Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?





Traditionalister og tudekiks

3 05 2013

Af Nina Søndergaard

 

ThumbnailFamilie: Tvang, tyranni, dovenskab og respektløshed. Det er nogle af de associationer jeg får til ordet, der plejer at omtales i de mest rosenrøde vendinger. Blodets bånd kan i nogles øjne nemlig holde til at alle normale sociale konventioner om høflighed kan kastes over bord: Den anden kan på grund af sin alder, forpligtelse og gener ikke godt løbe væk, og så er der ellers frit slag for modbydeligheder lige fra komplet uforskammede bemærkninger om de mest personlige sager til druk til incest til vold.

 

Når folk, eller rettere sure gamle mænd, brokker sig over sædernes forfald, familiens opløsning og at der ikke længere er respekt for noget (dem!) klynker de i virkeligheden over at skulle bestille noget derhjemme, hvilket de ikke har været vant til.

 

De jamrer over at de ikke længere har hverken domstolenes eller samfundets opbakning til at være de belastende, bankende, buldrende bøller de havde lov til at være førhen. Nu må de hverken slå kone eller børn, og disse uforskammede væsener forventer tilmed en vis høflighed, respekt og interesse for deres person. Tsk tsk.

 

[Ordet familie er latin og betød oprindeligt en hob af tjenere og ordet æt ejendom. Altså en flok tjenere husbonden ejer ligesom sine slaver og husdyr…]

 

slå håndDanske Lov fra 1683 var et knæk for den stolte pater familias tradition hvor kvinder, børn og tyende er husbondens ejendom der kunne disponeres over efter forgodt, eller forilde!, befindende. Næ, forsmædeligt nok sagde loven at husbond ikke måtte bruge egekæppe mod den øvrige husstand, ikke tilføje den varige mén og ikke engang sår. Der var dog heldigvis dødsstraf for at lægge hånd på sine forældre, så chancen for at krapylet gav igen var vel lav.

 

Således stækket i sin autoritet fik husfaderen det næste store knæk i 1921, hvor han ikke længere måtte slå sin hustru eller sit tyende (bemærk sammenstillingen af kone og tjenestefolk).

 

Forfærdelige år henslæbte sig: Kvinder skabte sig mere og mere, gad ikke lave mad, vaske tøj og tog sig endda et arbejde så han ikke længere havde lov at fryde sig over at være eneforsørgeren der havde ret til mad og knald som tak for husly.

 

Endnu et nederlag kom i 1997, hvor han ikke engang måtte slå sine egne BØRN. Ak! Det eneste afløb familiefaderen nu har tilbage er klynk, brok og fnys i stride strømme.

 

images5Det er meget bemærkelsesværdigt at det ofte er mænd der går ind for det frie marked, for at udrette store ting og blive berømte, er mentalt magelige og socialt sløve. De tager deres familie for givet. De er følelsesmæssigt lade, og orker ikke det jävla hyr med at tale pænt, rose sine omgivelser, sætte pris på deres medmennesker, strenge sig an for andre eller blot være ædru og 100 % tilstede. Med sådan en psykosocial slaphed er det selvfølgelig en overvældende overraskelse at konen skrider og ungerne ikke gider at komme på besøg.

 

Der var kun få grænser for hvor dårligt en husbond kunne tillade sig at opføre sig førhen overfor sin familie som han ejede. Dér i familiens skød kunne han slappe af og dermed droppe den høflighed og anstændighed som han var påtvunget i selskab med ligestillede fæller. Den ligestilling kæmpede feministerne også for, så også mænd fik nogle grænser for uhæmmet magtmisbrug på det personlige plan. Og det er dé grænser og krav ronkedorerne brøler over.

 

Robin Williams citatNu kan de ikke længere tæve og voldtage konen, være spritstive dagen lang og svine deres unger til uden at de bliver forladt.

 

Sobre og familieorienterede Kristeligt Dagblad berettede om dem der bryder med familien. Og at der kunne være gode grunde til at voksne børn ikke ønskede at tilbringe tid med forældre, der havde drukket al hygge og venlighed væk. Eller slået dem, voldtaget dem…

Det er i mine øjne en glædelig udvikling: Væk fra falsk familiefølelse som dække over løgn og misbrug, væk fra pligter som blot driver vold og væmmelighed og hen til det hårde, men stærkt berigende og givende, arbejde med at respektere og rose sine nærmeste.





Fingrene væk fra mine æggestokke

2 03 2013

Af Nina Søndergaard

lebensbornabzeichenDet kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Friesland_A.Fuchs14_mit-Mutter-200x134Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADen absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.





Dansk Porno

19 04 2012

En boganmeldelse af Jon Nordström: Dansk porno/Danish Porn – a book about porn, made with love. Nordstroms, 2012.

