Buh til burkaforbuddet

6 08 2018

Af Nina Søndergaard

 

Burkaforbuddet er uhensigtsmæssigt og endnu et skridt i den forkerte retning.

BadedragtmålingDet omstridte burkaforbud er nu desværre trådt i kraft og gør mig træt. Det er ærgerligt at et samfunds moralske stade atter måles på især kvinders krop og klædning. Når blot dem med æggestokke har den rette påklædning, så er alt godt og XY’ere kan fortsætte med at te sig tosset når blot deres damers badedragter er tækkelige, tørklæderne tætsluttende nok eller ansigterne er tilpas synlige.

Den sang har jeg hørt kedsommeligt mange gange før, og som altid er det en klam tankegang der ligger bag: Kvinder er som børn uden agens og fri vilje. Derfor skal kvinder reguleres og nu tilmed også straffes af overvoksne, der ved bedre hvad hun vil end hun selv gør.

 

Burkabrok

Derfor kan jeg heller ikke lide burkaen. Præmisserne for den totale tildækning af kvinden, andensrangsborgeren, fristerinden er mig modbydelige.

Jeg bryder mig ikke om at kvinden opfattes som en ting, der ejes af hendes far eller mand.

Sura 37 60Renhedstanken er uhyggelig: En kvindes værd kan formindskes eller ligefrem fjernes ved at fremmede mænd blot kigger på hende Den tager vi lige igen: Når fotoner rammer først hendes hårspids og/eller knæhase og SÅ en nethinde på en mand er hun endnu mindre værd som menneske. Den fremmede mands blik har besudlet hendes renhed og dermed værdi.

Synet på sex som noget syndigt som kvinden udsondrer via usynlige lyststråler, der inficerer nærmeste mand med utøjlelig trang til samleje, er gustent, forkert og i øvrigt umådeligt nedladende overfor mænd.

Mine egalitære principper bliver også krænkede af at nogle er mere lige og nærmere Gud og menneskeheden end andre ved at skilte med deres religiøse tilhørsforhold. Vi er alle en del af én menneskehed, ingen over, ingen under. Og endelig er tanken om at moral findes i et stykke stof er både dum og forkastelig.

Moral er noget man besidder og handler på og efter, det er ikke noget der er iboende i et stykke tøj. Det er en doven skelnen mellem de gode og de onde at blot se på tøjet, men ikke bærerens gerninger og karakter. Og derfor er der heller ikke noget godt eller dårligt i sig selv ved at være nøgen eller i niqab. At slå eller berøve andre mennesker er forkert, og antallet af tøjstykker på den formastelige har ingen betydning.

download (21)Det er kedeligt at Danmark er nu gået med på den slatne skelnen mellem de rigtige og forkerte ved at give bøder til burkaklædte kvinder. Det er desuden letkøbt og latterligt at påstå at ville hjælpe ved at straffe. Hvis nogen absolut straffes for burka, skulle det da være manden man mener har tvunget kvinden ned i en burka. Men nej, straffen går nøjagtigt til de undertrykte. Som jo er dem vi ser – eller så. De niqabkædte kvinder gik netop udenfor og kunne dermed forarge de forbudsbegejstrede. Hvem ved hvor mange muslimske kvinder der (nu) ikke får lov at gå udenfor? Ahmed Mahmouds mor fik stort set ikke lov til at forlade lejligheden eller bare trække gardinerne fra. Det er en pyrrhussejr at blot sende det synlige problem ud af gadebilledet og ind bag lukkede døre.download (20)

Hermed er der også en parallel til det svenske sexkøbsforbud (som desværre har bredt sig til andre lande). Prostitution var og er i svensk magtelites øjne noget gris, og fra 1999 og til nu er det også behørigt blevet skjult, men er ikke formindsket eller forsvundet. Dog er der én eneste god ting at sige om loven, og det er at svenskerne er klare i spyttet om hvem det er det er synd for og hvem det er der er skurken. Det er kunden der straffes, ikke sexarbejderen. Men den ene moderat gode idé blev altså ikke eksporteret hertil, desværre.

