Voksne må også gerne lege med dukker

16 02 2018

Af Nina Søndergaard

 

Bekymringen, denne afhængighedsskabende følelse af ansvarlighed, vil ingen ende tage. Alle dage har sex givet anledning til bekymring og nu, takket være teknologi, er turen kommet til ting. Ting. Sexdukker. Som påståes at forrå og devaluere alle køn.

Disse påstande ligner til forveksling al anden foregående dæmonisering af sex og køn, og naturligvis mener jeg at alle (de forholdsvis få) interesserede der måtte være, skal have lov til at udleve deres lyster i fred.

 

Mistænkeliggørelse af mænd

Endnu engang ligner det en sygeliggørelse af mænds seksualitet. Hvis en mand køber en dukke, der er formet som en kvinde, er det åbenbart fra klamt til frastødende til et tegn på psykopati og det som værre er. At en kvinde køber en dildo er neutralt/ok/prisværdigt at hun tager ansvar for sin egen seksualitet.

download (10)Det er også bare ok til lattervækkende, hvis en kvinde har sex med en He-man dukke, en legofigur (bind snor i!), mannequindukke eller en fotostat af Elvis. Men puha, hvis en mand boller en dukke! Det leder jo til voldtægt af ægte kvinder og krig og alt muligt….

Legesyge og fantasi er med andre ord kun ok for det ene køn, nemlig det gode kvindekøn, det eneste køn i stand til at skelne legetøj fra levende mennesker. Not.

 

Uopfyldte behov

Uanset om vi vil (erkende) det eller ej, så er der folk, der er ude af datingloopet. Dét at finde en kæreste er for disse mennesker svært. Men behovet for kropskontakt, krammere, sex og samvær forsvinder ikke af den grund. Afholdenhed er åbenbart det eneste anstændige valg, mener somme. For hvis de kæresteløse køber sex af mennesker er det forkert, og det er også forkasteligt, hvis de køber en sexdukke til at dække deres behov.

Hvis man synes det er så synd for de her personer, vil jeg naturligvis opfordre til at man selv gør en god gerning og knalder rundt.

 

Robotter erstatter de levende

images (7)Kælesælrobotter er med til at gøre dementes liv bedre. Løfterobotter kommer nok snart til at gøre sundhedspersonalets liv lettere. De her to eksempler kan måske vække undren, men vist ikke skingrende foragt og væmmelse.

Som sexdukkernerne altså gør. På grund af sex. S-e-x er stadig forbeholdt de unge, de smarte, de charmerende, de sunde, de smukke, de adrætte. De gamle, de kiksede, de klodsede, de syge, de grimme, de handicappede – de skal sandelig ikke have sex. De må ikke. De må aldrig nogensinde opleve erotikkens glæder, det skal moralens vogtere, Moder Stat og Almindelig Anstændighed sandelig nok sørge for. Mad, medicin, husly, tøj og måske endda et par ferske og ufarlige glæder: Ja da, selvfølgelig! I menneskelighedens navn, men sex? Nej!

Det er en grim måde at se på sex og kønsmodne mennesker, og jeg har lov at håbe at download (9)tiderne skifter inden jeg selv er hjælpeløst i kløerne på nederdrægtige plejere.

 

Sex slukker fornuft og balance

Det lader til at sex er et paradox. På den ene side, er det grimt og farligt. På den anden side, lokker det som intet andet gør. Det er fuldstændig og aldeles uimodståeligt og dragende.

Bekymringsfløjen mener jo at gøre samfundet en tjeneste ved at skærme os for sexdukker. Antagelsen er vist nok, at sexdukkerne vil erstatte menneskekærester, eller gøre folk komplet ufølsomme og lede til voldtægt af levende personer. Jaså.

Det er alligevel meget at forlange af et dødt produkt.

Fortune 500Alverdens producenter af frituregryder, parasoller, violiner og vingummier må være misundelige på den voldsomme appel sexdukker lader til have. Og dog. Sexdukkefabrikker har (endnu) ikke overhalet hverken Coca Cola, Apple eller Microsoft, hvilket de burde have gjort i følge dem der råber agt i gevær.