 

Af Nina Søndergaard

 

Dansk porno: 100 års historie om synd, skrevet af de sødeste mennesker på det bedste papir. Sådan skriver Nordstrøm selv om kompilationen om dansk pornografi, udgivet på hans eget forlag.

Værket er drevet af stor kærlighed og fascination og det er smukt og forfriskende. Porno og kærlighed sættes desværre oftest op som hinandens modsætninger, hvilket bogen er én stor modbevisning af. Kærlighed til Kvinden, kusser, sex og livet går igen på stort set hver side. Hvad kvinderne selv har tænkt står dog hen i det uvisse, da ingen pornomodeller kommer til orde og alle indlæg er skrevet af mænd.

 

 

Bogen er først og fremmest en billedbog, hvis trykmetode Nordstrøm vist selv har været med til at udvikle. Dét ses. Billederne står knivskarpt og smukt, så selv billeder af bogopslag og breve emmer af nærvær. Tidsafgrænsningen er lidt sløret, men perioden sådan cirka fra 1880 til 1975 er dækket, med hovedvægt på 1950-70. Tiden efter 1975 har tilsyneladende ikke været så spændende, eller også er det som så mange har jamret over, at kommercialiseringen efter 1975 har forfladiget alt det kunstneriske i pornografien.

 

 

Og kunst det er det, meget af materialet i bogen er af vældig høj æstestisk kvalitet. Nogle af os blev skuffede og overraskede over at Herman Bangs Håbløse Slægter var så utugtig at han røg i spjældet. Bang blev knaldet på skildringen af ’hæseblæsende Eftermiddage’, hvor den unge William Høg åbenbart stønner i samleje med den ældre grevinde Hatzfeldt. Dét var for meget for det fine København i 1880. Fotografierne lader dog intet af nutidens porno at ønske i fremvisning af fisser…

 

 

Den fascination af gammeldags porno går igen i hele bogen, som har kapitler om pornohistorie, Røde Kai, film og ornepigen Bodil. Det er springende punktslag i en enormt omfattende historie. Meget kan genfindes i andre værker, og opsætningen gør det lidt vanskeligt at holde koncentrationen: Fx side 171, nederst ”Det førte til en sand syndflod [nøgne damer, Ole Eges reklamebrev, fotografen Freddy Weiss på pornooptagelse, smuk ung kvinde med spæde bryster og hår på fissen] af pornoblade og –film, samt etableringen af en decideret porno-industri, der hurtigt blev domineret af Topsy og Color Climax. (side 177)”

 

 

Det er dog kun en bogorm som mig der kan småøffe lidt over det, alt i alt er det en smuk og skøn bog, der er en god introduktion til personer som Mary Willumsen og Ole Ege, og til emnet pornohistorie som sådan. Dem der ikke gider alt det læseri kan nøjes med at nyde de fantastiske fotografier.





Ægteskabet som legaliseret prostitution

1 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.





Utilsløret reklameindlæg for Nørd Tours

26 05 2011

Af Nina Søndergaard

Er du i København i løbet af sommeren, så kom ned på en sexet nørd tour: Københavns Underliv kalder jeg den historiske byvandring, der omhandler seksualitetens historie i København.

Stort set hver torsdag kl 1900, og i hvert fald de næste tre (26. maj, 2. juni, 9. juni) er jeg at finde ved Ørstedsparkens hovedindgang ved Linnésgade og Nørre Voldgade og vil tage dig og dine venner med gennem byen for kun 50 DKR pr. person. Der får I næsten alt at vide om homosekuelles vilkår, sexarbejdere og pornografi. Alt det saftige som jeres historielærer sikkert ikke fortalte så meget om.

Turen tager ca. 1½ time (folk plejer at have meget at spørge om!) og går gennem Pisserenden, over Rådhuspladsen og ned ad Istedgade.

(Og skulle det ikke være nok, så anbefaler jeg varmt en tirsdags Crime Tour eller en onsdags Love Tour med Torben Frandsen der har ageret viking i mange år og som fortæller levende og medrivende om straf og sex! Check ham ud).

Se mere på nerdtours.dk, og vel mødt ved Ørstedsparken kl 1900 om torsdagen.





Vulva – det usynlige køn

9 03 2011

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Vurdering som prosexfeminist: Seks ud af seks kusser og et wow, ja tak!

Vurdering som historiker: Uha…

Sanyal er journalist og er “veloplagt og levende”. Bogen er rock’n’roll og hæsblæsende, fyldt med superseje, stærke, sexede, skarpe sild. Namedroppingen er virkelig fed her og der er mange kvinder jeg skal checke ud efter at have læst bogen. Jeg har fået så meget lyst til at tage endnu et kussebillede i Kussomaten, lave flere kussetryk og skrige ”Kvinde kend din krop!”

