Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?





Gang bang – en grund til at være prosexfeminist

18 08 2014

af Nina Søndergaard

6180460759_723b01df9d_o

 

I forbindelse med en potentielt øget regulering af sexbranchen i Tyskland fremlægges bl.a. et forbud mod salg af såkaldte gang bang fester. Selvfølgelig i den gode kvindebeskyttelses navn.

En gang bang fest foregår omtrent sådan: Flere mænd (der er som regel loft på antallet, max ti fx) betaler en sum penge, og har dermed ret til at hænge ud et par timer, knalde den ene kvinde eller de der nu stiller sig til rådighed på skift. Dertil er der tit snacks og sodavand.

Bent har her til bloggen fortalt om hvor sjovt det var, og at der var bedre tid, mindre nervøsitet = mere for pengene for hans vedkommende. Og flere penge til den enkelte sexarbejder

Den slags kvindefornedrende sex skal ikke længere være på bordellernes menukort, mener Manuela Schwesig af SPD. Sexarbejderne får åbenbart ikke nok penge ud af den krænkende deal, dermed skal det ikke være en mulighed at købe et gang bang.

 

Betalt bunkepul

 

Som prosexfeminist kan jeg forstå på forbuddet at kussen er en sart sag. Den kan godt tåle en barnefødsel eller ti. Kussen kan også lige akkurat tåle én pik i timen, men sandelig ikke 5-10 forskellige pikke på en time.

En kvindes ære kan tilsyneladende også tåle at hun bliver pulet for penge, når blot det foregår bag lukkede døre, og andre ikke kan se på. Men æren krænkes så snart en håndfuld mænd kan se at hun bliver knaldet.

Forbuddet kunne også tyde på at morskab er farligt, noget man skal passe på med at lade pøblen få for meget af: En fest med fisse ad libitum (Jo! Sex, snak, samvær, svedig sikker sex, bobler, sex, musik, snak)  er åbenbart alt for sjovt til at man kan tillade den slags uhæmmet spas, som mange drømmer om.

Et totalt købesex forbud á la det i Sverige og Norge er måske ikke på tapetet i Tyskland lige nu (på grund af krisen? Sexbranchen giver immervæk gode penge i statskassen). Men så kan man jo snige moralske forbud mod dårlige sexformer ind, forklædte som hensynstagen til det sarte kvindekøn. Der måske kan vurdere om hun vil sælge sex, men skal have hjælp til at vide hvilken slags sex hun vil sælge. Og løssluppen gruppesex er altså dårlig og skadelig sex, uanset at kvinden selv vil, selv styrer hvor mange, hvordan, hvorledes og med hvem. 

Lyst er en ukontrollerbar størrelse. Nogle kvinder har vitterligt lyst til at lade sig knalde af mange mænd, nogle gør det gratis i swingerklubber eller til orgier, andre får ligefrem penge for det. Men det er altså en forkert og krænkende lyst at have og udleve, derfor må denne lyst forbydes. For en socialdemokrat er der intet der ikke kan eller skal kontrolleres af staten, til folkets eget bedste begribeligvis.

 

 





Prostitution i Vesten de sidste 150 år – et prosexfeministisk vue

27 02 2011

Af Nina Søndergaard

Blogindlægget er en let omarbejdet udgave af det foredrag jeg holdt på sexarbejderrettighedsfestivallens første dag.

Jeg er ikke ekspert i prostitutionshistorie, men takket været andres forskning kan jeg give et ganske kort rids. For nogle af fænomenerne er med os den dag i dag. Det handler om kontrol og det temmeligt tvetydige forhold myndighederne længe har haft til sexarbejde, der er blevet set som et nødvendigt onde, endnu en indtægtskilde, det mest foragtede og fordækte… Her et citat fra en englænder:

Da jeg blev rask, druknede jeg mine sorger i kvindeligt selskab, og jeg havde i den periode mange af de kønne luddere, som jeg havde kendt, før jeg rejste fra England. Jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til deres klasse, og jeg siger igen, hvad jeg mener at have sagt et andet sted – at de har været min tilflugt i sorgen, en aldrig fejlende lindring i al min elendighed, og de har reddet mig fra at drikke, spille, eller måske endnu værre skæbner. Jeg skal aldrig kaste med sten efter dem, og heller ikke tale nedsættende om eller til dem.

De er for en stor del, hvad samfundet har gjort dem til, og samfundet benytter dem, nyder dem og elsker dem endda. Alligevel er det det samme samfund, der fornægter dem, hånligt afviser dem, bander og svovler over dem, endda mens det frekventerer og fornøjer sig med dem. Kort sagt behandler samfundet dem rystende dårligt i de fleste, kristne lande og mere i det protestantiske England end i noget andet land jeg kender. (MHL 1966, VI: 65)

Ordene er fra 1894 og er ”Walters”, han var en victoriansk gentlemand der efter eget udsagn havde ca. 1500 sexpartnere i løbet af de fyrre år hans erotiske selvbiografi dækker. Mange af hans veninder var sexarbejdere, og selvom han var udmærket klar over at de nok ikke gad at gå i seng med ham, hvis ikke de fik penge for det, så fratrak det på ingen måde deres værd i hans øjne. Men han var nu også en usædvanlig mand.

