Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





Den eneste ene – i sengen

15 02 2011

Af gæsteskribent
Vi har her på bloggen modtaget dette indlæg. Vi er bekendt med skribentens identitet.

Jeg indgår for tiden i et forhold, hvor omdrejningspunktet er sex. Han er en dejlig mand, så det er ikke så underligt, jeg overvejer om jeg kan (lade være med at) falde for ham – romantisk forstås.

Men ind imellem tænker jeg over, hvor meget det faktisk har med ham at gøre? Jo, han passer på mange måder ind i den kasse, jeg forestiller mig min forhåbentligt kommende livsledsager bor i. Han er 11 år ældre end mig, afbalanceret, tænksom, har en skøn krop (skøn!) og rører mig med passion. Jeg bliver taget. Jeg bliver spist. Jeg er hans. Og så har han lige lært mig at dyrke analsex – er den eneste nogensinde, der har formået at få mig til at nyde det, tænde på det og bede om mere.

Men mange ting er på spil i et forhold. Romantiske forventninger blander sig med sensualitet, dyrisk rovdrift og fornemmelsen af øjeblikket og evigheden. Ret beset kender jeg jo ikke manden. Jeg har set ham 3 gange og kun første gang snakkede vi om verden og hverdagen. De øvrige gange har vi kun snakket i sengen – og den snak har kun udviklet vores forståelse af hinandens seksualitet. Vi kender hinandens kroppe. Hinandens lyst. Han kan ikke udmatte mig, selvom han prøver og prøver fem gange i træk. Det ved vi. Men vi ved ikke så meget mere om hinanden og relationen mellem os.

Alligevel romantiserer og idealiserer jeg manden. Jeg drømmer om, at han og jeg hører sammen og skal høre sammen altid. Men jeg kender ham jo ikke.

Hvad ansporer mig så?

Efter første nat var jeg forelsket. Jeg var så forelsket! Jeg lå i min seng hele dagen og kunne ikke tænke på andet end ham. Jeg længtes og kunne ikke leve med tanken om, at vi måske ikke skulle være sammen for evigt.

Biologi og hormoner giver det ene svar. Mens han forløses 5 gange, forløses jeg ikke. Jeg får ikke orgasme – jeg tilfredsstilles, men får ikke forløsningen, udløsningen og dermed afløses den urolige lyst ikke af den rolige tilfredshed. Mine hjerne og læner længes stadig, vejrtrækningen forbliver overfladisk og trangen til at blive rørt og begæret varer ved. Jeg vil tættere på ham. Han skal forløse mig. Men han er forløst og må videre.

Længslen efter samhørighed og afslutningen på min søgen efter den anden – ham der skal forstå mig, som han ville forstå sin tvilling – er det andet svar. Angsten for aldrig at finde den anden stikker dybt.

Men er den tredje svar mon, at jeg er opdraget til at søge mandens anerkendelse af min Madonna? Jeg stræber efter at han ser mig. Får øje på mig – hele mig.

Måske drejer længslen efter en mand, 2 børn i forstaden – den længsel, der hos mig er dybfølt – både om hormoner der lader mig drage af mænd, om længslen efter samhørighed eller drømmen om endegyldig forståelse og det lette liv. Et liv hvor mangfoldigheden er pakket væk, så vi kan fremstå pletfri og renskurede og dermed undgå de andre stigmatiserende blik. Men intet menneske er vel konformt i sin reneste, rå form? Vi er vel alle nogle mærkværdige originaler, der forsøger at gøre livet lettere ved at inddele det i kasser og systemer.

Billederne skyldes kunstneren Yeondoo Jung.





Historien om ægteskabet

8 10 2010

Af Nina Søndergaard


Som historiker må man gerne være ond og fortælle folk at der muligvis slet ikke var nogen historisk korrekt Jesus, at éns barndoms vidunderligt hvide vintre er en erindringsforskydning og at de gode gamle dage var lede. Her vil jeg briste en illusion om det naturlige ved kærlighedsægteskabet.

