Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Historien om en rigtig mand

31 05 2012

Af Nina Søndergaard

”En rigtig mand…” Sådan starter mange damebladsartikler og det er med skrækblandet fascination at jeg læser med, mens jeg tænker på hvad en forkert mand monstro går ud på. Måske er det én med rod i sit lille bitte y-kromosom.

Ofte er det nogle fast utrolige ting der bliver diskuteret, fx om en rigtig mand kan gå med creme eller parfume, om han bør slå brættet ned eller kæve Cava, men folk og fæ må have deres besynderlige præferencer i fred.

Dog må folk ikke lyve eller misbruge historien. Som har fremvist en forbløffende udvikling af kønsrollerne her i Vesten. Her følger et meget groft sammenkog af mere end 1000 års maskulinitetshistorie, som meget gerne måtte gøre alle glade for at vor tids mænd er en flok blødsødne, flæbende, kvindagtige vatarme alle til hobe. Og heldigvis for det!

Vi starter med vikingerne, hvoraf Bjarke kastede sig nærmest nøgen ud i kamp. Han syntes at brynjer var for kujoner og kyllinger. Hans mod blev belønnet med døden. Idag vil det næppe blive betegnet som stort heltemod ikke at tage sikkerhedsudstyr som hjelm og skudsikker vest på i kamp.

BilledeRidderne kunne kun sjældent læse, regne eller skrive. De fleste riddere havde en bordskik der ville få dem smidt ud af McDonalds på studsen. Derudover drak mange som svampe, men kun i øl, vin og mjød, sprutten var ikke kommet til Europa endnu. Det var tv og tjald heller ikke, så det har sikkert været pænt kedeligt at kukkelure på et koldt slot. Et godt liv var et kort liv, bremset af en pil eller et sværd i brystet.

Renæssancemænd var ofte voldspsykopater sammenlignet med vore fredelige standarder. Mange var spritstive dagen lang (brændevinen var kommet til Danmark i 1528) og blev voldelige af al den sprut. Volds- og mordraten var himmelhøj sammenlignet med idag. Mordraten lå på et sted mellem 20 og 50 pr. 100.000 pr. år, idag er mordraten 0,9 i Danmark. Det giver et sted mellem 3 og 7 mord om dagen, mod ikke engang et mord om ugen idag.

Det blev set som positivt at være en hidsig kraftkarl, og eftersom alle havde mindst en spisekniv (men ofte også armbrøster, spyd og sværd) på sig hele tiden, så blev folk stukket ned for et godt (ondt!) ord. Det er der heldigvis ikke mange mænd der gør længere…

BilledeFaderrollen var også en lidt anden. Fx tog ’den tiltalende repræsentant for humanismen’ Anders Sørensen Vedel (1542-1616) tit sine børn ind for at give dem et lag prygl. Særligt på Langfredag blev ungerne banket gule og blå til minde om Kristi lidelser. At unger har fået tæsk dagen lang holdt desværre længe ved, men idag er der næppe mange mænd, selv med nok så mange faldskærmsudspring, knald, krige og drukture bag sig der synes at det er topfedt at banke sine børn.

Billede

Påklædningen var også ganske anderledes flamboyant. Dan Turèll kunne vække opsigt med sin sortlakerede negle, men han ville være druknet i mængden som en kedelig nullermand dengang.

Christian den fjerde, som var meget hetero,  havde flotte perleøreringe, en lang fletning og gik i grelle farver. Naturligvis i silke, hør, fløjl og andre lækre stoffer. Kniplinger og juvelbesatte fingerringe hørte med i lange tider til enhver selvbevidst herres skrud. Ligesom parykker, pudder og lidt læbestift.

Dét fik en ende, hvis vi skal tro forfatteren Alfred de Musset, i 1814.

Billede

Fra da af blev mandsdragten en sørgedragt. Sort, alvorlig og uden dikkedarer. Bevares, skjorteflipperne kan vokse og skrumpe og der kan være fiffige detaljer med knaphullerne, men meget hyl er der ikke i moderne vestlig mandsdragt. Mangen en adelig fra –say- 1700-tallet vil sikkert tro at mænd nuomstunder havde opgivet ævred eller aflagt munkeløfte, eftersom mænd tit render rundt i uformeligt og tristfarvet tøj.