Det får mig til at tro, at sexdukker er et nicheprodukt der kun har appel for de ganske få. Og at sexdukker snarere ses som et supplement til onani end reelle kæresteerstatninger for langt de fleste. Al andet sexlegetøj har, trods både bekymring og dårlige vitser, ikke på nogen måde udfaset romantik, endsige overfløddiggjort kæresteri og ægteskaber.

 

Alle sexdukker er ok, også dem udformet som børn

Puritanske Norge har i 2017 beslaglagt en del sexdukker, hvoraf nogle var udformede som børn. Dernæst har det norske politi anholdt køberne. Se mere her.

Hvor gustne jeg end finder disse dukker, er reaktionen dog værre. Tænk sig at blive smidt i fængsel (på ubestemt tid!) for at købe et stykke plastik! Dét er forkert.

I disse hysteriske tider ser jeg mig nødsaget til at komme første indvending i møde: Er jeg selv pædofil? Nej. Bare nej.

Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men p-ordet er pauseknap for al fornuft. Det er sløjt og sigende for moderne debatter, at første træk er at mistænkeliggøre modstanderen. Det i sig selv, er nok til at jeg mistænker at der ikke er meget rationalitet bag den angribende holdning. Ellers var det nok kommet til torvs, inden man begynder at svine den der formaster sig til at være uenig med én.

Så nej. Det er på ingen måde mine egne lyster jeg forsvarer her. Ligesom mit principielle forsvar for regnbuefamilier, aseksualitet  eller sexarbejderrettigheder heller ikke er direkte forbundne til mit eget (sex)liv. Det er blandt en del af voksentilværelsen, at man opdager at man ikke er verdens centrum, og at folk og fænomener eksisterer uafhængigt af én selv.

download (12)Mit forsvar er af principiel karakter, det drejer sig om retten til at leve i frihed og fred sålænge man ikke skader andre. Og dét liv må gerne være anderledes, ja endda afvigende uden at det volder andre skade.

Jeg er blot en gammeldags dinosaur, der tror på at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. At offerløse forbrydelser egentlig ikke er forbrydelser, og følgelig ikke skal straffes. Og à propos bevis. Var jeg stødt på ordentlig, redelig, nøgtern og uangst forskning der fastslog at årsagskæden for overgreb mod børn vitterligt var og er først at bolle børnesexdukker, dernæst rigtige, levende børn havde jeg naturligvis ganske uforbeholdent støttet den norske handlemåde. Selvfølgelig. At misbruge børn er så uacceptabelt, at der næppe findes ord for det.images (8)

Men dukker er IKKE børn. Og eftersom pædofili desværre fandtes længe før moderne siliconestøbningsteknikker, har jeg en kraftig mistanke om at pædofili ikke smitter og ikke udsondres af visse typer plastik.

 

Dukker er døde

images (6)Dukker er ting. Genstande. Dimser. Vi er ligefrem kodede til at menneskeliggøre alting: Skyer, brændte toastbrød, tinsoldater, tepotter, stoppenåle. To pletter og en streg er et ansigt for os. Verden over bliver der passet godt på dukker og bamser, fordi vi lader os narre. Denne egenskab plejer vi, om ikke vokse fra, så i hvert fald kunne distancere os fra, men åbenbart ikke når det drejer sig om dukker der ligner børn. Så får følelserne lov til at tage over. Bemærk at artiklen stort set kun nævner chokket og de stærke følelsesmæssige reaktioner som fuldstændig overskygger det uomtvistelige faktum at dukkerne er genstande. Livløse genstande. Gav politifolkene også dukkerne mad? Lagde tæpper om dem? Sang vuggeviser for dem? Det må jo have været ubehageligt at have været spærret inde i en papkasse, efter at være blevet hevet ud af en matrice og klistret kunstige øjenvipper på sig….

Selv hvis vi sætter lighedstegn mellem dukkerne og levende børn i den forstand, at de er værgeløse, er der stadig noget der halter: Hvem skulle sørge over “overgrebene” på dukkerne? Kobberminen, der gav dukken sine ledninger? Formen som støbte den og hundrede af andre? Postbudet, der intetanende bar den?

Hvad når dukken bliver gammel? Denne fastfrosne genstand, der ikke kommer til at vokse en eneste millimeter eller få rynker endsige kunne huske noget som helst, skal den så også have psykologhjælp?

