Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?