BilledeDét med den personlige hygiejne er et kapitel for sig. I middelalderen var byboere meget renlige og fattige blev ofte givet et bad i badstuerne, fordi det blev set som en nødvendighed ligesom tøj og mad. Det holdt som bekendt op efter Reformationen og en ubehagelig syfilisepidemi, der ansås for at være kædet sammen med alt det baderi.

Så drøjede trehundrede år, hvor mænd (og kvinder og børn) rigtig nok vaskede hænder og tit også ansigtet, men ikke så forfærdelig meget andet. Den første københavnske billige badeanstalt, hvor man også kunne vasket tøj åbnede i 1865.

BilledeBadeværelser blev ikke almindelige i boligbyggeriet før omkring 1930’erne og der var i 2011 stadig 30.000 lejligheder i København uden bad. Alligevel tager de fleste bad flere gange om ugen, og nemme og billige vaskemaskiner og tandbørster har også sikret at alle mænd idag har mulighed for at være dejligt skinnende rene og ikke stinke af gnu, paradontose, bæ, bræk, bål og svedig hest. Uanset om man er tilhænger af den metroseksuelle mands hudpleje og parfume, så er der vidunderligt nok kun få der lugter som rigtige mænd gjorde for bare 200 år siden.

For at opsummere: Rigtige mænd idag er af en helt anden, rarere støbning end i gamle dage. Tak til blødsødenheden for at sive ind overalt og gøre det forkasteligt at banke hustru og unger. Selv soldater er langt mindre krigeriske og har heldigvis aflagt galskaben. De fleste mænd idag kan ikke ride ret godt, men kan tilgengæld både læse og skrive og har fredelige jobs og sysler: Tak!





Kvindekvoter – en skidt idé

22 06 2011

Af Nina Søndergaard

Feminismens mærkesag er åbenbart kvinder med bestyrelsesposter, og holdningen for eller imod kvoter placerer én på det politiske spektrum. Så nu får I så min ydmyge mening, og må selv vurdere om jeg er blåstrømpe, rødstrømpe eller blot en lyslilla sok…

Indlægget kører af to spor. Det ene spor er at selve målet for ligestillingen bare er endnu et mandligt succeskriterium kvinder tager til sig, istedet for at finde på et nyt og mindre historisk kønsbelastet mål for livet. Som fx lykke.

Det andet er at hvis vi anerkender at ligestillingens mål er en bestyrelsespost, så skal vi bare have ro på. De første kvinder blev universitetsuddannede for mindre end 150 år siden. Indenfor de sidste 30-40 år begyndte kvinder for alvor at komme ind på de uddannelser, der traditionelt fører til en bling bestyrelsespost og allerede nu er der ca. 10 % kvinder indenfor et tidligere rent mandsdomineret felt. Det skal nok komme. Allerede nu føler de stakkels mænd og drenge sig jo stærkt truede af de onde kvinder og piger, der slår dem let og ubesværet…

Find på noget nyt

Der er mange skriverier om hvor skidt det er med kvoter på kvinder i bestyrelser, men Anne Sophie Hermannsen er én af dem der kommer tættest på mine argumenter mod tiltaget. Én af grundene er nemlig kvindernes egne præferencer. Det er ca. 20 % af kvinderne i vestlige lande, der vægter karriere højere end børn (20 % vælger hellere børn end arbejdsliv og de resterende vil have en form for balance mellem de to størrelser).

Dermed vil en bestyrelsespost givetvis kun være tiltrækkende for en femtedel af alle kvinder. Og det leder mig hen mod min hovedanke: Det er endnu et mandligt succeskriterie vi tager til os. Det er endnu en omgang maskulinisering af kvinder i ligestillingens hellige navn.