Dét han blandt andet, foruden almindelig stigmatisering og dobbeltmoral, hentyder til er Contagious Diseases Acts fra 1862. Der kunne politiet få lov at arrestere en prostitueret i visse havne- og militærbyer (det blev senere udvidet til at gælde det meste af England), og hvis det viste sig at hun havde en kønssygdom, smide hende i et Lock hospital – sygehus med speciale i spedalskhed og kønssygdomme.

Baggrunden for denne lov var at syfilis og gonorré var uhyre udbredte. Syfilis er lumsk, fordi den kan gemme sig i kroppen i mange år. Det er en bacille (Treponema pallidum, opdaget i 1905) der forårsager sygdommen der kan give udslet, hovedpine, dybe sår, knoglelidelser, nyre- og leverlidelser og sindssygdom. Foruden at håret kan falde af og tunge og svælg kan blive affekteret. Indtil 1909 var der ingen egentlig effektiv behandling.

Gonorré er en smitsom urinvejsinfektion der først og fremmest smitter ved samleje. Nogle gange går den over af sig selv, men man ”pisser glasskår” og der er udflåd (dryppert). Andre gange kan det udvikle sig til ledbetændelser, blindende øjenbetændelser og alvorlige underlivsbetændelser der ofte medfører ufrugtbarhed. Først efter anden verdenskrig og penicillin fik man en kur til gonorrén.

I England var op mod 290 ud af 1000 soldater og militærpersoner smittede. Det var et helt reelt problem at magthaverne ikke kunne forvente at landet kunne forsvares, hvis næsten 30 % af styrkerne var syge. Derfor prøvede de at dæmme op for epidemien ved at slå ned på knudepunkterne for seksuel trafik: Luderne.

Idéen kom fra Frankrig, hvor Napoleon i 1804, som den første statsleder, havde indført officiel indskrivning af prostituterede og offentlige bordeller – som skulle ejes af en kvinde. Bordellerne skulle være diskrete og i 1810 var 180 af dem i Paris. Sexarbejderne skulle også have to ugentlige lægecheck.

Baggrunden var den samme som England, og situationen var lidt mere presserende for Napoleon for de franske krige havde været meget dyre i mænd. Mere end en million mænd mistede livet i revolutions- og napoleonskrigene (1792 1804-15). Dernæst mener jeg at Napoleon skulle vise at han fik styr på sagerne (han indførte også husnumre i Paris, ulige numre på den ene side, lige på den anden). Ved at regulere sexarbejde viste han også at han kunne tæmme drifter og var dermed en stor hersker. Her fik han også cementeret af kvinder var farlige og at kvindearbejde helst skulle foregå indendørs og ude af syne.

De offentlige bordeller var lovlige indtil 1946, hvor en ex-sexarbejder (Marthe Richard 1889-1982) fik kendt dem ulovlige. Prostitution er sådan set lovligt i Frankrig i dag, men ikke med mindreårige og man må ikke reklamere med det. Desuden er bordeldrift ulovligt.

I Danmark tog man nogle af de samme skridt, for i 1815 udsendte kong Frederik VI et uofficielt politiregulativ, hvor sexarbejdere kunne få et månedligt check for kønssygdomme. Hvis hun var smittet var behandlingen gratis, så der var altså lidt gulerod. Først i 1863 blev det officielt lov – og så blev tilsynet lidt hyppigere.

Fra 1874 til 1906 havde vi lovlig, statsreguleret prostitution i Danmark. Kvinderne skulle have en slags uniform på og der var regler for hvor og hvornår sexarbejderne måtte færdes i København. Sexarbejderne måtte ikke bo sammen med andre sexarbejdere, børn eller kærester. I 1901 blev det ulovligt at drive bordel og i 1906 blev prostitution (atter) ulovligt.

Prostitution var ulovligt i Danmark indtil 1999. Begrundelsen var at magthaverne ønskede at den enkelte sexarbejder skulle turde at anmelde et overgreb, overfald eller voldtægt. Den side af strategien er sådan set også lykkedes, og det har hjulpet rigtig meget at en voldtægtsforbryder nu ikke længere får rabat for at voldtage en luder. Bordeldrift er stadig ulovligt.

Hvis vi ser til andre lande kan jeg lige hurtigt skitsere op at Tyskland er et stort land! Og at de enkelte byer og stater har haft meget forskellige tiltage til sexarbejde. I Østtyskland (1945-90) var prostitution forbudt, som i alle andre østlande, og eksisterede officielt ikke. I Bayern krævede man obligatoriske tests af sexarbejdere fra 1987-2002, hvor det viste sig at kun 2,5 % af de prostituerede havde en kønssygdom, langt lavere end normalbefolkningen.

