Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”





Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

13 03 2011

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9