Anmeldelse af Skilsmisser

11 01 2021

Skilsmisser af Karen Vallgårda, del af 100 danmarkshistorier, Aarhus universitetsforlag, 2020 anmeldt af Nina Søndergaard

Skilsmisser er en del af et dejligt projekt som Aarhus universitet har taget på sig, nemlig at få historie ud til folket for en hundred-lap. Det er i stil med Tænkepauser, også fra Aarhus universitetsforlag, hvor forskning bliver præsenteret ganske kort og overskueligt.

Formatet er pendlervenligt med sine 100 sider i A5 format, flotte fotografier, ingen skræmmende kedelige grafer (øv) og en lige-på-og-hård start med en dato og så derudaf.*

Og derudaf med snak i første halvdel af bogen hvor ingen af vore forestillinger om fortiden udfordres: Kvinder gik derhjemme og fik ‘store børneflokke’ og udholdte ‘druk, vold og utroskab’. Eller også havde nogle kvinder (også gifte) lønarbejde, og nogle kvinder fik mange børn og andre ingen (hvilket gjorde at den gennemsnitlige børnefloksstørrelse var på fire styks i 1840). Har Vallgårda gennemgået skilsmissebegæringer og fundet ‘utroskab, druk og vold’, og så er den undersøgelse blevet skåret væk af pladshensyn?  

Det var førhen gængs at søskende blev delt mellem fraskilte forældre, som regel den yngste til mor og den ældste til far.

Det er i hvert fald nogle lidt tamme linjer hun trækker op, især fordi billedet af offer og skurk bliver nuanceret så fint af de små historier: Mads og Mariannes dårlige ægteskab, som de måtte blive i og hvordan ægteparret Magda og Buster der beholdt henholdsvis Agnete og Anker efter deres skilsmisse i 1924. Marianne forekommer ikke det mindste smule undertrykt, og Buster var tilsyneladende en god (og ædruelig og fredsommelig?) far for Anker.

Der hvor Vallgårda brillerer, er at få fremstillet skilsmisserne så nøgternt som muligt. Eller faktisk ligner det en skjult hyldest til skilsmissen. Kendisser som Karen Blixen, Henrik Pontoppidan og Suzanne Brøgger citeres grundigt for deres tanker om skilsmissen som en vej til frihed og autenticitet. “De, der bliver skilt, er med andre ord dem, der både kan, vil, må og tør.” (p. 19) Modstandere af skilsmisser er ganske få millimeter fra at blive fremstillet som reaktionære (DF’ere, say no more), men målgruppen af læsere er antageligvis også selv fraskilte, så…

Skilsmisser ses i høj grad som et frigørelsesprojekt for kvinder, fra den teoretiske mulighed i 1536 – inden da var ægteskabet et ubrydeligt sakramente i den katolske kirke, til lettere og lettere adgang til skilsmisse, indtil videre kulminerende med NemID-skilsmissen fra 2013.

Både grevinde Alexandra og Frederik den 7. blev begge skilt to gange. Prins Joachim og Martin Jørgensen. Og fra prinsesse Vilhelmine og dernæst Mariane af Mecklenburg-Strelitz (og til sidst gift med sin bedste vens kæreste).

Det er interessant at Danmark åbenbart har gået enegang ved at lette vejen til skilsmisser i 1790, hvor det var nok at gemytterne var enige om at være uenige, og at graden af ligestilling har været ganske stor: Hollywoodskilsmisser hvor konen ender med at tjene styrtende på eksmanden er/var vist ikke så udbredte? Vallgårda nævner ingen eksempler på spektakulære udplyndringer. Der hvor bogen bliver rigtig spændende, er i bogens anden halvdel “Forskellige skilsmisser”, hvor emner som foreningen Far og skilsmisseraterne i muslimske minoriteter og blandt homoseksuelle tages op.

Skilsmisser er i mine øjne snarere en perspektivering end danmarkshistorie som sådan, jeg finder tidsrammen, reelt kun 105 år, vel kort og jeg savnede enten flere (års)tal eller små historier der netop ‘rammer eller rører’. 

*Hvilket jeg udleder af to andre bøger i samme serie (om Svenskekrigene og Velgørenhed – ikke læst endnu).





Historien om en rigtig mand

31 05 2012

Af Nina Søndergaard

”En rigtig mand…” Sådan starter mange damebladsartikler og det er med skrækblandet fascination at jeg læser med, mens jeg tænker på hvad en forkert mand monstro går ud på. Måske er det én med rod i sit lille bitte y-kromosom.

Ofte er det nogle fast utrolige ting der bliver diskuteret, fx om en rigtig mand kan gå med creme eller parfume, om han bør slå brættet ned eller kæve Cava, men folk og fæ må have deres besynderlige præferencer i fred.

Dog må folk ikke lyve eller misbruge historien. Som har fremvist en forbløffende udvikling af kønsrollerne her i Vesten. Her følger et meget groft sammenkog af mere end 1000 års maskulinitetshistorie, som meget gerne måtte gøre alle glade for at vor tids mænd er en flok blødsødne, flæbende, kvindagtige vatarme alle til hobe. Og heldigvis for det!

