Anmeldelse af “En fandens mand”

22 02 2019

Af Nina Søndergaard

 

Anmeldelse af Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand – fortællinger om nye tider. Gyldendal 2019.

 

Topkarakterer!

 

Journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen har i ti år ofte skrevet om sex, og som en af de ganske få journalister været kildekritisk overfor emnet. Stillet hv-spørgsmålene om prostitution, feminisme, kønspolitik og andet godt. Det bliver han heldigvis ved med, men i denne samling tekster bringer han sig selv på bane og det er meget vellykket.

En fandens mandFor hvad er en fandens mand egentlig? (Troede at udtrykket var en fandens karl, nå ja ja). Én der gør kvinder små og usikre? En scorekarl? Hvordan kan en mand elske kvinder uden at være klam og overgribende? Hvordan kan man være en heteromand uden at krydre det med homofobi, for bøsse er man i hvert fald ikke? Hvordan kan det være at oralsex for mange mænd er forbundet med en følelse af magt? Og hvorfor forbinder mange kvinder ikke oralsex med magt? Kan man tale kritisk om kønsroller med nænsomhed og uden at gøre de omtalte utrygge? Hvordan kommer vi hen til at mænd og kvinder har (mere, meget mere) sex med hinanden og ikke mod hinanden?

Det er nogle af de spørgsmål han stiller sig selv og en række forskellige eksperter. Rasmussen håber at de her spørgsmål og samtaler bliver taget op til mere samtale og undersøgelse, undren og introspektion. Bemærk at det ikke er en debatbog, omend den nok kommer til at stå i den kategori, det er kapitler ‘hvori forfatteren snakker med et offer for hævnporno som sin begejstring for hævnporno’, eller ‘hvori forfatteren fortæller historier om evigt farlige mænd og skrøbelige kvinder, inden han interviewer en kvinde, der forklarer ham, hvad han har gang i.’

Genialt greb med en hyggelig lille indledning á la Peter Plys til at undre med på de her store komplekse spørgsmål, som ellers ofte bliver en akademisk diskussion med nogle ganske Særligt Udvalgte. Ikke her. Vi bliver alle inviteret med. For Rasmussen er en helt almindelig heteroseksuel mand. Standardbarndom i provinsen. Helt almindelige vaniljelyster. Der popper op på ubelejlige tidspunkter som når han skal være den nøgterne tenniskommentator eller en professionel journalist, der skal interviewe en 70-årig forfatterinde. Genkendeligt, sjovt, flovt og totalt forbudt at sige højt – og så må man læse og skrive om det.

Og skrive rigtig godt om det. Kvindebeskrivelserne er kærlige og nænsomt formulerede: Julie havde ‘små bryster, der måske var lidt uvenner’. Der er fine litterære citater fra nyere kvindelige forfattere. Og så er der ellers stof til et formstudie: Bevidsthedsstrøm, krydsklip, lade stemmer tale samtidig. Men det allerbedste er Rasmussens ærlighed hvor han udleverer sig selv, sine dunkle sider, sin forvirring og sin skriveproces. Fx blev kapitlet “Finker af Panden” skrevet om og rettet og slettet mange gange, for sidst til at “mislykkes bedre, end det gjorde til at begynde med.” Vidunderligt! Rasmussen er et godt bud på et mandligt medstykke til Suzanne Brøgger (der naturligvis bliver behørigt citeret og refereret).

-Sidst jeg anmeldte en paperback fra Gyldendal her på bloggen var det med dyb skuffelse over boghåndværket. Jeg vil gerne bilde mig ind at forlaget har rettet ind efter mig, men i hvert fald er det dejligt med en korrekturlæst, læsbar, bladrbar bog. Dog. Et lille, personligt suk skal lyde herfra. Når teksten flyder så godt på et strålende, mundret dansk, hvorfor så ikke oversætte de forholdsvis mange engelske citater der er på tungt akademisk niveau? Please?  





Kønnets katekismus – eller at lære at tælle til to

2 09 2010

af Nina Søndergaard
Historikere må gerne komme med gamle nyheder, og det gør jeg så her ved en anmeldelse af Lilian Munk Rösings bog fra 2005: Kønnets katekismus.

Rösing er litteraturforsker og skriver jævnligt til bl.a. Information og Politiken om køn. Måske er det hendes daglige omgang med verdenslitteraturen der gør hende til sådan en god forfatterinde, men alene på grund af det klare sprog og den forståelige opbygning der hjælper læseren med ud i kønnets krinkelkroge er Kønnets katekismus værd at læse. Ikke kun måden hun siger det på er spændende, også dét hun siger er interessant.

Hendes udgangspunkt er at kønnet er hvad hun kalder for et eksistentiale, et helt grundlæggende livsvilkår. For begge køn. Det lyder selvindlysende og plat, men faktisk har mænd knap nok et køn og er kun sjældent bevidste om det. Det bliver ekstra tydeligt indenfor forskningen, hvor det mandlige er normalen, udgangspunktet og kvinden en afviger.

For mig er kernen den samtale mellem Simone de Beauvoir havde med en mandlig filosof-kollega, hvor han siger ’De mener det og det fordi De er kvinde’, hvor hun kun mente at kunne svare ’Jeg mener det fordi det er sandt’og dermed ”udslætte sin subjektivitet”. Svaret ’og De mener det modsatte fordi De er mand’ var ikke en mulighed.

Rösing foreslår at svaret kunne have været ’det er muligt at min mening er påvirket af mit køn, hvordan? Og hvordan påvirker dit køn din mening?’ For så er det nemlig ikke en krig mellem kønnene, der for ofte bliver til modstandere i en magtkamp, men en udveksling og en berigelse for begge køn. Og dét er grundtesen for bogen: Det at være menneske betyder at man må forholde sig til sit køn og ikke blot fornægte det og se det som et fængsel for den frie menneskelige udfoldelse.

Bogen vil forsøge at ”tænke kønnet i kærlighedens frem for magtens navn” og i ”eksistensens frem for i biologiens navn”. Hun forsøger med andre ord at give feminismen flere nuancer, hvilket er et prisværdigt mål i mine øjne. Hendes idé om ligestilling går ud fra ”at det faktum at der findes to køn, bør være synligt og medstrukturerende overalt.”
Eksemplerne og argumenterne bliver hentet alle steder fra, fra nyfeminister, queer-teori, biologien, franske filosoffer og Strindberg. Det er Rösings gave at kunne viderebringe nogle af de rigtig tunge drenge M/K på så letflydende måde at man opsluges som af en god roman.

Når det så er sagt, så havde jeg personligt nogle udfordringer med denne bugnende kurv af eksempler – for det er lige godt pokkers som de alle stryger Rösing med hårene, og hun redegør ikke for hvordan hun har udvalgt lige netop det og det citat, noget en historiker ikke godt kunne slippe afsted med.

Også den påståede universialitet kombineret med psykoanalyse og ’den sproglige vending’ skurrer: Giver det mening at tale om moder-binding i en kultur hvor man har mange mødre? Giver de elegante franske indsigter mening på grønlandsk eller telegu? Men, det er bare et par bittesmå suk fra en kvinde, der kommer fra en helt anden fagtradition. Det spolerer i hvert fald ikke min glæde ved Kønnets katekismus som bestemt anbefales på det varmeste herfra.