Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Ægteskabet som legaliseret prostitution

1 11 2011

Af Nina Søndergaard

 

En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.

Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.

Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.

Ægteskabet er et frit valg

Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske  herskere   der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.

Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.

 

Retten til ægteskab

Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.

 

Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.

Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.

Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).

 

Er andres uheld dit uheld?

 Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.

Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.

På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.

Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to  eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.





Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

13 03 2011

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9