Buh til burkaforbuddet

6 08 2018

Af Nina Søndergaard

 

Burkaforbuddet er uhensigtsmæssigt og endnu et skridt i den forkerte retning.

BadedragtmålingDet omstridte burkaforbud er nu desværre trådt i kraft og gør mig træt. Det er ærgerligt at et samfunds moralske stade atter måles på især kvinders krop og klædning. Når blot dem med æggestokke har den rette påklædning, så er alt godt og XY’ere kan fortsætte med at te sig tosset når blot deres damers badedragter er tækkelige, tørklæderne tætsluttende nok eller ansigterne er tilpas synlige.

Den sang har jeg hørt kedsommeligt mange gange før, og som altid er det en klam tankegang der ligger bag: Kvinder er som børn uden agens og fri vilje. Derfor skal kvinder reguleres og nu tilmed også straffes af overvoksne, der ved bedre hvad hun vil end hun selv gør.

 

Burkabrok

Derfor kan jeg heller ikke lide burkaen. Præmisserne for den totale tildækning af kvinden, andensrangsborgeren, fristerinden er mig modbydelige.

Jeg bryder mig ikke om at kvinden opfattes som en ting, der ejes af hendes far eller mand.

Sura 37 60Renhedstanken er uhyggelig: En kvindes værd kan formindskes eller ligefrem fjernes ved at fremmede mænd blot kigger på hende Den tager vi lige igen: Når fotoner rammer først hendes hårspids og/eller knæhase og SÅ en nethinde på en mand er hun endnu mindre værd som menneske. Den fremmede mands blik har besudlet hendes renhed og dermed værdi.

Synet på sex som noget syndigt som kvinden udsondrer via usynlige lyststråler, der inficerer nærmeste mand med utøjlelig trang til samleje, er gustent, forkert og i øvrigt umådeligt nedladende overfor mænd.

Mine egalitære principper bliver også krænkede af at nogle er mere lige og nærmere Gud og menneskeheden end andre ved at skilte med deres religiøse tilhørsforhold. Vi er alle en del af én menneskehed, ingen over, ingen under. Og endelig er tanken om at moral findes i et stykke stof er både dum og forkastelig.

Moral er noget man besidder og handler på og efter, det er ikke noget der er iboende i et stykke tøj. Det er en doven skelnen mellem de gode og de onde at blot se på tøjet, men ikke bærerens gerninger og karakter. Og derfor er der heller ikke noget godt eller dårligt i sig selv ved at være nøgen eller i niqab. At slå eller berøve andre mennesker er forkert, og antallet af tøjstykker på den formastelige har ingen betydning.

download (21)Det er kedeligt at Danmark er nu gået med på den slatne skelnen mellem de rigtige og forkerte ved at give bøder til burkaklædte kvinder. Det er desuden letkøbt og latterligt at påstå at ville hjælpe ved at straffe. Hvis nogen absolut straffes for burka, skulle det da være manden man mener har tvunget kvinden ned i en burka. Men nej, straffen går nøjagtigt til de undertrykte. Som jo er dem vi ser – eller så. De niqabkædte kvinder gik netop udenfor og kunne dermed forarge de forbudsbegejstrede. Hvem ved hvor mange muslimske kvinder der (nu) ikke får lov at gå udenfor? Ahmed Mahmouds mor fik stort set ikke lov til at forlade lejligheden eller bare trække gardinerne fra. Det er en pyrrhussejr at blot sende det synlige problem ud af gadebilledet og ind bag lukkede døre.download (20)

Hermed er der også en parallel til det svenske sexkøbsforbud (som desværre har bredt sig til andre lande). Prostitution var og er i svensk magtelites øjne noget gris, og fra 1999 og til nu er det også behørigt blevet skjult, men er ikke formindsket eller forsvundet. Dog er der én eneste god ting at sige om loven, og det er at svenskerne er klare i spyttet om hvem det er det er synd for og hvem det er der er skurken. Det er kunden der straffes, ikke sexarbejderen. Men den ene moderat gode idé blev altså ikke eksporteret hertil, desværre.

 

Storebror glor

images (17)Burkaen og andre mundskjulere er nu også forbudte fordi de ansigtsgenkendende overvågningskameraer skal kunne genkende folk. Altid. I den hellige sikkerheds navn. En hurtig og helt uvidenskabelig søgning på ‘burqa clad terrorist attack’ gav heldigvis forbløffende få hits og vist ingen angreb i Europa. Altså forekommer det endnu mere åndssvagt at ville sikre sig mod en trussel der aldrig har været der. Men det er hele kærnen, at fjerne frihedsrettigheder i den falske friheds navn, at bombe sig vej til demokrati og frelse gennem tvang….

