Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Selvklarheder – fri porno fører ikke til mere vold mod kvinder

10 07 2013

Af Nina Søndergaard

Debatten om at fjerne ”kvindefornedrende” pornoblade fra kiosker er atter blusset op. Problemerne ved forslaget er mange:

  • Det er en krænkelse af ytringsfriheden.
  • Det er en krænkelse af både mænd og kvinders næringsfrihed: Berufsverbot for mandebladsjournalister, pornomodeller, trykkere og kioskejere hører på ingen måde hjemme i et retssamfund.
  • At dække eget ubehag over (fremstilling af) sex ved at spille bekymret for folks sikkerhed gør ikke snerperi til et godt grundlag for lovgivning.
  • Uforståenhed overfor folks uskadelige lyster og fornøjelser bør aldrig danne grundlag for forbud: Sex og kvinder ER en glæde for utallige, akkurat som fodbold, mad og smukke hjem er det, derfor er der efterspørgsel på film og blade om disse dejlige emner.
  • Væmmelsen ved pornografi har medført tunnelsyn, så kun de forholdsvis få voldtægtsscener kommer igennem filteret og dermed fratages porno seksualoplysende og terapeutiske funktion den også har.
  • Mænd er mere komplekse end de robotter tesen antager mænd for at være, input er så sandelig ikke bare lig med output.
  • Der tages ikke højde for kvinders modstand og egne ønsker (som de godt kan fortælle om selv). Selvom mandeblade rent faktisk medførte at mænd blot gik hen for at prøve at slå kvinder ned og hive dem hjem til hulen, så vil stort set ingen kvinder passivt lade det ske.
  • Eftersom mandeblade jo næsten udelukkende læses af mænd, får kvinder ikke mandebladenes idéer om hvordan de skal opføre sig. Og selvom dameblade rigtig nok tit har artikler om at behage mænd, har jeg dog aldrig set artikler om hvordan man bedst lader sig voldtage eller at man blot skal vende den anden kind til, hvis man bliver slået.
  • At fjerne disse blade fra kioskerne betyder også at de ubeslutsomme læsere også fratages muligheden for at se bladet an, og eventuelt bestemme sig for at Der Spiegel, Bilrevyen eller Ude & Hjemme var mere det læsestof de ønskede. De stærkt interesserede skal såmænd nok abonnere, løssalg eller ej.
  • Det er en hån mod de kvinder verden over, der bliver voldtaget, helt uden at voldtægtsforbryderen nogensinde har læst et mandeblad.
  • Men værst af alt er det en komplet fejllæsning af de tal og fakta vi har til rådighed: Fri porno har aldrig været sammenfaldende med en eksplosion af voldtægter

En så grotesk forvanskning af realiteterne kan vel kun forårsages af angst, der som bekendt forvrænger alle proportioner. For det er helt grundlæggende ikke sandt at det at se på billeder af sex automatisk medfører at man derefter begår seksuelle overgreb. Faktisk har de fleste voldtægtsmænd i denne verden ikke engang hørt om mandeblade som M! eller Zoo Today, men kunne endda godt udføre deres udåd.

Kort sagt om voldtægt og porno

pornoloveDe lande hvor der lader til at være flest overgreb mod kvinder er påfaldende nok også lande hvor pornografi er enten forbudt, eller har meget begrænset (synlig/officiel) udbredelse. Og i de lande hvor der er lovlig og lettilgængelig porno er der markant færre overgreb mod kvinder.

Fri porno har aldrig været sammenfaldende med stigning af voldtægter. (På nær i Sveriges mærkelige tilfælde. Sverige frigav pornoen i 1971, og strammede senere definitionerne af voldtægt, så det nu omfatter alle former for seksuelt overgreb og trusler om dette. Det fik jo voldtægtstallene til at stige kraftigt, fordi både befamling og sprængte kondomer nu er kommet til at hedde voldtægt).

Den potentielt øgede vold mod kvinder var en hovedanke mod legaliseringen af pornografi, og en bekymret amerikansk regering bad om en undersøgelse af dette allerede i 1970, året efter frigørelsen af billedpornografien i Danmark. En amerikansk kriminolog undersøgte det og fandt ingen stigning af antallet af voldtægter. Snarere var der et lille fald, og voldtægterne fulgte slet ikke den generelle stigning af (volds)kriminalitet.

