Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.





Argumenter mod kriminalisering af prostitution

19 07 2011

 

Af Nina Søndergaard

 

I Prostitution er ikke et frit valg (og må derfor forbydes).

Nu er begrebet frit valg naturligvis problematisk, men uomgængeligt, da det er den eneste tese om menneskets livsvalg, der formår at indfange at hvert eneste menneskeliv leves indefra, og at ethvert menneske består af en irreducibel og helt unik mængde af tanker, følelser, minder og oplevelser.

Selvom fatalister, genetikere, marxister, strukturalister og troende måtte mene at alle vore handlinger er styret af skæbnen /generne/ markedskræfterne/ uundslippelige magtsstrukturer/ Gud, så fejler alle disse teorier i at tage højde for at langt de fleste mennesker ikke ser sig fuldstændigt spejlet i teorierne, og at de fleste mennesker oplever at de træffer egne valg: Du vælger at læse dette, fremfor at gøre noget andet lige nu, muligvis har du også hentet en kop kaffe imens. Det føltes næppe som om Gud eller dine gener tvang dig til det, vel? Du havde lyst til en kop kaffe, derfor drak du én.

Hvis det lyder som om jeg hermed vrænger næse af de strukturelle forklaringer, så skyldes det at det er svært at sige at strukturen bestemmer dine valg på et mere overordnet plan: dit arbejde, men ikke på et mikroplan: tage en kop kaffe eller lade være. Diskussionen om hvorfor du så havde lyst til kaffe er en anden.

Dernæst er problemet med argumentet om at prostitution ikke kan være et frit valg, at det frie valg dermed defineres som friheden til at få sig et pænt og anstændigt arbejde og gifte sig godt. Det er glimrende, men hvis de valg skal fremtvinges, så er de netop ikke frie mere, men totalitære og undertrykkende.

Hermed kommer vi til at det frie valg ofte er uforståeligt for udenforstående. Tit fatter vi simpelthen ikke hinandens bevæggrunde eller lyster. Hvorfor nogle gider at cykle opad bjerge eller gnaske gorgonzola i sig forstår jeg ikke, men min undren kan aldrig blive til et argument for at forbyde disse ting, da de ikke er skadelige og bliver valgt med stor lyst og glæde af nogle. Altså må jeg og samfundet acceptere at nogle åbenbart træffer det valg at blive cykelrytter, osteforhandler eller sexarbejder.

 

II Prostitution er ikke et frit valg (og må derfor forbydes).

Et af de problemer der er medfødt i tanken om det frie valg, at det lyder som om at der er uendelige valgmuligheder. Det er også skjult at ethvert valg indebærer fravalg, og at nogle valg har flere konsekvenser end andre, men det ærgeligste er klart at frihed sættes lig uendelighed.

Det er jo løgn. Det er desværre sådan at vi kommer meget forskelligt fra start: Nogle har valgt at lade sig føde af rige og raske forældre, andre er handicappede, nogle kommer ud for ulykker og andre er bare heldige.

Jo rigere man er, des flere valgmuligheder har man. Velstand giver den enkelte mulighed for at foretage sig andet end lige præcis at knokle for at overleve. Nogle sexarbejdere kan tjene penge på mange andre måder, men har vurderet at sexarbejde alt i alt er den bedste måde for dem at nå deres ønskede velstandsniveau. Andre har knap så mange hylder at vælge fra, men vælger stadig at sexarbejde fordi det anses som mindre træls end at komme på kontanthjælp/ arbejde på fabrik/ hakke sukkerrør/ undvære stoffer. Det er stadig den enkelte person der vælger at sexarbejde, fremfor at foretage sig noget andet.

Fortalere for et sexkøbsforbud har også det problem, at de gennem et forbud fratager folk endnu en ærlig og hæderlig erhvervsmulighed, og at dem der netop vrisser af det frie valg er med til at aktivt begrænse andres valgmuligheder og gøre deres liv endnu mere ufrit.

Det vil især gå udover fattige kvinder med lav eller ingen uddannelse. Også disse kvinder må have lov at forbedre deres liv eller bare købe sig til luksus, og det kan sexarbejde gøre dem i stand til. De skulle gerne have bedre arbejdsforhold og det fåes selvfølgelig ikke ved at kriminalisere hverken dem eller kunderne.





Mere om kærligheden tilbage i dagene

30 10 2010

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…