Herskerteknikker – se en luders undertrykkelse

15 12 2010

Af Nina Søndergaard

Udtrykket fik jeg fra Maria Marcus’ ” Min egen rødstrømpe-ABC”, hvor jeg troede at forfatteren til ”Den frygtelige sandhed: en brugsbog om kvinder og masokisme” ville forklare S/M teknikker. Istedet tager hun fat på Berit Ås, en norsk feminist der analyserede ”fem herskerteknikker, som benyttes af mandssamfundets mænd for at magten over kvinderne:”

Kvinder gøres usynlige. Kvinder gøres til grin. Kvinder får ikke information. Kvinder straffes dobbelt. Kvinder påføres skyld og skam. (Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, s. 89).

Halløjsa der faldt brikker på plads! Tak til Marcus og Ås for at vise hvad man nok havde anet ved elitefeministernes korstog mod sexarbejde, men her tager vi den lige i slow motion, hvor kvinder er udskiftet med sexarbejdere:

Sexarbejdere gøres usynlige. Som påvist før her på bloggen vil Dansk Kvindesamfund ikke have Sexarbejdernes Interesse Organisation med ved forhandlingsbordet, sexarbejdernes egne fortællinger udelades og overhøres på det groveste, SIO affejes som en minoritet, SIOs medlemmer inviteres ikke med til høringer om prostitution, når DR laver en dokumentar der viser at sexarbejde kan være andet end jammer og udnyttelse går koret i gang med tilsvining af DR, der ’svigter deres public service forpligtelse ved at give et rosenrødt billede af prostitution.’

Sexarbejdere gøres til grin. Ok, den passer faktisk ikke, de bliver snarere stakkelsgjort og ynket, uanset hvor stærke de end er.

Nu, 2010.12.18, hvor Sus Luder har frisket min hukommelse op vil jeg tilføje en rettelse. Sexarbejdere gøres faktisk til grin, især hvis de forsøger at blande sig i den debat der vedrører dem og deres liv, uden at ville stå frem med deres borgerlige identitet. Sus Luder har selv, utrolig modigt og flot, stået frem med ansigt, men inden da fik hun selvfølgelig også høvl for at ville undgå at hendes børn fik luderstigmataet på sig.

 

 

Sexarbejdere får ikke information. Igen, den er heller ikke helt i skabet, da vi trods alt lever i et informationssamfund, men mange af de samme mekanismer som i punkt 1 kører videre.

Sexarbejdere straffes dobbelt. ”Hvis hun er politisk aktiv, svigter hun familien. Hvis hun ikke er det, svigter hun sin opgave i samfundet.” Hvis hun er en ”lykkelig luder” skal hun straffes for at være glad for sex, for mænd, for sit arbejde, for at vende samfundets normer ryggen.

Hvis hun er en ”ulykkelig luder” hjælper samfundet hende med at sparke hende hjem igen, ynke hende, tilbyde hende psykologsamtaler – men ingen revalidering, for sexarbejde er ikke et anerkendt erhverv, altså er der ikke megen reel hjælp at tilbyde hende. Og at få hjælp fra det offentlige som sexarbejder medfører naturligvis at omsorgsfulde personer er forpligtede af loven til at forsøge at overtale vedkommende til at ophøre med at være prostitueret, uanset hvordan sexarbejderen ellers selv har det og hvad vedkommende søger hjælp for.

Sexarbejdere påføres skyld og skam. Når SIO taler sexarbejdernes sag er den typiske reaktion at de blot er en lille gruppe af ressourcestærke kvinder, der blot vil mele egen kage og som er ligeglade med traffickingofre og tvungne kvinder. Nogle går så vidt som til at melde ud at sexarbejdere er direkte uegnede som forældre, og at deres børn skal tvangsfjernes for ikke at blive besmittede med den skadelige indflydelse der åbenbart emmer ud af sexarbejderen. Nå ja, foruden det samfundsnedbrydende og ægteskabsskadelige element som sexarbejde i sig selv er.

I er med, men bemærk det nye og skræmmende, langt de fleste udøvere af de nymodens herskerteknikker er kvinder. Der tilmed bryster sig af at være moralsk overlegne kvinder end dem der ikke ønsker at forbyde sexarbejde. Vi må håbe at Marcus har ret i sin trøst ”Der er bare det ved herskerteknikkerne, at de er kun effektive, så længe de virker i det skjulte. Har man én gang fået øje på dem, mister de deres kraft.”





Min egen rødstrømpe-ABC

10 12 2010

Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-ABC, Politikens Forlag 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Bogen er til Lena, sikkert Marcus’ barnebarn der spurgte til bedstes tid: ”Hvorfor hed I rødstrømper? Gik I alle sammen med partisantørklæder? Hvad slags mad spiste I? Var det sjovt at kæmpe mod mændene?” Det satte Marcus igang med erindringsspejlet og resultatet er blevet en meget personlig, lærerig, morsom og nøgtern ABC som jeg slugte med stor fornøjelse.

Basisgrupper, happenings, Kvinde kend din krop, lilla ble, mandssamfund, smilestrejke. De ord og mange flere er der gode forklaringer til. Marcus formår at forklare komplicerede emner og fremmedord på en behagelig facon, så læseren føler sig tryg. Store piger (fra 12 år?), nysgerrige feminister, historieinteresserede, venner, fjender og veteraner kan være med, da Marcus er vældig afbalanceret i sin fremstilling af emnerne. Ofte stiller hun de samme spørgsmål som de gjorde dengang og spørger dermed læseren selv om vi er kommet videre.

Noget af dét der slog mig var hvor meget kvinderne skulle modarbejde, hvilket massivt pres for at være konform, sød og samarbejdsvillig der tilsyneladende herskede på alle planer af samfundet så sent som i 1960’erne. En kvinde skulle være serviceminded, smilende, kvik på fingrene og se godt ud imens – og et klem på bryster eller baller fra en mandlig kollega, ja det var da bare naturligt og eftertragtelsesværdigt. Hvad?! Så forstår man bedre hvorfor kvinderne havde brug for at skabe egne rum og udelukke mænd, der tog styringen som de var vant til fra alle andre sammenhænge; klippe hovedhåret kort; tage på spejlfri Femø-lejr; besætte Kvindehuse og etablere egne fagforeninger.

Marcus viser også hvor givende det kunne være at indgå i disse rene kvindefællesskaber og vende sine frustrationer og hverdagsproblemer med andre der også sad i samme suppedas.

 

At det store findes i det små og at det private er politisk. Der er en helt speciel nerve i ”Snakkegrupper”, ”Runde” og ”Privat/politisk” som viser hvor meget Marcus (og mange andre) har fået ud af samværet med andre kvinder og at kunne drøfte alt mellem himmel og jord. Som medlem (eller rettere udenlem) af en feministisk læsegruppe og andre herlige kvindefællesskaber kan jeg kun sige: Ja, nemlig! Det kan kun anbefales at etablere flere af den slags grupper, så endnu flere mennesker kan bryde ud af ensomheden og hente styrke hos andre. Indtil den ærede læser kommer så langt, så er Rødstrømpe ABC varmt anbefalet.