Kvindehistorie med kompleksitet

15 09 2021

af Nina Søndergaard

Kvindehistorie (modstykket til mandehistorie), nu med kompleksitet. Det er nemt at fortælle en historie om at førhen var kvinder undertrykte stakler, men så gik det fremad og nu, nu, er der ligestilling. Det er ikke altid helt rigtigt, her følger et par punktnedslag i kvindehistorien.

Kvinder med kniv

Kvinder gik førhen (vist fra vikingetid og indtil ca. 1700) med kniv. Det gjorde alle inden gaflen blev udbredt. Man havde en spids kniv på sig og tog den frem ved spisetid: Man skar en tyk skive brød som fungerede som tallerken, og så skar og stangede man kød og grønt med kniven. Nå ja, de fleste havde også en ske på sig, men kniven blev vist (fore)trukket i pressede situationer, som da en kvinde henne i 1500-tallet blev sur over sin dom. I selve retssalen drog hun sin kniv og stak en mand ned.

Overgrebsmænd er givetvis blevet stukket ned med madkniven. En wannabe voldtægtsforbryder har fået med kniven, og så kom den sag ikke frem for dagen. Voldtægt kunne, indtil 1933, medføre dødsstraf og der er faktisk mænd, der blevet henrettede for voldtægt.

Voldelige kvinder

Samfundet var ubegribelig voldeligt indtil så’n ca, 1750, hvor mere fredelige samværsformer vandt indpas (i takt med at brændevin blev udskiftet med kaffe!). Kvinder stak hinanden lussinger og kom i håndgemæng i kirken – især over rangrækkefølge, skal smedens kone have en finere plads end tømrerens?

I 1693 blev en kvinde dømt for vold mod sin tjenestepige, man måtte godt give éns underordnede en kindhest, men ikke give dem næseblod, give utallige blå mærker og slå så tjenestepigens ‘hoved ophovnede og blev fuld af knuder’.

I 1585 sværdfægtede to mænd. Den enes hustru blev vild af raseri, tog en skovl og gik løs på sin mands modstander, der huggede hendes ene hånd af. Dét lod hun sig ikke standse af i første ombæring og slog løs på ham.

Anders Zorn: Midnat

Stærke kvinder

Førhen var mange kvinder rent faktisk fysisk stærke, i hvert fald de lavere klassers kvindfolk. De fik lige fra barnsben lov til at hente vand, noget af det tungeste arbejde dagligdagen kan byde på. At malke, muge og slæbe foder er heller ikke let. Tøjvask var en temmelig tung omgang og inden barnevognen skulle de små også bæres.

Mange gamle billeder viser kvindelige overklasseløg, der ikke behøvede at udvikle en stærk core eller solide biceps.

Umyndige kvinder med egen virksomhed

Kvinden var formelt set underlagt manden, som biblen fastslog. Men. Dronning Margrethe den første regerede rent faktisk og der var masser af godsejerfruer, der først byggede og siden forvaltede godset. De køber og sælger korn, kvæg og jord, de ansætter og fyrer folk, laver regnskab, betaler skat o.s.v. 

Vallø slot bygget 1580-1586 af fru Mette Rosenkrantz

Faktisk trumfede klasse køn. Indtil 1660 beholdt en adelskvinde sit fødenavn i ægteskabet, komplet med sit våbenskjold og arveret til forældrenes gods. Fik hun ikke børn med sin mand, gik hendes arv tilbage til hendes familie, ikke til mandens.

Lige siden middelalderen har der været masser af ‘sælgekoner’. Restaurationsbranchen har, så langt kilderne rækker, også budt på mange kvinder: Ølkoner, barmutre og bryggersker. 

Kvinder var ofte medhjælpende hustruer i deres mands forretning eller værksted, og selvom hun sådan set skulle være gift igen for at drive virksomheden, var der mange enlige enker der drev virksomhed. I løbet af 1700-tallet kunne en hustru også have egen selvstændig forretning, og altså ikke være ansat af sin mand.