 

Frihed

Det er dumt at kæmpe for ligestilling ved at give undertrykte kvinder bøde. Det er uholdbart at værne om vores religionsfrihed ved at forbyde voksne mennesker et religiøst udtryk. Som i sig selv er fredeligt og på linje med orange rober, turbaner og yarmulker.

Det har givetvis uheldige konsekvenser at forbyde lige præcis en muslimsk (wahhabitisk) skik – da visse tilhængere af islam med rette kan vrisse at de bliver undertrykte.

download (22)Frihed er også frihed til at tage fejl, til at være fredeligt udenfor og sær og mene og vælge noget tåbeligt så længe man ikke skader andre. Frihed er intet hvis det er en gave Centralkomitéen kan give de få heldige der makker ret. Hertillands har vi en lang frihedstradtion, der bygger på tillid. Den er vi i færd med at ødelægge fuldstændig og det er skidt. Det er heller ikke farbart at sætte hårdt mod hårdt, eller rettere hårdt mod et blødt stykke stof, eller forsvare et frihedsindgreb fordi mange burkabærere vist er hyklere der kræver retten til at klæde sig som de selv vil, men ikke støtter deres muslimske medsøstres ret til at ikke have tørklæde på. Tilbage til at frihed er, at andre har lov at vælge noget andet fredeligt end hvad man selv vil og gør.

Desuden er der jo tusinde tolkninger af tøj. De færreste med en trenchcoat på støtter veldownload (23) krig, men trenchcoats er et produkt af første verdenskrigs skyttegrave. Således har alt tøj en historie og tolkningsmuligheder, som bæreren eller andre ikke nødvendigvis (aner)kender eller tilslutter sig.

 

Hvad bør i stedet gøres

 

https://www.goodreads.com/book/show/81227.Infidel

Takket være Ayaan Hirsi Ali: Kætter kan jeg runde af med et par strøtanker om hvad man bl.a. kunne gøre i stedet, udover at tilbagekalde den idiotiske lov (sammen med række andre nylige frihedsbegrænsninger).

 

Det er ønskværdigt at islam også får en reformation. (Som skal komme indefra. Martin Luther var katolsk munk, ikke asatro eller shaman). I mellemtiden kunne kristne gerne komme mere på banen og udbrede evangeliet til muslimer, der måske ikke finder sig helt til rette med islam, men som ikke kan forestille sig et liv uden Gud. Vi kunne også som et nogenlunde sekulært og frit samfund støtte frafaldne, ligesom man under den kolde krig støttede dissenter i Østblokken.

 

Historisk PS for at imødegå de forskelsudglattende, der vil sige sådan-gør-vi-også:

http://www.mitfanoe.dk/index.php/da/fanos-historie/folkeliv/fanodragt/151-fanodragten-en-dragt-til-enhver-lejlighedJa, det var og er gængs i det kristne Europa at kvinder gik og går med tørklæde – tildels af praktiske årsager. Det holder på håret, og skærmer images (16)for sol, regn og vind. De mest formummede egnskvindedragter i det danske område er fra Fanø – øen med permanent (sand)storm direkte fra Nordsøen. Derfor ligner de tuareger og andre folkeslag, der lever med konstant sandblæsning.

Men! Vi har aldrig haft så skarp kønsadskillelse som i bæltet fra Østafrika, Mellemøsten og Indien (purdah). Kirker var ganske vist inddelt i en sværdside og spindeside (og dén kønsadskillelse ebbede ud for mere end hundrede år siden), men det var altså samme gudstjeneste. Mænd og kvinder spiste sammen (modsat udbredt muslimsk skik: mænd først, siden kvinder), arbejdede sammen i marken i høsten, kørte i samme vogne, handlede på samme markeder. Denne afslappede omgang kønnene imellem lader til at fjernet behovet for transportabel kønsadskillelse i form af burka.





Reklame for Samtalen om Sex

9 03 2018

Af Nina Søndergaard

Karina Kehlet Lins: Samtalen om sex, Hans Reitzels forlag, 2018. 250 DKK.

Samtalen om Sex

Forfatter og psykolog Karina Kehlet Lins har begået en meget fin, letlæst, lækker, sjov, klog og inspirerende bog om at behandlere overalt i sundhedssystemet bør få gang i samtalen om sex. Det kan jeg naturligvis kun støtte helhjertet op om.