1.    Ægteskabet kan knap nok defineres, fordi der er så mange versioner af det i verden.
2.    Tanken om at ægteskabet kun er noget der reelt vedkommer to mennesker er ny.
3.    Tanken om at man kan og ligefrem BØR basere sit ægteskab på kærlighed og forelskelse er endnu nyere.
4.    Det er ikke utænkeligt de gamle romere og grækere havde ret når de mente at forelskelse var en sindssygdom.

Det lader til at mennesker altid har forsøgt at sætte nogle rammer for seksualiteten og reproduktionen, de rammer hedder som regel ægteskab. Og ret meget tættere på en definition på ægteskabet kommer vi nok ikke i dag.

Jamen, det er jo en pagt mellem to mennesker, siger I. Ja, i vores del af verden, men andre steder bliver man rigtig nok gift med én person, men gommens brødre har altså også ret til at gå i seng med bruden. Der er harem og islam tillader en mand at have fire koner, altså kan ægteskab snildt være mellem flere mennesker.

Nå, men så sikrer man hinanden økonomisk da! Ja, igen, her gør vi, men nomadefolk har det ikke nødvendigvis helt på samme måde. For det første er mange analfabeteter, så dét at skrive en ægteskabskontrakt giver ikke megen mening. For det andet har de ligesom ikke så meget jordisk gods at det gør noget: ”Jeg betror dig min 4-personers sofa”? Nej vel…

Nogle steder bor ægteparret ikke sammen, andre steder flytter de ind hos konens mor eller hen til mandens mor. Her bor vi ligefrem sammen FØR vi bliver gift, utænkeligt for bare 100 år siden i bedre kredse.

Tit overgår kvinden til mandens familie, som så har ansvaret for hende, men hun kan også stadig være under sin faders beskyttelse selvom hun er gift. De fleste samfund er patriarkalske, hvilket her vil sige at kvinden ikke har fulde juridiske rettigheder som sin mand, i Danmark fik gifte kvinder først råderet over egen løn i 1880 , gifte kvinder blev myndige i 1899 – altså der kunne de selv bestemme over deres formue, købe hus og sagsøge folk.

Alligevel findes ægteskab i en eller anden form i næsten alle samfund, det eneste kendte samfund der overhovedet ikke anerkender ægteskab er Na folket i Kina, hvor det er bror og søster der bor sammen og tager sig af børnene. Og børnene bliver til når en elsker sniger sig ind i huset om aftenen, bliver der natten over og smutter igen om morgenen.

Ok, det viser også at ægteskab ikke godt kan være en biologisk rodfæstet ting i os, når der er så uendeligt mange måder at gøre det på. Vi vandrede ikke ud af Afrika for en rund million år siden med en ring på fingeren og koloniserede jordkloden. Ægteskabet er en institution der voksede frem bagefter.

Hvorfor så overhovedet gifte sig? For at sikre afkom og svigerfamilie! At ved blive gift har man knyttet et bånd mellem fremmede familier, der nu skal samarbejde. Senere blev ægteskaber også vigtige økonomiske midler: Kongeriger og krige er opstået pga. ægteskaber, folk har arvet guld og grønne skove og ved at splejse sammen kunne to personer købe en gård/starte virksomhed, som reelt var det eneste de havde at falde tilbage på inden velfærdsstaten.

Her har I også lidt af forklaringen på hvorfor stort set alle ægteskaber inden 1750’erne var det vi kalder for arrangerede ægteskaber, hvor brud og gom faktisk ikke kendte hinanden inden de blev gift. Det var alt for stort og vigtigt til at man kunne lade to unge mennesker bestemme selv og de skulle da slet ikke træffe beslutningen når de var forelskede og dermed sindssyge!

Forelskelse var en sindssygdom mente de gamle, englænderne kaldte det for ”cuntsick” og så har vi en idé om hvor højt forelskelse rangerede i l’ancien regime.