Ligestilling betyder for mig at sætte køn (og stand og hudfarve) lige for loven, myndigheder, sundhedstilbud, uddannelse og arbejdsmarked. Således at det ikke er det temmeligt tilfældigt uddelte køn der er afgørende for om man får lov at komme i skole eller til læge, eller at gammeldags idéer om køn ikke må forhindre folk med lyst og evner til at prøve kræfter med et fag. Nu er kvinder faktisk ligestillede med mænd, kvinder har samme rettigheder som mænd – og har endda fået lidt oveni.

Ligestillingskamp er altså formelt set heldigvis vundet i Danmark. Mentalt er der dog lang vej endnu.

Kvotetilhængerne lader til blot at have stirret sig blinde på hvad der gør en mand succesrig: En bestyrelsespost! Så sådan én må kvinder også have!

Nej, hvad om vi fik nogle andre succeskriterier?

Det omvendte scenarie af ligestillingsprocessen, nemlig at mænd gradvist fik frataget deres rettigheder så de blev ligestillede med kvinder, er svært og kedeligt at forestille sig, men det var vel lige så meget en mulighed: Hvad nu hvis det fineste en person kunne gøre, var at få en masse børn og gå derhjemme og passe dem? Sæt nu at succeskriteriet var at få 10 unger, skulle samfundet så også sætte kvoter på børn, og straffe de familier der kun formåede at presse 8 børn ud?

Nok fjolleri, jeg ville blot prøve at skitsere op at en bestyrelsespost måske ikke er det bedste eller mest originale mål for ligestillingen. Måske skulle vi hellere sige at den der døde mest lykkelig havde vundet? Hvad hvis ligestillingens mål var lykke og at det kunne måles på antallet af smil?

Lykkefølelse er nemlig ikke ret indtægtsafhængig (næsten alle kan være med), når éns indtægt lidt op over mindstelønnen, er det fint. Flere penge derudover giver ikke øget lykke. Lykkehormoner lader også til at udøve deres trylleri ligeligt på mænd, kvinder og børn (kriteriet er lige godt til alle aldre). Følelsen af at det kører og man glemmer sig selv kan komme i arbejde, dans, kunst, leg, meditation, musik, sang, samleje og sport – altså vil vi nok bevæge os mere og blive endnu sundere og mere kærlige.

Slap af

Som sagt, holder vi fast ved at en bestyrelsespost, det er sagen, vil jeg vende den om og sige at det er godt klaret at der allerede nu er en enkelt kvinde i næsten hver en bestyrelse.

Den mentale ligestilling er langsom og den første bølge af kvinder på arbejdsmarkedet var begrænset til få fag, og at kvinden ophørte med at arbejde lige så snart hun blev gift. Det blev efterhånden blødt op, og i dag er der ingen i Danmark der løfter et øjenbryn, hvis en gift kvinde får børn og fortsætter sit arbejde, endda som ingeniør, læge eller mellemleder. Blot syd for grænsen er situationen en anden. Altså skal vi nok komme til at se flere kvinder som chefer eller i bestyrelser.

Hvis der absolut skal gøres noget, så er mentorordninger vist ikke så tovlige endda. Det lader til at mange kvinder ikke bliver tilstrækkeligt opkvalificeret og mange ikke netværker nok, fordi de ikke gider at sidde og drikke fyraftensbajere. Så det måske en god idé at blive guidet af en erfaren person indenfor feltet. Det er nemlig ikke nok bare at have høje karakterer, man skal også lære at manøvrere rundt, kende de rigtige og lære hvor man skal spørge og så videre – meget komplekst.

Men, mentorordninger tager tid, det er en langvarig proces og nogle falder fra, altså er det måske først om fem, ti eller tyve år at det kommer til at batte. Det er dog en langt sundere vej end blot endnu en omgang signalpolitik fra elitefeminister.

Opsummering

Jeg vil foretrække at vi gik væk fra at kun tænke ligestilling som et maskuliniseringsprojekt af kvinder, at vores idéer om succes og det gode liv ikke var så smalle at kun et arbejdsliv der kulminerer i en bestyrelsespost tæller. For det er ikke vejen til lykke og tilfredshed for ret mange, hverken kvinder eller mænd, men for jer det betyder noget for: God vind, må I få flere gode kollegaer af alle køn!