 

Storebror glor

images (17)Burkaen og andre mundskjulere er nu også forbudte fordi de ansigtsgenkendende overvågningskameraer skal kunne genkende folk. Altid. I den hellige sikkerheds navn. En hurtig og helt uvidenskabelig søgning på ‘burqa clad terrorist attack’ gav heldigvis forbløffende få hits og vist ingen angreb i Europa. Altså forekommer det endnu mere åndssvagt at ville sikre sig mod en trussel der aldrig har været der. Men det er hele kærnen, at fjerne frihedsrettigheder i den falske friheds navn, at bombe sig vej til demokrati og frelse gennem tvang….

 

Frihed

Det er dumt at kæmpe for ligestilling ved at give undertrykte kvinder bøde. Det er uholdbart at værne om vores religionsfrihed ved at forbyde voksne mennesker et religiøst udtryk. Som i sig selv er fredeligt og på linje med orange rober, turbaner og yarmulker.

Det har givetvis uheldige konsekvenser at forbyde lige præcis en muslimsk (wahhabitisk) skik – da visse tilhængere af islam med rette kan vrisse at de bliver undertrykte.

download (22)Frihed er også frihed til at tage fejl, til at være fredeligt udenfor og sær og mene og vælge noget tåbeligt så længe man ikke skader andre. Frihed er intet hvis det er en gave Centralkomitéen kan give de få heldige der makker ret. Hertillands har vi en lang frihedstradtion, der bygger på tillid. Den er vi i færd med at ødelægge fuldstændig og det er skidt. Det er heller ikke farbart at sætte hårdt mod hårdt, eller rettere hårdt mod et blødt stykke stof, eller forsvare et frihedsindgreb fordi mange burkabærere vist er hyklere der kræver retten til at klæde sig som de selv vil, men ikke støtter deres muslimske medsøstres ret til at ikke have tørklæde på. Tilbage til at frihed er, at andre har lov at vælge noget andet fredeligt end hvad man selv vil og gør.

Desuden er der jo tusinde tolkninger af tøj. De færreste med en trenchcoat på støtter veldownload (23) krig, men trenchcoats er et produkt af første verdenskrigs skyttegrave. Således har alt tøj en historie og tolkningsmuligheder, som bæreren eller andre ikke nødvendigvis (aner)kender eller tilslutter sig.

 

Hvad bør i stedet gøres

 

https://www.goodreads.com/book/show/81227.Infidel

Takket være Ayaan Hirsi Ali: Kætter kan jeg runde af med et par strøtanker om hvad man bl.a. kunne gøre i stedet, udover at tilbagekalde den idiotiske lov (sammen med række andre nylige frihedsbegrænsninger).

 

Det er ønskværdigt at islam også får en reformation. (Som skal komme indefra. Martin Luther var katolsk munk, ikke asatro eller shaman). I mellemtiden kunne kristne gerne komme mere på banen og udbrede evangeliet til muslimer, der måske ikke finder sig helt til rette med islam, men som ikke kan forestille sig et liv uden Gud. Vi kunne også som et nogenlunde sekulært og frit samfund støtte frafaldne, ligesom man under den kolde krig støttede dissenter i Østblokken.

 

Historisk PS for at imødegå de forskelsudglattende, der vil sige sådan-gør-vi-også:

http://www.mitfanoe.dk/index.php/da/fanos-historie/folkeliv/fanodragt/151-fanodragten-en-dragt-til-enhver-lejlighedJa, det var og er gængs i det kristne Europa at kvinder gik og går med tørklæde – tildels af praktiske årsager. Det holder på håret, og skærmer images (16)for sol, regn og vind. De mest formummede egnskvindedragter i det danske område er fra Fanø – øen med permanent (sand)storm direkte fra Nordsøen. Derfor ligner de tuareger og andre folkeslag, der lever med konstant sandblæsning.

Men! Vi har aldrig haft så skarp kønsadskillelse som i bæltet fra Østafrika, Mellemøsten og Indien (purdah). Kirker var ganske vist inddelt i en sværdside og spindeside (og dén kønsadskillelse ebbede ud for mere end hundrede år siden), men det var altså samme gudstjeneste. Mænd og kvinder spiste sammen (modsat udbredt muslimsk skik: mænd først, siden kvinder), arbejdede sammen i marken i høsten, kørte i samme vogne, handlede på samme markeder. Denne afslappede omgang kønnene imellem lader til at fjernet behovet for transportabel kønsadskillelse i form af burka.