Hendes påstand om at samtalen om sex i den grad mangler, er pr. definition svær at bevise. (Lytte med ved alle konsulationer og psykologtimer? Nej vel). Så gik jeg på uvidenskabelig manér på et større folkebibliotek for at se på bøgerne der.

Ud af omtrent en hyldemeter bøger (under 61.37) var hun den eneste psykolog, der havde skrevet om sex. To filosoffer, tre læger, en sygeplejerske, en jordemoder, en akupunktør, en fisseslikker og resten var forfattere og sexologer af alskens art.

Sygeplejebøgerne havde titler á la ‘den gode samtale’ og ‘om åndelighed i sygepleje’, men ingen af bibliotekets smallere bøger nævnte sex eller erotik. Sygeplejebogen i 3 tykke bind, mere end 1000 sider, har ti udmærkede sider om seksualitet i sygepleje. Og tredive sider om vandladning.

Derudover har jeg hørt en sosu-assistent, en jordemoder og en sygeplejerske sige at de er blevet direkte instrueret i at ikke skrive noget om seksualitet i patienternes journal. Det er ellers et lovkrav. Der er tolv punkter på tjeklisten, og der skal i alle fald skrives at der er taget stilling til et punkt. Men punkt nummer otte udfyldes sjældent: “Seksualitet, f. eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler.” Jeg tvivler på at næste punkt om smerte i samme grad springes let og elegant henover.

Bevares, det her kan afskrives som løse rygter og hörensagen, men for mig ligner det mangel på omsorg for den erotiske side af livet. Det er trist at vi stadig ikke helt tør anerkende seksualiteten som en del af et helt, komplekst og godt liv, og at sygdom og svækkelse sættes lig aseksualitet.

Jeg tillader mig at håbe at bogen her kan bringe os et lille skridt videre mod en mere rummelig og skamfri opfattelse af sex.

Note: Facebook vil afsløre at jeg er så heldig at være venner med Kehlet Lins. Derfor er dette en oprigtigt ment reklame og ikke en anmeldelse.





Voksne må også gerne lege med dukker

16 02 2018

Af Nina Søndergaard

 

Bekymringen, denne afhængighedsskabende følelse af ansvarlighed, vil ingen ende tage. Alle dage har sex givet anledning til bekymring og nu, takket være teknologi, er turen kommet til ting. Ting. Sexdukker. Som påståes at forrå og devaluere alle køn.

Disse påstande ligner til forveksling al anden foregående dæmonisering af sex og køn, og naturligvis mener jeg at alle (de forholdsvis få) interesserede der måtte være, skal have lov til at udleve deres lyster i fred.

 

Mistænkeliggørelse af mænd

Endnu engang ligner det en sygeliggørelse af mænds seksualitet. Hvis en mand køber en dukke, der er formet som en kvinde, er det åbenbart fra klamt til frastødende til et tegn på psykopati og det som værre er. At en kvinde køber en dildo er neutralt/ok/prisværdigt at hun tager ansvar for sin egen seksualitet.

download (10)Det er også bare ok til lattervækkende, hvis en kvinde har sex med en He-man dukke, en legofigur (bind snor i!), mannequindukke eller en fotostat af Elvis. Men puha, hvis en mand boller en dukke! Det leder jo til voldtægt af ægte kvinder og krig og alt muligt….

Legesyge og fantasi er med andre ord kun ok for det ene køn, nemlig det gode kvindekøn, det eneste køn i stand til at skelne legetøj fra levende mennesker. Not.

 

Uopfyldte behov

Uanset om vi vil (erkende) det eller ej, så er der folk, der er ude af datingloopet. Dét at finde en kæreste er for disse mennesker svært. Men behovet for kropskontakt, krammere, sex og samvær forsvinder ikke af den grund. Afholdenhed er åbenbart det eneste anstændige valg, mener somme. For hvis de kæresteløse køber sex af mennesker er det forkert, og det er også forkasteligt, hvis de køber en sexdukke til at dække deres behov.

Hvis man synes det er så synd for de her personer, vil jeg naturligvis opfordre til at man selv gør en god gerning og knalder rundt.

 

Robotter erstatter de levende

images (7)Kælesælrobotter er med til at gøre dementes liv bedre. Løfterobotter kommer nok snart til at gøre sundhedspersonalets liv lettere. De her to eksempler kan måske vække undren, men vist ikke skingrende foragt og væmmelse.

