Et lille ryk, et stort skridt for menneskeheden

24 06 2019

Pornoens frigivelse i 69

 

Af Nina Søndergaard

 

I år er et jubilæumsår: 50 år med porno!

 

Art & Porn ArosJubilæet er blevet husket og fejret håndfuld (kunst)historikere, journalister, aktivister og pornoproducenter. Men ikke et pip fra Wonderful Copenhagen eller det øvrige officielle Danmark. Pornoen er både en selvfølgelighed og en skam, en syndebuk.

 

Her vil jeg glæde mig over den rettighed fri porno er og skitsere lidt af baggrunden for det fuldstændigt vilde faktum det er, at den danske stat tillod folk at eje, købe, lave og sælge porno. 50 år senere, i 2019, er det stadig forbudt i 98 ud af 182 lande at sælge pornografisk materiale. I 30 ud af de 98 er det også forbudt at besidde porno, altså ligesom vi ser på stoffer og våben. Noget meget slemt! Og så går Danmark, et obskurt lille land i Det høje Nord forrest i legaliseringen af pornografi.

 

Begrundelsen

download (12)Den kristne og konservative justitsminister Knud Thestrup mente ikke at man skulle lege tankepoliti overfor voksne mennesker, at vi ville få smukkere erotisk kunst ud af det og at interessen for smudset ville dale, når det ikke længere havde det forbudtes spændende skær.

 

Lad os tage den bagfra: Porno blev førhen tit solgt i frisørsaloner og tobaksforretninger, men jeg er aldrig blevet tilbudt det mindste smule gris når jeg har købt klipninger eller cigarer. Ved at lovliggøre det, fik Thestrup dræbt alle tilløb til at være sej og rebelsk ved at turde at opsnuse porno.

 

download (25)Censur er skidt, har aldrig virket og er dræbende for både tanke, tale og kunst. Det er usundt, når en stat er så usikker på sig selv og sin egen befolkning, at den ikke tør at lade folk se på billeder af kroppe og kærlighed. Og det var hæmmende for kunsten, at hele den erotiske side af tilværelsen skulle udelades. At male nøgne menneskers kønsbehåring var en malers sikre vej til fængslet, thi en måtte var utugtig. Ligesom rødmossethed hos hvide kunne tolkes som rødmen af seksuel ophidselse/aktivitet, derfor ligner megen nøgenhed fra gamle dage vore dages retoucherede, barberede porno.

 

Bekymringen

Det var med stor international bevågenhed at Danmark tog det store skridt i 69. Den amerikanske regering udsendte en forsker, Berl Kutchinski, for at se om:

  • Danmark fik en epidemi af voldtægter?
  • Om folk kastede sig ud i løsslupne orgier?
  • Om børnene blev aldeles ødelagte af al den nøgenhed?

Han svarede tørt og grundigt:

  • Nej, tværtimod faldt antallet af overfald og voldtægter.
  • Nej, i hvert fald ikke i offentligheden, på arbejde eller på gaden (øv).
  • Nej, danske børn var generelt komplet ligeglade med porno og gik mere op i kager og legetøj og blev heller ikke synderligt mere voldelige eller liderlige af at pornoen nu var lovlig.

 

Beroliget og inspireret af successen legaliserede Sverige i 1971 pornoen, i 1973 Vesttyskland og så bredte den sig langsomt ud over den vestlige verden.

 

Baggrunden

 

Der er selvfølgelig mange grunde til at Danmark fik denne verdensrekord, men én af dem, mener jeg, er at vi ligesom resten af Nordvesteuropa har haft en meget høj giftealder i 400 år: Mænd var 30, kvinder 26-28 år gamle før de blev gift (giftealderen faldt i 1960’erne til ca 23 år). Det vil sige at stort set alle har haft 10-20 år som kønsmodne før de blev gift, og derved fik Guds og statens godkendelse til at have en seksualitet. Eftersom ingen kilder beretter om at folk spontant sprang i luften førhen, folk have onaneret.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

 

Det var selvfølgelig syndigt, men ikke SÅ syndigt. Alle vidste at der foregik selvbesmittelse inden ægteskabet, og dermed var det naturligt nok at staten blåstemplede gokkemateriale, som porno i høj grad er.

 

le-livre-sans-titre-1830-13I andre egne af verden er synet på onani markant mere negativt. Masturbation er virkeligt et tabu og noget man bliver blind, blodfattig, steril og hjernelam af. Det forstærkes yderligere af den stadig udbredte lemlæstelse af kønsorganerne (dit bedste sted er ikke dit eget, men Guds og samfundets og det er forkert at du selv får nydelse af det) og forbud mod porno. ‘Trøsten’ er, at der er giftealderen som regel også meget lavere, for pigers vedkommende 15-18 år og dermed har folk ikke nær så mange år som kønsmodne uden nogle muligheder for sex, og derfor er behovet for onanimateriale ikke nær så påtrængende, fordi folk har en partner.

Child marriages

Kvindens stilling

Årtiers voldsom (og mange tilfælde berettiget) pornokritik, har overskygget at ligestilling og fri porno følges ad. Jo mere hud en kvinde kan vise, des mere rig, sikker og tryg kan hun være. Det handler både om et mere afslappet syn på sex, men i høj grad også om at kvinder ses som selvstændige, selvforsørgende individer der har fuld ejendomsret til egen krop og løn – inklusive at tjene penge på sin krop.

IWD-map

Det er en meget vigtig rettighed at have, og rettighed skal her forstås som en mulighed, et potentiale, ligesom det er meget betydningsfuld at have muligheden for at sagsøge. Langt de fleste af os benytter os ikke af muligheden for hverken at komme med i pornofilm eller retten, men at vi kan, er vigtigt for vores frihed og sikkerhed.

 

At kvinder så som regel er forblevet foran kameraet (hvor de i øvrigt tjener mange gange mere end deres mandlige kolleger), er en anden snak, ligesom det tingsliggørende kvindesyn der præger en del porno. De udfordringer har fuldkommen overdøvet hvor enestående og godt det er, at vi kan have de problemer.

 

Betydningen

Udover at Danmark vitterligt tjente mange penge på pornoen i de tidlige år og fik et rygte som et frisindet land, så var det et stort og modigt skridt at tage. Angsten for symbolsk urenhed, sex, selvbesmittelse og det dyriske i mennesket fik sit første statslige anslag i Danmark, der knap 50 år senere blev kåret (af en amerikansk tænketank) til verdens lykkeligste land.

 

Porno promotes peaceFri porno handler bl.a. om tillid, accept og frihed for både køn og kunst. Sammenfaldet mellem frie, stabile, lykkelige og ligestillede stater og adgang til fri porno er nærmest komplet.

 

Kritikken af pornoen er vigtig og berettiget, men det store perspektiv om frihed for censur og statslig indblanding i ufarlig brug af kunst og kønsorganer, må aldrig glemmes. Alle køn må kilde og nyde deres egne kønsorganer som de lyster i privaten, alle køn må lave porno, så alle køn kan nulre deres bedste sted og derefter kunne tænke, sove eller slappe af, så man bedre kan undgå at blive oversexed and underfucked. Denne stille revolution og rettighed er ikke noget vi taler meget om. Solosex blev ikke en identitet som homoseksualitet, men det kan der jo laves om på: Onanister for fred og fordragelighed!





Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…