Vi starter med vikingerne, hvoraf Bjarke kastede sig nærmest nøgen ud i kamp. Han syntes at brynjer var for kujoner og kyllinger. Hans mod blev belønnet med døden. Idag vil det næppe blive betegnet som stort heltemod ikke at tage sikkerhedsudstyr som hjelm og skudsikker vest på i kamp.

BilledeRidderne kunne kun sjældent læse, regne eller skrive. De fleste riddere havde en bordskik der ville få dem smidt ud af McDonalds på studsen. Derudover drak mange som svampe, men kun i øl, vin og mjød, sprutten var ikke kommet til Europa endnu. Det var tv og tjald heller ikke, så det har sikkert været pænt kedeligt at kukkelure på et koldt slot. Et godt liv var et kort liv, bremset af en pil eller et sværd i brystet.

Renæssancemænd var ofte voldspsykopater sammenlignet med vore fredelige standarder. Mange var spritstive dagen lang (brændevinen var kommet til Danmark i 1528) og blev voldelige af al den sprut. Volds- og mordraten var himmelhøj sammenlignet med idag. Mordraten lå på et sted mellem 20 og 50 pr. 100.000 pr. år, idag er mordraten 0,9 i Danmark. Det giver et sted mellem 3 og 7 mord om dagen, mod ikke engang et mord om ugen idag.

Det blev set som positivt at være en hidsig kraftkarl, og eftersom alle havde mindst en spisekniv (men ofte også armbrøster, spyd og sværd) på sig hele tiden, så blev folk stukket ned for et godt (ondt!) ord. Det er der heldigvis ikke mange mænd der gør længere…

BilledeFaderrollen var også en lidt anden. Fx tog ’den tiltalende repræsentant for humanismen’ Anders Sørensen Vedel (1542-1616) tit sine børn ind for at give dem et lag prygl. Særligt på Langfredag blev ungerne banket gule og blå til minde om Kristi lidelser. At unger har fået tæsk dagen lang holdt desværre længe ved, men idag er der næppe mange mænd, selv med nok så mange faldskærmsudspring, knald, krige og drukture bag sig der synes at det er topfedt at banke sine børn.

Billede

Påklædningen var også ganske anderledes flamboyant. Dan Turèll kunne vække opsigt med sin sortlakerede negle, men han ville være druknet i mængden som en kedelig nullermand dengang.

Christian den fjerde, som var meget hetero,  havde flotte perleøreringe, en lang fletning og gik i grelle farver. Naturligvis i silke, hør, fløjl og andre lækre stoffer. Kniplinger og juvelbesatte fingerringe hørte med i lange tider til enhver selvbevidst herres skrud. Ligesom parykker, pudder og lidt læbestift.

Dét fik en ende, hvis vi skal tro forfatteren Alfred de Musset, i 1814.

Billede

Fra da af blev mandsdragten en sørgedragt. Sort, alvorlig og uden dikkedarer. Bevares, skjorteflipperne kan vokse og skrumpe og der kan være fiffige detaljer med knaphullerne, men meget hyl er der ikke i moderne vestlig mandsdragt. Mangen en adelig fra –say- 1700-tallet vil sikkert tro at mænd nuomstunder havde opgivet ævred eller aflagt munkeløfte, eftersom mænd tit render rundt i uformeligt og tristfarvet tøj.

BilledeDét med den personlige hygiejne er et kapitel for sig. I middelalderen var byboere meget renlige og fattige blev ofte givet et bad i badstuerne, fordi det blev set som en nødvendighed ligesom tøj og mad. Det holdt som bekendt op efter Reformationen og en ubehagelig syfilisepidemi, der ansås for at være kædet sammen med alt det baderi.

Så drøjede trehundrede år, hvor mænd (og kvinder og børn) rigtig nok vaskede hænder og tit også ansigtet, men ikke så forfærdelig meget andet. Den første københavnske billige badeanstalt, hvor man også kunne vasket tøj åbnede i 1865.

BilledeBadeværelser blev ikke almindelige i boligbyggeriet før omkring 1930’erne og der var i 2011 stadig 30.000 lejligheder i København uden bad. Alligevel tager de fleste bad flere gange om ugen, og nemme og billige vaskemaskiner og tandbørster har også sikret at alle mænd idag har mulighed for at være dejligt skinnende rene og ikke stinke af gnu, paradontose, bæ, bræk, bål og svedig hest. Uanset om man er tilhænger af den metroseksuelle mands hudpleje og parfume, så er der vidunderligt nok kun få der lugter som rigtige mænd gjorde for bare 200 år siden.

For at opsummere: Rigtige mænd idag er af en helt anden, rarere støbning end i gamle dage. Tak til blødsødenheden for at sive ind overalt og gøre det forkasteligt at banke hustru og unger. Selv soldater er langt mindre krigeriske og har heldigvis aflagt galskaben. De fleste mænd idag kan ikke ride ret godt, men kan tilgengæld både læse og skrive og har fredelige jobs og sysler: Tak!