Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…