Senere kom der en vis stigning af anmeldelserne af voldtægter, hvilket var et udtryk for en øget anmeldelsesgrad og heldigvis et mere alvorligt syn på voldtægter.

Vold mod kvinder

Tendensen lader til at have været tilsvarende i forhold til hustruvold. Det var sikkert hyppigt, men stærkt underrapportet. Men fra at ca. 42.000 kvinder blev udsat for partnervold i 2000, er tallet nu faldet til ca. 26.000. Ca. 1,3 % af kvinderne i alderen 16-74 år i Danmark blev udsat for partnervold.

Det er stadig alt for mange (ligesom det er foruroligende at mænd også bliver banket af deres kærester), men der er lang vej op til 100 %, som tallet ”burde” være ifølge tesen om at porno automatisk medfører vold mod kvinder.

Pornobrugens glæder

Ifølge Ekstra Bladets Nationen i 2010 så 34 % af mændene porno hver dag, men undlader øjensynligt efterfølgende at gå ud at voldtage den første den bedste kvinde de støder på. Mig bekendt er alle tidligere og nuværende pornomodeller heller ikke blevet voldtaget, selvom de havde medvirket i pornofilm. Ligesom ikke alle filmskuespillere er blevet skudt, selvom de har medvirket i actionfilm.

Det kunne tyde på at:

  • Porno rent faktisk har en vis terapeutisk virkning, det ”tager trykket”.
  • Mænd er i stand til at se forskel på fiktion og virkelighed.
  • Pornoskuespillerinder bliver opfattet positivt og har masser af fans der ikke kunne drømme om at gøre dem ondt.
  • Mænd ved godt at kvinder er væsener med værdighed, lyster og flere facetter.

Mændene har søde mødre, søstre og kærester, kvindelige kolleger, læger, overordnede og politikere = de fatter kvinder er forskellige og at se nogle af dem blive spermet til forhindrer ikke mænd i at stemme på kvinder, gifte sig med dem eller ansætte dem.

mihaly-von-zichy-studies-of-masturbation-plate-40-of-liebeDen terapeutiske virkning bør ikke forståes som en simpel ligning: Adgang til porno = færre voldtægter, men som en velgørende mentalitetsforandring. Onani er blevet fordømt så langt ned i helvede at voldtægt (også en synd) forekom mindre slem, for der var i det mindste et andet menneske involveret og dermed en MINDRE synd end selvbesmittelse. Spermen var jo der, hvor den “skulle”, nemlig i kussen på en kvinde, uanset om hun havde lyst eller ej. Den forskruede tankegang er vi ved at have krabbet os væk fra, og folk kan nu nyde sig selv, med eller uden hjælpemidler, uden at absolut skulle belemre og bebolle en andenpart.

Det er en helt igennem vidunderlig ting at man nu kan have en hyggestund med sine egne kønsorganer, tage en spiller til noget porno, få udløsning, kunne tænke klart igen og sove godt bagefter. Alle er glade, især pornomodellen og pornoproducenten der blev lidt rigere!  Den uskyldige og berigende selvfornøjelse ser man meget strengere på andetsteds og har forbudt eller begrænset porno.

Patriarkalsk kvindesyn og seksualmoral

imagesDen traditionelle, patriarkalske seksualopfattelse hænger gerne sammen med et helt anderledes kvindesyn. Kvinderne her er ikke stillede lige med mænd med hensyn til magt, rigdom, adgang til lægehjælp, erhvervsdeltagelse og uddannelse. Kvindens værdi er som regel målt i antal sønner hun kan producere, og hun skal helst være så skjult som muligt. Hvad enten det er igennem klædedragt eller dediceret indespærring.

Det lader til at medføre en del seksuel spænding og manglende respekt for kvindekønnet, så voldtægter, hustruvold og andre overgreb mod kvinder florerer.