Køn, kend din plads

2 11 2010

Af Nina Søndergaard

Kvinde, din plads er ved kødgryderne. Børn og familie er dit mål, dit livs mening, ikke din karriere.

Mand, din plads er arbejdspladsen. Karrieren er dit mål, ikke tid til familien.

Sådan ser det ud inde i rigtig mange menneskers hoveder i 2010. Jeg vil være en forræderisk feminist og skrive at ligestillingskampen på mange punkter er vundet på de ydre, formelle fronter: Kvinder har lov til at tage en uddannelse, få et arbejde, blive direktører og dommere, forvalte deres egne penge, få børn og beholde dem efter en skilsmisse, gifte sig med en mand eller kvinde, sagsøge og sportstræne. Alt det som tidligere tiders kvinder ikke havde lov til her, og som desværre stadig ikke er muligt for mange af denne verdens kvinder.

Men de indre fronter…

Det er ikke kun mig, der synes vi sidder fast i nogle kedelige forestillinger, men det mentale dynd er klægere end det juridiske:

En rigtig mand arbejder en hel masse og hiver penge hjem til konen, som til gengæld dedikerer sit liv til børnene. Hvis han ikke arbejder er det helt skævt. Hvis han arbejder, men ikke tjener særlig godt er det slemt. Er han hjemmegående husfar er der noget galt. Er han gift med en mand er det heller ikke altid velset. Hvis konen ikke ofrer alt for børnene er hun en dårlig mor. Hvis hun fravælger børnene er hun egoistisk, for så er der ikke nogen til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Tjener hun mere end ham, er han sikkert under tøflen… Fortsæt selv.

Jeg gider ikke tale om rengøringsaspektet, for det må folk selv kunne (be)tale sig til rette om og som iøvrigt giver mig en væmmelig fornemmelse, af at vi stadig ikke regner traditionelt kvindearbejde for værdifuldt eller rigtigt arbejde. Næh, jeg vil bare give et par eksempler fra min kreds, hvor forskellige mennesker kommer i konflikt med grænserne for god og passende opførsel for deres respektive køn. Mine ærede læsere kan helt sikkert komme med en række andre eksempler.

Min gode veninde arbejder i sundhedssektoren og blev skilt for nogle år siden. Hvis man kan tale om en nogenlunde behagelig skilsmisse, så var det dét. Hun og ex’en taler fint sammen, bor tæt på hinanden og har et udmærket samarbejde om børnene (på skilsmissetidspunktet henholdsvis 9 og 13). De har en velkørende 9-5 ordning.

Han har dem 9 dage, hun har dem 5. Børnene er glade, forældrene er glade. Omgivelserne er sure.

Især var reaktionerne fra hendes (kvindelige) kolleger så giftige, vrede og hadske (overfor det ’svin af en eksmand’), at min veninde måtte gå til ”psykopeut” for at få tingene til at passe sammen i sit indre. Hun er bare glad for sit arbejde, og hun sørger for så vidt muligt at have fri de dage, hvor hun har børnene, så der er tid til dem.

Morale: Kvinder forventes at ville prioritere børn over alt og i tilfælde af skilsmisse, så er det hendes soleklare moralske ret at få fuld kontrol over ungerne.

En af mine venner arbejder i den finansielle sektor. Han synes sgu det er lidt hårdt. Han holder af sit arbejde, men det er også lige overkanten og der skal ikke ske for meget, når han endelig kommer hjem, for han har brugt sin energi på jobbet. Han spurgte på sit arbejde om der var mulighed for at gå ned på deltid. Dét spørgsmål fes simpelthen ikke ind på lystavlen, det var som om han talte swahili, for han er jo en mand. Tilmed en ugift, barnløs mand. Så hvorfor i alverden han skulle ned på 30 timer stod på ingen måder klart.

Morale: Mænd skal arbejde igennem og forventes at anvende langt størstedelen af deres tid på jobbet.

