Forsvar for fri abort, nu fra historisk side

21 04 2020

Af Nina Søndergaard

 

Fri abort har jeg før forsvaret her på bloggen. Forsvaret handler om både kvindens ret til at bestemme over egen kropog om barnets ret til et godt liv. Nu har jeg fået endnu mere grund til at mene, at fri abort er fundamentalt for et godt og menneskevenligt samfund, og denne gang kommer det af at studere historie, nærmere betegnet kirkebøger.

Kirkebøgerne er stopfulde med sørgelige oplysninger om den uhyggeligt høje børnedødelighed, som først kom under 10 % i 1930 (i dag er den under 5 ‰). ”Nyfødthed” var simpelthen en dødsårsag i statistikkerne inden første verdenskrig. Det er tungt nok, men plejebørns dødelighed var endnu højere. I Trinitatis sogn, kirken ved Rundetårn, stod plejebørn i 1847 og 1850* for hvert ottende dødsfald.

Plejebørnene har intet efternavn og deres plejeforældres navne nævnes heller ikke. Til tider er dødsårsagen ubekendt, som den var for Frederikke Wilhelm på 10 måneder. Hun blev begravet i fri jord 1847.11.23 fra Sølvgade 411.

Systematisk afvikling af uønskede børn, det er hvad det var. Alle har vidst hvad der foregik. Præsterne har gjort deres kristenpligt ved at begrave børnene, og tilsyneladende uden at grave mere i hvordan ungerne kom af dage.

1847 dødfødt

Sådan ser kirkebogsoptegnelser for ønskebørn ikke ud: Barnets navn, navnet og stillingsbetegnelsen på mindst én forælder og stort set altid med dødsårsag. Fx Christiane Emilie Østrup på 4 år. Hun var datter af skomagersvend Østrup i Adelgade 292. Hun døde på Almindeligt Hospital af brystbetændelse. Hun fik en gratis begravelse 1846.12.09, og havde været på gratishospitalet. Hendes forældre elskede hende og gjorde alt det de kunne for hende. Forgæves.

østrup

Det var – selvfølgelig- især i København at det var så grelt. Det skyldes at Fødselsstiftelsen blev oprettet i 1750 for at forhindre ’fødsler i dølgsmål’ og barnemord, altså hvor gravide kvinder fødte og skjulte eller ligefrem dræbte barnet. Det var gratis og anonymt og farligt. Næsten hver femte kvinde døde i barselsseng der. Moderen kunne efterlade sit barn på Plejestiftelsen (der også havde en forrygende høj børnedødelighed).

1850 døde kvindekøn Fødselsstiftelsen

Fødsels- og Plejestiftelsen var et sogn for sig selv, med egne kirkebøger. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17114465#203419,38579024

 

På Plejestiftelsen kunne man så få et plejebarn, og opfostre det, mod betaling. Hvis børn, født i ægteskab, levede livet farligt, var det intet imod unger født udenfor ægteskab (som havde en overdødelighed indtil i hvert fald 1950).

Plejebørn – eufemisme for dem der skulle have været aborter – døde som fluer. Her ses kirkebogsoptegnelsen over Christian William der slap af planeten efter 9 dage, mens Peter Andreas fik tre måneder. Hvilke tre måneder man kan kun gisne om.1847 plejebørn

 

Det var nådigt gjort af præsterne ikke at notere plejeforældrenes navn. Nogle plejeforældre har sikkert været griske røvhuller, der spekulerede i at udpine ungerne, men med så voldsom og konstant overdødelighed af uægte og uønskede børn, er det en systemfejl. Og hvilken fejl at lege god (kristen) ved at nægte folk seksualoplysning, ordentlig adgang til prævention og fri abort. Et enormt spild af liv. Utallige menneskers lidelser og død.

1847 død

I Europas mest religiøse land, Irland, har denne gustne afvejning været ubehageligt tydelig. Kondomer var forbudte i Irland indtil 1979, og kunne kun fås, af ægtepar, på recept indtil 1985. Og abort var forbudt indtil 2019. For få år siden blev der fundet en massegrav ved et Magdalenehjem (hjem for ugifte mødre). Omtrent 800 børn fra 0 til 3 år er begravet af nonnerne. Ord rækker ikke til at beskrive modbydeligheden og menneskefjendskheden i den klammeste, ækelt selvgode forklædning.