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





At knække selvtillidsnødden

26 08 2014

En boganmeldelse af Katty Kay & Claire Shipman: The Confidence Code – the science and art of self-assurance – what women should know. Harper business, 2014.

 

af Nina Søndergaard, direktør i Nørd Tours

 

pink-matters-c-suite-women-leadership-infographic1De to journalister havde under deres arbejdet med Womenomics stødt på et mærkeligt fænomen: Masser af kompetente kvinder, men meget kvinder på topposter. Hvad var det der holdt kvinderne tilbage? Ikke glasloft (slet ikke nævnt), ikke kvinders anderledes prioriteringer, ikke en intelligensmæssig forskel. Men mangel på selvtillid er deres svar.

Bogen er en journalistisk undersøgelsesrejse: Hvad er selvtillid overhovedet? Hvor finder man kvindelig selvtillid henne? Hvem har selvtillid? Hvad fremmer og hæmmer den fortrøstningsfulde tro på sig selv?

De stykker svar sammen fra neurologer, yogaeksperter, ledende kvinder, sociologer, hjerneforskere og basketballspillere.

Den deprimerende virkelighed er at selvom kvinder er i overtal på mange af verdens universiteter, så drøjer det gevaldigt med at få de mange veluddannede damer til at omsætte det til lederstillinger. Forhindringerne er mangfoldige.

 

Indre benspænd:

Kvindelige chefer vil hellere være vellidte end respekterede. Kvinder scorer lavere i tests hvis de skal skrive deres køn før deres navn. Er der et overtal af mænd til et møde taler kvinder 75 % mindre, hvilket er skidt, for så viser de ikke at de har tænkt over sagen og fremstår som samtykkende nikkedukker. Kvinder der ses som fede og grimme kommer ikke nær så ofte i gymnasiet som smukke, slanke (men fede drenge kommer på gymnasiet i samme grad som de slanke). Kvinder svarer ikke på nær så mange spørgsmål i tests som mænd og får et tilsvarende lavere resultat, men når de svarer er kønsforskellen marginal.

 

Og så er der de ydre forhindringer:

Der er stadig lande hvor kvinder ikke må færdes frit. Manglende uddannelse, prævention og børnepasningsmuligheder rammer også kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Fordomme om kompetente kvinder skorter det heller ikke på. Her kan jeg minde om at Berlusconi i 2011 kaldte Tysklands forbundskansler Angela Merkel for en ‘ukneppelig flæskerøv’. Når en ex-statsminister kalder et andet statsoverhoved den slags, så er barren sat lavt, Marianer-grav langt nede.

072414123237_Wright_PhotoGeneralmajor Jessica Wright mødte en overordnet der straks gav sig til at fortælle hende om hvor lidt han brød sig om kvinder i militæret. Hvortil hun svarede “Sergeant Minski, nu har du en mulighed for at komme over dét.” Minski fik selvfølgelig respekt for Wright og de to er venner – en rap replik hjælper!

Kay og Shipman drysser i fin, amerikansk, opmuntrende stil gode råd og tricks til at knække selvtillidsnødden. Selvtillid er faktisk vigtigere end reelle kompetencer, og både mænd og kvinder lader sig gerne lede af naturligt fortrøstningsfulde personer, snarere end de teknisk set bedst kvalificerede. Kvinder mangler ikke kompetencer, blot selvtillid.

Meget kort vil jeg her ridse deres råd op: Vær flink mod dig selv. Slap af. Vær dig selv. Husk at om 100 år er alting glemt. Lær af dine fejltagelser (ingen af dem medførte verdens undergang). Diskuter med dine negative tanker, sæt dem i perspektiv. Vær nærværende, lad være med at tænke derudaf og flytte fokus fra der hvor du er. Dyrk (hold)sport. Undgå at udelukke opdrage din pige til at være god, stille og føjelig, men ros hende for hendes gerninger (snarere end hendes væsen), opmuntr forsøg og fejltagelser der fører til mestring. Og ved at beherske noget -tegning, matematik, basketball hvad som helst – får man selvtillid. Det er ikke nemt, men bestemt ladsiggørligt.





Luderløb eller slutwalk

11 05 2011

Af Nina Søndergaard

”Hvis ikke en kvinde ønsker at blive overfaldet, skal hun ikke klæde sig udfordrende.” Denne hjernelamme udtalelse af en mandlig politibetjent i Toronto har fået kvinder til at klæde sig af og gå på gaden i protest, og jeg støtter dem, gør jeg!

