Anmeldelse af “En fandens mand”

22 02 2019

Af Nina Søndergaard

 

Anmeldelse af Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand – fortællinger om nye tider. Gyldendal 2019.

 

Topkarakterer!

 

Journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen har i ti år ofte skrevet om sex, og som en af de ganske få journalister været kildekritisk overfor emnet. Stillet hv-spørgsmålene om prostitution, feminisme, kønspolitik og andet godt. Det bliver han heldigvis ved med, men i denne samling tekster bringer han sig selv på bane og det er meget vellykket.

En fandens mandFor hvad er en fandens mand egentlig? (Troede at udtrykket var en fandens karl, nå ja ja). Én der gør kvinder små og usikre? En scorekarl? Hvordan kan en mand elske kvinder uden at være klam og overgribende? Hvordan kan man være en heteromand uden at krydre det med homofobi, for bøsse er man i hvert fald ikke? Hvordan kan det være at oralsex for mange mænd er forbundet med en følelse af magt? Og hvorfor forbinder mange kvinder ikke oralsex med magt? Kan man tale kritisk om kønsroller med nænsomhed og uden at gøre de omtalte utrygge? Hvordan kommer vi hen til at mænd og kvinder har (mere, meget mere) sex med hinanden og ikke mod hinanden?

Det er nogle af de spørgsmål han stiller sig selv og en række forskellige eksperter. Rasmussen håber at de her spørgsmål og samtaler bliver taget op til mere samtale og undersøgelse, undren og introspektion. Bemærk at det ikke er en debatbog, omend den nok kommer til at stå i den kategori, det er kapitler ‘hvori forfatteren snakker med et offer for hævnporno som sin begejstring for hævnporno’, eller ‘hvori forfatteren fortæller historier om evigt farlige mænd og skrøbelige kvinder, inden han interviewer en kvinde, der forklarer ham, hvad han har gang i.’

Genialt greb med en hyggelig lille indledning á la Peter Plys til at undre med på de her store komplekse spørgsmål, som ellers ofte bliver en akademisk diskussion med nogle ganske Særligt Udvalgte. Ikke her. Vi bliver alle inviteret med. For Rasmussen er en helt almindelig heteroseksuel mand. Standardbarndom i provinsen. Helt almindelige vaniljelyster. Der popper op på ubelejlige tidspunkter som når han skal være den nøgterne tenniskommentator eller en professionel journalist, der skal interviewe en 70-årig forfatterinde. Genkendeligt, sjovt, flovt og totalt forbudt at sige højt – og så må man læse og skrive om det.

Og skrive rigtig godt om det. Kvindebeskrivelserne er kærlige og nænsomt formulerede: Julie havde ‘små bryster, der måske var lidt uvenner’. Der er fine litterære citater fra nyere kvindelige forfattere. Og så er der ellers stof til et formstudie: Bevidsthedsstrøm, krydsklip, lade stemmer tale samtidig. Men det allerbedste er Rasmussens ærlighed hvor han udleverer sig selv, sine dunkle sider, sin forvirring og sin skriveproces. Fx blev kapitlet “Finker af Panden” skrevet om og rettet og slettet mange gange, for sidst til at “mislykkes bedre, end det gjorde til at begynde med.” Vidunderligt! Rasmussen er et godt bud på et mandligt medstykke til Suzanne Brøgger (der naturligvis bliver behørigt citeret og refereret).

-Sidst jeg anmeldte en paperback fra Gyldendal her på bloggen var det med dyb skuffelse over boghåndværket. Jeg vil gerne bilde mig ind at forlaget har rettet ind efter mig, men i hvert fald er det dejligt med en korrekturlæst, læsbar, bladrbar bog. Dog. Et lille, personligt suk skal lyde herfra. Når teksten flyder så godt på et strålende, mundret dansk, hvorfor så ikke oversætte de forholdsvis mange engelske citater der er på tungt akademisk niveau? Please?  





At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Luderløb eller slutwalk

11 05 2011

Af Nina Søndergaard

”Hvis ikke en kvinde ønsker at blive overfaldet, skal hun ikke klæde sig udfordrende.” Denne hjernelamme udtalelse af en mandlig politibetjent i Toronto har fået kvinder til at klæde sig af og gå på gaden i protest, og jeg støtter dem, gør jeg!

Som der står på skiltet, så er sex noget man laver sammen, ikke noget man gør mod andre. Sex er noget samtykkende. Enhver person må have lov at udsende alle de seksuelle signaler vedkommende kan, uden at vedkommende derfor skal duskes eller voldtages. Tilråb og opmærksomhed er nok forventeligt, og måske også ønskeligt, men har en tilskuer ikke fået et ja, skal tilskueren nøjes med at pifte (omend det er uhøfligt) og savle (ok, hvis man selv tørrer op efter sig).

Andre be- og afklædninger får ikke samme idiotiske medfart, og det havde forhåbentlig ikke faldet politimanden ind at fortælle nørder at de ikke skal gå med tykke briller, hvis ikke de vil slås i hovedet med en bog; nonner at gå i dragt hvis ikke de vil voldtages med et krucifix; børsmænd at gå i jakkesæt hvis ikke de vil have smidt en autonom brosten i skallen; arbejdsfolk at gå i neongul vest hvis ikke de vil bulldozes…

Vi udsender alle en masse signaler med vores ydre hele tiden, men finten er at signaler skal modtages og læses og signalerne kan aldrig være en opfordring til en bestemt type handling. Det vil sige at signalerne skal finde den rette modtager (hvilket ikke nødvendigvis er dig) og afkodes (og her kan der også være støj på linjen). Dermed kan et tøjstykke i sig selv aldrig være en opfordring til en handling. Det kan ytringer derimod, som fx ”ja, kom bare”…

Det kan åbenbart ikke siges tit nok: Kvinders kroppe er deres egne. En kvinde må forklæde og forvalte sin krop akkurat som hun lyster, og hvis du får lov til mere end at glo, så pris du dig heldig at blive inviteret med til hendes fest.