Et lille ryk, et stort skridt for menneskeheden

24 06 2019

Pornoens frigivelse i 69

 

Af Nina Søndergaard

 

I år er et jubilæumsår: 50 år med porno!

 

Art & Porn ArosJubilæet er blevet husket og fejret håndfuld (kunst)historikere, journalister, aktivister og pornoproducenter. Men ikke et pip fra Wonderful Copenhagen eller det øvrige officielle Danmark. Pornoen er både en selvfølgelighed og en skam, en syndebuk.

 

Her vil jeg glæde mig over den rettighed fri porno er og skitsere lidt af baggrunden for det fuldstændigt vilde faktum det er, at den danske stat tillod folk at eje, købe, lave og sælge porno. 50 år senere, i 2019, er det stadig forbudt i 98 ud af 182 lande at sælge pornografisk materiale. I 30 ud af de 98 er det også forbudt at besidde porno, altså ligesom vi ser på stoffer og våben. Noget meget slemt! Og så går Danmark, et obskurt lille land i Det høje Nord forrest i legaliseringen af pornografi.

 

Begrundelsen

download (12)Den kristne og konservative justitsminister Knud Thestrup mente ikke at man skulle lege tankepoliti overfor voksne mennesker, at vi ville få smukkere erotisk kunst ud af det og at interessen for smudset ville dale, når det ikke længere havde det forbudtes spændende skær.

 

Lad os tage den bagfra: Porno blev førhen tit solgt i frisørsaloner og tobaksforretninger, men jeg er aldrig blevet tilbudt det mindste smule gris når jeg har købt klipninger eller cigarer. Ved at lovliggøre det, fik Thestrup dræbt alle tilløb til at være sej og rebelsk ved at turde at opsnuse porno.

 

download (25)Censur er skidt, har aldrig virket og er dræbende for både tanke, tale og kunst. Det er usundt, når en stat er så usikker på sig selv og sin egen befolkning, at den ikke tør at lade folk se på billeder af kroppe og kærlighed. Og det var hæmmende for kunsten, at hele den erotiske side af tilværelsen skulle udelades. At male nøgne menneskers kønsbehåring var en malers sikre vej til fængslet, thi en måtte var utugtig. Ligesom rødmossethed hos hvide kunne tolkes som rødmen af seksuel ophidselse/aktivitet, derfor ligner megen nøgenhed fra gamle dage vore dages retoucherede, barberede porno.

 

Bekymringen

Det var med stor international bevågenhed at Danmark tog det store skridt i 69. Den amerikanske regering udsendte en forsker, Berl Kutchinski, for at se om:

  • Danmark fik en epidemi af voldtægter?
  • Om folk kastede sig ud i løsslupne orgier?
  • Om børnene blev aldeles ødelagte af al den nøgenhed?

Han svarede tørt og grundigt:

  • Nej, tværtimod faldt antallet af overfald og voldtægter.
  • Nej, i hvert fald ikke i offentligheden, på arbejde eller på gaden (øv).
  • Nej, danske børn var generelt komplet ligeglade med porno og gik mere op i kager og legetøj og blev heller ikke synderligt mere voldelige eller liderlige af at pornoen nu var lovlig.

 

Beroliget og inspireret af successen legaliserede Sverige i 1971 pornoen, i 1973 Vesttyskland og så bredte den sig langsomt ud over den vestlige verden.

 

Baggrunden

 

Der er selvfølgelig mange grunde til at Danmark fik denne verdensrekord, men én af dem, mener jeg, er at vi ligesom resten af Nordvesteuropa har haft en meget høj giftealder i 400 år: Mænd var 30, kvinder 26-28 år gamle før de blev gift (giftealderen faldt i 1960’erne til ca 23 år). Det vil sige at stort set alle har haft 10-20 år som kønsmodne før de blev gift, og derved fik Guds og statens godkendelse til at have en seksualitet. Eftersom ingen kilder beretter om at folk spontant sprang i luften førhen, folk have onaneret.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

 

Det var selvfølgelig syndigt, men ikke SÅ syndigt. Alle vidste at der foregik selvbesmittelse inden ægteskabet, og dermed var det naturligt nok at staten blåstemplede gokkemateriale, som porno i høj grad er.