Jeg ved faktisk ikke hvad der er sket med dukkerne i Norge. Er de blevet lagt på en hylde? Eller brændt? Destrueret? Det er dog også en krank skæbne, hvad både grantræet og tinsoldaten fortæller os…

 

Hvorfor dette forsvar?

Fordi totalitært tankepoliti er forkert. Fordi det er grundlæggende urigtigt at smide folk i kachotten på forhånd. Hvilket den danske stat heldigvis heller ikke har valgt at gøre. Endnu.

Så det er faktisk ikke pædofile som sådan jeg forsvarer, det er retten til at være en fredelig og uskadelig borger eller endda afviger. Stater benytter sig gerne af salamiteknik. Først de uforsvarlige, de udstødte og så…

download (11)Alle er rørende enige om at pædoer skal ud/væk/rådne op og alle mulige måder forhindres i at pille på børn. Det tilslutter jeg mig i de tilfælde, hvor der rent faktisk har fundet overgreb sted. Selvfølgelig. Indiskutabelt. Men de inaktive? Dem der rent faktisk tøjler deres begrædelige lyster? Selv gammeldags, sure, snerpede Storbritannien gav folk lov til at være homoseksuelle, sålænge disse ikke ‘begik homoseksuelle handlinger’. Ingen sammenligning i øvrigt, andet end den komplette udskamning af hvad der i høj grad ser ud til at være medfødte tilbøjeligheder.

Hvem ville dog vælge en totalforbudt, pinagtig, skadelig seksualitet, der i sagens natur aldrig kan få et frivilligt eller ligeværdigt udtryk med en partner?

Glæden over at man tilfældigvis selv er heldig at have de rigtige lyster, der endda måske er godkendt af både Gud, skat og alverdens stater må helst ikke overskygge, at nogle ikke faldt så heldigt ud og så længe disse ikke gør noget, skal selv ikke engang de straffes. Tilbage til tankepoliti: De fleste af os har også været så sure og forbitrede, at vi lystigt og skamfuldt har hengivet os til grotesk voldelige fantasier om at skade dem, der har gjort os fortræd. Hvis alle os, der har haft smaddertanker mod andre skulle ind at brumme, var der ikke plads nok på planeten til alle de fængsler.  

Det nævnes i artiklen, at en af køberne er kendt at politiet. Det siger måske ikke så meget, da det letkrænkelige norske politi jo åbenbart arresterer folk, der kommer til at gøre en tolder lidt trist. Men skulle det være en pædofil, er det dog uendeligt meget bedre at vedkommende udlever sin forbandede lyster med en død genstand end et rigtigt, levende menneskebarn. Hvis ikke den tøjlen ligefrem skal roses, så skal den i hvert fald ikke straffes. For det er dét som er sygt, ikke at kunne kende forskel på dukker og børn.

 

Slap af. Løslad de fængslede. Lad voksne lege med dukker i fred.





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





Gang bang – en grund til at være prosexfeminist

18 08 2014

af Nina Søndergaard

6180460759_723b01df9d_o

 

I forbindelse med en potentielt øget regulering af sexbranchen i Tyskland fremlægges bl.a. et forbud mod salg af såkaldte gang bang fester. Selvfølgelig i den gode kvindebeskyttelses navn.

En gang bang fest foregår omtrent sådan: Flere mænd (der er som regel loft på antallet, max ti fx) betaler en sum penge, og har dermed ret til at hænge ud et par timer, knalde den ene kvinde eller de der nu stiller sig til rådighed på skift. Dertil er der tit snacks og sodavand.

Bent har her til bloggen fortalt om hvor sjovt det var, og at der var bedre tid, mindre nervøsitet = mere for pengene for hans vedkommende. Og flere penge til den enkelte sexarbejder

Den slags kvindefornedrende sex skal ikke længere være på bordellernes menukort, mener Manuela Schwesig af SPD. Sexarbejderne får åbenbart ikke nok penge ud af den krænkende deal, dermed skal det ikke være en mulighed at købe et gang bang.

 

Betalt bunkepul

 

Som prosexfeminist kan jeg forstå på forbuddet at kussen er en sart sag. Den kan godt tåle en barnefødsel eller ti. Kussen kan også lige akkurat tåle én pik i timen, men sandelig ikke 5-10 forskellige pikke på en time.