Her i Danmark er massemordet, typisk nok, slet ikke så iøjnefaldende. Det skal afkodes ud af en stilfærdig opremsning af navne i kirkebøger. Ubesungede børn, der fik et kort og givetvis dårligt liv. Børneliv som måske har knuget moderen og slukket noget livsgnist i plejemoderen. Så på Henriette Marie og Hans Christian, Constantin Adolph og Christiane Amalia og alle de andre døde plejebørns vegne: Ja tak til fri abort, ja tak til et godt børneliv, ja tak til åbenhedens omsorg.

1848 barselfeber

 

* De to, tilfældigt udvalgte år har jeg undersøgt nærmere, der er ingen grund til at antage de to år var ekstraordinære på nogen måde. Remsen af døde plejebørn er endeløs. I årene 1847 og 1850 døde 244 plejebørn alene i Trinitatis sogn.

Knudsen, P: Dødelighedsforholdene i Kjøbenhavn 1855-1859. Særskilt Aftryk af Hygiejniske Meddelelser, Kjøbenhavn, Thieles Bogtrykkeri 1864.

Løkke, Anne: Døden i barndommen – spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800-1920, Gyldendal 1998

 





Kvindernes kampdag

8 03 2013

Af Nina Søndergaard

Glædelig 8. marts! Hvis du kan læse dette uden brug af Google Translate, bor du sandsynligvis i et meget ligestillet land og stort tillykke med det!

7649948668_9303d58cd7Her er kvindernes kamp i høj grad vundet: Piger går i skole, får mad og lægehjælp. Kvinder får lange uddannelser, arbejde og ønskebørn i sikre fødsler. Kvinder ejer halvdelen af Danmarks huse og har fuldt ud så mange økonomiske og juridiske rettigheder som mænd. Kvinder færdes lykkeligvis også frit, de rejser, de pendler, går og cykler. De vælger at bo alene eller sammen med venner, kærester, familier.

Disse helt grundlæggende rettigheder er heldigvis på plads hertillands. Derfor kan jeg tillade mig at minde om igen igen at kvindens krop er hendes egen. Hun har ligesom alle andre mennesker en værdi i sig selv, som menneske, blot fordi hun er, ligesom alle andre personer på kloden, noget ganske særligt. Hun skal ikke tildeles sit værd fordi hun er en mands ejendom, en fødemaskine, noget velbehageligt øjenguf eller et trofæ i det pæne hjem, hun har ret og værdi i sig selv. Så altså:

3441797424_9eca3a269fKære hunkønsvæsen, du må bruge din krop og dit (under)liv som du vil.

Du må være børnefri eller mor (til en, to, mange).

Du må læse medicin, makroøkonomi, madopskrifter.

Du må gerne være luder, læge, lærer og/eller lammeopdrætter og lastbilschauffør.

Du må gå til fodbold, poledance, stramajbroderi, svejsekurser.

Du må få kærester af alle køn eller lade være.

Du kan gå i lårkort eller heldragt.

Du må få alle de piercinger og plastikoperationer du har ork og råd til.

Du må lade hårene gro, fjerne dem eller klippe dem tæt som karse.

Du kan knalde rundt eller gå i kloster.

Det er dit liv. Det er din krop, din tid, dine lyster, dine ønsker, drømme og ressourcer det handler om. Lad aldrig nogen, med eller uden æggestokke, fratage dig rettigheder for at  “beskytte” dig. Du kan selv. På din egen måde.

Tillykke kvinde!





Prostitution i Vesten de sidste 150 år – et prosexfeministisk vue

27 02 2011

Af Nina Søndergaard

Blogindlægget er en let omarbejdet udgave af det foredrag jeg holdt på sexarbejderrettighedsfestivallens første dag.

Jeg er ikke ekspert i prostitutionshistorie, men takket været andres forskning kan jeg give et ganske kort rids. For nogle af fænomenerne er med os den dag i dag. Det handler om kontrol og det temmeligt tvetydige forhold myndighederne længe har haft til sexarbejde, der er blevet set som et nødvendigt onde, endnu en indtægtskilde, det mest foragtede og fordækte… Her et citat fra en englænder:

Da jeg blev rask, druknede jeg mine sorger i kvindeligt selskab, og jeg havde i den periode mange af de kønne luddere, som jeg havde kendt, før jeg rejste fra England. Jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til deres klasse, og jeg siger igen, hvad jeg mener at have sagt et andet sted – at de har været min tilflugt i sorgen, en aldrig fejlende lindring i al min elendighed, og de har reddet mig fra at drikke, spille, eller måske endnu værre skæbner. Jeg skal aldrig kaste med sten efter dem, og heller ikke tale nedsættende om eller til dem.