Før næringsfrihedsloven af 1857 var der i København i 1855 levede 9801 kvinder af industri og 1014 levede af handel, henholdsvis 22,6 % og 14,6 % af de industridrivende og handlende. Der var 4.790 syersker, 175 kvindelige modehandlere og 3 mandlige modehandlere. 10 kvindelige bogbindere, 38 kvindelige bagere, 31 kvindelige brændevinsbrændere, 29 kvindelige snedkere, 63 kvindelige skomagere. 69 lærerinder samt 20 kvindelige hjælpelærere.

Kvinder som fødemaskiner

Mjar, nogle var, og dem kan vi også huske. Dels fordi de stod ud fra normen, som i 1800-tallet var to-fire børn, dels fordi de fik jo børn som kunne skrive slægtshistorie om dem. De barnløse kvinder udgjorde  godt 30 % af alle kvinder – 10 % blev aldrig gift og af ægteskaberne var ca. 20 % barnløse.

Dansk gennemsnitsfamilie 1840

Frugtbare kvinder kan i princippet få et barn hvert eller hvert andet år, men det var faktisk kun et fåtal der nåede op på det niveau. I 1737 klagede en økonom (mandlig, selvfølgelig) over at danske kvinder åbenbart brugte ‘skøgemidler’, altså prævention, og undlod dermed at mangfoldiggøre sig og gøre kongen rig på folk… Måske har nogle kvinder gjort som ægypterne og brugt en citronskal som livmoderhætte? Offentlige fruentimmere havde fra 1874 og frem ofte pessar, lavet af gummi.

I hvert fald var en gennemsnitlig dansk husstandsstørrelse 4,25 personer i 1850. Bevares, børnedødeligheden var også forfærdende høj og det er et gennemsnit, dækkende over store individuelle forskelle, men det er stadig kun to-fire børn ikke ti.



Kilder:

Gold, Carol: Women in Business in Early Modern Copenhagen, 1740–1835
Jacobsen, Grethe & Ninna Jørgensen (red.): Kvindernes renæssance og reformation

Kragh-Nielsen, Niels H: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537-1892





Anmeldelse af Skilsmisser

11 01 2021

Skilsmisser af Karen Vallgårda, del af 100 danmarkshistorier, Aarhus universitetsforlag, 2020 anmeldt af Nina Søndergaard

Skilsmisser er en del af et dejligt projekt som Aarhus universitet har taget på sig, nemlig at få historie ud til folket for en hundred-lap. Det er i stil med Tænkepauser, også fra Aarhus universitetsforlag, hvor forskning bliver præsenteret ganske kort og overskueligt.

Formatet er pendlervenligt med sine 100 sider i A5 format, flotte fotografier, ingen skræmmende kedelige grafer (øv) og en lige-på-og-hård start med en dato og så derudaf.*

Og derudaf med snak i første halvdel af bogen hvor ingen af vore forestillinger om fortiden udfordres: Kvinder gik derhjemme og fik ‘store børneflokke’ og udholdte ‘druk, vold og utroskab’. Eller også havde nogle kvinder (også gifte) lønarbejde, og nogle kvinder fik mange børn og andre ingen (hvilket gjorde at den gennemsnitlige børnefloksstørrelse var på fire styks i 1840). Har Vallgårda gennemgået skilsmissebegæringer og fundet ‘utroskab, druk og vold’, og så er den undersøgelse blevet skåret væk af pladshensyn?  

Det var førhen gængs at søskende blev delt mellem fraskilte forældre, som regel den yngste til mor og den ældste til far.

Det er i hvert fald nogle lidt tamme linjer hun trækker op, især fordi billedet af offer og skurk bliver nuanceret så fint af de små historier: Mads og Mariannes dårlige ægteskab, som de måtte blive i og hvordan ægteparret Magda og Buster der beholdt henholdsvis Agnete og Anker efter deres skilsmisse i 1924. Marianne forekommer ikke det mindste smule undertrykt, og Buster var tilsyneladende en god (og ædruelig og fredsommelig?) far for Anker.

