det dengang og slet ikke nogle ordentlige brugeranmeldelser: Håber flere derude har genopdaget denne glimrende og desværre glemte præventionsform.

Georgia O’Keefe nøgenbilleder har også flere gange været anvendt som søgeterm og det giver ikke meget mening for hende har vi ikke skrevet om, men det gør ”hvordan får man en kvinde til at komme”, ”ægteskabets historie”, ”fremvisning af kusse”, ”åbne forhold” og ”er det farligt at se porno” (nej, lille skat, det er ikke skadeligt at se porno, se og spil du bare løs) tilgengæld.

Og så er der søgninger der gør mig noget så nysgerrig, og hvor jeg pludselig får lyst til at spørge søgeren om vedkommende fandt hvad han/hun ledte efter: Porno gummistøvler, gående mænd, nøgne kvinder hjem, toiletbørste definition, Tintin porno, verdens ældste menneske, lær at tegne øjne og min yndlings: Tyskland fetish forklæder. Dét er meget spændende og pirrende for tanken, om søgeren havde tyskere iført forklæde in mente, eller om forklæde-fetishen er meget udbredt i Tyskland, hmmm…
Læsere kan begynde at glæde sig til mine prosexfeministiske bud, en form for manifest der gerne skulle klargøre mit udgangspunkt (og forhåbentlig medføre en masse diskussion). Men det er ikke alt hvad 2011 kommer til at byde på, næ nej, vi samles under den røde paraply i marts til sexarbejder demo og en festival med sexarbejde som tema. Der er vil være film, oplæg og oplysning. Det hele sluttes selvfølgelig af med fest og farver. Jeg håber meget I vil være med!





Herskerteknikker – se en luders undertrykkelse

15 12 2010

Af Nina Søndergaard

Udtrykket fik jeg fra Maria Marcus’ ” Min egen rødstrømpe-ABC”, hvor jeg troede at forfatteren til ”Den frygtelige sandhed: en brugsbog om kvinder og masokisme” ville forklare S/M teknikker. Istedet tager hun fat på Berit Ås, en norsk feminist der analyserede ”fem herskerteknikker, som benyttes af mandssamfundets mænd for at magten over kvinderne:”

Kvinder gøres usynlige. Kvinder gøres til grin. Kvinder får ikke information. Kvinder straffes dobbelt. Kvinder påføres skyld og skam. (Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, s. 89).

Halløjsa der faldt brikker på plads! Tak til Marcus og Ås for at vise hvad man nok havde anet ved elitefeministernes korstog mod sexarbejde, men her tager vi den lige i slow motion, hvor kvinder er udskiftet med sexarbejdere:

Sexarbejdere gøres usynlige. Som påvist før her på bloggen vil Dansk Kvindesamfund ikke have Sexarbejdernes Interesse Organisation med ved forhandlingsbordet, sexarbejdernes egne fortællinger udelades og overhøres på det groveste, SIO affejes som en minoritet, SIOs medlemmer inviteres ikke med til høringer om prostitution, når DR laver en dokumentar der viser at sexarbejde kan være andet end jammer og udnyttelse går koret i gang med tilsvining af DR, der ’svigter deres public service forpligtelse ved at give et rosenrødt billede af prostitution.’

Sexarbejdere gøres til grin. Ok, den passer faktisk ikke, de bliver snarere stakkelsgjort og ynket, uanset hvor stærke de end er.

Nu, 2010.12.18, hvor Sus Luder har frisket min hukommelse op vil jeg tilføje en rettelse. Sexarbejdere gøres faktisk til grin, især hvis de forsøger at blande sig i den debat der vedrører dem og deres liv, uden at ville stå frem med deres borgerlige identitet. Sus Luder har selv, utrolig modigt og flot, stået frem med ansigt, men inden da fik hun selvfølgelig også høvl for at ville undgå at hendes børn fik luderstigmataet på sig.

 

 

Sexarbejdere får ikke information. Igen, den er heller ikke helt i skabet, da vi trods alt lever i et informationssamfund, men mange af de samme mekanismer som i punkt 1 kører videre.

Sexarbejdere straffes dobbelt. ”Hvis hun er politisk aktiv, svigter hun familien. Hvis hun ikke er det, svigter hun sin opgave i samfundet.” Hvis hun er en ”lykkelig luder” skal hun straffes for at være glad for sex, for mænd, for sit arbejde, for at vende samfundets normer ryggen.

