Svensk beskyttelse ved umynddigørelse

23 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Sverige, der som bekendt indførte et forbud mod at købe sex i 1999, vil stramme skruen yderligere. Nu skal det være slut med bødestraf og sexkøbere skal direkte i fængsel, mener to ministre. Og velmenerne vil nu gøre alvor af at retsforfølge svenskere, som køber sex i udlandet. Dette sker selvfølgelig med den komplet fejlagtige begrundelse, at det er for at forhindre menneskehandel.

 

Der er så megen dumhed, villet blindhed, menneskeforagt og selvfedme i justits- og ligestillingsministerens indlæg, at det er svært at vide hvor man skal starte, men hovedproblemet at de sidestiller kvinder med børn, det sker 3, tre, gange i løbet af en side. 

 

Lighedstegnet mellem kvinder og børn er mit største principielle problem med det svenske sexkøbsforbud:  Antagelsen om at kvinder er små sarte væsner, ja faktisk blot store børn, der skal beskyttes mod dem selv. 

 

Morgan JohanssonDette kan udledes af det sindssyge faktum, at man kunne lade sig moms- og skatteværksregistrere som prostitueret, det er blot ulovligt for kunderne at købe éns ydelser. Så svenskerne vil ikke forhindre kvinder, de små pus, i at følge deres falske bevidsthed hen til det farlige sexarbejde, det er bare manden, den overvoksne og meransvarlige, der skal indse at han skal holde snitterne væk fra det store barn, den sexsælgende kvinde er. 

 

Dette komplet forkvaklede kønssyn ses nu ved at en svenskers sexkøb i udlandet skal retsforfølges derhjemme, med skærpet straf tilmed. Så vidt jeg ved, er den eneste forbrydelse, som de fleste lande straffer deres borgere for, uanset hvor forbrydelsen fandt sted, pædofilt overgreb. Dét er godt! Men det er meget ugodt at ville hamre ind i svenskernes skaller, at kvinder, der vælger at sælge sex, faktisk bare er børn, der ikke aner hvad de selv gør og derfor kræver først mandens beskyttelse – ved at han ikke køber sex af dem, dernæst statens Sveriges beskyttelse – ved at fængsle de mænd, der ikke fattede at en frivillig ydelse mellem to voksne faktisk er vold og overgreb – også i de lande, hvor sexsalg er nok så lovligt.

 

Åsa LindhagenDet er så grimt et syn på mænd og kvinder, at jeg fattes ord. Og det er uhyre problematisk, at Åsa Lindhagen givetvis ikke har fulgt sin egen tankerække til sin logiske konklusion, nemlig at hun blot er et instrument for manden (Morgan Johansson). Med falsk bevidsthedskortet kan Åsa jo aldrig bevise, at hun aktivt, frivilligt og med åbne øjne har valgt en parlamentarisk karriere. (Saudi Arabien mener at en karriere indenfor politik er skidt for kvinder, og forhindrer derfor, venligt og velmenende, kvinder i at træffe det valg).

 

Det er dybt bekymrende, at agens og fri vilje 1. Kun tilskrives mænd. 2. Kun kan komme til udtryk ved at vælge det rigtige liv som udtænkt af bourgeoisiet: Åsa har fri vilje, fordi hun læste på uni, fik to børn og en flot politisk karriere. Åsa ville ikke kunne bruge sin frie vilje til at sælge sex. 

 

download (22)Når det der burde være et internt, og dermed mig ligegyldigt, svensk anliggende, alligevel kan blive et blogindlæg værdigt, handler det om at ingen er frie før luderen er fri. Frihed er også retten til at fejle, eller blot vælge at leve et liv, der ikke er skåret efter en skabelon godkendt af Johansson og Lindhagen, og frihed er selvfølgelig også at “være involveret i offerløse forbrydelser” på den anden side af jorden, uden at den racehygiejniske stat skal blande sig i det.

Sverige racehygiejne

Del to

Johansson og Lindhagen formår at rode så mange begreber sammen, at jeg ser mig nødsaget til hurtigt at skyde bare nogle af vildfarelserne ned:

Sexarbejde er ikke lig menneskehandel. Den altovervejende del af sexarbejde foregår frivilligt, fredeligt, uden tvang og vold. Landbrug og byggeri har desværre markant mere menneskehandel, men eftersom dén form for slaveri mestendels går ud over mænd, kan offerfeministiske svenskere selvfølgelig ikke se problemet. 