Der hvor Vallgårda brillerer, er at få fremstillet skilsmisserne så nøgternt som muligt. Eller faktisk ligner det en skjult hyldest til skilsmissen. Kendisser som Karen Blixen, Henrik Pontoppidan og Suzanne Brøgger citeres grundigt for deres tanker om skilsmissen som en vej til frihed og autenticitet. “De, der bliver skilt, er med andre ord dem, der både kan, vil, må og tør.” (p. 19) Modstandere af skilsmisser er ganske få millimeter fra at blive fremstillet som reaktionære (DF’ere, say no more), men målgruppen af læsere er antageligvis også selv fraskilte, så…

Skilsmisser ses i høj grad som et frigørelsesprojekt for kvinder, fra den teoretiske mulighed i 1536 – inden da var ægteskabet et ubrydeligt sakramente i den katolske kirke, til lettere og lettere adgang til skilsmisse, indtil videre kulminerende med NemID-skilsmissen fra 2013.

Både grevinde Alexandra og Frederik den 7. blev begge skilt to gange. Prins Joachim og Martin Jørgensen. Og fra prinsesse Vilhelmine og dernæst Mariane af Mecklenburg-Strelitz (og til sidst gift med sin bedste vens kæreste).

Det er interessant at Danmark åbenbart har gået enegang ved at lette vejen til skilsmisser i 1790, hvor det var nok at gemytterne var enige om at være uenige, og at graden af ligestilling har været ganske stor: Hollywoodskilsmisser hvor konen ender med at tjene styrtende på eksmanden er/var vist ikke så udbredte? Vallgårda nævner ingen eksempler på spektakulære udplyndringer. Der hvor bogen bliver rigtig spændende, er i bogens anden halvdel “Forskellige skilsmisser”, hvor emner som foreningen Far og skilsmisseraterne i muslimske minoriteter og blandt homoseksuelle tages op.

Skilsmisser er i mine øjne snarere en perspektivering end danmarkshistorie som sådan, jeg finder tidsrammen, reelt kun 105 år, vel kort og jeg savnede enten flere (års)tal eller små historier der netop ‘rammer eller rører’. 

*Hvilket jeg udleder af to andre bøger i samme serie (om Svenskekrigene og Velgørenhed – ikke læst endnu).





Barnebrude i Danmark historisk set

26 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Lige nu verserer en sag om det rigtige i at adskille asylpar, hvor konen var under 18 år. Jeg har intet at sige om den konkrete sag, og hverken personen Inger Støjbjerg eller partipolitik har min interesse. Det har derimod de historiske begrundelser som for fortalere for barnebrude kommer med. Det er ikke helt rigtigt at vi hertillands har en lang tradition for barnebrude. Danske Lov fra 1683 forbød ægteskaber for piger under 16 år og drenge under 20 år. Forlovelser, hvor pigen var under 18 år, var blevet forbudte i 1582.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

Giftealderen i Danmark har gennemsnitligt været ca. 27 år for kvinder og ca. 30 år for mænd. Giftealderen har været stabil, med bittesmå udsving, i mere end 400 år. Når det føles som noget jeg binder folk på ærmet, har det at gøre med at det 1. er et gennemsnit, 2. giftealderen faldt til 24 år i 1960’erne, altså vil mange læsere (eller deres moder) kunne pege på en ung brud. Boligmanglen efter krigen gjorde at mange blev gift og fik børn for at få en lejlighed (og skilt igen i 1970’erne og 80’erne), det trak giftealderen ned.

ægteskabsalder 1960

Giftealder i 1960: Gennemsnitligt lige knap 25 år.

Det er også rigtigt at der var mulighed for at få et kongebrev (afskaffet 2017), hvis én af parterne er under 18 år. I 1990’erne blev der årligt udstedt 200 styks af dem, hvilket vist er forholdsvis højt. De historiske statistikker er lidt uklare på dette punkt, da de nærmest ikke er opgjorte, men ægteskab pr. kongebrev var altså temmelig sjældent, om end forekommende.