For naturligvis kendte de gamle til forelskelse. Nogle af de ældste skriftlige kilder vi har er kærlighedsdigte (nå ja, og lister over hvor mange får og køer man havde!). Hjernescanner man forelskede folk, uanset deres hudfarve, alder, køn eller religion får man stort set det samme billede – som minder lidt om det billede deprimerede mennesker giver… Vi er med andre ord designede til at blive forelskede, for så vil vi gøre en hel masse (åndssvagt) for at vinde vores elskede, parre os lidenskabeligt og få børn. Forelskelse gør at man tænker på det samme hele tiden, mister appetit, kan glo ind i en væg i timevis og glemmer alt muligt – ligesom depression…. Hvis vi så rent faktisk får fingre i den udkårne oversvømmes vores hjerne med belønningshormoner, så vi ER sgu høje og bliver rent faktisk afhængige af det hvæs nærheden af den elskede giver os.

Men, akkurat ligesom depression, så varer det ikke ved. Max 1½ år siger forskerne. Men der burde kvinden også være gravid/have fået første barn, hvilket nok var dét naturen mente med dén omgang.

Den følelsesmæssige rutschebanetur var totalt ugleset tilbage i dagene. Det er først omkring 1750’erne i England at det bedre borgerskab kommer på idé at lade folk gifte sig FORDI de forelskede. Den idé spreder sig som en snebold over kontinentet og klasserne. Tilsidst (tja, ca. i 1920’erne) er kærlighedsægteskabet stort set enerådende. Stort set samtidig stiger skilsmissetallene seriøst i den vestlige verden, idag ender ca. 35 % af alle ægteskaber i Danmark i skilsmisse.

De gamle anede nok at det var lidt luftigt og farligt at basere ægteskabet på forelskelse, men at sige at de dermed var onde og kærlighedsfornægtende er heller ikke rigtigt. Det var bestemt ønskværdigt at de to nygifte kom godt ud af det med hinanden, (måske ligefrem blev forelskede i hinanden) og det var langt de fleste også indstillede på at arbejde for: Kærligheden skulle nok vokse frem. Desuden havde mand og kvinde ofte ikke meget med hinanden at gøre i det daglige og der var ikke nødvendigvis lagt op til at de skulle være bedste venner og betro sig til hinanden, de skulle bare opføre sig ordentligt og tale pænt sammen.

Vi må også huske på at folk dengang ikke var vokset op med romantiske film eller tusindvis af popsange, der hylder forelskelsen, så de havde ikke rigtig ligesom tanken om at møde den eneste ene, gifte sig i et vældigt bryllup og leve lykkeligt til deres dages ende. Det er først en idé der dukker op, ja faktisk i begyndelsen af 1700-tallet i romaner, en genre der lever i bedste velgående i enhver bladkiosk.

Börje Hansson har en tese om før-moderne familiemønstre og hvordan det prægede folk. Dengang voksede børn op uden den samme intensive voksenkontakt som nu, de havde derimod en masse søskende, bedsteforældre, tanter og onkler omkring sig. De legede også friere (indtil de blev fem, måske syv år, så var der dømt arbejde!), ejede ikke ret meget legetøj og pottetræning var sikkert ikke første prioritet i datidens ofte ret klamme hjem.

Hanssons tese er at det giver en anden personlighedsdannelse, en anden mere diffus idé om et jeg, et selv. Man vil højst sandsynligt se sig selv mere som en del af et fællesskab og ikke se sig som verdens centrum, dermed er det også ’nemt nok’ at gifte sig med én man ikke kender. Vedkommende har sikkert samme baggrund som én selv, og har derfor tilsvarende lave forventninger til hvad et ægteskab skal kunne.

Nu lægger et enkelt barn derimod beslag på meget voksentid, især fra moderens side. Barnet får at vide at det er noget særligt og ejer som regel store mængder af legetøj. Det præger ind i voksentiden, for der vil man højst sandsynligt få ejerfornemmelser overfor ens partner/hjem/ejendele og have et stort behov for bekræftelse, noget som én person vil have vanskeligt ved at kunne dække.