Som der står på skiltet, så er sex noget man laver sammen, ikke noget man gør mod andre. Sex er noget samtykkende. Enhver person må have lov at udsende alle de seksuelle signaler vedkommende kan, uden at vedkommende derfor skal duskes eller voldtages. Tilråb og opmærksomhed er nok forventeligt, og måske også ønskeligt, men har en tilskuer ikke fået et ja, skal tilskueren nøjes med at pifte (omend det er uhøfligt) og savle (ok, hvis man selv tørrer op efter sig).

Andre be- og afklædninger får ikke samme idiotiske medfart, og det havde forhåbentlig ikke faldet politimanden ind at fortælle nørder at de ikke skal gå med tykke briller, hvis ikke de vil slås i hovedet med en bog; nonner at gå i dragt hvis ikke de vil voldtages med et krucifix; børsmænd at gå i jakkesæt hvis ikke de vil have smidt en autonom brosten i skallen; arbejdsfolk at gå i neongul vest hvis ikke de vil bulldozes…

Vi udsender alle en masse signaler med vores ydre hele tiden, men finten er at signaler skal modtages og læses og signalerne kan aldrig være en opfordring til en bestemt type handling. Det vil sige at signalerne skal finde den rette modtager (hvilket ikke nødvendigvis er dig) og afkodes (og her kan der også være støj på linjen). Dermed kan et tøjstykke i sig selv aldrig være en opfordring til en handling. Det kan ytringer derimod, som fx ”ja, kom bare”…

Det kan åbenbart ikke siges tit nok: Kvinders kroppe er deres egne. En kvinde må forklæde og forvalte sin krop akkurat som hun lyster, og hvis du får lov til mere end at glo, så pris du dig heldig at blive inviteret med til hendes fest.





Prostitution i Vesten de sidste 150 år – et prosexfeministisk vue

27 02 2011

Af Nina Søndergaard

Blogindlægget er en let omarbejdet udgave af det foredrag jeg holdt på sexarbejderrettighedsfestivallens første dag.

Jeg er ikke ekspert i prostitutionshistorie, men takket været andres forskning kan jeg give et ganske kort rids. For nogle af fænomenerne er med os den dag i dag. Det handler om kontrol og det temmeligt tvetydige forhold myndighederne længe har haft til sexarbejde, der er blevet set som et nødvendigt onde, endnu en indtægtskilde, det mest foragtede og fordækte… Her et citat fra en englænder:

Da jeg blev rask, druknede jeg mine sorger i kvindeligt selskab, og jeg havde i den periode mange af de kønne luddere, som jeg havde kendt, før jeg rejste fra England. Jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til deres klasse, og jeg siger igen, hvad jeg mener at have sagt et andet sted – at de har været min tilflugt i sorgen, en aldrig fejlende lindring i al min elendighed, og de har reddet mig fra at drikke, spille, eller måske endnu værre skæbner. Jeg skal aldrig kaste med sten efter dem, og heller ikke tale nedsættende om eller til dem.

De er for en stor del, hvad samfundet har gjort dem til, og samfundet benytter dem, nyder dem og elsker dem endda. Alligevel er det det samme samfund, der fornægter dem, hånligt afviser dem, bander og svovler over dem, endda mens det frekventerer og fornøjer sig med dem. Kort sagt behandler samfundet dem rystende dårligt i de fleste, kristne lande og mere i det protestantiske England end i noget andet land jeg kender. (MHL 1966, VI: 65)

Ordene er fra 1894 og er ”Walters”, han var en victoriansk gentlemand der efter eget udsagn havde ca. 1500 sexpartnere i løbet af de fyrre år hans erotiske selvbiografi dækker. Mange af hans veninder var sexarbejdere, og selvom han var udmærket klar over at de nok ikke gad at gå i seng med ham, hvis ikke de fik penge for det, så fratrak det på ingen måde deres værd i hans øjne. Men han var nu også en usædvanlig mand.

