Spørgsmål til Manu Sareen og Ud med bagmændene

23 11 2011

Af Nina Søndergaard

Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i  Ud med bagmændene.

 

 

 

  1. Hvorfor ønsker ligestillingsministeren at brede kampagnen ud til prostitution mere generelt?  Hvorfor sammenblandes de alvorlige forbrydelser trafficking og slaveri atter med sexarbejde?
  2. Hvorfor gør ligestillingsministeren (hverken denne eller de foregående) ikke noget ved den voldsomme uligeløn der hersker i sexbranchen? Kvinder tjener ofte 3-4 gange så meget som mændene, en lønforskel der ville skabe ramaskrig i alle andre brancher.
  3. Hvor har hr. Sareen set de ”voldsomme fysiske skader” i prostitutionsbranchen? Servicestyrelsen måtte i 2010 sukkende opgive jagten på slidgigt i knæ og kæber i rapporten om prostitution på massageklinikker, og kunne ikke fastslå nogen sammenhæng mellem sexarbejde og ringe fysisk helbred.
  4. Hvorfor er det en ligestillingsminister der er frontfigur i en kampagne, der retteligt burde høre under Beskæftigelsesministeriet?
  5. Hvorfor ytrer en ligestillingsminister sig om arbejdssikkerhed? Hvorfor belægger hr. Sareen ikke sine påstande med nogle tal? Eventuelt sammenlignet med den stigning i arbejdsulykker der er set i Danmark i de sidste 10 år.
  6. Hvorfor er det så meget værre at købe sex end at få reklamer? Et af eksemplerne i kampagnematerialet handler om en reklameomdeler der blev groft udnyttet: Uendeligt lange arbejdsdage, ussel mad, søvnberøvelse og tilbageholdelse af løn. Men vi ser ingen kampagne der skal få folk til at sætte ”Reklamer Nej Tak” skilte op – som ville gøre reklameomdelere overflødige, så vi ikke længere fik slige historier.
  7. Hvordan kan hr. Sareen støtte kampen for kirkelige vielser for homoseksuelle, når samme minister ønsker at begrænse især kvindelige sexarbejderes seksuelle frihed ved ikke at være afklaret om et sexkøbsforbud?
  8. Hvorfor får især kvindelige sexarbejdere en særstilling i kampagnen Ud med Bagmændene? Hvorfor får de ikke bare samme arbejdsrettigheder som alle andre? Hvorfor fastholder en ligestillingsminister et forældet billede af kvinder som det svage køn, der kræver særrettigheder og omsorgsfuld beskyttelse?
  9. Har ligestillingsministeren bedre idéer til fattigdomsbekæmpelse, som er den egentlige årsag til miseren, end blot at være forarget over fordyrende mellemled?
  10. Hvorfor anvender ligestillingsministeren ikke et kønsneutralt sprog? Bagmænd i sexbranchen er jo hyppigt bagkvinder.

Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.

Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.

Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.

Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

16 07 2011

Af Nina Søndergaard

 

Her er argumenter mod at sexarbejde skal kriminaliseres. Lige til at copy-paste og kan frit benyttes af alle i diskussioner om dette stadig hede emne. For ikke at trætte læserne unødigt vil den lange liste blive serveret i mindre og mere overskuelige bidder. Velbekomme.

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

Prostitution er lig med trafficking.

Tvang og menneskehandel er entydigt skidt og ikke sexarbejde eller prostitution, men netop tvang, voldtægt, slaveri og overgreb. Det skal selvfølgelig blive ved med at være forbudt og skal retteligt straffes hårdt.

Heldigvis er der bare ikke ret meget menneskehandel med kvinder til tvangsprostitution i Danmark, hvis overhovedet noget. Faktisk alle de tilrejsende kvinder ved godt hvad de skal lave (sexarbejde) og har frivilligt valgt at forlade deres hjemland for at tjene gode penge her, for derefter (som regel) at drage hjem igen. Allerede her falder anklagen for menneskehandel, som måske  i øvrigt foregår hyppigere i andre brancher (bl.a. landbrug og byggeriet), men langt mere skjult og uden mediernes bevågenhed.

Det passer skidt med billedet af den stakkels fattige kvinde, der er tvunget herop af onde bagmænd, at hun selv gerne vil tjene flere penge hurtigere her ved sexarbejde end hun har mulighed for derhjemme.

 

Prostitution er voldtægt.

Nej, for prostituerede kan anmelde hvad de selv oplever som voldtægt og bliver efter den delvise afkriminalisering i 1999 også taget alvorligt af politi og domstole. Der gives nu heller ikke længere rabat for at voldtage en sexarbejder.

Hvis ikke sexarbejderen selv følte sig krænket ved den seksuelle akt, så har vi andre blot at acceptere vedkommendes vurdering, selvom vi ikke kan forstå den.

Grænsen er nogle gange hårfin, men tilladelsen er meget væsentlig, et lille bitte ja gør en stor forskel: Stjæler du mit kamera eller låner du det? Pisker jeg dig i en S/M-seance eller udøver jeg vold? På samme måde må vi stole på at den enkelte person og sexarbejder foretager en vurdering i situationen, og siger nej – hvilket alle sexarbejdere kan – eller anmelder voldtægten.

En kriminalisering vil forrykke denne balance: Færre sexarbejdere vil anmelde voldtægt, fordi de er bange for selv at få problemer eller komme i fængsel. Hele miljøet vil også blive forrået, da dem der bliver ved med at købe sex ikke har meget at miste ved et eventuelt fængselsophold. Og fordi både køber og sælger er nervøse for at blive snuppet, vil mødet blive kortere og sexarbejderen får kortere forhandlingstid og dårligere mulighed for at vurdere kundens farlighed.