De er for en stor del, hvad samfundet har gjort dem til, og samfundet benytter dem, nyder dem og elsker dem endda. Alligevel er det det samme samfund, der fornægter dem, hånligt afviser dem, bander og svovler over dem, endda mens det frekventerer og fornøjer sig med dem. Kort sagt behandler samfundet dem rystende dårligt i de fleste, kristne lande og mere i det protestantiske England end i noget andet land jeg kender. (MHL 1966, VI: 65)

Ordene er fra 1894 og er ”Walters”, han var en victoriansk gentlemand der efter eget udsagn havde ca. 1500 sexpartnere i løbet af de fyrre år hans erotiske selvbiografi dækker. Mange af hans veninder var sexarbejdere, og selvom han var udmærket klar over at de nok ikke gad at gå i seng med ham, hvis ikke de fik penge for det, så fratrak det på ingen måde deres værd i hans øjne. Men han var nu også en usædvanlig mand.

Dét han blandt andet, foruden almindelig stigmatisering og dobbeltmoral, hentyder til er Contagious Diseases Acts fra 1862. Der kunne politiet få lov at arrestere en prostitueret i visse havne- og militærbyer (det blev senere udvidet til at gælde det meste af England), og hvis det viste sig at hun havde en kønssygdom, smide hende i et Lock hospital – sygehus med speciale i spedalskhed og kønssygdomme.

Baggrunden for denne lov var at syfilis og gonorré var uhyre udbredte. Syfilis er lumsk, fordi den kan gemme sig i kroppen i mange år. Det er en bacille (Treponema pallidum, opdaget i 1905) der forårsager sygdommen der kan give udslet, hovedpine, dybe sår, knoglelidelser, nyre- og leverlidelser og sindssygdom. Foruden at håret kan falde af og tunge og svælg kan blive affekteret. Indtil 1909 var der ingen egentlig effektiv behandling.

Gonorré er en smitsom urinvejsinfektion der først og fremmest smitter ved samleje. Nogle gange går den over af sig selv, men man ”pisser glasskår” og der er udflåd (dryppert). Andre gange kan det udvikle sig til ledbetændelser, blindende øjenbetændelser og alvorlige underlivsbetændelser der ofte medfører ufrugtbarhed. Først efter anden verdenskrig og penicillin fik man en kur til gonorrén.

I England var op mod 290 ud af 1000 soldater og militærpersoner smittede. Det var et helt reelt problem at magthaverne ikke kunne forvente at landet kunne forsvares, hvis næsten 30 % af styrkerne var syge. Derfor prøvede de at dæmme op for epidemien ved at slå ned på knudepunkterne for seksuel trafik: Luderne.

Idéen kom fra Frankrig, hvor Napoleon i 1804, som den første statsleder, havde indført officiel indskrivning af prostituterede og offentlige bordeller – som skulle ejes af en kvinde. Bordellerne skulle være diskrete og i 1810 var 180 af dem i Paris. Sexarbejderne skulle også have to ugentlige lægecheck.

Baggrunden var den samme som England, og situationen var lidt mere presserende for Napoleon for de franske krige havde været meget dyre i mænd. Mere end en million mænd mistede livet i revolutions- og napoleonskrigene (1792 1804-15). Dernæst mener jeg at Napoleon skulle vise at han fik styr på sagerne (han indførte også husnumre i Paris, ulige numre på den ene side, lige på den anden). Ved at regulere sexarbejde viste han også at han kunne tæmme drifter og var dermed en stor hersker. Her fik han også cementeret af kvinder var farlige og at kvindearbejde helst skulle foregå indendørs og ude af syne.

De offentlige bordeller var lovlige indtil 1946, hvor en ex-sexarbejder (Marthe Richard 1889-1982) fik kendt dem ulovlige. Prostitution er sådan set lovligt i Frankrig i dag, men ikke med mindreårige og man må ikke reklamere med det. Desuden er bordeldrift ulovligt.

I Danmark tog man nogle af de samme skridt, for i 1815 udsendte kong Frederik VI et uofficielt politiregulativ, hvor sexarbejdere kunne få et månedligt check for kønssygdomme. Hvis hun var smittet var behandlingen gratis, så der var altså lidt gulerod. Først i 1863 blev det officielt lov – og så blev tilsynet lidt hyppigere.