En kvindes ære kan tilsyneladende også tåle at hun bliver pulet for penge, når blot det foregår bag lukkede døre, og andre ikke kan se på. Men æren krænkes så snart en håndfuld mænd kan se at hun bliver knaldet.

Forbuddet kunne også tyde på at morskab er farligt, noget man skal passe på med at lade pøblen få for meget af: En fest med fisse ad libitum (Jo! Sex, snak, samvær, svedig sikker sex, bobler, sex, musik, snak)  er åbenbart alt for sjovt til at man kan tillade den slags uhæmmet spas, som mange drømmer om.

Et totalt købesex forbud á la det i Sverige og Norge er måske ikke på tapetet i Tyskland lige nu (på grund af krisen? Sexbranchen giver immervæk gode penge i statskassen). Men så kan man jo snige moralske forbud mod dårlige sexformer ind, forklædte som hensynstagen til det sarte kvindekøn. Der måske kan vurdere om hun vil sælge sex, men skal have hjælp til at vide hvilken slags sex hun vil sælge. Og løssluppen gruppesex er altså dårlig og skadelig sex, uanset at kvinden selv vil, selv styrer hvor mange, hvordan, hvorledes og med hvem. 

Lyst er en ukontrollerbar størrelse. Nogle kvinder har vitterligt lyst til at lade sig knalde af mange mænd, nogle gør det gratis i swingerklubber eller til orgier, andre får ligefrem penge for det. Men det er altså en forkert og krænkende lyst at have og udleve, derfor må denne lyst forbydes. For en socialdemokrat er der intet der ikke kan eller skal kontrolleres af staten, til folkets eget bedste begribeligvis.

 

 





Sarthed og sexarbejde

10 03 2014

Af Nina Søndergaard

Her er et bud på én af årsagerne til at sexarbejde kan vække så megen harme. Måske er der noget i sexarbejdets Kvinder frastødes af prostituerede Ugebrevet A4natur der vækker væmmelse hos nogle, og at denne afsky ligger meget dybt i dem. Følelsen af at blive besudlet er både fysisk og moralsk. Undersøgelser (test dig selv – på engelsk) peger på at folk med lav ubehagstærskel er mere moralkonservative end folk der ikke væmmes nær så let.

Ted talk about disgust

 

Kropsvæsker

Andres kropsvæsker vækker ofte vores afsky, og nogle forskere mener at en mulig forklaring på forelskelse og dens dertilhørende ophidselse, er at den slukker for vores medfødte væmmelse overfor andres spyt, sved og safter. Safter som kan være smittefarlige.

Vi kommer til at sukke efter den udkårne og kysser gerne vor elskede i timevis, måske som forstade til mere intens udveksling af kropsvæsker.

Forelskelsen er næppe tilstede i det købte samleje (hvor der iøvrigt anvendes kondom), og den manglende forståelse for hvordan nogle så overhovedet kunne finde på at knalde alligevel, er måske ikke blot et levn fra kristen moral, men en rest fra urtiden – og altså langt sværere at komme udenom.

Samme kropsvæskeangst ses også i andre erhverv, hvor folk kommer i tæt berøring med andres kropsvæsker: Handsker hos hjemmeplejen og dental dams hos tandlæger fx. Det er fuldt fint og forståeligt, men at få tis eller savl på huden er meget sjældent farligt eller dødeligt.

Kroppens afstødte efterladenskaber

Det er ikke kun kropsvæsker der kan byde folk imod. Det kan hår og afføring også.

Frisører har ikke altid og overalt været velansete, i Indien er man gået til en yderlighed og har en dediceret frisørkaste (Nai). Moderne frisører er dybt fortørnede over at blive kaldt for barberer, hvilket opfattes som et nedladende ord og man kan også joke med at man laver noget barberarbejde, hvis man laver noget ubetydeligt.

Sexkundernes kropsbehåring nævnes ofte af prostitutionsmodstandere som noget ganske ækelt.