Som sexdukkernerne altså gør. På grund af sex. S-e-x er stadig forbeholdt de unge, de smarte, de charmerende, de sunde, de smukke, de adrætte. De gamle, de kiksede, de klodsede, de syge, de grimme, de handicappede – de skal sandelig ikke have sex. De må ikke. De må aldrig nogensinde opleve erotikkens glæder, det skal moralens vogtere, Moder Stat og Almindelig Anstændighed sandelig nok sørge for. Mad, medicin, husly, tøj og måske endda et par ferske og ufarlige glæder: Ja da, selvfølgelig! I menneskelighedens navn, men sex? Nej!

Det er en grim måde at se på sex og kønsmodne mennesker, og jeg har lov at håbe at download (9)tiderne skifter inden jeg selv er hjælpeløst i kløerne på nederdrægtige plejere.

 

Sex slukker fornuft og balance

Det lader til at sex er et paradox. På den ene side, er det grimt og farligt. På den anden side, lokker det som intet andet gør. Det er fuldstændig og aldeles uimodståeligt og dragende.

Bekymringsfløjen mener jo at gøre samfundet en tjeneste ved at skærme os for sexdukker. Antagelsen er vist nok, at sexdukkerne vil erstatte menneskekærester, eller gøre folk komplet ufølsomme og lede til voldtægt af levende personer. Jaså.

Det er alligevel meget at forlange af et dødt produkt.

Fortune 500Alverdens producenter af frituregryder, parasoller, violiner og vingummier må være misundelige på den voldsomme appel sexdukker lader til have. Og dog. Sexdukkefabrikker har (endnu) ikke overhalet hverken Coca Cola, Apple eller Microsoft, hvilket de burde have gjort i følge dem der råber agt i gevær.

Det får mig til at tro, at sexdukker er et nicheprodukt der kun har appel for de ganske få. Og at sexdukker snarere ses som et supplement til onani end reelle kæresteerstatninger for langt de fleste. Al andet sexlegetøj har, trods både bekymring og dårlige vitser, ikke på nogen måde udfaset romantik, endsige overfløddiggjort kæresteri og ægteskaber.

 

Alle sexdukker er ok, også dem udformet som børn

Puritanske Norge har i 2017 beslaglagt en del sexdukker, hvoraf nogle var udformede som børn. Dernæst har det norske politi anholdt køberne. Se mere her.

Hvor gustne jeg end finder disse dukker, er reaktionen dog værre. Tænk sig at blive smidt i fængsel (på ubestemt tid!) for at købe et stykke plastik! Dét er forkert.

I disse hysteriske tider ser jeg mig nødsaget til at komme første indvending i møde: Er jeg selv pædofil? Nej. Bare nej.

Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men p-ordet er pauseknap for al fornuft. Det er sløjt og sigende for moderne debatter, at første træk er at mistænkeliggøre modstanderen. Det i sig selv, er nok til at jeg mistænker at der ikke er meget rationalitet bag den angribende holdning. Ellers var det nok kommet til torvs, inden man begynder at svine den der formaster sig til at være uenig med én.

Så nej. Det er på ingen måde mine egne lyster jeg forsvarer her. Ligesom mit principielle forsvar for regnbuefamilier, aseksualitet  eller sexarbejderrettigheder heller ikke er direkte forbundne til mit eget (sex)liv. Det er blandt en del af voksentilværelsen, at man opdager at man ikke er verdens centrum, og at folk og fænomener eksisterer uafhængigt af én selv.

download (12)Mit forsvar er af principiel karakter, det drejer sig om retten til at leve i frihed og fred sålænge man ikke skader andre. Og dét liv må gerne være anderledes, ja endda afvigende uden at det volder andre skade.

Jeg er blot en gammeldags dinosaur, der tror på at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. At offerløse forbrydelser egentlig ikke er forbrydelser, og følgelig ikke skal straffes. Og à propos bevis. Var jeg stødt på ordentlig, redelig, nøgtern og uangst forskning der fastslog at årsagskæden for overgreb mod børn vitterligt var og er først at bolle børnesexdukker, dernæst rigtige, levende børn havde jeg naturligvis ganske uforbeholdent støttet den norske handlemåde. Selvfølgelig. At misbruge børn er så uacceptabelt, at der næppe findes ord for det.images (8)

Men dukker er IKKE børn. Og eftersom pædofili desværre fandtes længe før moderne siliconestøbningsteknikker, har jeg en kraftig mistanke om at pædofili ikke smitter og ikke udsondres af visse typer plastik.

