Den moderne kvinde

28 01 2010

Af gæsteskribent

Den moderne kvinde er som oftest veluddannet. Hun er enten i parforhold eller single, helst i parforhold. Hun er meget social og dygtig og af de fleste anset for stærk. Hun taler meget og har mange meninger.

Uanset om hun er i et parforhold eller er single har hun ikke sluttet fred med mænd; hun kan ikke affinde sig med mænd, som de er mænd; hun kan ikke finde plads i sit sind til en forankret bevidst forståelse af fænomenet mand. Mænd er altid konfliktstof, primært ift. deres såkaldt iboende natur, men også en smule ift. interaktionen mellem mand og kvinde.

Mænd er potentielt dårlige eller forkerte mænd og det handler om at finde den rigtige mand. Der er grundlæggende noget i vejen med manden, enten den enkelte mand eller mænd generelt eller samfundets kønsroller. Dette hænger sammen med hendes manglende bevidsthed om sig selv, som kvinde og især som menneske, for Den Moderne Kvinde fokuserer kompulsivt og rigidt på kønsopdelinger og kønsforståelser og stort set ikke på mennesket og det menneskelige.

Den moderne kvinde opfatter sig selv som selvbevidst og seksuel frigjort. Hun er løsningsorienteret ift. sit parforhold eller sin singletilværelse, fordi hun er fast besluttet på lykke. Derfor oplever hun, at både hendes selv og hendes veninder er frigjorte og kan dele oplevelser fra soveværelset og snakke åbent om dildoer og følelser. Men den moderne kvinde onanerer ikke, for enten kan hun ikke finde ud af det, eller også orker hun det ikke.

Hun konnoterer selvtilfredsstillelsesfænomenet som mandligt og naturligt for mænd og ikke ligeså naturligt for kvinder. Tværtimod er det netop naturligt at piger og kvinder onanerer i mindre grad; hvilket både den unge moderne kvinde/pige og mand/dreng bliver fortalt igen og igen.

Den moderne kvinde vil have det bedste sexliv, intet mindre. Og det må være muligt; det kan ikke passe, når det ikke sker. Det kan ikke passe at hun selv eller hendes veninder skal nøjes med mindre end det bedste, for hun fortjener det, og det gør hun alene i kraft af sin identitet som moderne kvinde.

Og det må og skal hendes mand forstå. Når sexlivet er vanskeligt og besværligt melder frustrationen sig med omgående fokus på parforholdsrelationen, for det er helt implicit, at både årsag og løsning må findes her. Hun er løsningsorienteret og parat til at gøre en masse og anser dette for en meget moden holdning. Men nu orker hun slet ikke at onanere, for hun har jo travlt med at tilegne sig viden om parforholdsmekanismer osv. Den moderne kvinde forventer et godt sexliv udelukkende på grundlag af Det Gode Parforhold, dvs. noget udelukkende relationelt.

Den moderne kvinde begynder, når hun bliver parat til moderskabet, at ophøje formering til noget ubeskriveligt, noget fantastisk og helligt og transcendent i tilværelsen; det er den ultimative opgave og oplevelse, som overflødiggør alle andre refleksioner over livet (ikke fordi hun hidtil har haft særlig mange af disse på andre niveauer end hverdagstanker på baggrund af bl.a. kønsspecifikke kulturprodukter). Alle andre meninger, holdninger, betragtninger, tanker, ideer eller undersøgelser om moderskabet forkastes totalt og aldeles, og kvindens subjektive oplevelse får en altoverskyggende sandhedsværdi.

Netop den subjektive oplevelse bliver altafgørende og en slags altomsluttende Grand Theory of Life. Før har hun uden tøven haft holdninger til fattigdom, politik, krig, ligestilling, økologisk landbrug og kulturelle tilbud uden førstehåndskendskab til nogen af tingene, endsige akademisk eller empirisk indsigt. Men med Moderskabet indtræder en total ontologisk omvæltning i hendes sind: alle tanker devalueres ud over den hellige Subjektive Oplevelse.

Med Moderskabet bliver hun pludselig bevidst om sig selv, sin identitet, sin menneskelighed. Det hele kommer bag på hende. Det at være menneske er en kæmpe overraskelse. Det fremmedgjorte og distancerede forhold hun har haft til sin egen krop bliver udfordret brutalt og hendes løsning er at kaste sig svælgende ind i oplevelsen med mulighed for mere eller mindre hensigtsmæssige udfald, og det vigtigste bliver ophøjelsen af Den Subjektive Oplevelse og devalueringen af alle andre forståelser.

Hun svælger i fødselsoplevelsen og udstiller den i det sociale fællesskab for dermed at få det placeret uden for sig selv; hun placerer alle oplevelserne i venindegruppens net af fællesskabshistorier.