7b5627680aOgså referencer til afføring, noget naturligt vi aktivt forsøger at udelukke fra vores verden, dukker op de mærkeligste steder og afslører, i mine øjne, en for nogle dyb forbindelse mellem sexarbejde og afføring som noget der foregår i de nedre regioner og blot skal ud af den synlige verden. Sexarbejdere kan blive sammenlignet med kloakarbejdere. Ud af hundrede, ja tusindvis, af stillingsbetegnelser og job blev kloakarbejdere valgt frem for buschauffører, kioskekspedienter, sygeplejersker eller tv-værter.

Det er på mange punkter en besynderlig gruppe at sammenligne med, da mange kloakarbejdere er offentligt ansatte medarbejdere og ikke selvstændigt erhvervsdrivende som sexarbejdere.

Derudover har mange kloakarbejdere en længerevarende uddannelse rettet direkte mod kloakering: De er fx vvs’ere, rørlæggere eller ingeniører med speciale i afløb og kloakering – modsat sexarbejdere der ikke har kurser på VUC eller teknisk skole… (Mange sexarbejdere er skam veluddannede, men ikke faglærte). Endelig har kloakarbejdere et fagforbund i ryggen og er så uundværlige at alle landets kommuner har ansat kloakarbejdere, hvilket ikke just kan siges om sexarbejdere, som helst skal finde et andet erhverv.

Klamhed og konservatisme

Fordærvet betyder ikke kun forrådnet mad, men også en mental tilstand af umoral. En person kan også være klam, hvis vedkommende gør noget vi ikke selv ville gøre.

AGBR i TV2Afsky er en af de seneste reaktioner der bliver installeret i os. Små børn har kun ganske få, hvis overhovedet nogen, afskysreaktioner og spiser gladeligt sand, jordnøddesmør formet som lort og deler gulerødder med geder. Alt sammen noget som mor og far ikke synes godt om, og vil forsøge at forhindre, bl.a. ved at sige ”ad!” og lære barnet at væmmes for at undgå flere fejltagelser.

Det er forskelligt fra kultur til kultur hvad der er klamt eller ej, tænk blot på den islandske ret: rådden haj, det vil sige at der er masser af tillæring i væmmelse. I Uganda væmmes magthaverne så dybt ved bøsser, at homosex nu kan give livstidsstraf. Men hertillands er bøsser blevet accepterede i en grad at de har lov at gifte sig og adoptere.

Det danske homoeksempel vækker et lille håb om at sexarbejde måske en dag kan blive accepteret som det arbejde det er. Flere sexarbejdere har dog fortalt at det er vanskeligt at komme igennem med budskabet om at det overvældende flertal af kunder er ganske almindelige, rene, pæne mænd der ofte har gjort sig umage for at nette sig inden besøget. Det er både en skam og et argument for at følelsen af modbydelighed ligger dybt i mange modstandere af prostitution.





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

17 07 2011

Af Nina Søndergaard

Et sexkøbsforbud vil være en sejr for ligestillingen.

Nej, det vil tværtimod være et tilbageskridt, da ligestilling går ud på at stille kønnene lige og give dem lige muligheder. Ikke at fratage det ene eller andet køn en erhvervmulighed.

Enhver begrænsning af kvinders ret til selvbestemmelse og selvforvaltning med henvisning til hendes køn, skal afvises som det magtbegærlige udtryk for patriarkalsk tankegang det er, uanset om det bliver udtrykt af andre kvinder.

En kriminalisering af især mandlige sexkunder, er også at vælte ansvar for kvinder over på mænd. En mand bliver i kraft af sit køn og deraf ”overlegne magtposition” pludselig gjort ansvarlig for det valg sexarbejderen selv traf, og den mandlige kunde forventes at vide bedre om sælgerens tarv end den sexarbejdende kvinde selv gør.

Førhen skulle kvinder også beskyttes mod de farer og ulemper et erhvervsarbejde kunne medføre, og holdes inde i det trygge hjem. Det var også for at aflaste kvinder for besværet med formueforvaltning, at kvinder tidligere ikke selv kunne åbne en bankkonto, købe fast ejendom eller på anden vis bestemme over sine penge.

 

Man afholdt også kvinder fra at løbe marathonløb, da man mente at livmoderen kunne falde ud under langdistanceløb. Det har vist sig ikke at holde stik, og der er faktisk en del kvinder der er ret gode til at løbe temmelig langt. Dette eksempel skulle også gerne vise at få retten til at prøve kræfter med noget er ikke det samme som pligten til at gøre det.