Fra 1874 til 1906 havde vi lovlig, statsreguleret prostitution i Danmark. Kvinderne skulle have en slags uniform på og der var regler for hvor og hvornår sexarbejderne måtte færdes i København. Sexarbejderne måtte ikke bo sammen med andre sexarbejdere, børn eller kærester. I 1901 blev det ulovligt at drive bordel og i 1906 blev prostitution (atter) ulovligt.

Prostitution var ulovligt i Danmark indtil 1999. Begrundelsen var at magthaverne ønskede at den enkelte sexarbejder skulle turde at anmelde et overgreb, overfald eller voldtægt. Den side af strategien er sådan set også lykkedes, og det har hjulpet rigtig meget at en voldtægtsforbryder nu ikke længere får rabat for at voldtage en luder. Bordeldrift er stadig ulovligt.

Hvis vi ser til andre lande kan jeg lige hurtigt skitsere op at Tyskland er et stort land! Og at de enkelte byer og stater har haft meget forskellige tiltage til sexarbejde. I Østtyskland (1945-90) var prostitution forbudt, som i alle andre østlande, og eksisterede officielt ikke. I Bayern krævede man obligatoriske tests af sexarbejdere fra 1987-2002, hvor det viste sig at kun 2,5 % af de prostituerede havde en kønssygdom, langt lavere end normalbefolkningen.

Fra 2002 kunne prostituerede få en almindelig arbejdstilladelse, men det har nu ikke hjulpet meget på de problemer der ofte er i kølvandet på prostitution. Bordellerne har i øvrigt også levet en usikker tilværelse, nogle gange måtte de godt være der, andre gange ikke. Köln lavede i 2004 en dediceret prostitutionsafgift, bl.a. for at begrænse sexarbejde, skatten indbragte byen 828.000 Euro i 2006.

I Holland var prostituerede som regel enten henvist til at bo og arbejde udenfor byen eller i specielle distrikter. Napoleonshærene hærgede i 1810 og der kom samme foranstaltninger som vi har hørt om før. I 1911 blev det forbudt at drive bordel og leve af prostitution alene, men prostitution som sådan var lovligt. I løbet af 1950’erne begyndte myndigheder og politi at slappe lidt af (som med hash) og prostitution blev anerkendt som erhverv i 1988. Bl.a. som følge af pression fra Den røde Tråd, stiftet i 1985, af sexarbejdere. En undersøgelse fra 1999 viste at 78 % af de adspurgte hollændere mente at sexarbejde var et erhverv som alle andre.

Det har været svært for mig at finde noget ordentligt om de svenske forhold fra før 1999! Det har fuldstændig overskygget alt sexarbejde inden da! Men det lader til at lokale myndigheder måtte kontrollere prostitution fra 1833. I 1847 blev prostitution forbudt, men reguleret og tolereret af polis og myndigheder. En kønssygdom fik kvinden direkte på hospital.
Et fællestræk for lovgivningen var at holde prostitution nede og diskret. Sexarbejderne måtte godt være der, hvis bare de ikke larmede eller gjorde for meget væsen ud af sig. Det var også med udgangspunkt i den ret aggressive markedsføring de nigerianske sexarbejdere på Karl Johan – Oslos svar på Strøget – udviste at Norge i 2009 forbød køb af sexuelle ydelser. Også herhjemme tolereres bordeller fint, hvis der ikke er larm og ballade.

En lille, men ofte overset konkret faktor er kondomet.

Kondomer er en oldgammel opfindelse, men de var i århundreder meget dyre, svære at få fat på og noget besværlige at anvende. Dyretarm eller silke var populære materialer, men eftersom elastikken ikke var opfundet endnu, måtte man fastgøre kondomer ved at binde en snor om roden af pikken. I 1855 kom det første gummikondom på markedet, det var tykt som en cykelslange og kunne bruges igen og igen. Det var først og fremmest et præventionsmiddel brugt af par som naturligvis fordømt som sådan. I 1920’erne kom de første latex-kondomer (tynde og til engangsbrug!)  frem. Med billige, lettilgængelige kondomer forsvandt behovet og undskyldningen for at skulle kontrollere sexarbejderne.

Et par afsluttende prosexfeministiske bemærkninger. Et standardargument fra radikalfeministisk side er at hvis ikke man kan se at prostitution er det tydeligste bevis på samfundets skæve magtstrukturer. (De mener jo at kvinder ALTID er undertrykte, og aldrig i højere potens end når hun sælger ”sin krop” til mænds fornøjelse), så forherliger man prostitution. Med andre ord: Er man i stand til at se bare en gnist af kompleksitet, også i prostitution, er man en fjende og blind.