I lande som Egypten er det knap halvdelen af alle voksne kvinder der er blevet slået af deres partner. (Og hele 94 % af kvinderne mener at det er ok under visse omstændigheder!) I Nigeria er det 66 % af kvinderne der har oplevet partnervold og omtrent halvdelen er omskårne. 30 % af de kinesiske kvinder er blevet slået af en nærtstående, selvmordsraten for kinesiske kvinder er højere end for mænd, og blandt verdens højeste.

Fælles for ovennævnte lande er at porno er forbudt. Voldtægtsstatistikkerne er usikre/ikke-eksisterende. Der hvor vi har tal, er de som regel afskyeligt høje, fx blev der i 2006 anmeldt 1000 voldtægter bare i Addis Abeba.

Tilsyneladende har de fleste voldtægtsforbrydere der ikke brug for blade som M! som manual til hvordan en voldtægt skal foregå. Ja faktisk kan man næppe få mandeblade i Den Demokratiske Republik Congo, hvor op mod 400.000 kvinder hvert år bliver voldtaget.

Åbenhed, ja tak

Det viser også en anden problematisk antagelse, nemlig at hvis vi forbyder/skjuler noget, så forsvinder det. Voldtægter fandt desværre også sted længe før mandeblade kom til, dermed styrtdykker antallet af voldtægter næppe bare ved at fyre alle mandebladsmedarbejderne, lukke lortet eller blot forsøge at feje det ned under gulvtæppet.

masturbation-device-grangerDet er blot en tilbagevenden til tidligere tiders undertrykkelse af den åh så farlige seksualitet. Der er ingen reel forskel på victoriatidens forsøg på at tie seksualiteten ihjel og denne nye omgang gemme. Fordæktheden gav ubehagelige udslag som neuroser og hysteri, der bl.a. blev kureret med orgasmer og psykoanalyse, hvor de undertrykte drifter kom frem og blev diskuteret.

Det var jo ikke sådan at folk her før i tiden ikke havde sex eller havde lyst til det, men det skulle være usynligt og tys tys. Nu står der blade frit fremme om emnet, som nogle stadig synes er farligt og bør undertrykkes.

Det er at strække den at sige at mandeblade er sundhed for sjælen, men friheden til at både lave og læse skrifter med erotisk indhold er klart afgørende for både øget seksuel tilfredsstillelse og sikkerhed. Lande som Den Demokratiske Republik Congo, Pakistan og Kina viser desværre tydeligt at pornoløsheden på ingen måde er garant for kvinders sikkerhed, snarere tværtom.

Læs mere: Joni Seager: The Atlas of Women.





Retten til at købe et andet menneske

15 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

Forbudsfløjen stiller ofte det spørgsmål om hvordan det kan være en ret at købe sex. Det vil jeg gerne forsøge at besvare, men for at de samme personer ikke blot skal få kasteskyts imod mig og sige at jeg støtter misbrug og tvang, bliver svaret i flere led. Jeg håber at du vil læse med – argumenterne er som altid til fri afbenyttelse.

Svaret er kapitalisme og frihed. Og behændigt skjult i det retoriske spørgsmål om dét at købe sex kan være en ret, er modspørgsmålet ”er det en ret at sælge sex?”. Ja, selvfølgelig.

 

Kapitalisme

Det er kærnen i kapitalismen, at den er kreativ  og at man derfor kan sælge alt muligt, både varer og ydelser. Folk lever af at sælge korn, fordi der er nogle der gerne vil købe det. Det samme kan siges om teaterbilletter, tevarmere, tekster til reklamer, til hjemmesider og som kunst. Nogle folk lever af at være dygtige administratorer – og at de ligger inde med en masse værdifuld viden.

Der er kort sagt ingen grænser for hvad der kan sælges – hvis der er et behov for det. Her vil marxister naturligvis protestere mod fremmedgørelsen og at alting bliver til en vare, noget der i deres øjne forråer folk.

Det er muligt, men de må forsøge at forklare hvordan det kan være at lige præcis sex skal pilles ud af pengestrømmen, når nu salget og købet af vand, mad, husly, tøj, musik, viden, kunst og kommunikation ikke i samme grad vækker vrede. Det er alt sammen grundlæggende behov for stort set hele menneskeheden. Personligt forringer det ikke min nydelse af Mozarts musik eller Thorvaldsens skulpturer  at deres værker blev bestilt og betalt af hovedrige folk. En orgasme kan gøre underværker, også selvom den er købt.