ægteskabsalder 1969

Det er også sandt at barnebrude forekom – for omtrent 500 år siden – i de højeste kredse. Margrethe den første blev gift i den sprøde alder af 11 år, og samboende med sin mand fra 14-års alderen. Alligevel var den danske adels giftealder i 1600-tallet 23 år for kvindernes vedkommende, og 32 år for mændenes.

downloadHøj giftealder er globalt og historisk set ret sjældent, og nærmest forbeholdt Skandinavien, England, Skotland, Frankrig og det nordlige Tyskland. Stort set alle andre steder på planeten bliver piger gift kort efter deres første menstruation.

Denne nordvesteuropæiske besynderlighed hænger sammen med at brudeparret bor alene, de flytter som regel sammen et nyt sted fremfor, som cirka alle andre steder, ind til brudgommens familie. Dermed skal parret selv have møbler, sengetøj og gryder (ingen tilfældighed at Ikea er svensk!) – og derfor ser vi også at piger kom ud at tjene > spare op til/selv lave brudeudstyr > gift i en alder af mere end 25 år.

Systemet med høj giftealder medfører en lang række ting, fx:

  • Færre børn, da de fleste kvinder først ’kom i gang’ med moderskabet som 30-årige, ikke som 15-årige.
  • Husstande bestående af en kernefamilie med far, mor og 2-5 børn, og kun meget sjældent en bedsteforælder (2 % af husstandene i 1801 rummede en bedsteforælder), da bedsteforældrene som regel var døde inden de så deres første barnebarn.
  • Lidt mere ligestilling, da langt de fleste kvinder havde lønarbejde, i hvert fald i alderen 15-25, og de forholdsvis få børn (og kæmpehøj dødelighed) gjorde at der simpelthen ikke var ”nok” mænd, man kunne forfordele. Man blev nødt til at give licens til kvinder, så de kunne drive en kro/hotel eller forretning, fordi der ikke har været ret mange voksne at tage af.
  • Skolegang for piger i Danmark fra 1814, fordi det kunne betale sig at lære piger at læse, skrive og regne (noget der først nu er ved at være global standard).

1840

Gennemsnitsfamilien i 1840: Mor, far og 4 børn.

Høj giftealder medfører også særheder, som stort set ikke kendes i den store vide verden, så som gammeljomfruer, spinsters eller skyggetanter. Ca. 10 % af kvinderne blev aldrig gift, hvilket kun hænder for 2-3 ‰ andetsteds. Til gengæld blev enker her ofte gengifte, tit med unge mænd, for at drive gården/værkstedet videre, så enkeafbrænding som i Indien har på ingen måde været gængs her. Faktisk var bruden ældre end brudgommen i næsten hvert femte (18 % i 1880’erne) ægteskab førhen – temmelig usædvanligt andre steder.

Det var den hurtige gennemgang, jeg har et helt foredrag om De modne Mødre, hvor der i øvrigt også er en litteraturliste til dem, der vil nørde mere. Men helt kort: Vi har ikke en lang tradition for barnebrude her i Danmark.





Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Sexarbejderrettigheder er sand solidaritet

1 03 2014

Af Nina Søndergaard

Der er mange grunde til at sexarbejde. En af grundene er ønsket om at blive mæt OG rigere. Dette ret grundlæggende ønske om at tjene penge er aldeles glemt af velstående velmenere, der altid selv har kunnet gøre hvad de havde lyst til. Inklusive udelukkende at have pengefri, romantisk og 100 % lystfyldt sex. Det mener de er bedst, derfor vil de nu forbyde sexkøb, således at andre i hvert fald ikke skal have sexarbejde som mulighed for at tjene så godt som de selv gør.

Et medlem af EU-parlamentet tjener ca. 711.000 kroner om året, et medlem af folketinget mere end 600.000, det samme som en fastsat universitetsprofessor. En gennemsnitsdansker tjener næsten 25 gange mere end gennemsnitsnigerianeren. Mere end en milliard mennesker lever af mindre end 1,25 $ om dagen, mindre end en tier.