Historien om at formere sig bliver gjort til noget særligt, noget ubeskriveligt, noget for indviede, noget ekstraordinært for mennesket. Det mest udbredte og mest normale, grundlæggende menneskelige fænomen, der netop ikke er noget særligt, bliver ophøjet og mystificeret.

Moderskabet giver Den Moderne Kvinde en mulighed for mening, og hun sulter desperat efter denne mulighed. Det giver hende en stor lettelse, og meningsspørgsmålet i alle andre sammenhænge bliver totalt ligegyldige overfor meningen med livet i relation til Moderskabet. Alle andre refleksioner over livet udgår fra denne altomsluttende grundlæggende præmis for meningen med livet; Moderskabet. Således behøver hun i bund og grund ikke forholde sig til andet end Moderskabet.

Den moderne kvinde evner ikke selvkritik, men hun forsøger på det i en fejlslagen intellektualiseret pseudoform. Hun må bruge meget energi på at beskytte sig imod at se på sig selv i et grundigt lys, bl.a. gennem utallige spejlende redskaber (veninder, målgruppespecifikke kulturprodukter og andre stærkt kønsspecifikke sociale redskaber).

Den moderne kvinde er praktisk set meget energisk og arbejdsom og målrettet. Eksistentielt og åndeligt er hun doven og bange.





Michael Laudrups tænder og Jette Hansens øjenvipper

21 06 2009

af Nina Søndergaard
Nu er jeg også hip og har læst Camilla Stockmann og Maise Njors korrespondance fra 2005. Det var en positiv overraskelse, for jeg er generelt lidt lunken ved moderne, meget hverdagsnær litteratur. Jeg føler mig ofte snydt, når jeg læser om gummistøvler og at hovedpersonerne drikker kaffe, noget som jeg selv gør og derfor ikke behøver at læse om.

Men de her to kvinder skriver godt (ellers ville de ikke være journalister) og selvom deres liv ikke er just er på kanten, så er det en forfriskende ærlighed der lægges for dagen.

Der er allerede skrevet meget om de to, derfor behøver jeg ikke at sige hvilke pinligheder de disker op med. Men lige netop disse ret så sjove pinligheder med dem selv i hovedrollerne, har trigget en på dansk grund kendt feminist.
Hun hedder Jette Hansen og er dybt bekymret over hvordan kvinder nu reagerer som mænd med at arbejde og drikke. Hansen hæfter sig ved at Njor var så fuld på et tidspunkt at hun måtte støtte sig til barnevognen. Derudover mener Hansen at kvinder ligger under for et umenneskeligt pres fra arbejde og familien. For at lette presset drikker kvinder sig fulde og brækker sig. Hvilket ikke hjælper på kvindefrigørelsen. Inden jeg kommer til hvad kvindefrigørelse kunne tænkes at være, vil jeg lige påpege et par ting.

Tis

For at få ret må Jette Hansen ty til lidt kildesjusk, som ikke var gået på mit studie. Hun tager nemlig fat på, at sex efter en fødsel føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. For at vise hvordan kvinder går med på mandschauvinismens værste sider, nemlig ved at disse ægte kvindelig skaberkraft. Men, der er bare den hage ved det, at det er ikke, som Jette Hansen påstår, Camilla Stockmann der skriver dette, men derimod den nybagte mor Maise Njor, der citerer Michael Carøe. Altså viser det Njors selvironi og måske lidt om Michael Carøes pik. (Han kom forresten fuld hjem efter at være blevet kåret til Danmarks lækreste mand, vækkede sin kone og pralede med det. Svar: Nå, jeg er Danmarks søvnigste kvinde, og så sov hun videre. Ingen har dybdeanalyseret hvordan Carøes mandighed har det efter denne omgang). Njor oplever i øvrigt sin første sex-løse uge ca. 40 uger efter sin fødsel, så helt galt kan det næppe være.

I en parentes får Hansen nævnt at Njor skriver om sine tre pigebørn med stor kærlighed og omsorg. Ikke kun det. Njor lægger faktisk sit liv om på grund af sine børn, så hun ikke genoptager sit redaktørjob, men skriver på freelance basis for sjovs skyld. (Noget som kun lader sig gøre fordi manden tjener en del. Ikke for at disse Njors valg, men blot for at påpege at det er svært at undslippe strukturer). Stockmann fravælger børn, indtil videre, da hun ønsker at pleje sin karriere, arbejder til midnat og i øvrigt er noget skræmt over hvordan hun selv bliver som moder. Det forekommer mig at være to meget bevidste og ansvarlige valg.