Forskellen på datidens velmenende, men grimme, uheldige og komplet unødvendige beskyttelse af kvinder, det såkaldte svage køn, og nutidens er den samme.

 

At forbyde prostitution er at sende et vigtigt signal, vi accepterer jo heller ikke børnearbejde, vel?

Allerede inden vi kommer til at signalpolitik er et onde, er det vigtigt at påpege at sexarbejde er noget der foregår mellem og foretages af voksne, myndige mennesker.

I Danmark og en del andre lande er det ulovligt at købe sex af personer under 18 år (§ 223), hvilket er godt. Efter politiets skøn er der stort set heller ikke, hvis overhovedet noget, børneprostitution i Danmark.

Derfor skal alle sammenligninger og paralleller med kvinder og børn afvises som det vås det er.

Den form for misforstået beskyttelse af kvinder bunder i et grimt kvindesyn, hvor kvinder anses for at være som børn: Ufærdige, uselvstændige væsener der har brug for samfundets beskyttelse og særregler for at leve.

Man skal aldrig lade sig narre af at det nu om stunder ofte er kvinder der fremfører sætninger, hvori sammenligninger med børnebeskyttelse og prostitution indgår. De vil naturligvis selv have sig frabedt at blive sammenlignet med børn der ikke kan tage vare på sig selv, da disse kvinder mener at de kan træffe egne beslutninger.

Disse kvinder har inkorpereret mandssamfundets idealer og tror dermed at de har en fri vilje. De kvinder der ikke vælger som dem, anses for ikke at have en fri vilje og skal derfor tvinges ind på den rette vej – der ikke omfatter salg af sex.





Forbrydelse og straf – Prostitutionsdebattens skingre tone

10 07 2011

Af Nina Søndergaard

”Debatten om prostitution er meget skinger”. Det er en sætning man ofte støder på i, well, debatten om prostitution. Jeg vil gerne bekende, ligesom Informations Anna von Sperling, at jeg naturligvis er med til at gøre debatten ”skinger”, da jeg har taget stilling og ikke mener at forbud mod hverken prostitution eller køb af seksuelle ydelser er vejen frem. Jeg støtter sexarbejderrettigheder og er dermed ”for” prostitution.

Når debatten let bliver ophedet, skyldes det især at målet er meget voldsomt: Mennesker skal sættes i (allerede overfyldte) fængsler for en handling, som hverken ’overgriber’ eller ’offer’ ser som et overgreb. Prostitution er offerløs kriminalitet, for en prostituteret kan i dagens Danmark vælge at anmelde en  voldtægt til politiet og forvente at blive taget alvorligt, og at gerningsmanden bliver straffet. (Hvis hun vel at mærke har orden i sine papirer, ellers kvitterer vi selvfølgelig med at fængsle hende og smide hende ud).

 

 

Straffens virkninger

Sus Luder har på Offentlig Fruentimmer beskrevet et par seancer der i Sverige ville koste kunden et års fængsel. Det er meget svært at se hvordan de lege kan være en mere alvorlig forbrydelse end kioskrøveri, grov vold eller narkotikasmugling.

Og der tror jeg at fortalerne for et forbud går fejl med signalpolitikken. For det er klart at et forbud mod at købe sex ville afholde nogle fra at gøre det. Nemlig de venlige, søde samfundsborgere der er så tilpas normale at de kan tænke langt frem og som måske også har familie at miste. Røvhullerne, de bliver ved. Som i Sverige. I Sverige tør mange sexarbejdere, især dem på gaden, ikke at anmelde voldtægter som er hyppigere nu end før 1999.

Forbuddet vil også skabe mere kriminalitet – ja det er faktisk det der er formålet. Men problemet rækker ud over det enkelte dyre og skadelige fængselsophold. Det giver hele miljøet en afsmag af fordækthed og frygt. Og hvad værre er, det er det tydeligste signal et samfund kan sende om at éns person, kreds og gerninger ikke er accepterede og velkomne, det er en udgrænsning. Og uanset hvad forbudsfolk end måtte påstå, så går den udgrænsning ud over sælgerne af sex. De er selvfølgelig en del af miljøet og bliver også ramt af det tæppe af mistro der kun skulle ramme de onde kunder.