Poverty

 

EU mod sexarbejde

EU-parlamentet har desværre anbefalet et EU-dækkende forbud mod køb af seksuelle ydelser i stil med de fejlslagne love Sverige og Norge har vedtaget.

Udover at det jo ikke har hjulpet de mest udsatte sexarbejdere eller fået antallet af voldtægter eller traffickingsager til at gå ned, tværtimod, så er det også den helt forkerte vej at gå med hensyn til både ligestilling og EU’s oprindelige projekt: At skabe fred gennem frihandel.

Ligestilling betyder at kvinder må tjene deres egne penge

Alle oplyste økonomer er enige om at ligestilling også er godt for økonomien: Når kvinder kan eje jord, varer og andre produktionsmidler kan de også handle og bidrage til væksten. EU har længe anerkendt dette faktum, og støtter og yder mikrolån til kvinder i Afrika og Europa (jo!). Kvinderne kan dermed få lov til at tjene penge på noget EU finder anstændigt, så som frugtsalg eller tøjsyning og for alt i verden altså ikke sexarbejde.

Det er meget uheldigt, kvindeundertrykkende og vækstforringende at gennem lovgivning skabe et skævt kønsopdelt arbejdsmarked og direkte holde kvinder ude af handel, blot fordi denne handel drejer sig om s-e-x, og ikke fødevarer, gardiner eller hårklipning. Havde forbuddet gået ud på at mænd ikke længere måtte købe tøj af kvindelige tøjforhandlere, fordi tøjsalg er kvindeundertrykkende, havde det været aldeles åbenlyst for alle at forbuddet er en dårlig idé.

Det nytter ikke meget at sende piger i skole, lade dem få lægehjælp og uddannelse og så forhindre dem gennem lovgivningen i at anvende deres voksne tid, kræfter og talenter på et uskadeligt område som tilfældigvis lige støder magthavernes moral.

Frihandel skaber fred

images (4)Frihandel skaber fred blandt andet fordi både køber og sælger har den største interesse i at handlen går godt og glat igennem. Dette gælder selvfølgelig også sexsalg, hvor det heldigvis kun er en  brøkdel af kunderne der ikke fatter spillereglerne og overfalder sexarbejderen (værst ser det ud for sexarbejdere på gaden, en gruppe der har få rettigheder).

Grunden til at både køber og sælger gerne vil være venner lige i salgsøjeblikket, er at de begge to går gladere derfra: Køber fordi vedkommende fik den ønskede vare eller ydelse, sælger fordi vedkommende er lidt rigere og selv kan købe varer og ydelser. Som fx en iPhone der koster omtrent en tredjedel af den gennemsnitlige nigerianske årsløn. Omkring 50 lande har et lavere BNP pr. indbygger, så Nigeria er sådan set fint med i kapløbet…

Eller sende penge hjem til sin familie, så børnene kan komme i skole, husets tag blive lappet og bedste kan få mad og medicin. Det er en hyklerisk og væmmelig flabethed uden lige at rige mennesker, der tilfældigvis er født det helt rigtige sted og dermed fået mad, uddannelse og lægehjælp i den grad vil FORHINDRE andre i at få del i samme goder.

LifeexpentancyEn kvinde født i Nigeria kan forvente at blive 53 år gammel, og i det korte liv må hun endelig ikke komme til Europa for at sexarbejde, og tjene sine penge selv og sende nogle penge tilbage. Dette på trods af at der blev sendt ca. 21 milliarder dollars hjem til Nigeria sidste år, og at penge der sendes hjem 1) faktisk når frem, modsat meget u-landsbistand 2) bruges bedre end u-landsbistand.

U-landshjælp er måske endda direkte skadeligt og har i hvert fald meget sjældent hjulpet blivende vækst frem. Det ser tilmed ud til at u-landshjælp fremmer krige. Uanset hvad, er der et stort sammenfald mellem krig og fattigdom, en fattigdom som velstående velmenere ikke ønsker lindret gennem sexarbejde og rettigheder, men kun forværret gennem forbud.