Hansen skriver at hun ikke har tal på hvor mange gange de to pisser og brækker sig samtidig. Njor henviser til sin ungdom, Stockmann drikker fordi hun kan og glorificerer ikke sine søndage i sengen med tømmerkvinder. At Njor bliver, så vidt jeg kunne tælle, fuld tre gange i løbet af et år, får ikke mine alarmklokker til at ringe. Slet ikke når Njor i ædru tilstand er hjemmegående husmor og tager sig meget godt af sine børn. Desuden er hele korrespondancens formål at afprøve hvor ærlig man tør at være. Det inkluderer også at fortælle om ustyrligt pinlige ting, som de fleste holder kæft med. Altså kan deres eskapader (som er samlet sammen i løbet af i alt 65 år) sagtens forekomme grove og groteske. Næppe fordi det er enestående at vælte uelegant ind i en masse cykler, men fordi man ikke plejer at skrive til offentligheden om det.

Mere grundlæggende så hylder Hansen kærligheden. Vel at mærke den monogame (og helst heteroseksuelle) af slagsen. Den kærlighed har åbenbart gjort Hansen blind for at Njor og Stockmann også lever i kærlighedsforhold og at de er meget glade for den mand de har fundet. Altså er de tre, Hansen, Njor og Stockmann jo faktisk rørende enige og vi kan dermed gå videre til næste punkt.

Njor skriver om stress og spørger om vi bare er tyndhudede, det er livets væsen eller om der er noget helt galt med vores samfund når vi stresser sådan. (Hertil vil Hansen nikke til dette gode spørgsmål). Njor fortsætter med et eksempel på en forarget kollega, der ikke forstod hvorfor en mor til tre var på arbejde stadigvæk, den var jo over fire! Njor gør ikke mere ud af det, men hun nævner på et tidspunkt Behagesygen. Noget som halvdelen af jordens befolkning lider af. Og som hun langsomt er ved at vriste sig ud af og gøre hvad der passer hende. Hun nævner også Klynkeretten, for det ”går aldrig så godt at man ikke lige kan mestre lidt klynk, når man bliver spurgt, hvordan man har det.”

Her går Njor imod Hansen. For Hansens løsning er netop at tilbageerobre retten til at sætte grænser og brokke sig. Og det kvinder skal brokke sig over, er hvor hårdt det er at have fuldtidsarbejde og være mor samtidig. For det er Moderskabet og Kærligheden der tæller i Hansens verden. Vover man at opprioritere karrieren er man en ravnemoder. Og det er jo interessant at kvindefrigørelsen for Hansen i 2009 er Küche und Kinder

Hansen overser bekvemt de spørgsmål og emner som de to tager op, og fokuserer på at de skriver skægt om det. Det er at gå med på mandschauvinismens præmisser, mener Hansen, at udstille sig selv som amatør i sit eget liv. Men det er altså bare en brevveksling og ikke tung litteratur. Den slog dog Fuga med mange hestehoveder, alene fordi jeg grinede højt af (og med) de to kvinder.

Latter regnes ellers traditionelt set for at være frigørende og forløsende, men det mener Hansen åbenbart ikke at det er i denne sammenhæng. Når Njor og Stockmann får mig og andre læsere til at grine højt, er det jo ikke kun af dem, men også af os selv. Det er sjovt fordi man kan genkende det og fordi man er lettet over at det ikke var én selv der sendte recepten mod skedesvamp med i jobansøgningen. Hvis Njor og Stockmann har fået bare én kvinde til at overveje en gang til, hvorfor hun smører endnu et lag foundation i hovedet, stresser over at en gæst får ikke-matchende bestik eller hvordan det kan være verdens undergang at barnet får en rød pølse, så er vi nået et lille stykke videre mod kvindefrigørelse. For hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at være behagesyge perfektionister, hvilket er en meget energikrævende sygdom.

Tilsidst skal det siges at jeg sagtens kan følge Hansens kritik af det moderne liv, at det ikke er sundt at drikke meget alkohol og at der er nogle strukturer i samfundet som er med til at holde kønnene på plads. Det forekommer mig bare at være en meget ukonstruktiv måde at påpege disse brister ved at hakke på andre. Især når de endda tager netop de valg som Jette Hansen gerne vil have at de skal tage. I stedet kunne vi arbejde for bedre børnepasning, så det ikke kun tilgodeser kærnefamilier med 8-16 jobs eller nedbryde falske forestillinger om hvad en god barndom er. Et barn behøver måske ikke hjemmebagte øko-boller hver dag, ferier på Kreta eller mærketøj. Eller også trænger vi bare til at smide facaderne og grine højt af livets genvordigheder. I så fald lykkedes Stockmann og Njors mission.