 

Dukker er døde

images (6)Dukker er ting. Genstande. Dimser. Vi er ligefrem kodede til at menneskeliggøre alting: Skyer, brændte toastbrød, tinsoldater, tepotter, stoppenåle. To pletter og en streg er et ansigt for os. Verden over bliver der passet godt på dukker og bamser, fordi vi lader os narre. Denne egenskab plejer vi, om ikke vokse fra, så i hvert fald kunne distancere os fra, men åbenbart ikke når det drejer sig om dukker der ligner børn. Så får følelserne lov til at tage over. Bemærk at artiklen stort set kun nævner chokket og de stærke følelsesmæssige reaktioner som fuldstændig overskygger det uomtvistelige faktum at dukkerne er genstande. Livløse genstande. Gav politifolkene også dukkerne mad? Lagde tæpper om dem? Sang vuggeviser for dem? Det må jo have været ubehageligt at have været spærret inde i en papkasse, efter at være blevet hevet ud af en matrice og klistret kunstige øjenvipper på sig….

Selv hvis vi sætter lighedstegn mellem dukkerne og levende børn i den forstand, at de er værgeløse, er der stadig noget der halter: Hvem skulle sørge over “overgrebene” på dukkerne? Kobberminen, der gav dukken sine ledninger? Formen som støbte den og hundrede af andre? Postbudet, der intetanende bar den?

Hvad når dukken bliver gammel? Denne fastfrosne genstand, der ikke kommer til at vokse en eneste millimeter eller få rynker endsige kunne huske noget som helst, skal den så også have psykologhjælp?

Jeg ved faktisk ikke hvad der er sket med dukkerne i Norge. Er de blevet lagt på en hylde? Eller brændt? Destrueret? Det er dog også en krank skæbne, hvad både grantræet og tinsoldaten fortæller os…

 

Hvorfor dette forsvar?

Fordi totalitært tankepoliti er forkert. Fordi det er grundlæggende urigtigt at smide folk i kachotten på forhånd. Hvilket den danske stat heldigvis heller ikke har valgt at gøre. Endnu.

Så det er faktisk ikke pædofile som sådan jeg forsvarer, det er retten til at være en fredelig og uskadelig borger eller endda afviger. Stater benytter sig gerne af salamiteknik. Først de uforsvarlige, de udstødte og så…

download (11)Alle er rørende enige om at pædoer skal ud/væk/rådne op og alle mulige måder forhindres i at pille på børn. Det tilslutter jeg mig i de tilfælde, hvor der rent faktisk har fundet overgreb sted. Selvfølgelig. Indiskutabelt. Men de inaktive? Dem der rent faktisk tøjler deres begrædelige lyster? Selv gammeldags, sure, snerpede Storbritannien gav folk lov til at være homoseksuelle, sålænge disse ikke ‘begik homoseksuelle handlinger’. Ingen sammenligning i øvrigt, andet end den komplette udskamning af hvad der i høj grad ser ud til at være medfødte tilbøjeligheder.

Hvem ville dog vælge en totalforbudt, pinagtig, skadelig seksualitet, der i sagens natur aldrig kan få et frivilligt eller ligeværdigt udtryk med en partner?

Glæden over at man tilfældigvis selv er heldig at have de rigtige lyster, der endda måske er godkendt af både Gud, skat og alverdens stater må helst ikke overskygge, at nogle ikke faldt så heldigt ud og så længe disse ikke gør noget, skal selv ikke engang de straffes. Tilbage til tankepoliti: De fleste af os har også været så sure og forbitrede, at vi lystigt og skamfuldt har hengivet os til grotesk voldelige fantasier om at skade dem, der har gjort os fortræd. Hvis alle os, der har haft smaddertanker mod andre skulle ind at brumme, var der ikke plads nok på planeten til alle de fængsler.  

Det nævnes i artiklen, at en af køberne er kendt at politiet. Det siger måske ikke så meget, da det letkrænkelige norske politi jo åbenbart arresterer folk, der kommer til at gøre en tolder lidt trist. Men skulle det være en pædofil, er det dog uendeligt meget bedre at vedkommende udlever sin forbandede lyster med en død genstand end et rigtigt, levende menneskebarn. Hvis ikke den tøjlen ligefrem skal roses, så skal den i hvert fald ikke straffes. For det er dét som er sygt, ikke at kunne kende forskel på dukker og børn.

 

Slap af. Løslad de fængslede. Lad voksne lege med dukker i fred.





Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.