I begynder at se et mønster

Det kunne godt se ud som om at vore dages besyngelse af kærlighedsægteskab har en uheldig slagside, en konsekvens som er svær at undgå for rigtig mange mennesker. Forelskelse GÅR over, det bliver dagligdag og til den hverdag har moderne mennesker tårnhøje forventninger.

Omvendt må jeg også skynde mig at sige, at når ægteskaber i dag går godt, så går de nok også bedre end dengang. Mand og kone BETYDER noget for hinanden i en grad som datidens folk næppe ville kunne genkende: Mange blev gift med den første den bedste, om hun var en enke tredive år ældre end en selv eller en sprød ungmø var ikke nødvendigvis så væsentligt. Det vigtige var at man var to – der skulle blive til flere, og at man kunne drive gården og overleve, ikke om man holdt i hånd hver aften. Hvilket leder mig hen til den næstsidste krølle:

Papforældre og bonusbørn er overhovedet ikke en ny opfindelse. Med en gigahøj dødelighed for alle aldersgrupper var der mange papfamilier: Mand og kone gifter sig, hun dør i anden barselsseng. Han gifter sig igen, får et barn med hende og dør. Hun gifter sig igen, han holder længere og har to børn fra et tidligere ægteskab og sammen får de tre børn. Her er der altså otte børn (givet de alle overlevede) i denne tænkte familie, og de fleste er ikke blodsbeslægtede.

Døden gjorde også sit til at skilsmisser ikke var så påkrævede, de fleste ægteskaber varede ikke engang 15 år. Idag kan et ægteskab holde i måske 50 år, helt astronomisk lang tid for før-moderne folk.

Der er ingen morale med dette indlæg, det var bare min måde at protestere mod det ”naturlige” i kærnefamilien. Den er en ny opfindelse som så meget andet.





Den moderne kvinde

28 01 2010

Af gæsteskribent

Den moderne kvinde er som oftest veluddannet. Hun er enten i parforhold eller single, helst i parforhold. Hun er meget social og dygtig og af de fleste anset for stærk. Hun taler meget og har mange meninger.

Uanset om hun er i et parforhold eller er single har hun ikke sluttet fred med mænd; hun kan ikke affinde sig med mænd, som de er mænd; hun kan ikke finde plads i sit sind til en forankret bevidst forståelse af fænomenet mand. Mænd er altid konfliktstof, primært ift. deres såkaldt iboende natur, men også en smule ift. interaktionen mellem mand og kvinde.

Mænd er potentielt dårlige eller forkerte mænd og det handler om at finde den rigtige mand. Der er grundlæggende noget i vejen med manden, enten den enkelte mand eller mænd generelt eller samfundets kønsroller. Dette hænger sammen med hendes manglende bevidsthed om sig selv, som kvinde og især som menneske, for Den Moderne Kvinde fokuserer kompulsivt og rigidt på kønsopdelinger og kønsforståelser og stort set ikke på mennesket og det menneskelige.

Den moderne kvinde opfatter sig selv som selvbevidst og seksuel frigjort. Hun er løsningsorienteret ift. sit parforhold eller sin singletilværelse, fordi hun er fast besluttet på lykke. Derfor oplever hun, at både hendes selv og hendes veninder er frigjorte og kan dele oplevelser fra soveværelset og snakke åbent om dildoer og følelser. Men den moderne kvinde onanerer ikke, for enten kan hun ikke finde ud af det, eller også orker hun det ikke.

Hun konnoterer selvtilfredsstillelsesfænomenet som mandligt og naturligt for mænd og ikke ligeså naturligt for kvinder. Tværtimod er det netop naturligt at piger og kvinder onanerer i mindre grad; hvilket både den unge moderne kvinde/pige og mand/dreng bliver fortalt igen og igen.

Den moderne kvinde vil have det bedste sexliv, intet mindre. Og det må være muligt; det kan ikke passe, når det ikke sker. Det kan ikke passe at hun selv eller hendes veninder skal nøjes med mindre end det bedste, for hun fortjener det, og det gør hun alene i kraft af sin identitet som moderne kvinde.

