Porno er kvindefrigørende og unge mennesker burde se mere porno

20 02 2010

Af Nina Søndergaard

Ok, måske ikke helt, men som prosex-feminist er det mig magtpåliggende at komme med en anden fortælling om unge og sex end den der er fremherskende.

Sex er godt og positivt, også for unge mennesker, og det mener jeg at vi bør fortælle dem. For vi stopfodrer især unge piger med advarsler, skrækhistorier og frygt for den farlige seksualitet.


Hvad nu hvis det farlige ved porno var at hele tiden få at vide at det er farligt? Sæt nu, at sex er godt – også på film og billeder, men det dårlige er at have skam- og skyldfølelser og ikke måtte nyde det?

I skolen er seksualundervisningen (det lidt der er) ofte en skræmmekampagne der fortæller de unge hvor syg og gravid og ulykkelig man kan blive af sex. Det er ikke løgn heller, men hvor er de positive historier? Hvor dejligt det er, hvor meget godt en orgasme med en anden person kan afstedkomme i alle mulige henseender?
Bekymringen for de unges ve og vel er stor blandt fremtrædende feminister .

Det er på ingen måde dårligt at være opmærksom på hvordan unge mennesker har det eller nuancere et verdensbillede, men fortællingen om unge og porno er i den grad fastfrosset i at sex er sådan set godt nok (bare man ikke taler om det, har for meget af det med for mange, dyrker det for penge eller viser det i medierne), porno er ondt og feminisme er godt. Og feminisme er lig med en afstandtagen til porno.

Det er så selvfølgeligt at antage at porno er skadeligt, at ikke engang forskere der burde rokke ved myter og automatreaktioner kan sætte sig udover denne ubegrundede idé. I en antologi ”Generation P? Youth, Gender and Pornography” fra 2007 er der ikke én ud af de 19 bidrag der lægger ud med tesen ”porno er godt for unge mennesker” eller ”unge kan godt håndtere porno”. Der er heller ikke ét af de 19 bidrag der ender med at konkludere at porno ER skidt eller at de unge ikke kan håndtere at se porno.
Antologien er meget svingende, og det er fx svært at sætte megen lid til en undersøgelse baseret på 10 unge mænd i alderen 15-16 år. Det er smukt at lade dem få taletid, men det er for lille et sample at konkludere ret meget på.

Det er også sigende at ingen af forskerne går bag om hvorfor pigerne tager afstand fra porno, endsige stiller spørgsmålet ”kan feminisme have skadet pigers opfattelse af porno?”. Mere end 40 % af de adspurgte unge i en stor spørgeskemaundersøgelse mente at porno var nedværdigende for kvinder. Hvor kommer den negativitet fra? Spørgsmålet var nok dukket op, hvis næsten halvdelen af unge mente at klassisk musik var nedværdigende for mænd.

Hvis jeg absolut skal med på bekymringsbølgen, synes jeg at det var trist at læse at de unge savnede at kunne vende sex, følelser og porno med voksne. Det er forvirrende at være ung, og det er synd at de unge bare får at vide at porno er skadeligt og forkert og sex ikke er et samtaleemne.

Det ville være dejligt med mere seksualundervisning i skolen, helst noget der inddrog de unge selv (hvilket giver de bedste resultater) og som videreførte nogle af de ting de unge lærer i andre fag, fx at betragte porno som et stykke fiktion, med de analyseværktøjer der ellers følger med når man arbejder med fiktionsværker.





Michael Laudrups tænder og Jette Hansens øjenvipper

21 06 2009

af Nina Søndergaard
Nu er jeg også hip og har læst Camilla Stockmann og Maise Njors korrespondance fra 2005. Det var en positiv overraskelse, for jeg er generelt lidt lunken ved moderne, meget hverdagsnær litteratur. Jeg føler mig ofte snydt, når jeg læser om gummistøvler og at hovedpersonerne drikker kaffe, noget som jeg selv gør og derfor ikke behøver at læse om.

Men de her to kvinder skriver godt (ellers ville de ikke være journalister) og selvom deres liv ikke er just er på kanten, så er det en forfriskende ærlighed der lægges for dagen.

Der er allerede skrevet meget om de to, derfor behøver jeg ikke at sige hvilke pinligheder de disker op med. Men lige netop disse ret så sjove pinligheder med dem selv i hovedrollerne, har trigget en på dansk grund kendt feminist.
Hun hedder Jette Hansen og er dybt bekymret over hvordan kvinder nu reagerer som mænd med at arbejde og drikke. Hansen hæfter sig ved at Njor var så fuld på et tidspunkt at hun måtte støtte sig til barnevognen. Derudover mener Hansen at kvinder ligger under for et umenneskeligt pres fra arbejde og familien. For at lette presset drikker kvinder sig fulde og brækker sig. Hvilket ikke hjælper på kvindefrigørelsen. Inden jeg kommer til hvad kvindefrigørelse kunne tænkes at være, vil jeg lige påpege et par ting.

Tis

For at få ret må Jette Hansen ty til lidt kildesjusk, som ikke var gået på mit studie. Hun tager nemlig fat på, at sex efter en fødsel føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. For at vise hvordan kvinder går med på mandschauvinismens værste sider, nemlig ved at disse ægte kvindelig skaberkraft. Men, der er bare den hage ved det, at det er ikke, som Jette Hansen påstår, Camilla Stockmann der skriver dette, men derimod den nybagte mor Maise Njor, der citerer Michael Carøe. Altså viser det Njors selvironi og måske lidt om Michael Carøes pik. (Han kom forresten fuld hjem efter at være blevet kåret til Danmarks lækreste mand, vækkede sin kone og pralede med det. Svar: Nå, jeg er Danmarks søvnigste kvinde, og så sov hun videre. Ingen har dybdeanalyseret hvordan Carøes mandighed har det efter denne omgang). Njor oplever i øvrigt sin første sex-løse uge ca. 40 uger efter sin fødsel, så helt galt kan det næppe være.