En del af disse spørgere nyder forresten selv godt af kapitalismens frugter, ved fx at have et velbetalt arbejde, bo i flotte huse, køre i store biler, rejse eller ytre sig i private medier. Det er et paradox at det ofte er de mest pengeligeglade personer der støtter kampen for sexarbejderrettigheder…

Et modsvar til kapitalismens knusende tandhjul er ”End Demand”, og altså at gøre en endekøbesexbehovet. Det er lidt af en opgave at stille sig selv, da sex er en temmelig basal drift og grundlæggende for næsten alle komplekse dyr (der vist endnu ikke har opfundet skyld og skam over dette).  Allerede derfor er opgaven næsten dømt til fiasko.

Der er dog heldigvis nogle nye røster, der også mere konstruktivt går ind og foreslår andre tiltag for at dække sexbehovet, i stedet for blot at fratage uden at erstatte med noget andet. At disse personer oprigtigt ikke forstår at der kan findes både sælgere og købere af sex, der tænder på netop salgsaspektet i transaktionen er en anden sag. Det er også uklart hvorfor der skal opfindes andre former for seksualterapeuter, når nu mange sexarbejdere i forvejen gør et glimrende stykke arbejde.

 

Frihed

Friheden er en nødvendighed for at folk kan gøre det de er bedst til eller helst vil.

Nogle vælger sig en rig ægtefælle at hægte sig på, andre at lave smykker, suppegryder eller supercomputere. Eller at sælge sex. Andre åbner en kiosk og sælger smøger og slik.

Du behøver ikke at bifalde de forskellige valg, men anerkend blot at folk er forskellige og anderledes end dig selv. Dét er frihed, og sexarbejdere har krav på akkurat samme rettigheder, friheder og pligter som alle andre. Det er i alle fald mindre frihed at fratage folk netop muligheden for at sælge sex.





Ægteskabet som legaliseret prostitution

1 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.





En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.





Den lykkelige Luder

3 05 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Xaviera Hollander: Den lykkelige Luder, Forlaget Athene, 1993. Oversat af Jens Peder Agger fra The Happy Hooker, skrevet 1972 i samarbejde med Robin Moore og Yvonne Dunleavy

”Lad endelig være med at tro at jeg er en stakkels lille pige, der er kommet på afveje på grund af en ulykkelig eller fattig barndom. Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg kommer fra et velhavende miljø og voksede op i en kærlig familie.”

Sådan indledes bogen med den flabede titel, hvor den dengang kun 28-årige Hollander, født 1943, fortæller sin historie. Hun taler syv sprog flydende, har boet hist og pist indtil New York blev hendes base. Hun studerede klassisk musik, blev kåret til Hollands dygtigste sekretær og var i et aldeles forfærdeligt og nedslidende heteroforhold i to år.

Efter bruddet trøstede hun sig med sex: ”Hun [Sonia, som hun delte lejlighed med efter bruddet] flygtede fra tilværelsen ved hjælp af en flaske, på samme måde som jeg gjorde det med sex. Om natten drak hun sig selv ind i sin lykkeligere verden, mens jeg kneppede mig ind i min.” (s. 60) Det er hun god til, og får en dag tilbudt kompensation. Hun er chokeret og sender straks pengene videre til sin forældre.

Efter at komme i kontakt med bordelmutter ”Pearl” ser hun en ny verden, er dog stadig sekretær i FN om dagen og knæpper lystigt løs. Det går galt, men hun er en stærk, risikovillig person med sans for forretning og administration og bliver snart selv bordelmutter (med alle de fejl Sus Luder remsede op) for et eksklusivt bordel.

Bogen ender med at hun lader forstå at hun søger andre udfordringer. Man kan nu sagtens komme til at besøge hende idag i Marbella eller Amsterdam, hvor hun driver bed & breakfast og kursusvirksomhed.

Alene på grund af titlen er bogen interessant, da den lykkelige luder ofte bliver brugt af prostitutionsmodstandere som eksempel på en figur der ikke findes, på hykleri, falsk bevidsthed og på patriarkatets magt.