 

le-livre-sans-titre-1830-13I andre egne af verden er synet på onani markant mere negativt. Masturbation er virkeligt et tabu og noget man bliver blind, blodfattig, steril og hjernelam af. Det forstærkes yderligere af den stadig udbredte lemlæstelse af kønsorganerne (dit bedste sted er ikke dit eget, men Guds og samfundets og det er forkert at du selv får nydelse af det) og forbud mod porno. ‘Trøsten’ er, at der er giftealderen som regel også meget lavere, for pigers vedkommende 15-18 år og dermed har folk ikke nær så mange år som kønsmodne uden nogle muligheder for sex, og derfor er behovet for onanimateriale ikke nær så påtrængende, fordi folk har en partner.

Child marriages

Kvindens stilling

Årtiers voldsom (og mange tilfælde berettiget) pornokritik, har overskygget at ligestilling og fri porno følges ad. Jo mere hud en kvinde kan vise, des mere rig, sikker og tryg kan hun være. Det handler både om et mere afslappet syn på sex, men i høj grad også om at kvinder ses som selvstændige, selvforsørgende individer der har fuld ejendomsret til egen krop og løn – inklusive at tjene penge på sin krop.

IWD-map

Det er en meget vigtig rettighed at have, og rettighed skal her forstås som en mulighed, et potentiale, ligesom det er meget betydningsfuld at have muligheden for at sagsøge. Langt de fleste af os benytter os ikke af muligheden for hverken at komme med i pornofilm eller retten, men at vi kan, er vigtigt for vores frihed og sikkerhed.

 

At kvinder så som regel er forblevet foran kameraet (hvor de i øvrigt tjener mange gange mere end deres mandlige kolleger), er en anden snak, ligesom det tingsliggørende kvindesyn der præger en del porno. De udfordringer har fuldkommen overdøvet hvor enestående og godt det er, at vi kan have de problemer.

 

Betydningen

Udover at Danmark vitterligt tjente mange penge på pornoen i de tidlige år og fik et rygte som et frisindet land, så var det et stort og modigt skridt at tage. Angsten for symbolsk urenhed, sex, selvbesmittelse og det dyriske i mennesket fik sit første statslige anslag i Danmark, der knap 50 år senere blev kåret (af en amerikansk tænketank) til verdens lykkeligste land.

 

Porno promotes peaceFri porno handler bl.a. om tillid, accept og frihed for både køn og kunst. Sammenfaldet mellem frie, stabile, lykkelige og ligestillede stater og adgang til fri porno er nærmest komplet.

 

Kritikken af pornoen er vigtig og berettiget, men det store perspektiv om frihed for censur og statslig indblanding i ufarlig brug af kunst og kønsorganer, må aldrig glemmes. Alle køn må kilde og nyde deres egne kønsorganer som de lyster i privaten, alle køn må lave porno, så alle køn kan nulre deres bedste sted og derefter kunne tænke, sove eller slappe af, så man bedre kan undgå at blive oversexed and underfucked. Denne stille revolution og rettighed er ikke noget vi taler meget om. Solosex blev ikke en identitet som homoseksualitet, men det kan der jo laves om på: Onanister for fred og fordragelighed!





Anmeldelse af “En fandens mand”

22 02 2019

Af Nina Søndergaard

 

Anmeldelse af Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand – fortællinger om nye tider. Gyldendal 2019.

 

Topkarakterer!

 

Journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen har i ti år ofte skrevet om sex, og som en af de ganske få journalister været kildekritisk overfor emnet. Stillet hv-spørgsmålene om prostitution, feminisme, kønspolitik og andet godt. Det bliver han heldigvis ved med, men i denne samling tekster bringer han sig selv på bane og det er meget vellykket.