I en parentes får Hansen nævnt at Njor skriver om sine tre pigebørn med stor kærlighed og omsorg. Ikke kun det. Njor lægger faktisk sit liv om på grund af sine børn, så hun ikke genoptager sit redaktørjob, men skriver på freelance basis for sjovs skyld. (Noget som kun lader sig gøre fordi manden tjener en del. Ikke for at disse Njors valg, men blot for at påpege at det er svært at undslippe strukturer). Stockmann fravælger børn, indtil videre, da hun ønsker at pleje sin karriere, arbejder til midnat og i øvrigt er noget skræmt over hvordan hun selv bliver som moder. Det forekommer mig at være to meget bevidste og ansvarlige valg.

Hansen skriver at hun ikke har tal på hvor mange gange de to pisser og brækker sig samtidig. Njor henviser til sin ungdom, Stockmann drikker fordi hun kan og glorificerer ikke sine søndage i sengen med tømmerkvinder. At Njor bliver, så vidt jeg kunne tælle, fuld tre gange i løbet af et år, får ikke mine alarmklokker til at ringe. Slet ikke når Njor i ædru tilstand er hjemmegående husmor og tager sig meget godt af sine børn. Desuden er hele korrespondancens formål at afprøve hvor ærlig man tør at være. Det inkluderer også at fortælle om ustyrligt pinlige ting, som de fleste holder kæft med. Altså kan deres eskapader (som er samlet sammen i løbet af i alt 65 år) sagtens forekomme grove og groteske. Næppe fordi det er enestående at vælte uelegant ind i en masse cykler, men fordi man ikke plejer at skrive til offentligheden om det.

Mere grundlæggende så hylder Hansen kærligheden. Vel at mærke den monogame (og helst heteroseksuelle) af slagsen. Den kærlighed har åbenbart gjort Hansen blind for at Njor og Stockmann også lever i kærlighedsforhold og at de er meget glade for den mand de har fundet. Altså er de tre, Hansen, Njor og Stockmann jo faktisk rørende enige og vi kan dermed gå videre til næste punkt.

Njor skriver om stress og spørger om vi bare er tyndhudede, det er livets væsen eller om der er noget helt galt med vores samfund når vi stresser sådan. (Hertil vil Hansen nikke til dette gode spørgsmål). Njor fortsætter med et eksempel på en forarget kollega, der ikke forstod hvorfor en mor til tre var på arbejde stadigvæk, den var jo over fire! Njor gør ikke mere ud af det, men hun nævner på et tidspunkt Behagesygen. Noget som halvdelen af jordens befolkning lider af. Og som hun langsomt er ved at vriste sig ud af og gøre hvad der passer hende. Hun nævner også Klynkeretten, for det ”går aldrig så godt at man ikke lige kan mestre lidt klynk, når man bliver spurgt, hvordan man har det.”

Her går Njor imod Hansen. For Hansens løsning er netop at tilbageerobre retten til at sætte grænser og brokke sig. Og det kvinder skal brokke sig over, er hvor hårdt det er at have fuldtidsarbejde og være mor samtidig. For det er Moderskabet og Kærligheden der tæller i Hansens verden. Vover man at opprioritere karrieren er man en ravnemoder. Og det er jo interessant at kvindefrigørelsen for Hansen i 2009 er Küche und Kinder

Hansen overser bekvemt de spørgsmål og emner som de to tager op, og fokuserer på at de skriver skægt om det. Det er at gå med på mandschauvinismens præmisser, mener Hansen, at udstille sig selv som amatør i sit eget liv. Men det er altså bare en brevveksling og ikke tung litteratur. Den slog dog Fuga med mange hestehoveder, alene fordi jeg grinede højt af (og med) de to kvinder.

Latter regnes ellers traditionelt set for at være frigørende og forløsende, men det mener Hansen åbenbart ikke at det er i denne sammenhæng. Når Njor og Stockmann får mig og andre læsere til at grine højt, er det jo ikke kun af dem, men også af os selv. Det er sjovt fordi man kan genkende det og fordi man er lettet over at det ikke var én selv der sendte recepten mod skedesvamp med i jobansøgningen. Hvis Njor og Stockmann har fået bare én kvinde til at overveje en gang til, hvorfor hun smører endnu et lag foundation i hovedet, stresser over at en gæst får ikke-matchende bestik eller hvordan det kan være verdens undergang at barnet får en rød pølse, så er vi nået et lille stykke videre mod kvindefrigørelse. For hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at være behagesyge perfektionister, hvilket er en meget energikrævende sygdom.

Tilsidst skal det siges at jeg sagtens kan følge Hansens kritik af det moderne liv, at det ikke er sundt at drikke meget alkohol og at der er nogle strukturer i samfundet som er med til at holde kønnene på plads. Det forekommer mig bare at være en meget ukonstruktiv måde at påpege disse brister ved at hakke på andre. Især når de endda tager netop de valg som Jette Hansen gerne vil have at de skal tage. I stedet kunne vi arbejde for bedre børnepasning, så det ikke kun tilgodeser kærnefamilier med 8-16 jobs eller nedbryde falske forestillinger om hvad en god barndom er. Et barn behøver måske ikke hjemmebagte øko-boller hver dag, ferier på Kreta eller mærketøj. Eller også trænger vi bare til at smide facaderne og grine højt af livets genvordigheder. I så fald lykkedes Stockmann og Njors mission.