Selvklarheder – fri porno fører ikke til mere vold mod kvinder

10 07 2013

Af Nina Søndergaard

Debatten om at fjerne ”kvindefornedrende” pornoblade fra kiosker er atter blusset op. Problemerne ved forslaget er mange:

  • Det er en krænkelse af ytringsfriheden.
  • Det er en krænkelse af både mænd og kvinders næringsfrihed: Berufsverbot for mandebladsjournalister, pornomodeller, trykkere og kioskejere hører på ingen måde hjemme i et retssamfund.
  • At dække eget ubehag over (fremstilling af) sex ved at spille bekymret for folks sikkerhed gør ikke snerperi til et godt grundlag for lovgivning.
  • Uforståenhed overfor folks uskadelige lyster og fornøjelser bør aldrig danne grundlag for forbud: Sex og kvinder ER en glæde for utallige, akkurat som fodbold, mad og smukke hjem er det, derfor er der efterspørgsel på film og blade om disse dejlige emner.
  • Væmmelsen ved pornografi har medført tunnelsyn, så kun de forholdsvis få voldtægtsscener kommer igennem filteret og dermed fratages porno seksualoplysende og terapeutiske funktion den også har.
  • Mænd er mere komplekse end de robotter tesen antager mænd for at være, input er så sandelig ikke bare lig med output.
  • Der tages ikke højde for kvinders modstand og egne ønsker (som de godt kan fortælle om selv). Selvom mandeblade rent faktisk medførte at mænd blot gik hen for at prøve at slå kvinder ned og hive dem hjem til hulen, så vil stort set ingen kvinder passivt lade det ske.
  • Eftersom mandeblade jo næsten udelukkende læses af mænd, får kvinder ikke mandebladenes idéer om hvordan de skal opføre sig. Og selvom dameblade rigtig nok tit har artikler om at behage mænd, har jeg dog aldrig set artikler om hvordan man bedst lader sig voldtage eller at man blot skal vende den anden kind til, hvis man bliver slået.
  • At fjerne disse blade fra kioskerne betyder også at de ubeslutsomme læsere også fratages muligheden for at se bladet an, og eventuelt bestemme sig for at Der Spiegel, Bilrevyen eller Ude & Hjemme var mere det læsestof de ønskede. De stærkt interesserede skal såmænd nok abonnere, løssalg eller ej.
  • Det er en hån mod de kvinder verden over, der bliver voldtaget, helt uden at voldtægtsforbryderen nogensinde har læst et mandeblad.
  • Men værst af alt er det en komplet fejllæsning af de tal og fakta vi har til rådighed: Fri porno har aldrig været sammenfaldende med en eksplosion af voldtægter

En så grotesk forvanskning af realiteterne kan vel kun forårsages af angst, der som bekendt forvrænger alle proportioner. For det er helt grundlæggende ikke sandt at det at se på billeder af sex automatisk medfører at man derefter begår seksuelle overgreb. Faktisk har de fleste voldtægtsmænd i denne verden ikke engang hørt om mandeblade som M! eller Zoo Today, men kunne endda godt udføre deres udåd.

Kort sagt om voldtægt og porno

pornoloveDe lande hvor der lader til at være flest overgreb mod kvinder er påfaldende nok også lande hvor pornografi er enten forbudt, eller har meget begrænset (synlig/officiel) udbredelse. Og i de lande hvor der er lovlig og lettilgængelig porno er der markant færre overgreb mod kvinder.

Fri porno har aldrig været sammenfaldende med stigning af voldtægter. (På nær i Sveriges mærkelige tilfælde. Sverige frigav pornoen i 1971, og strammede senere definitionerne af voldtægt, så det nu omfatter alle former for seksuelt overgreb og trusler om dette. Det fik jo voldtægtstallene til at stige kraftigt, fordi både befamling og sprængte kondomer nu er kommet til at hedde voldtægt).

Den potentielt øgede vold mod kvinder var en hovedanke mod legaliseringen af pornografi, og en bekymret amerikansk regering bad om en undersøgelse af dette allerede i 1970, året efter frigørelsen af billedpornografien i Danmark. En amerikansk kriminolog undersøgte det og fandt ingen stigning af antallet af voldtægter. Snarere var der et lille fald, og voldtægterne fulgte slet ikke den generelle stigning af (volds)kriminalitet.

Senere kom der en vis stigning af anmeldelserne af voldtægter, hvilket var et udtryk for en øget anmeldelsesgrad og heldigvis et mere alvorligt syn på voldtægter.

Vold mod kvinder

Tendensen lader til at have været tilsvarende i forhold til hustruvold. Det var sikkert hyppigt, men stærkt underrapportet. Men fra at ca. 42.000 kvinder blev udsat for partnervold i 2000, er tallet nu faldet til ca. 26.000. Ca. 1,3 % af kvinderne i alderen 16-74 år i Danmark blev udsat for partnervold.

Det er stadig alt for mange (ligesom det er foruroligende at mænd også bliver banket af deres kærester), men der er lang vej op til 100 %, som tallet ”burde” være ifølge tesen om at porno automatisk medfører vold mod kvinder.

Pornobrugens glæder

Ifølge Ekstra Bladets Nationen i 2010 så 34 % af mændene porno hver dag, men undlader øjensynligt efterfølgende at gå ud at voldtage den første den bedste kvinde de støder på. Mig bekendt er alle tidligere og nuværende pornomodeller heller ikke blevet voldtaget, selvom de havde medvirket i pornofilm. Ligesom ikke alle filmskuespillere er blevet skudt, selvom de har medvirket i actionfilm.

