Feministisk offermentalitet, om radikal feminismen

28 08 2009

Af Nina Søndergaard

 
Blogindlægget her er baseret på mit oplæg på Grundtvigs Højskole Studiekreds, sommeren 2009, tema: Offeret.

Jeg vil forsøge at belyse hvordan det kan være at meget feminisme, nemlig radikal feminismen, ser kvinder som ofre, med højeste potens i den prostituerede kvinde. Her vil jeg tage fat på hvordan radikal feminismen ser på prostitution. Synet er meget udbredt, også langt ud over de venstreorienterede kredse som det stammer fra.
Virginie Despentes (1969 -) som foruden at instruere film og skrive bøger også har været sexarbejder har denne kommentar:

bigafricanboobs17
”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes.

 Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning.

Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom.

Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”
King kong og kvinden, p. 72.
I følge radikal feminismen lever vi alle in a man’s world eller patriarkatet. Der er en ulighed mellem kønnene, en skævvridning som mænd nyder godt af og kvinder lider under. Mænd har magt og ofte er denne overlegne magtposition så godt banket ind i os, at det forekommer usynligt og naturligt.

Målet er at gøre en ende på den mandlige dominans, om nødvendigt med vold. Et væsentligt skridt er at indse denne skævvridning, at blive bevidstgjort. Det lyder bekendt, og netop radikal feminismen har taget marxismen til sig og erstattet ”arbejder” med kvinde.

hæklet grydelap
Hvis man skulle have glemt sin marxisme, kan jeg lige give et light opkog: Under det kapitalistiske samfund er der to klasser med modsatrettede interesser: Kapitalisterne der udbytter arbejderne.

Arbejderne kan nok betjene produktionmidlerne, redskaber og maskiner, men de ejer dem ikke. Det gør kapitalisterne, der skovler penge ind og kan blive færre og færre, samtidig med at arbejderne bliver flere og flere. Tilsidst vil det ende med revolution og proletariatets dikatur.
Kvinder er altid det udbyttede køn, og her kommer kapitalismekritik ind i billedet, for netop prostitution er simpelthen en destillering af det dårlige magtforhold: Mænd køber adgang til kvindekroppe.

Kvinder sælger sig selv for at få en lille del af mandens penge. Det forekommer for nogle helt naturligt at gøre det, fordi vi også vokser op med bl.a. reklamer, der viser at kvindens formål er at behage mænd, vise kvindekroppen frem for at sælge et produkt.

Mange prostituerede er ofre i mere end en forstand: De er blevet overgrebet som små, de er fattige, de har en anden hudfarve. Radikal feminismen ser prostitution som vold og overgreb mod kvinder, ethvert sexkøb er et udtryk for patriarkatets tromlende magt.
De prostituterede der siger at de ikke føler sig som ofre, lider af falsk bevidsthed. De er simpelthen blevet lullet så godt og grundigt ind i illusionen om deres egen frihed og magt, at de ikke kan se patriarkatet.

 Her går der ofte i hårdknude i debatterne, da falsk bevidsthed er en trumf som er svær at stikke. Jeg vil også skynde mig at sige at der findes venstrefløjsfeminister der tager marxismens idé om at eje og kontrollere produktionsmidlerne til sig, og netop sidder på deres egne produktionsapparat og kæmper for sexarbejderrettigheder.

Glansbillede
Så vidt radikal feminismen. Nu vil jeg lige lufte lidt kritik af den, og derefter forsøge at stille andre spørgsmål, for dermed at komme lidt væk fra denne offer-tankegang. Her skal det også siges at jeg her kun forholder mig til den frivilligt indgåede prostitution (som vi kender den i Danmark). Trafficking-problematikken vil jeg ikke gå ind på her.

Når jeg kan forsvare at tale om frivillig prostitution, er det både fordi den er mest udbredt, næsten al prostitution i Danmark foregår uden tvang og fordi netop dette forhold er sværest for radikal feminismen at forholde sig til.
Ved at fokusere så meget på ulighed, synes jeg radikal feminismen får spændt ben for sit eget ligestillingsprojekt.

Det er uheldigt at analysemodellen er så ufleksibel, at der ikke kan indgå kvindelig magt i ligningen, og at mændenes magtposition altid er over kvindens, det burde kunne ændre sig i en given situation eller over tid. Den samme blindhed gør sig gældende overfor mandlige og transkønnede sexarbejdere og kvindelige sexkøbere.

Chickwithdick

De er rigtig nok ikke mange, men de findes og må og skal med i ligningen. Det er også problematisk at erstatte den frie vilje med en bevidsthed der enten kan være sand (med radikal feminismen) eller falsk (mod radikal feminismen). Og mere overordnet, så er modellen for simpel til at kunne belyse det uhyre komplekse fænomen prostitution er.