Hvis hun er en ”ulykkelig luder” hjælper samfundet hende med at sparke hende hjem igen, ynke hende, tilbyde hende psykologsamtaler – men ingen revalidering, for sexarbejde er ikke et anerkendt erhverv, altså er der ikke megen reel hjælp at tilbyde hende. Og at få hjælp fra det offentlige som sexarbejder medfører naturligvis at omsorgsfulde personer er forpligtede af loven til at forsøge at overtale vedkommende til at ophøre med at være prostitueret, uanset hvordan sexarbejderen ellers selv har det og hvad vedkommende søger hjælp for.

Sexarbejdere påføres skyld og skam. Når SIO taler sexarbejdernes sag er den typiske reaktion at de blot er en lille gruppe af ressourcestærke kvinder, der blot vil mele egen kage og som er ligeglade med traffickingofre og tvungne kvinder. Nogle går så vidt som til at melde ud at sexarbejdere er direkte uegnede som forældre, og at deres børn skal tvangsfjernes for ikke at blive besmittede med den skadelige indflydelse der åbenbart emmer ud af sexarbejderen. Nå ja, foruden det samfundsnedbrydende og ægteskabsskadelige element som sexarbejde i sig selv er.

I er med, men bemærk det nye og skræmmende, langt de fleste udøvere af de nymodens herskerteknikker er kvinder. Der tilmed bryster sig af at være moralsk overlegne kvinder end dem der ikke ønsker at forbyde sexarbejde. Vi må håbe at Marcus har ret i sin trøst ”Der er bare det ved herskerteknikkerne, at de er kun effektive, så længe de virker i det skjulte. Har man én gang fået øje på dem, mister de deres kraft.”





Min egen rødstrømpe-ABC

10 12 2010

Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, Politikens Forlag 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Bogen er til Lena, sikkert Marcus’ barnebarn der spurgte til bedstes tid: ”Hvorfor hed I rødstrømper? Gik I alle sammen med partisantørklæder? Hvad slags mad spiste I? Var det sjovt at kæmpe mod mændene?” Det satte Marcus igang med erindringsspejlet og resultatet er blevet en meget personlig, lærerig, morsom og nøgtern ABC som jeg slugte med stor fornøjelse.

Basisgrupper, happenings, Kvinde kend din krop, lilla ble, mandssamfund, smilestrejke. De ord og mange flere er der gode forklaringer til. Marcus formår at forklare komplicerede emner og fremmedord på en behagelig facon, så læseren føler sig tryg. Store piger (fra 12 år?), nysgerrige feminister, historieinteresserede, venner, fjender og veteraner kan være med, da Marcus er vældig afbalanceret i sin fremstilling af emnerne. Ofte stiller hun de samme spørgsmål som de gjorde dengang og spørger dermed læseren selv om vi er kommet videre.

Noget af dét der slog mig var hvor meget kvinderne skulle modarbejde, hvilket massivt pres for at være konform, sød og samarbejdsvillig der tilsyneladende herskede på alle planer af samfundet så sent som i 1960’erne. En kvinde skulle være serviceminded, smilende, kvik på fingrene og se godt ud imens – og et klem på bryster eller baller fra en mandlig kollega, ja det var da bare naturligt og eftertragtelsesværdigt. Hvad?! Så forstår man bedre hvorfor kvinderne havde brug for at skabe egne rum og udelukke mænd, der tog styringen som de var vant til fra alle andre sammenhænge; klippe hovedhåret kort; tage på spejlfri Femø-lejr; besætte Kvindehuse og etablere egne fagforeninger.

Marcus viser også hvor givende det kunne være at indgå i disse rene kvindefællesskaber og vende sine frustrationer og hverdagsproblemer med andre der også sad i samme suppedas.