Dét han blandt andet, foruden almindelig stigmatisering og dobbeltmoral, hentyder til er Contagious Diseases Acts fra 1862. Der kunne politiet få lov at arrestere en prostitueret i visse havne- og militærbyer (det blev senere udvidet til at gælde det meste af England), og hvis det viste sig at hun havde en kønssygdom, smide hende i et Lock hospital – sygehus med speciale i spedalskhed og kønssygdomme.

Baggrunden for denne lov var at syfilis og gonorré var uhyre udbredte. Syfilis er lumsk, fordi den kan gemme sig i kroppen i mange år. Det er en bacille (Treponema pallidum, opdaget i 1905) der forårsager sygdommen der kan give udslet, hovedpine, dybe sår, knoglelidelser, nyre- og leverlidelser og sindssygdom. Foruden at håret kan falde af og tunge og svælg kan blive affekteret. Indtil 1909 var der ingen egentlig effektiv behandling.

Gonorré er en smitsom urinvejsinfektion der først og fremmest smitter ved samleje. Nogle gange går den over af sig selv, men man ”pisser glasskår” og der er udflåd (dryppert). Andre gange kan det udvikle sig til ledbetændelser, blindende øjenbetændelser og alvorlige underlivsbetændelser der ofte medfører ufrugtbarhed. Først efter anden verdenskrig og penicillin fik man en kur til gonorrén.

I England var op mod 290 ud af 1000 soldater og militærpersoner smittede. Det var et helt reelt problem at magthaverne ikke kunne forvente at landet kunne forsvares, hvis næsten 30 % af styrkerne var syge. Derfor prøvede de at dæmme op for epidemien ved at slå ned på knudepunkterne for seksuel trafik: Luderne.

Idéen kom fra Frankrig, hvor Napoleon i 1804, som den første statsleder, havde indført officiel indskrivning af prostituterede og offentlige bordeller – som skulle ejes af en kvinde. Bordellerne skulle være diskrete og i 1810 var 180 af dem i Paris. Sexarbejderne skulle også have to ugentlige lægecheck.

Baggrunden var den samme som England, og situationen var lidt mere presserende for Napoleon for de franske krige havde været meget dyre i mænd. Mere end en million mænd mistede livet i revolutions- og napoleonskrigene (1792 1804-15). Dernæst mener jeg at Napoleon skulle vise at han fik styr på sagerne (han indførte også husnumre i Paris, ulige numre på den ene side, lige på den anden). Ved at regulere sexarbejde viste han også at han kunne tæmme drifter og var dermed en stor hersker. Her fik han også cementeret af kvinder var farlige og at kvindearbejde helst skulle foregå indendørs og ude af syne.

De offentlige bordeller var lovlige indtil 1946, hvor en ex-sexarbejder (Marthe Richard 1889-1982) fik kendt dem ulovlige. Prostitution er sådan set lovligt i Frankrig i dag, men ikke med mindreårige og man må ikke reklamere med det. Desuden er bordeldrift ulovligt.

I Danmark tog man nogle af de samme skridt, for i 1815 udsendte kong Frederik VI et uofficielt politiregulativ, hvor sexarbejdere kunne få et månedligt check for kønssygdomme. Hvis hun var smittet var behandlingen gratis, så der var altså lidt gulerod. Først i 1863 blev det officielt lov – og så blev tilsynet lidt hyppigere.

Fra 1874 til 1906 havde vi lovlig, statsreguleret prostitution i Danmark. Kvinderne skulle have en slags uniform på og der var regler for hvor og hvornår sexarbejderne måtte færdes i København. Sexarbejderne måtte ikke bo sammen med andre sexarbejdere, børn eller kærester. I 1901 blev det ulovligt at drive bordel og i 1906 blev prostitution (atter) ulovligt.

Prostitution var ulovligt i Danmark indtil 1999. Begrundelsen var at magthaverne ønskede at den enkelte sexarbejder skulle turde at anmelde et overgreb, overfald eller voldtægt. Den side af strategien er sådan set også lykkedes, og det har hjulpet rigtig meget at en voldtægtsforbryder nu ikke længere får rabat for at voldtage en luder. Bordeldrift er stadig ulovligt.

Hvis vi ser til andre lande kan jeg lige hurtigt skitsere op at Tyskland er et stort land! Og at de enkelte byer og stater har haft meget forskellige tiltage til sexarbejde. I Østtyskland (1945-90) var prostitution forbudt, som i alle andre østlande, og eksisterede officielt ikke. I Bayern krævede man obligatoriske tests af sexarbejdere fra 1987-2002, hvor det viste sig at kun 2,5 % af de prostituerede havde en kønssygdom, langt lavere end normalbefolkningen.