 
Vi kunne fx spørge til om det virkelig altid er kvinderne der er ofrene i prostitution? Er det måske egentlig dem der har overtaget, bukserne på, selvom de er nok så nøgne? Det er kvinderne tager beslutningen, pengene og har noget eftertragtet mellem benene. Despentes skriver om at hendes kunder var menneskelige, skrøbelige, ynkelige…

 
Hvis der er problemer, hvilke problemer er der så? Hvis der er noget positivt, hvad er det så? Er den prostituerede måske en slags ”avantgarde” for kvindelig seksualitet, fordi hun gør op med nogle konservative forestillinger om hvad kvindelig seksualitet er eller bør være, og fordi hun gør det på en helt åben og ærlig måde? Og hvis hun er avantgarde, er det så alle prostituerede der er det – eller er der nogen der falder ud i kapitalen og undertrykkelsen afgrund?

Stor tak til Marie Bruvik Heinskou for hjælp, støtte og uvurderlig viden.





Sne (gæsteindlæg)

8 03 2009

Marie Bruvik Heinskou er Phd-stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Jeg går gennem sneen, mine fodspor efterlades mørke og våde. Fodsporenes mørke minder mig om, at den magiske stilhed som omgiver mig, mens jeg går rundt i det snedækkede Stockholm snart vil smelte og forsvinde igen. Jeg har snefnug i mine øjenvipper.
Det er aften. Jeg er alene, og jeg har en snurrende fornemmelse af frihed i min mave. Jeg mærker hvordan mine tanker intensiveres og hvordan jeg går på jagt efter eventyr i et melankolsk lydspor.
Jeg bevæger mig langsomt mod operaen – der står den stolt og lyser i mørket ved den issprængte kanal. Nogle ville måske mene, at operaen er farligt fallisk og arrogant formet, men med sine stearinoplyste vinduer fremstår den tryg og klar til at favne det lille menneske i byen.
Jeg går indenfor, mærker min krøllede billet i min hånd og varmen fra nusset operavelour. Hall’en er bemærkelsesværdig tom. Ganske få har, som jeg, købt billet til forestillingen, og hvad der end måtte være af rester af kulturelitær arrogance får et sørgeligt og forladt skær. Det næsten mennesketomme rum farver mit blik på de få der er kommet og som hist og her forsøger at alliere sig med en statue. De ser forladte og fortabte ud i deres ellers velsiddende kjoler og jakker.

Forsker
Det er ikke mere end et par timer siden, at jeg chokeret vågnede efter at være faldet i søvn under en konference hvor en anerkendt feminist forelæste i sårbarhed. Kvinder blev ikke født sårbare, nej, sårbare det var noget kvinder blev undervejs gennem deres liv og især som forskere, mente hun. Da hun havde fortalt det, mærkede jeg, at søvnen overmandede mig, som jeg sad der midt i en kæmpe sal fyldt med kvindelige forskere med notesblok og spidset blyant. Freudianere ville klart have fortolket min søvn, som en omkuldslående benægtelse.
Jeg vågnede brat – ved ikke hvor længe, jeg havde døset – men med tanken om, at der var noget der var gået min næse forbi. Eftersom feministen stadig var i gang med sårbarhedsforelæsningen og nu påbegyndte en række eksempler (anorektiske kollegaer, upassende spørgsmål og akavede følelser) fik jeg en paranoid fornemmelse af at have overset noget ganske farligt i min tilværelse som kvindelig forsker. Jeg havde jo ikke en oplevelse af at være særlig sårbar – fordi jeg var kvinde. Jeg kiggede mig omkring – alle så bjergtagede ud.
Jeg tog mit tøj og forlod forelæsningen.
Da jeg lukkede døren bag mig, mærkede jeg en betydelig lettelse. Derinde bag den lukkede dør sad de nu – alle de vakte forskere – og sammen oplevede de en fælles og henrykkende følelse af sårbarhed. Herude stod jeg nu, og følte mig opløftet, stærk og ganske sårbart udenfor det store kvindelige fællesskab. Hvilken legitimitet kunne jeg mon påkræve mig nu, hvis jeg ikke a priorisk anså mig sig selv og hele kvindekønnet som sårbart – heller ikke når det gjaldt min egen forsker- identitet? Og var det i det hele taget også rigtigt fornemmet, eller var min lukkede dør fortrængning set i praksis?