Og det må og skal hendes mand forstå. Når sexlivet er vanskeligt og besværligt melder frustrationen sig med omgående fokus på parforholdsrelationen, for det er helt implicit, at både årsag og løsning må findes her. Hun er løsningsorienteret og parat til at gøre en masse og anser dette for en meget moden holdning. Men nu orker hun slet ikke at onanere, for hun har jo travlt med at tilegne sig viden om parforholdsmekanismer osv. Den moderne kvinde forventer et godt sexliv udelukkende på grundlag af Det Gode Parforhold, dvs. noget udelukkende relationelt.

Den moderne kvinde begynder, når hun bliver parat til moderskabet, at ophøje formering til noget ubeskriveligt, noget fantastisk og helligt og transcendent i tilværelsen; det er den ultimative opgave og oplevelse, som overflødiggør alle andre refleksioner over livet (ikke fordi hun hidtil har haft særlig mange af disse på andre niveauer end hverdagstanker på baggrund af bl.a. kønsspecifikke kulturprodukter). Alle andre meninger, holdninger, betragtninger, tanker, ideer eller undersøgelser om moderskabet forkastes totalt og aldeles, og kvindens subjektive oplevelse får en altoverskyggende sandhedsværdi.

Netop den subjektive oplevelse bliver altafgørende og en slags altomsluttende Grand Theory of Life. Før har hun uden tøven haft holdninger til fattigdom, politik, krig, ligestilling, økologisk landbrug og kulturelle tilbud uden førstehåndskendskab til nogen af tingene, endsige akademisk eller empirisk indsigt. Men med Moderskabet indtræder en total ontologisk omvæltning i hendes sind: alle tanker devalueres ud over den hellige Subjektive Oplevelse.

Med Moderskabet bliver hun pludselig bevidst om sig selv, sin identitet, sin menneskelighed. Det hele kommer bag på hende. Det at være menneske er en kæmpe overraskelse. Det fremmedgjorte og distancerede forhold hun har haft til sin egen krop bliver udfordret brutalt og hendes løsning er at kaste sig svælgende ind i oplevelsen med mulighed for mere eller mindre hensigtsmæssige udfald, og det vigtigste bliver ophøjelsen af Den Subjektive Oplevelse og devalueringen af alle andre forståelser.

Hun svælger i fødselsoplevelsen og udstiller den i det sociale fællesskab for dermed at få det placeret uden for sig selv; hun placerer alle oplevelserne i venindegruppens net af fællesskabshistorier.

Historien om at formere sig bliver gjort til noget særligt, noget ubeskriveligt, noget for indviede, noget ekstraordinært for mennesket. Det mest udbredte og mest normale, grundlæggende menneskelige fænomen, der netop ikke er noget særligt, bliver ophøjet og mystificeret.

Moderskabet giver Den Moderne Kvinde en mulighed for mening, og hun sulter desperat efter denne mulighed. Det giver hende en stor lettelse, og meningsspørgsmålet i alle andre sammenhænge bliver totalt ligegyldige overfor meningen med livet i relation til Moderskabet. Alle andre refleksioner over livet udgår fra denne altomsluttende grundlæggende præmis for meningen med livet; Moderskabet. Således behøver hun i bund og grund ikke forholde sig til andet end Moderskabet.

Den moderne kvinde evner ikke selvkritik, men hun forsøger på det i en fejlslagen intellektualiseret pseudoform. Hun må bruge meget energi på at beskytte sig imod at se på sig selv i et grundigt lys, bl.a. gennem utallige spejlende redskaber (veninder, målgruppespecifikke kulturprodukter og andre stærkt kønsspecifikke sociale redskaber).

Den moderne kvinde er praktisk set meget energisk og arbejdsom og målrettet. Eksistentielt og åndeligt er hun doven og bange.





Prinsessen og playstationen

3 04 2009

             

– Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre
af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

prinsesse

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.