Og hvad vil jeg sige med det her indlæg? At ingen ligestillingslove, kvoter eller forbud reelt kommer til at fungere efter hensigten sålænge de fleste af os stadig har fuldstændig firkantede idéer om hvordan mænd og kvinder skal gebærde sig i livet.





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?





Lev livet farligt

18 07 2010

af Nina Søndergaard

Hvis du er mand må du gerne leve livet farligt. Det antages nemlig at du med din pik kan tænke selv og tage ansvaret for dine – og endda andres handlinger, derfor må du gerne vælge et farligt erhverv, drikke dig ihjel eller ende i fængsel.

Hvis du er kvinde skal du leve livet trygt. Det antages nemlig at du på grund af dine æggestokke ikke kan finde ud af at disponere over din egen krop eller forvalte dit eget liv. Så må samfundet hellere lægge ansvaret over på andre (helst mænd). Derfor må du ikke være luder.

Et ynglingsargument fra forbudsfløjen er at prostitution er farligt. Næ siger Servicestyrelsen, selvom de har ledt med lys og lygte efter gigt i knæ og kæber, må de modstræbende konkludere at de ikke fandt fysisk nedslidning blandt deltagerne i undersøgelsen. Det kunne måske skyldes at sex er motion og dermed i sig selv modvirker en hel del dårligdomme.

Sexarbejdere i den vestlige verden har også en lidt lavere hyppighed af kønssygdomme i forhold til resten af befolkningen, fordi de godt ved at man skal bruge kondom og de har en stærk interesse i at passe på deres fisse og forretning.

Men! Det er korrekt at det kan være farligt at være prostitueret. Især en australsk undersøgelse viser klokkeklart at gadepiger er enormt udsatte for vold og voldtægt, ikke kun fra kunder, men også deres kærester, venner, familiemedlemmer og andre. Det sikreste er klart bordelprostitution, en mulighed der reelt ikke eksisterer for de danske prostituerede, da rufferiloven forhindrer samarbejde og lokaleudlejning.

Det er også rigtigt at de heroinbrugende sexarbejdere lever livet farligt. Og kort. De har en høj overdødelighed som følge af overdosis, fejlfix, vold og AIDS. De har skam nok at slås med. Når de trækkes ud af statistikken over sexarbejde, så toner der et billede frem af overraskende veluddannede kvinder, der trives i deres arbejde som giver dem frihed på mange punkter og som er sunde og raske.

Som vor tidligere statsminister så ofte sagde, der er ikke noget at komme efter.

Slet ikke når man ser på hvad mænd gerne må arbejde med. Bortset fra omsorgssektoren, så er mænd overrepræsenterede i statistikker over arbejdsulykker. Det er der masser af årsager til, men jeg vil ikke høre tale om at vi skal beskytte kvinder mod en grum og farlig skæbne som prostitueret, når 949 mænd i byggebranchen kom så slemt til skade i 2009, at de skulle lappes sammen på skadestuen. Hvis forbud hjalp, var det snarere byggebranchen der skulle forbydes, da den er farlig, benytter sig af trafficket arbejdskraft og har store problemer med kriminalitet, blandt i form af sort arbejde

Men forbud hjælper ikke. Folk har 117 forskellige grunde til at vælge som de gør, fx vil borebissen Peter Holleufer ikke bytte med et 8-16 job på landjorden, selv om han synes at det er hårdt og det slider på ham. Han er glad for den tid arbejdet på boreplatformen tilgengæld giver ham med ungerne og huset. Det lyder da ganske rimeligt og fornuftigt, hvilket hans fagforening 3F også anerkender. Samme fagforenings formand er for et sexkøbsforbud.

Mandlige fiskere, tjenere og kokke lever betragteligt kortere end resten af befolkningen, men ingen taler om at ville forbyde folk at spise fisk (tværtimod!) eller at restaurantbesøg skal ulovliggøres. Det vil være for grove indgreb i vores personlige frihed og tanken om at skulle forhindre mænd i at foretage aktive erhvervsvalg falder ingen ind.