Poesi og køn
Jeg finder nu min plads i Stockholms opera. Udsigten er privilegeret her midt på første række. Jeg har hele rækken for mig selv og aner blot konturerne af enkelte andre publikummer spredt rundt i mørket. Varmen beroliger mig. Og hvis jeg tidligere på dagen følte mig sløv, så bliver jeg overraskende skarp. Ind på scenen træder nemlig ni muskuløse mænd i en magtfuld opvisning af det forrige århundredes demaskulinisering af unge drenge i skabelsen af mandlige sopraner. Nacho Duato’s ballet ”Castrati” slår fuldstændigt benene væk under mig. Til høj kirkemusik af Vivaldi toner lyden af kastratsang, og jeg berøres dybt af denne skræmmende og forførende barokke opera, mens de ni mænd både yndefuldt og maskulint danser insisterende i åbne sorte kjoler der minder om flaksende krager eller (kvindelige) præstekjoler – det er queer på højt niveau! Jeg tager mig selv i højlydt at udbryde wow! Maskuliniteten står så lysende og forførende klart her, at jeg et øjeblik bliver i tvivl om, hvornår jeg sidst har oplevet den så poetisk i sit udtryk. Og et splitsekund tager jeg mig selv i at ønske, at jeg kunne få lov at berøre disse ni mænd. Mærke deres kropslige styrke, sikkerhed og potentielle voldsomhed – bare et øjeblik.
Balletten er ikke lang – desværre – og afløses herefter af Frk. Julie – det klassiske stykke af August Strindberg – dog i balletversion. Stykket afslører sig hurtigt, som en advarsel mod mine begyndende fantasier der kredser om de ni smukke mænd som lige har forladt scenen.
Hvor balletten Castrati blot havde en mørk og enkel scenografi, har denne ballet om Frk. Julie et baggrundstæppe af svajende fyrretræsskove, træhuse og kvinder klædt i det jeg kun kan associere med et ældre skandinavisk univers: hvide forklæder, håret sat stramt med knold i nakken og grå kjoler knappet helt op til halsen.
Frk. Julie begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin tydeligvis er forarget over Grevens datter, frk. Julies, frigjorte forhold til mænd. Kort herefter kommer Julie ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Da Kristin er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Greven kommer hjem næste morgen. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og balletten ender med, at Julie går ud og skærer halsen over på sig selv. I starten af balletten har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om og hun vælger døden. Hendes frigjorte seksualitet fører således ikke andet end død og ulykke med sig.
Som ballet fungerer stykket mindre godt, synes jeg, men som en del af hele min dag i Stockholm, kunne det ikke afrunde dagen mere bogstaveligt. Det er som at blive knaldet i hovedet med en forhammer. For ikke nok med at jeg ikke orker at høre fortællingen om den sårbare (forsker)kvinde – jeg kan heller ikke i smug begære ni smukke mænd på en scene uden efterfølgende at blive mindet om, hvad kvindelig seksuel frigjorthed vil føre med sig af død og skam.
Jeg er fanget. Ethvert smuthul, ethvert forsøg fra min side på at skifte fortællespor den dag undergraves. Som var jeg en udspændt elastik, der i et enkelt svips ryger tilbage til et ufrivilligt udgangspunkt – mit køn og min sårbarhed.

Elevatorblik
På vejen hjem gennem Stockholm synes jeg pludseligt, at den frihed, der opstod i det øjeblik jeg lukkede døren til det kvindelige forskerfællesskab tidligere på dagen, er taget fra mig. For det ensomme vakuum, som jeg umiddelbart forsøgte at gebærde mig i, er som mine fodspor i sneen, nu forsvundet. Jeg blafrer blot gennem byen. Og i elevatoren på vej op på mit hotelværelse kigger jeg mig selv i det tavse spejl, og spørger om ikke en kraftfuld og nuanceret feminisme alligevel, ville kunne være en vej til at brede, ikke blot mit eget, men mange kvinders ensomme vakuum ud til et større fælles socialt rum. Kunne en kraftfuld og nuanceret feminisme betone styrken og gøre det muligt at diskutere kvinders forskerkarriere (eller mangel på samme) – uden at tale om problematikken i følelsestermer? Kunne man tale om kønnede problematikker som udfordringer, der kræver strategisk og målrettet indsats – også fra kvinders egen side? Jeg kan bare ikke sætte mig ned og græde og føle-føle mig så kvinde-sårbar. Det ligger ikke til min natur (!).
I stedet må vi se det mytiske uhyre i øjnene: er der et reelt kvinde-problem? Hvis ja, hvordan løser vi det? Og måske et sporskifte i de kønnede fortællinger også kunne materialisere sig i forandringer i praksis?
Kunne vi tale om aktiv kvindelig seksualitet med en ”happy ending”? Kunne vi skabe rum for fortællinger om aktiv kvindelig seksualitet som rummer styrke, nydelse, selvstændighed og selvejerskab? Og kunne dette rum samtidigt give plads til at tematisere seksualitet som røvkedelig, ubehagelig eller ligegyldig uden at det nødvendigvis skal udgøre bevismateriale for at kvinders seksualitet er mere sårbar end mænds?
Jeg håber at ”Feminists_ in_ Space” kan udfylde dette rum og at ”Feminists_ in_ Space” vil give plads til mange og nuancerede syn på feministiske sager!
Det er tiltrængt!