Det er SÅ vigtigt at kvinder kender deres egen krop og kussen er stadig tabubelagt, mystisk, uvirkelig og meget lidt undersøgt på trods af dens enorme fascinationskraft.

 

Jeg husker at jeg i biologibogen fik en hel liste over de stoffer der er i sæd, men at få nærmere beskrevet hvad kussesaft egentlig består af var mere dunkelt. Kvindelig ejakulation, sprøjteorgasme, er også noget som seriøse forskere kan betvivle eksistensen af den dag i dag og en søgning på Google, en stor engelsksproget medicindatabase og Det kongelige Bibliotek gav ikke mig nogle hits – dermed ikke at der ikke findes forskning i sprøjteorgasme, men det er sandelig ikke lettilgængeligt i modsætning til forskning i ørevoks (769 hits i pub.med.gov) eller sæd (27249 hits). Der er brug for denne bog – og for at du kære læserinde, undersøger din kusse (igen).

Som kulturhistoriker er min vurdering straks mere lunken. Jeg tvivler ikke på Sanyals omgang med kilderne, hun virker såmænd sanddru og troværdig, men nej hvor er det rodet og springende. Alene den noget lemfældige datering af billederne gør mig nervøs og irriteret. Jeg savner en årstalsliste, en klarere problemformulering, mere konkret guf. Som akademiker vil jeg have ønsket mig epilogen lavet om til en prolog, så jeg vidste at det i høj grad var et personligt projekt og en nysgerrig søgen, snarere end en kulturhistorie skåret til efter akademiske skabeloner – hvad jeg ikke mener den lever op til.

Og som nævnt før er jeg blank overfor metoden. Den sproglige vending er jeg skeptisk overfor, og mener at alle universalistiske fortolkninger udfra to tilfældigt udvalgte sprogs forskelle og ligheder skal tages med et grantræ salt. Cunt -> queen, country, hmmm. Hvordan forholder disse ord sig på telegu, gælisk og uyghur mod swahili?

Der er ingen tvivl om at Sanyal er vældig godt belæst og det er et friskt udvalg hun holder sig, men som jeg undrede mig over i forbindelse med Rösings glimrende Kønnets Katekismus, så er det godt nok alligevel satans som alle kilder går Sanyals ærinde: Nemlig at vise at kvinder besidder styrke, men blev undertrykt af skræmte mænd. Hvordan hun har foretaget det udvalg får vi ikke noget som helst at vide om, men vi kommer godt nok vidt omkring: Veda-tekster, Kathy Acker digte, krimier, Biblen og Riot Grrrl tekster. Hvor blev fx ’min’ victorianske gentleman Walter af? Han har mange sider om kusser, et kussekatalog og blev aldrig træt af at studere kusser.

Indenfor mit fag, historie, man ikke sådan noget og der skal helst gøres rede for hvilke kilder man har brugt og hvordan og hvorfor, og eftersom Sanyal selv kalder det en kulturhistorie var det med mine fagbriller jeg læste den og krøllede mig sammen af flovhed. Dog, hun har ret i at der er meget lidt ordentlig forskning om kussen, så ufatteligt lidt, at jeg tillader mig at se Vulva i samme lys som Philippe Ariès’ banebrydende ”Dødens historie i Vesten”, der i sin første udgave også var et miskmask, upræcist og alt for uldent dateret til at være god stringent historieforskning, men som inspirerede utallige efterfølgere til at afprøve de mange fede idéer, indsigter og indfald der findes i værket.

Vulva bør i mine øjne læses som et kampskrift, for så kan man tilgive Sanyal de alt for lange afsnit om mytologien, det besynderligt påklistrede afsnit om burlesk (smart striptease ja, men ikke nødvendigvis særlig kusse-agtigt eller kusse-afslørende) og den stakåndede hiven-ned-fra-antikvariatets-hylder.

Og tilsidst, oversættelsen er fin, formatet rart, læsevenlig skrift og loyalt omslag (ellers ville jeg have brokket mig over cementeringen af pink som en pigefarve, mage til latterligt vås: At lys i en bestemt bølgelængde skulle harmonere særligt med et menneskeligt kromosom), men kære Tiderne Skifter, kunne I ikke godt have ladet læse korrektur på bogen? Det er faktisk ikke engang stavefejl (for en gangs skyld) der plager bogen, men hed Anita Berber Berger eller Berber (s. 98)? Retlig eller retslig? I min udgave af Poppy Z. Brite er hovedpersonen af hankøn, – det er den slags småting der forvirrer unødigt og som skygger for det ellers gode arbejde.