Well, som historiker vil jeg på ingen måde forherlige prostitution og slet ikke den version vi havde i Danmark i 1874-1906, hvor kvinderne virkeligt var underlagt nogle kedelige bestemmelser og begrænsninger. Der vil jeg selvfølgelig også spørge til hvor frit og reelt et valg det var. Men. Det gælder for stort set alle erhverv og livsvilkår dengang. Den sociale mobilitet var i århundrede meget ringe, men om det var mere ufedt at blive kontrolleret af politiet i en storby end af sladdertanter og familie i en landsby er et åbent spørgsmål. Var nogen af datidens jobs sjove? Givende? Og hvad ønskede folk selv? Der er desværre ikke rigtig nogle sexarbejdere, der har sagt så meget om det til at vi kan udtale os om det.

Her i vores, fede, rige del af verden i dag, hvor sult og sultedøden heldigvis ikke længere er en trussel, er der for mig at se ingen som helst tvivl om at sexarbejde kan være et helt reelt valg. Sexarbejderen bestemmer selv sin arbejdstid, sine ydelser og bestemmer suverænt over hvem han eller hun siger ja til.  Uanset hvilke feministiske floskler man pakker et prostitutionsforbud ind med, er det såmænd bare foragt for kvinder og deres selvbestemmelsesret, sexforskrækkelse og god gammeldags kvindeundertrykkelse.





Et andet Hjem – andre muligheder

12 04 2009

Et andet Hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962 af Helle Hvenegård-Lassen. Museum Tusculaums Forlag/ Det kongelige Bibliotek, 2008.

Af Nina Søndergaard

Kvindelig Læseforening stiftedes inden folkebibliotekernes udbredelse. Lejebiblioteker fandtes, men var ikke sømmelige for borgerskabets damer. Altså dannede de deres eget bibliotek og læsesal, der efterhånden udvidedes med café, studenterforening og – fripladser, foredrag, læsekredse, børnebibliotek og hotelvirksomhed. Kun kvinder sad i bestyrelsen og kun kvinder optoges som medlemmer (de første mange år i hvert fald, senere kom mænd med).

Det var en tid hvor kvinder ikke var velkomne på videregående uddannelser, ikke havde stemmeret eller mange muligheder for at gøre sig gældende i samfundet. Gifte kvinder fik først lov at disponere over egne penge i 1880. Mange af aktørerne i bogen var ugifte, hvilket dengang var langt mere stigmatiserende end nu. Især da det kvindelige ideal og mål så entydigt lå i moderskabet. Selv de barnløse kvinder hyldede moderfiguren (fx Selma Lagerlöf).

 

Hvenegård-Lassen er bibliotekar og hendes kærlighed til biblioteker som videnscentre er tydelig i bogen, som rummer flere historier og facetter end man kunne forledes til at tro. Her er en historie om private initiativer og om en bevægelses fødsel, flytninger, fremgang, fester og fald. Der er litteraturhistorie – fx at finde en balance mellem lødig og populær litteratur og nordisk mod fremmedsproget litteratur. Der er diskussioner om målet for kvinder (interessant at læse at ikke alle kvinderne ønskede politisk indflydelse eller adgang til universiteterne, blot åndeligt frirum) og så er der kvindehistorier i bogen.biblioteksscene

Læser man Et andet Hjem med queer-briller er der i hvert fald masser af interessante introduktioner til kvinder, hvis levned gerne måtte undersøges nærmere. Det skal siges at Hvenegård-Lassen beskriver foreningens historie og ikke skriver biografier om kvinderne, altså skal hun ikke klandres for ikke at gå nærmere ind på aktørernes privatliv. Det har andre gjort, men uden at tage fat på de lesbiske temaer der kører som en understrøm i perioden. Fx får vi blot at vide at Selma Lagerlöf flere gange gæstede Damehotellet, men ikke at Lagerlöf var lesbisk. Den karismatiske forkvinde og ugifte Sofie Albertis privatliv afsløres der intet om. Dog får vi at vide at Ellen Branth (medlem af KL og i opposition til Alberti) levede op til fordommene om den mandhaftige kvindesagskvinde med sit slips, herrehat, cigarer og veninden Mylle Petri…

Med så meget fyld på historien om en læseforening er det i orden at Hvenegård-Lassen ikke beskæftiger sig med homohistorie, men fremover kunne det være rart hvis biografer tog fat på dét tema frem for at underspille det. I hvert fald er jeg næppe den eneste der fandt det lesbiske aspekt lige så spændende som diskussionerne om hvilken politisk eller litterær retning KL burde tage.