NOTE: Jeg er hverken FOR sexarbejde som sådan, særrettigheder til sexarbejdere eller nødvendigvis et grænseløst Europa, men jeg vil blot påpege at dét at forhindre kvinder i at tjene penge er sandelig heller ikke er vejen frem.

Problemet med sextrafficking er for det første nok mindre end forventet og for det andet kræver det et længere, sejere træk: Nemlig at uddanne og løfte kvinder ud af fattigdom, noget et sexkøbsforbud heller ikke fremmer. Desuden er tvang og trafficking allerede forbudt, og hvad forbud på forbud skulle hjælpe står uklart.





Exit exitprogrammer

23 03 2013

Af Nina Søndergaard

kbhKøbenhavns kommune, der har det virkelig stramt med sexarbejde, vil nu bruge 46 millioner på at få ludere til at holde op med at være ludere.

Nu er der helt sikkert nogle sexarbejdere kan kunne bruge støtte, noget som de i hvert fald ikke får af nogen som helst myndigheder nu, men at anvende så ufatteligt mange penge på at sende et moralsk signal om at sexarbejde er forkert, er mine øjne forkasteligt.

Når du kører i et hul i kommunal vej, så kan du glæde dig over at pengene der kunne have været brugt til at lappe hullet, i stedet er gået til en medarbejder der skal guide en kvinde ud af noget hun højest sandsynligt selv havde forladt uden hjælp. Ligeså når en gammel må ligge i eget lort eller unger gå i en skimmelbefængt skole. Københavns kommune er i det mindste moralsk ren og støtter ikke det der grimme sexarbejde!

Den meget omtale SFI-rapport om prostitution viste at måske 6-700 kvinder hvert år forlader prostitutionen. Helt selv. Helt gratis.

Det er for resten ikke noget der er enestående for sexindustrien. Danmark har europarekord i jobrotation og op mod 800.000 arbejdstagere (med tøj på!) skifter job hvert år. Helt selv.

GetNonSSLContentPå nær de arbejdere der dør i en arbejdsulykke. Bygningsarbejdere, landmænd og chauffører har desværre meget høj risiko for at miste livet på arbejde. (Noget som sexarbejdere har meget lav risiko for). Fødevareministeren har ikke afsat en stor millionpulje til at få landmænd til at skifte fag. Årsag? Det er land-mænd, og mænd har jo fri vilje, hjerne og ansvar, noget kvinder ikke fik med på grund af æggestokke.

Fem hustruer og en eks-kone mistede livet sidste år og ca. 28.000 kvinder fik tæsk af deres partner. Er der advarsler i kirke og rådhus for kvinder om at gifte sig med mænd? Er der afsat penge til borgerservices landet over for at tale kvinder fra at indgå ægteskab?

download (3)Og ser vi væk fra kønsaspektet, så er det jo endog uhyre mærkeligt at en myndighed synes at den skal bruge skattepenge på at få folk væk fra et skattepligtigt, skattebetalende erhverv. En del af de selv samme penge en sexarbejder har betalt i skat går til at få sexarbejderen ud af det erhverv der gav skattepengene. Knudret? Ja. Sært? Mon ikke.

Så vidt jeg kan se der er ingen kommunale indsatser for at få chauffører væk fra deres skadelige stillesiddende erhverv (til en del af kommunens job er kørekort endda et krav). Jeg fik ingen brochure ”Sådan kommer du ud af erhvervet” stukket i hånden, da jeg startede som flaskepige i Fakta og ingen kommunal medarbejder holdt mig i hånden, da jeg kort efter vadede ind til min chef og sagde op.

Er det det samme at være sexarbejder som at være medarbejder i et supermarked? Nej, men prostitution er altså heller ikke et misbrug som det kræver stor styrke at bryde med, og i et ligestillet samfund må vi stole på at kvinder selv kan vælge erhverv og venner. Uden en morstat i hånden.

RETTELSE!