Fra 2002 kunne prostituerede få en almindelig arbejdstilladelse, men det har nu ikke hjulpet meget på de problemer der ofte er i kølvandet på prostitution. Bordellerne har i øvrigt også levet en usikker tilværelse, nogle gange måtte de godt være der, andre gange ikke. Köln lavede i 2004 en dediceret prostitutionsafgift, bl.a. for at begrænse sexarbejde, skatten indbragte byen 828.000 Euro i 2006.

I Holland var prostituerede som regel enten henvist til at bo og arbejde udenfor byen eller i specielle distrikter. Napoleonshærene hærgede i 1810 og der kom samme foranstaltninger som vi har hørt om før. I 1911 blev det forbudt at drive bordel og leve af prostitution alene, men prostitution som sådan var lovligt. I løbet af 1950’erne begyndte myndigheder og politi at slappe lidt af (som med hash) og prostitution blev anerkendt som erhverv i 1988. Bl.a. som følge af pression fra Den røde Tråd, stiftet i 1985, af sexarbejdere. En undersøgelse fra 1999 viste at 78 % af de adspurgte hollændere mente at sexarbejde var et erhverv som alle andre.

Det har været svært for mig at finde noget ordentligt om de svenske forhold fra før 1999! Det har fuldstændig overskygget alt sexarbejde inden da! Men det lader til at lokale myndigheder måtte kontrollere prostitution fra 1833. I 1847 blev prostitution forbudt, men reguleret og tolereret af polis og myndigheder. En kønssygdom fik kvinden direkte på hospital.
Et fællestræk for lovgivningen var at holde prostitution nede og diskret. Sexarbejderne måtte godt være der, hvis bare de ikke larmede eller gjorde for meget væsen ud af sig. Det var også med udgangspunkt i den ret aggressive markedsføring de nigerianske sexarbejdere på Karl Johan – Oslos svar på Strøget – udviste at Norge i 2009 forbød køb af sexuelle ydelser. Også herhjemme tolereres bordeller fint, hvis der ikke er larm og ballade.

En lille, men ofte overset konkret faktor er kondomet.

Kondomer er en oldgammel opfindelse, men de var i århundreder meget dyre, svære at få fat på og noget besværlige at anvende. Dyretarm eller silke var populære materialer, men eftersom elastikken ikke var opfundet endnu, måtte man fastgøre kondomer ved at binde en snor om roden af pikken. I 1855 kom det første gummikondom på markedet, det var tykt som en cykelslange og kunne bruges igen og igen. Det var først og fremmest et præventionsmiddel brugt af par som naturligvis fordømt som sådan. I 1920’erne kom de første latex-kondomer (tynde og til engangsbrug!)  frem. Med billige, lettilgængelige kondomer forsvandt behovet og undskyldningen for at skulle kontrollere sexarbejderne.

Et par afsluttende prosexfeministiske bemærkninger. Et standardargument fra radikalfeministisk side er at hvis ikke man kan se at prostitution er det tydeligste bevis på samfundets skæve magtstrukturer. (De mener jo at kvinder ALTID er undertrykte, og aldrig i højere potens end når hun sælger ”sin krop” til mænds fornøjelse), så forherliger man prostitution. Med andre ord: Er man i stand til at se bare en gnist af kompleksitet, også i prostitution, er man en fjende og blind.

Well, som historiker vil jeg på ingen måde forherlige prostitution og slet ikke den version vi havde i Danmark i 1874-1906, hvor kvinderne virkeligt var underlagt nogle kedelige bestemmelser og begrænsninger. Der vil jeg selvfølgelig også spørge til hvor frit og reelt et valg det var. Men. Det gælder for stort set alle erhverv og livsvilkår dengang. Den sociale mobilitet var i århundrede meget ringe, men om det var mere ufedt at blive kontrolleret af politiet i en storby end af sladdertanter og familie i en landsby er et åbent spørgsmål. Var nogen af datidens jobs sjove? Givende? Og hvad ønskede folk selv? Der er desværre ikke rigtig nogle sexarbejdere, der har sagt så meget om det til at vi kan udtale os om det.