 

At det store findes i det små og at det private er politisk. Der er en helt speciel nerve i ”Snakkegrupper”, ”Runde” og ”Privat/politisk” som viser hvor meget Marcus (og mange andre) har fået ud af samværet med andre kvinder og at kunne drøfte alt mellem himmel og jord. Som medlem (eller rettere udenlem) af en feministisk læsegruppe og andre herlige kvindefællesskaber kan jeg kun sige: Ja, nemlig! Det kan kun anbefales at etablere flere af den slags grupper, så endnu flere mennesker kan bryde ud af ensomheden og hente styrke hos andre. Indtil den ærede læser kommer så langt, så er Rødstrømpe ABC varmt anbefalet.





Mænd bestemmer selv. Kvinder skal styres.

25 11 2010

Af Nina Søndergaard


Det lille y-kromosom som gør fostre til drenge rummer åbenbart også evnen til at tænke og vælge selv, dér sidder den frie vilje.
Sådan må tankegangen være, når velmenende mennesker kan påstå at en prostitueret kvinde har færre valg end en mandlig handicappet.

 

Velmenende folk vil nemlig gerne forbyde købesex, da alle prostituerede i deres øjne ikke selv har valgt det, men er tvunget ud i det af væmmelige bagmænd eller en barsk barndom. Og de velmenende synes ikke at den pris en håndfuld handicappede må betale i form af påtvungen cølibat er for høj.

Debatten raser i skrivende stund (november 2010) i Viborg.
Velmenerne må gå ud fra det radikalfeministiske synspunkt at en mand er altid stærkere end en kvinde. En mand har altid mere magt og en kvinde er altid undertrykt.

 

Også når det er en mand, der er plejekrævende og som har brug for en hel del hjælpemidler for at få sit liv og dagligdag til at fungere. En mand der måske har brug for hjælp til at tisse, få vasket tøj eller blive vendt i sengen er pludselig blevet til et monster, en overgriber og et udtryk for patriarkatets uundslippelige magt.

 

En kvinde der selv er gået derhen, selv har medbragt sexlegetøjet, selv har indrykket annoncen, selv momsregisteret sig, selv har truffet beslutningen om at sexarbejde (måske på baggrund af egne oplevelser i plejesektoren) er altså svagere og langt mere hjælpe- og magtesløs.

 

Den tager vi lige igen: En handicappet mandlig sexkunde er så meget stærkere og mere magtfuld end en kvindelig prostitueret, at købesex skal forbydes og han skal stå til ansvar for at hun engang traf det valg at blive sexarbejder.

 

Hvad behager.

 

Der er intet i vejen med at være handicappet. Eller sextrængende. Eller mand. Eller kvinde. Overhovedet ikke.

 

Min pointe er, at begrundelsen om at skulle frelse kvinder fra den åbenbart frygtelige skæbne det er at være sexarbejder med speciale i handicappede, er mildt sagt på et tyndt grundlag. Præmissen er at kvinder er pr. definition svage og dét i alle sammenhænge og situationer. Det er bare en forenkling af denne verdens kompleksitet som er så langt fra de virkeligheder vi færdes i, at det er falsk og løgn.

 

Måske kunne det endda tænkes at det snarere var den handicappede kunde, der skulle beskyttes af en fuldstændig afkriminalisering og niveaustilling af prostitution, så sexarbejde blev ligestillet med andre kropslige ydelser som fysioterapi eller wellness-massage, hvor forbrugerne er beskyttede mod de værste svindlere og overgribere…

 

Alle mennesker har en seksualitet. Alle voksne mennesker har ret til at forvalte deres egen seksualitet sammen med andre samtykkende voksne. Derfor har handicappede selvfølgelig lov til at købe seksuelle ydelser. Derfor har kvinder og mænd og transpersoner selvfølgelig lov til at blive sexarbejdere. Sex er basal drift i os. Sex kan medføre megen lykke. Det er forkert at fratage andre mennesker deres mulighed for lykke og hvis to eller flere voksne personer finder ud af at have sex er der ikke nogen der skal ødelægge deres mulighed for at få lidt lykke ind i livet.
PS: Eftersom det er så klokkeklart at velmenerne ser alle sexkunder som mænd og overgribere og alle sexarbejdere som kvinder og ofre, så gad jeg ikke at komme ind på min k(n)æphest, nemlig at der findes kvindelige sexkøbere og mandlige sexsælgere. Og jeg orkede slet ikke at påpege hvilken himmelråbende mangel på fantasi de gør sig skyldige i, når de kun betrager verden udfra et heteroseksuelt synspunkt.