Jeg havde forstået det som om det var Københavns kommune, der havde afsat midlerne. Det er ikke korrekt. Det er staten der giver pengene til fire kommuner, København, Aarhus, Odense og Ålborg. Det bliver alt ovenstående kun værre af.

Signalværdien er at sexarbejdere i, say, Silkeborg, Svaneke eller Slagelse ikke har brug for hjælp. Tilgengæld bliver det endnu sværere som borger at få politiet ud, få kloge professorer eller få en sag for retten, for dé grupper er statsansatte og er tvungne til at afgive en del af kagen for at støtte en gruppe, der godt selv kan hitte ud af at skifte job.

 

 





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Spørgsmål til Manu Sareen og Ud med bagmændene

23 11 2011

Af Nina Søndergaard

Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i  Ud med bagmændene.

 

 

 

  1. Hvorfor ønsker ligestillingsministeren at brede kampagnen ud til prostitution mere generelt?  Hvorfor sammenblandes de alvorlige forbrydelser trafficking og slaveri atter med sexarbejde?
  2. Hvorfor gør ligestillingsministeren (hverken denne eller de foregående) ikke noget ved den voldsomme uligeløn der hersker i sexbranchen? Kvinder tjener ofte 3-4 gange så meget som mændene, en lønforskel der ville skabe ramaskrig i alle andre brancher.
  3. Hvor har hr. Sareen set de ”voldsomme fysiske skader” i prostitutionsbranchen? Servicestyrelsen måtte i 2010 sukkende opgive jagten på slidgigt i knæ og kæber i rapporten om prostitution på massageklinikker, og kunne ikke fastslå nogen sammenhæng mellem sexarbejde og ringe fysisk helbred.
  4. Hvorfor er det en ligestillingsminister der er frontfigur i en kampagne, der retteligt burde høre under Beskæftigelsesministeriet?
  5. Hvorfor ytrer en ligestillingsminister sig om arbejdssikkerhed? Hvorfor belægger hr. Sareen ikke sine påstande med nogle tal? Eventuelt sammenlignet med den stigning i arbejdsulykker der er set i Danmark i de sidste 10 år.
  6. Hvorfor er det så meget værre at købe sex end at få reklamer? Et af eksemplerne i kampagnematerialet handler om en reklameomdeler der blev groft udnyttet: Uendeligt lange arbejdsdage, ussel mad, søvnberøvelse og tilbageholdelse af løn. Men vi ser ingen kampagne der skal få folk til at sætte ”Reklamer Nej Tak” skilte op – som ville gøre reklameomdelere overflødige, så vi ikke længere fik slige historier.
  7. Hvordan kan hr. Sareen støtte kampen for kirkelige vielser for homoseksuelle, når samme minister ønsker at begrænse især kvindelige sexarbejderes seksuelle frihed ved ikke at være afklaret om et sexkøbsforbud?
  8. Hvorfor får især kvindelige sexarbejdere en særstilling i kampagnen Ud med Bagmændene? Hvorfor får de ikke bare samme arbejdsrettigheder som alle andre? Hvorfor fastholder en ligestillingsminister et forældet billede af kvinder som det svage køn, der kræver særrettigheder og omsorgsfuld beskyttelse?
  9. Har ligestillingsministeren bedre idéer til fattigdomsbekæmpelse, som er den egentlige årsag til miseren, end blot at være forarget over fordyrende mellemled?
  10. Hvorfor anvender ligestillingsministeren ikke et kønsneutralt sprog? Bagmænd i sexbranchen er jo hyppigt bagkvinder.

Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.

Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.

Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.

Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

21 07 2011

Af Nina Søndergaard

 

Vi skal ikke tillade kvinder at sælge deres kroppe, vi sælger da heller ikke vores organer til transplantation!

En misforståelse af prostitutionen, er at kvinder (bemærk at mænd og transkønnede atter lades ude af ligningen) sælger deres krop: Nej, de sælger en serviceydelse der rigtig nok kan være, men ikke nødvendigvis er, af intim karakter.