Det kunne tyde på at:

  • Porno rent faktisk har en vis terapeutisk virkning, det ”tager trykket”.
  • Mænd er i stand til at se forskel på fiktion og virkelighed.
  • Pornoskuespillerinder bliver opfattet positivt og har masser af fans der ikke kunne drømme om at gøre dem ondt.
  • Mænd ved godt at kvinder er væsener med værdighed, lyster og flere facetter.

Mændene har søde mødre, søstre og kærester, kvindelige kolleger, læger, overordnede og politikere = de fatter kvinder er forskellige og at se nogle af dem blive spermet til forhindrer ikke mænd i at stemme på kvinder, gifte sig med dem eller ansætte dem.

mihaly-von-zichy-studies-of-masturbation-plate-40-of-liebeDen terapeutiske virkning bør ikke forståes som en simpel ligning: Adgang til porno = færre voldtægter, men som en velgørende mentalitetsforandring. Onani er blevet fordømt så langt ned i helvede at voldtægt (også en synd) forekom mindre slem, for der var i det mindste et andet menneske involveret og dermed en MINDRE synd end selvbesmittelse. Spermen var jo der, hvor den “skulle”, nemlig i kussen på en kvinde, uanset om hun havde lyst eller ej. Den forskruede tankegang er vi ved at have krabbet os væk fra, og folk kan nu nyde sig selv, med eller uden hjælpemidler, uden at absolut skulle belemre og bebolle en andenpart.

Det er en helt igennem vidunderlig ting at man nu kan have en hyggestund med sine egne kønsorganer, tage en spiller til noget porno, få udløsning, kunne tænke klart igen og sove godt bagefter. Alle er glade, især pornomodellen og pornoproducenten der blev lidt rigere!  Den uskyldige og berigende selvfornøjelse ser man meget strengere på andetsteds og har forbudt eller begrænset porno.

Patriarkalsk kvindesyn og seksualmoral

imagesDen traditionelle, patriarkalske seksualopfattelse hænger gerne sammen med et helt anderledes kvindesyn. Kvinderne her er ikke stillede lige med mænd med hensyn til magt, rigdom, adgang til lægehjælp, erhvervsdeltagelse og uddannelse. Kvindens værdi er som regel målt i antal sønner hun kan producere, og hun skal helst være så skjult som muligt. Hvad enten det er igennem klædedragt eller dediceret indespærring.

Det lader til at medføre en del seksuel spænding og manglende respekt for kvindekønnet, så voldtægter, hustruvold og andre overgreb mod kvinder florerer.

I lande som Egypten er det knap halvdelen af alle voksne kvinder der er blevet slået af deres partner. (Og hele 94 % af kvinderne mener at det er ok under visse omstændigheder!) I Nigeria er det 66 % af kvinderne der har oplevet partnervold og omtrent halvdelen er omskårne. 30 % af de kinesiske kvinder er blevet slået af en nærtstående, selvmordsraten for kinesiske kvinder er højere end for mænd, og blandt verdens højeste.

Fælles for ovennævnte lande er at porno er forbudt. Voldtægtsstatistikkerne er usikre/ikke-eksisterende. Der hvor vi har tal, er de som regel afskyeligt høje, fx blev der i 2006 anmeldt 1000 voldtægter bare i Addis Abeba.

Tilsyneladende har de fleste voldtægtsforbrydere der ikke brug for blade som M! som manual til hvordan en voldtægt skal foregå. Ja faktisk kan man næppe få mandeblade i Den Demokratiske Republik Congo, hvor op mod 400.000 kvinder hvert år bliver voldtaget.

Åbenhed, ja tak

Det viser også en anden problematisk antagelse, nemlig at hvis vi forbyder/skjuler noget, så forsvinder det. Voldtægter fandt desværre også sted længe før mandeblade kom til, dermed styrtdykker antallet af voldtægter næppe bare ved at fyre alle mandebladsmedarbejderne, lukke lortet eller blot forsøge at feje det ned under gulvtæppet.

masturbation-device-grangerDet er blot en tilbagevenden til tidligere tiders undertrykkelse af den åh så farlige seksualitet. Der er ingen reel forskel på victoriatidens forsøg på at tie seksualiteten ihjel og denne nye omgang gemme. Fordæktheden gav ubehagelige udslag som neuroser og hysteri, der bl.a. blev kureret med orgasmer og psykoanalyse, hvor de undertrykte drifter kom frem og blev diskuteret.

Det var jo ikke sådan at folk her før i tiden ikke havde sex eller havde lyst til det, men det skulle være usynligt og tys tys. Nu står der blade frit fremme om emnet, som nogle stadig synes er farligt og bør undertrykkes.

Det er at strække den at sige at mandeblade er sundhed for sjælen, men friheden til at både lave og læse skrifter med erotisk indhold er klart afgørende for både øget seksuel tilfredsstillelse og sikkerhed. Lande som Den Demokratiske Republik Congo, Pakistan og Kina viser desværre tydeligt at pornoløsheden på ingen måde er garant for kvinders sikkerhed, snarere tværtom.

Læs mere: Joni Seager: The Atlas of Women.





At springe ud af det polyamourøse skab

14 01 2011

Af Nina Søndergaard

I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.

Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.

Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand  skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.

Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.

Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.

Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.

Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.

Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.

Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.

Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.

Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.

Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.