Tintin-Congo SC-pDe to ministre kan lige svinge sig op til at nævne klasseproblematikken, der som sædvanlig består i at forbyde fattige i at tjene penge, i særdeleshed skal mindrebemidlede kvinder kende deres plads, som er derhjemme i fattigdommen. Kvinder er ellers lønførende indenfor sexarbejde… 

Racisme iklædes ofte velmenenhed. At overrule andre landes lovgivning med foregangsargumenter er et gammelt, klamt trick. 

Sverige ligger på en flot fjerdeplads på Gay Happiness Index, men den seksuelle frihed skal åbenbart tøjles, hvis det står til Socialdemokratiet og Miljø Partiet. Bøsser må gerne bolle, men kun gratis… 

Det er problematisk at en ligestillings- og justitsminister ikke kan indse det himmelråbende sexistiske i at lave en kønnet lov. For at antage at en sexsælger altid er en kvinde, og en sexkøber altid er en mand er både dumt og falsk. Men indenfor den ‘logik’, skal de kvinder, der har købt sex af en afrikansk mand også i brummen, eller er det kun mændene, der tager tager til Fjernøsten?

 

Det er blevet en trend i Sverige at kaste med bomber og håndgranater. Omfanget blev så stort i 2017 at svenskerne fik et nyt ord “sprängdåd”, som selvsamme Aftonbladet opremser 9 styks af, alene i maj 2020. 41 personer blev skuddræbte i 2019, der havde 320 skudepisoder. Selvklart at en fængselscelle skal reserveres til en mand, der har fået en massage med happy ending på ferien. 

Den svenske stat kan ikke engang beskytte kvinder, der færdes på gaden eller er til koncert. Sverige nævnes, trods verdensmosterskabet i flest kvindelige ministre og mest ligestilling på papiret, ikke som et sikkert land for enlige kvindelige turister at tage til. Men hjemvendte turister skal i brummen for en blæser.

 

Sverige, du gamla du fria…





Frihed til kvinder – et løft ud af fattigdom

27 03 2010

Af Nina Søndergaard

Her på bloggen er der en almindelig skepsis overfor alle magthavere, og Søren Pinds selvproklamerede titel af frihedsminister gav mig tårer i øjnene og det var ikke af lykke.

Dog får Pind lidt respekt gennem disse udtalelser om kvinders muligheder for at bestemme selv over deres eget liv, inklusive retten til at kontrollere sin egen fertilitet, citeret i Kristeligt Dagblad 2010.3.27

At give kvinder muligheder for at vælge selv er et meget vigtigt skridt mod større velstand, frihed og lykke. Det gælder for alle mennesker, men mænd anses traditionelt for værende i stand til at træffe egne beslutninger og drenge kommer som regel før piger til mad, lægehjælp og skolegang. Det er uheldigt og giver nogle langtrækkende konsekvenser for velstandsfordelingen.

To arbejdende mennesker er som regel i stand til at tjene mere end én person i arbejde. Succesen med mikrolån viser med al tydelighed dette.

Som Pind og Obaid er inde på bliver kvinder verden over undertrykt af nogle kedelige strukturer og det viser sig fx i trafficking. Et arbejdspapir fra ILO 2008 demonstrerer hvordan kvinder der rejser ud af deres hjemland for at finde arbejde har langt større risiko for at blive offer for tvangsarbejde og trafficking.

Succesfulde migranter har nemlig bedre udgangspunkter i form af højere uddannelse, større og bredere netværk og er forholdsvist bedrestillede end dem der havner i trafficking. Her falder kvinderne ofte igennem, da de mangler visse af de forudsætninger der kan give et heldigt udfald på migrationen.

Altså er det lange seje træk der skal til, før vi kan komme trafficking til livs. Det drejer sig om uddannelse og vækst- og jobskabende tiltag i verdens fattige områder, da fattigdom er hovedårsagen til at mænd og kvinder rejser ud for at søge lykken andetsteds. Andre push-faktorer er diskrimination, korruption, politisk ustabilitet og væbnede konflikter, men de er sekundære i forhold til lav indkomst og arbejdsløshed.

Her rammes kvinderne typisk også hårdere end mændene, da de fyres før mændene og har sværere ved at (gen)vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Løngabet mellem mænd og kvinder er næsten for tungt at komme ind på her, men en af faktorerne i lønskævheden er kvindernes graviditeter og børnepasningsmuligheder. Og således slutter jeg af med Pind og Obaids ønske om at kvinder verden over selv kan få kontrollen over deres liv og kroppe gennem prævention og fri abort.





Trafficking eller drømmen om et bedre liv

6 09 2009

Af Nina Søndergaard

1594510970_cf150Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

 

small2Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

 

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
tn_photo_7En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

small1

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/