Tilhængere af forbud har desværre ikke indset at vi alle har behov for anerkendelse og accept, og at det overvældende flertal af borgere ser sig selv som almindelige, gode mennesker, der ikke har lyst til at få et stempel som forbryder. Når stemplet føles uberettiget og komplet uforståeligt, bliver samfundet undergravet: Det er uretfærdigheder der foregår, og en måde at reagere på uretfærdigheder og udgrænsning er at danne sin egen subkultur, hvor helt andre standarder gælder.

Dermed bliver det endnu sværere for det samfund, der har stemplet prostitution som uønsket og ækelt, at nå de prostituerede som har behov for hjælp. Det er svært at genoprette tilliden til det samfund, som mener at éns og éns partneres gerninger er vederstyggelige og strafværdige. Samfundet mister troværdighed ved først at udtrykke så stor afsky for prostitution at man kan komme i fængsel for det, for derefter at ville trøste og hjælpe dem samfundet lige har udgrænset.

Det er det stik modsatte af det ytrede mål med et sexkøbsforbud. Derfor er jeg i mod et sexkøbsforbud.

Sexarbejdets ubehageligheder

Et forbud hjælper ikke, det gør kun ondt værre. De prostituerede der ønsker hjælp, skal selvfølgelig have det – og mere af det. For det er klart at sexarbejde kan være skidt, skadeligt og uønsket. Derfor brugte jeg også anførelsestegn om at jeg er ”for” prostitution. Sexarbejde lader til at være uløseligt forbundet med pengeøkonomi, og så længe der findes penge, så længe vil nogle folk sælge sex (ligesom nogle vil se fidusen andetsteds og sælge aviser, rengøring, tøj o.s.v.). Men det er lige så klart at sexarbejde nogle gange vil være træls og ubehageligt. Ligesom alt muligt andet arbejde.

Sexarbejde er selvfølgelig heller ikke et almindeligt arbejde, men det er arbejdet på en boreplatform, en skadestue eller telefontjeneste heller ikke.

Det er vigtigt at skelne mellem gadeprostitution og indendørsprostitution. Mange gadepiger har store sociale problemer i forvejen, og det hjælper sexarbejde ikke på. Den nylige undersøgelse fra SFI fastslog at ingen af de adspurgte gadepiger mente at sexarbejdet var en del af deres egen seksualitet, men det mente et lille flertal af de indendørs prostituterede. Det kan næppe siges tydeligere: Lysten driver værket for de fleste sexarbejdere på bordel eller i escort, mens gadesexarbejderne ikke gør det af seksuel lyst overhovedet. De gør det for at tjene penge til stoffer, hvilket er en ganske anden problemstilling.

Eftersom sex kan være det allermest intime mennesker kan opleve, så kan jeg sagtens se at sex for penge kan forekomme uforståeligt indtil det ulækre. Det er ok. Mit forsvar for prostitution er principiel, og det er ikke noget jeg har berøring med i mit daglige liv. Jeg mener fuldt ud at folk gerne må synes at sexarbejde er skidt. Jeg har egentlig heller ikke intet at indvende mod private organisationer der hjælper prostituerede ud af prostitution eller som agiterer for et frivilligt ophør af sexkøb. For det er ikke det samme som at et helt samfund mener det eller vil straffe for det.

At blive kriminaliseret på grund af sexarbejde, enten som køber eller leverandør af ydelsen, er ikke bare at ‘sprælle lidt fordi man bliver sparket ud af slikbutikken’, som det hed med Anne-Grethe Bjarup Riis’ ord. Det er at uretmæssigt blive nedgjort og tilsvinet af det samfund 99 % af os gerne vil være en del af, og som dårligt både kan stå som fordømmende, straffende og hjælpende instans overfor noget som ikke er grov kriminalitet med åbenlyse ofre.

 

Et fængselsophold er samfundets måde at sige at man er så farlig, at man ikke må være ude blandt andre mennesker. En straf går ikke kun ud over den enkelte forbryder, men trækker andre med ned. Det er så voldsomt at det bør begrænses (endnu mere) til de episoder, der virkeligt er ukaldede, skadeforvoldende og krænkende.