Fra 2002 kunne prostituerede få en almindelig arbejdstilladelse, men det har nu ikke hjulpet meget på de problemer der ofte er i kølvandet på prostitution. Bordellerne har i øvrigt også levet en usikker tilværelse, nogle gange måtte de godt være der, andre gange ikke. Köln lavede i 2004 en dediceret prostitutionsafgift, bl.a. for at begrænse sexarbejde, skatten indbragte byen 828.000 Euro i 2006.

I Holland var prostituerede som regel enten henvist til at bo og arbejde udenfor byen eller i specielle distrikter. Napoleonshærene hærgede i 1810 og der kom samme foranstaltninger som vi har hørt om før. I 1911 blev det forbudt at drive bordel og leve af prostitution alene, men prostitution som sådan var lovligt. I løbet af 1950’erne begyndte myndigheder og politi at slappe lidt af (som med hash) og prostitution blev anerkendt som erhverv i 1988. Bl.a. som følge af pression fra Den røde Tråd, stiftet i 1985, af sexarbejdere. En undersøgelse fra 1999 viste at 78 % af de adspurgte hollændere mente at sexarbejde var et erhverv som alle andre.

Det har været svært for mig at finde noget ordentligt om de svenske forhold fra før 1999! Det har fuldstændig overskygget alt sexarbejde inden da! Men det lader til at lokale myndigheder måtte kontrollere prostitution fra 1833. I 1847 blev prostitution forbudt, men reguleret og tolereret af polis og myndigheder. En kønssygdom fik kvinden direkte på hospital.
Et fællestræk for lovgivningen var at holde prostitution nede og diskret. Sexarbejderne måtte godt være der, hvis bare de ikke larmede eller gjorde for meget væsen ud af sig. Det var også med udgangspunkt i den ret aggressive markedsføring de nigerianske sexarbejdere på Karl Johan – Oslos svar på Strøget – udviste at Norge i 2009 forbød køb af sexuelle ydelser. Også herhjemme tolereres bordeller fint, hvis der ikke er larm og ballade.

En lille, men ofte overset konkret faktor er kondomet.

Kondomer er en oldgammel opfindelse, men de var i århundreder meget dyre, svære at få fat på og noget besværlige at anvende. Dyretarm eller silke var populære materialer, men eftersom elastikken ikke var opfundet endnu, måtte man fastgøre kondomer ved at binde en snor om roden af pikken. I 1855 kom det første gummikondom på markedet, det var tykt som en cykelslange og kunne bruges igen og igen. Det var først og fremmest et præventionsmiddel brugt af par som naturligvis fordømt som sådan. I 1920’erne kom de første latex-kondomer (tynde og til engangsbrug!)  frem. Med billige, lettilgængelige kondomer forsvandt behovet og undskyldningen for at skulle kontrollere sexarbejderne.

Et par afsluttende prosexfeministiske bemærkninger. Et standardargument fra radikalfeministisk side er at hvis ikke man kan se at prostitution er det tydeligste bevis på samfundets skæve magtstrukturer. (De mener jo at kvinder ALTID er undertrykte, og aldrig i højere potens end når hun sælger ”sin krop” til mænds fornøjelse), så forherliger man prostitution. Med andre ord: Er man i stand til at se bare en gnist af kompleksitet, også i prostitution, er man en fjende og blind.

Well, som historiker vil jeg på ingen måde forherlige prostitution og slet ikke den version vi havde i Danmark i 1874-1906, hvor kvinderne virkeligt var underlagt nogle kedelige bestemmelser og begrænsninger. Der vil jeg selvfølgelig også spørge til hvor frit og reelt et valg det var. Men. Det gælder for stort set alle erhverv og livsvilkår dengang. Den sociale mobilitet var i århundrede meget ringe, men om det var mere ufedt at blive kontrolleret af politiet i en storby end af sladdertanter og familie i en landsby er et åbent spørgsmål. Var nogen af datidens jobs sjove? Givende? Og hvad ønskede folk selv? Der er desværre ikke rigtig nogle sexarbejdere, der har sagt så meget om det til at vi kan udtale os om det.

Her i vores, fede, rige del af verden i dag, hvor sult og sultedøden heldigvis ikke længere er en trussel, er der for mig at se ingen som helst tvivl om at sexarbejde kan være et helt reelt valg. Sexarbejderen bestemmer selv sin arbejdstid, sine ydelser og bestemmer suverænt over hvem han eller hun siger ja til.  Uanset hvilke feministiske floskler man pakker et prostitutionsforbud ind med, er det såmænd bare foragt for kvinder og deres selvbestemmelsesret, sexforskrækkelse og god gammeldags kvindeundertrykkelse.