Dernæst er en væsentlig forskel på en lever eller et hjerte og et på timebasis udlejet kønsorgan, at kønsorganet sidder fast på en rigtig levende person, der kan bruge sin krop og kønsdele igen og igen. Transplanterede organer er måske genbrug, men kan slet ikke sammenlignes med med den lette (gen)anvendelse beboeren af en hel krop har, og organtransplantation i Danmark foregår stort set udelukkende fra (hjerne)død til levende, ikke mellem levende.

Hermed kommer vi også til en anden væsensforskel mellem prostitution og organtransplantation: Sexarbejde foregår stort set altid blot mellem to personer, ligesom alt muligt andet sex. Det kan også være hurtigt overstået og indebærer uhyre sjældent nogen former for livsfare for de involverede, også meget sjældent har brug for lægehjælp efter transaktionen.

Det er i stærk modsætning til organtransplantation der naturnødvendigt altid omfatter flere mennesker: Læger, kirurger, narkosesygeplejersker, portører etc. i timelange operationer. Dernæst skal der hyppig kontrol og medicin til begge parter efter indgrebet. Den stadigt store risiko for komplikationer, for begge parter, er også en meget tungtvejende årsag til at salg af organer fra levende ikke er blevet legal og statsreguleret: Skulle det vise sig at donoren flere år efter selv får problemer med sin tilbageblevne nyre, hvad så? Har vedkommende så krav på at få sin nyre igen? Skal modtager betale behandlingen?

Det er noget ganske andet at tage noget synligt, en hel konkret legemsdel, og flytte det permanent ind i et andet menneske, end at købe sig adgang til et andet menneskes krop for en kort bemærkning.

 

 

Samfundet bør ikke acceptere at mænd køber adgang til kvinders kroppe.

Det er alt for simpelt at antage at køberne kun er mænd og at sælgerne kun er kvinder. Det er rigtigt at sådan ser det oftest ud, men der findes også mænd og transkønnede der sælger sex. Både til mænd og kvinder. Og kvinder køber også sex af både mænd, kvinder og transkønnede – ofte sammen med deres mand, men stadig som del af sextransaktionen på købers side.

Hermed er alle forsøg på at stille så simple ligninger op afvist, enhver seriøs diskussion af prostitution og skal tage højde for at kønsfordelingen slet ikke er så enkel endda.

 

Prostitution er det fremmeste udtryk for kvindeundertrykkelse i et mandsdomineret samfund.

Problemerne med denne antagelse står i kø: Definitionen og analysen af magt er alt for simpelt og snæver, og tager i for høj grad netop mandssamfundets idéer om magt til sig. Magt sættes lig penge, men det glemmes at sælgeren netop FÅR penge af køber, og får dermed større købekraft og magt end før transaktionen.

Dernæst er samspillet mellem køber og sælger alt for simpelt stillet op. Sælger har noget der er så attraktivt (ofte det ultimativt kvindelige), at køber gerne vil give penge for at få lov til at komme i nærheden af det for en kort bemærkning. Og de helt konkrete forhandlinger og menneskelige samspil tages også ud af ligningen.

Dernæst er problemet at præmissen er at mænd ALTID har magt og er undertrykkende og at kvinder ALDRIG har magt, og altid er undertrykte. Og alle udsagn med ord som altid og aldrig om så komplekse fænomener som menneskelig seksualitet er ugyldige. Alle mennesker rummer utallige facetter og møder mellem mennesker, uanset i hvilken sammenhæng, kan ikke godt sættes på ligninger og ind i faste skemaer.

Skjult i udsagnet er også en nedvurdering af både mænd og kvinder. Mænd ses overgribere og krænkere. Kvinder som viljesløse væsener, der aldrig kan bestyrkes eller opnå magt og indflydelse (hverken på sit eget liv eller samfundet).

Slutteligt anses al købesex også som undertrykkende, uanset at de involverede parter ikke nødvendigvis opfatter det sådan, og det er problematisk at prakke folk en mening på: I dette tilfælde at folk skal opfatte den frivillige transaktion som værende ubehagelig.