Hollander fremstiller selvfølgelig sexarbejdet i den dyre ende som glamourøst og godt, akkurat som når indehavere af dyre restauranter retfærdiggør en overpris for foder der også består af fedt, æggehvidestof og kulhydrater… Og selve selvbiografiens genre og idé ’jeg er så og så fed, og har gjort så meget godt’ er jo altid lidt tvivlsom. Når det er sagt, er det mindst lige så spændende og medrivende læsning som Belle de Jours bekendelser eller Sus Luders blog.

For der tegner sig et komplekst og modstridende billede af et mangefacetteret menneske.

Hun er intelligent, dannet og rapkæftet, har en veludviklet radar for antisemitisme samtidig med at hendes ophold i apartheidtidens Sydafrika har sat sine spor: At have sex med sorte mænd er en overvindelse. Hendes første erotiske besættelse er en mindre udviklet pige ved navn Helga, hvis mælketunge bryster Hollander får lov at sutte på et kort, kærlighedsfyldt øjeblik mange år senere: ” Blandt alle de seksuelle oplevelser jeg har haft, er denne stadig den jeg sætter højest.” (s. 24)

Midt i alle hendes udskejelser (kvinder, familiemedlemmer, S/M) som hun fortæller om i et vidunderligt roligt, uundskyldende stemmeleje, er der nogle temmeligt konservative træk.

Hun kalder gratis sex for elskov, som man bør have mindst én gang om dagen hvis det er ægte kærlighed, og hun ville ’blive vanvittig, hvis ikke hun har sin klippefaste kæreste og sine forelskelser, da hun er et meget følelsesbetonet menneske’ (s. 253).

Lesbisk sex er ikke optimalt, da der mangler ”en rigtig levende pik”, men kvinders fællesskab og forståelse kan gøre lesbisk kærlighed til noget af det smukkeste på jord. (s. 33).

Samtidig med at hun intet forkert kan se i sexarbejde (s.69), så havde hun intet ønske om at være promiskuøs. ”Jeg ville bestemt have foretrukket en fast ven, som jeg kunne dele alting med og som kunne tage sig af mig. Men af en eller anden grund fandt jeg aldrig nogen der kunne bruges, og da denne periode i mit liv var ved at være forbi, var jeg for alvor træt af mænd i almindelighed.” (s. 35)

Og til trods for at hun er fuld af fordømmende floskler om syge, ynkelige og perverse mennesker, der har anderledes lyster end flertallet, så viser hun stor empati og psykologisk snilde i omgangen med disse kunder.

Hun kan klart placeres sammen med andre sexarbejdere der trives med deres fag: Hendes bagland (kæresten Larry, der er en god, praktisk og bekvemmelig installation i hendes liv) kender til hendes erhverv. Hun er risikovillig, både med hensyn til at investere tid og penge i potentielle kunder, og med sex. Kondomer nævnes først på side 167 (!), hvilket fik det danske forlag til at skrive en disclaimer om at det foregik i sluttresserne, hvor AIDS ikke var opfundet endnu.

Hun er nu ikke sikker på at hun ville blive en god kone (åbenbart en stor ros i starten af 1970’erne), da livet som bordelværtinde er et stort egotrip. ”Jeg nyder at være uafhængig, og for mig er prostitution mere end blot en måde at tjene penge på. For mig er det et kald, og jeg kan lide det.” (s. 171)

Som sexarbejderrettighedsforkæmperske er det også sjovt at læse hendes begrundelser for at det burde være et lovligt erhverv. Det er business-kvinden der taler: Hun er træt af at betale afskyelige summer i bestikkelse af politi, advokater og portnere. Det er unfair at hun ikke kan trække slid fra i skat. Det er besværligt at flytte til en ny adresse hele tiden.

Åh jo, foruden et indblik i en forgangen verden og en spændende kvindes sjæleliv, så er der også nogle gode, saftige sexscener, der nærmest formår at overbevise mig om at hun vitterligt elsker sex…

Bogen (filmatiseret i 1972, en film jeg endnu ikke har set) er konventionelt sat i Times, er fyldt med dødssyge småfejl, men kan i det mindste lånes på biblioteket.