Her i vores, fede, rige del af verden i dag, hvor sult og sultedøden heldigvis ikke længere er en trussel, er der for mig at se ingen som helst tvivl om at sexarbejde kan være et helt reelt valg. Sexarbejderen bestemmer selv sin arbejdstid, sine ydelser og bestemmer suverænt over hvem han eller hun siger ja til.  Uanset hvilke feministiske floskler man pakker et prostitutionsforbud ind med, er det såmænd bare foragt for kvinder og deres selvbestemmelsesret, sexforskrækkelse og god gammeldags kvindeundertrykkelse.





Michael Laudrups tænder og Jette Hansens øjenvipper

21 06 2009

af Nina Søndergaard
Nu er jeg også hip og har læst Camilla Stockmann og Maise Njors korrespondance fra 2005. Det var en positiv overraskelse, for jeg er generelt lidt lunken ved moderne, meget hverdagsnær litteratur. Jeg føler mig ofte snydt, når jeg læser om gummistøvler og at hovedpersonerne drikker kaffe, noget som jeg selv gør og derfor ikke behøver at læse om.

Men de her to kvinder skriver godt (ellers ville de ikke være journalister) og selvom deres liv ikke er just er på kanten, så er det en forfriskende ærlighed der lægges for dagen.

Der er allerede skrevet meget om de to, derfor behøver jeg ikke at sige hvilke pinligheder de disker op med. Men lige netop disse ret så sjove pinligheder med dem selv i hovedrollerne, har trigget en på dansk grund kendt feminist.
Hun hedder Jette Hansen og er dybt bekymret over hvordan kvinder nu reagerer som mænd med at arbejde og drikke. Hansen hæfter sig ved at Njor var så fuld på et tidspunkt at hun måtte støtte sig til barnevognen. Derudover mener Hansen at kvinder ligger under for et umenneskeligt pres fra arbejde og familien. For at lette presset drikker kvinder sig fulde og brækker sig. Hvilket ikke hjælper på kvindefrigørelsen. Inden jeg kommer til hvad kvindefrigørelse kunne tænkes at være, vil jeg lige påpege et par ting.

Tis

For at få ret må Jette Hansen ty til lidt kildesjusk, som ikke var gået på mit studie. Hun tager nemlig fat på, at sex efter en fødsel føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. For at vise hvordan kvinder går med på mandschauvinismens værste sider, nemlig ved at disse ægte kvindelig skaberkraft. Men, der er bare den hage ved det, at det er ikke, som Jette Hansen påstår, Camilla Stockmann der skriver dette, men derimod den nybagte mor Maise Njor, der citerer Michael Carøe. Altså viser det Njors selvironi og måske lidt om Michael Carøes pik. (Han kom forresten fuld hjem efter at være blevet kåret til Danmarks lækreste mand, vækkede sin kone og pralede med det. Svar: Nå, jeg er Danmarks søvnigste kvinde, og så sov hun videre. Ingen har dybdeanalyseret hvordan Carøes mandighed har det efter denne omgang). Njor oplever i øvrigt sin første sex-løse uge ca. 40 uger efter sin fødsel, så helt galt kan det næppe være.

I en parentes får Hansen nævnt at Njor skriver om sine tre pigebørn med stor kærlighed og omsorg. Ikke kun det. Njor lægger faktisk sit liv om på grund af sine børn, så hun ikke genoptager sit redaktørjob, men skriver på freelance basis for sjovs skyld. (Noget som kun lader sig gøre fordi manden tjener en del. Ikke for at disse Njors valg, men blot for at påpege at det er svært at undslippe strukturer). Stockmann fravælger børn, indtil videre, da hun ønsker at pleje sin karriere, arbejder til midnat og i øvrigt er noget skræmt over hvordan hun selv bliver som moder. Det forekommer mig at være to meget bevidste og ansvarlige valg.

Hansen skriver at hun ikke har tal på hvor mange gange de to pisser og brækker sig samtidig. Njor henviser til sin ungdom, Stockmann drikker fordi hun kan og glorificerer ikke sine søndage i sengen med tømmerkvinder. At Njor bliver, så vidt jeg kunne tælle, fuld tre gange i løbet af et år, får ikke mine alarmklokker til at ringe. Slet ikke når Njor i ædru tilstand er hjemmegående husmor og tager sig meget godt af sine børn. Desuden er hele korrespondancens formål at afprøve hvor ærlig man tør at være. Det inkluderer også at fortælle om ustyrligt pinlige ting, som de fleste holder kæft med. Altså kan deres eskapader (som er samlet sammen i løbet af i alt 65 år) sagtens forekomme grove og groteske. Næppe fordi det er enestående at vælte uelegant ind i en masse cykler, men fordi man ikke plejer at skrive til offentligheden om det.

Mere grundlæggende så hylder Hansen kærligheden. Vel at mærke den monogame (og helst heteroseksuelle) af slagsen. Den kærlighed har åbenbart gjort Hansen blind for at Njor og Stockmann også lever i kærlighedsforhold og at de er meget glade for den mand de har fundet. Altså er de tre, Hansen, Njor og Stockmann jo faktisk rørende enige og vi kan dermed gå videre til næste punkt.

Njor skriver om stress og spørger om vi bare er tyndhudede, det er livets væsen eller om der er noget helt galt med vores samfund når vi stresser sådan. (Hertil vil Hansen nikke til dette gode spørgsmål). Njor fortsætter med et eksempel på en forarget kollega, der ikke forstod hvorfor en mor til tre var på arbejde stadigvæk, den var jo over fire! Njor gør ikke mere ud af det, men hun nævner på et tidspunkt Behagesygen. Noget som halvdelen af jordens befolkning lider af. Og som hun langsomt er ved at vriste sig ud af og gøre hvad der passer hende. Hun nævner også Klynkeretten, for det ”går aldrig så godt at man ikke lige kan mestre lidt klynk, når man bliver spurgt, hvordan man har det.”

Her går Njor imod Hansen. For Hansens løsning er netop at tilbageerobre retten til at sætte grænser og brokke sig. Og det kvinder skal brokke sig over, er hvor hårdt det er at have fuldtidsarbejde og være mor samtidig. For det er Moderskabet og Kærligheden der tæller i Hansens verden. Vover man at opprioritere karrieren er man en ravnemoder. Og det er jo interessant at kvindefrigørelsen for Hansen i 2009 er Küche und Kinder

Hansen overser bekvemt de spørgsmål og emner som de to tager op, og fokuserer på at de skriver skægt om det. Det er at gå med på mandschauvinismens præmisser, mener Hansen, at udstille sig selv som amatør i sit eget liv. Men det er altså bare en brevveksling og ikke tung litteratur. Den slog dog Fuga med mange hestehoveder, alene fordi jeg grinede højt af (og med) de to kvinder.

Latter regnes ellers traditionelt set for at være frigørende og forløsende, men det mener Hansen åbenbart ikke at det er i denne sammenhæng. Når Njor og Stockmann får mig og andre læsere til at grine højt, er det jo ikke kun af dem, men også af os selv. Det er sjovt fordi man kan genkende det og fordi man er lettet over at det ikke var én selv der sendte recepten mod skedesvamp med i jobansøgningen. Hvis Njor og Stockmann har fået bare én kvinde til at overveje en gang til, hvorfor hun smører endnu et lag foundation i hovedet, stresser over at en gæst får ikke-matchende bestik eller hvordan det kan være verdens undergang at barnet får en rød pølse, så er vi nået et lille stykke videre mod kvindefrigørelse. For hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at være behagesyge perfektionister, hvilket er en meget energikrævende sygdom.

Tilsidst skal det siges at jeg sagtens kan følge Hansens kritik af det moderne liv, at det ikke er sundt at drikke meget alkohol og at der er nogle strukturer i samfundet som er med til at holde kønnene på plads. Det forekommer mig bare at være en meget ukonstruktiv måde at påpege disse brister ved at hakke på andre. Især når de endda tager netop de valg som Jette Hansen gerne vil have at de skal tage. I stedet kunne vi arbejde for bedre børnepasning, så det ikke kun tilgodeser kærnefamilier med 8-16 jobs eller nedbryde falske forestillinger om hvad en god barndom er. Et barn behøver måske ikke hjemmebagte øko-boller hver dag, ferier på Kreta eller mærketøj. Eller også trænger vi bare til at smide facaderne og grine højt af livets genvordigheder. I så fald lykkedes Stockmann og Njors mission.