En fandens mandFor hvad er en fandens mand egentlig? (Troede at udtrykket var en fandens karl, nå ja ja). Én der gør kvinder små og usikre? En scorekarl? Hvordan kan en mand elske kvinder uden at være klam og overgribende? Hvordan kan man være en heteromand uden at krydre det med homofobi, for bøsse er man i hvert fald ikke? Hvordan kan det være at oralsex for mange mænd er forbundet med en følelse af magt? Og hvorfor forbinder mange kvinder ikke oralsex med magt? Kan man tale kritisk om kønsroller med nænsomhed og uden at gøre de omtalte utrygge? Hvordan kommer vi hen til at mænd og kvinder har (mere, meget mere) sex med hinanden og ikke mod hinanden?

Det er nogle af de spørgsmål han stiller sig selv og en række forskellige eksperter. Rasmussen håber at de her spørgsmål og samtaler bliver taget op til mere samtale og undersøgelse, undren og introspektion. Bemærk at det ikke er en debatbog, omend den nok kommer til at stå i den kategori, det er kapitler ‘hvori forfatteren snakker med et offer for hævnporno som sin begejstring for hævnporno’, eller ‘hvori forfatteren fortæller historier om evigt farlige mænd og skrøbelige kvinder, inden han interviewer en kvinde, der forklarer ham, hvad han har gang i.’

Genialt greb med en hyggelig lille indledning á la Peter Plys til at undre med på de her store komplekse spørgsmål, som ellers ofte bliver en akademisk diskussion med nogle ganske Særligt Udvalgte. Ikke her. Vi bliver alle inviteret med. For Rasmussen er en helt almindelig heteroseksuel mand. Standardbarndom i provinsen. Helt almindelige vaniljelyster. Der popper op på ubelejlige tidspunkter som når han skal være den nøgterne tenniskommentator eller en professionel journalist, der skal interviewe en 70-årig forfatterinde. Genkendeligt, sjovt, flovt og totalt forbudt at sige højt – og så må man læse og skrive om det.

Og skrive rigtig godt om det. Kvindebeskrivelserne er kærlige og nænsomt formulerede: Julie havde ‘små bryster, der måske var lidt uvenner’. Der er fine litterære citater fra nyere kvindelige forfattere. Og så er der ellers stof til et formstudie: Bevidsthedsstrøm, krydsklip, lade stemmer tale samtidig. Men det allerbedste er Rasmussens ærlighed hvor han udleverer sig selv, sine dunkle sider, sin forvirring og sin skriveproces. Fx blev kapitlet “Finker af Panden” skrevet om og rettet og slettet mange gange, for sidst til at “mislykkes bedre, end det gjorde til at begynde med.” Vidunderligt! Rasmussen er et godt bud på et mandligt medstykke til Suzanne Brøgger (der naturligvis bliver behørigt citeret og refereret).

-Sidst jeg anmeldte en paperback fra Gyldendal her på bloggen var det med dyb skuffelse over boghåndværket. Jeg vil gerne bilde mig ind at forlaget har rettet ind efter mig, men i hvert fald er det dejligt med en korrekturlæst, læsbar, bladrbar bog. Dog. Et lille, personligt suk skal lyde herfra. Når teksten flyder så godt på et strålende, mundret dansk, hvorfor så ikke oversætte de forholdsvis mange engelske citater der er på tungt akademisk niveau? Please?  





Buh til burkaforbuddet

6 08 2018

Af Nina Søndergaard

 

Burkaforbuddet er uhensigtsmæssigt og endnu et skridt i den forkerte retning.

BadedragtmålingDet omstridte burkaforbud er nu desværre trådt i kraft og gør mig træt. Det er ærgerligt at et samfunds moralske stade atter måles på især kvinders krop og klædning. Når blot dem med æggestokke har den rette påklædning, så er alt godt og XY’ere kan fortsætte med at te sig tosset når blot deres damers badedragter er tækkelige, tørklæderne tætsluttende nok eller ansigterne er tilpas synlige.

Den sang har jeg hørt kedsommeligt mange gange før, og som altid er det en klam tankegang der ligger bag: Kvinder er som børn uden agens og fri vilje. Derfor skal kvinder reguleres og nu tilmed også straffes af overvoksne, der ved bedre hvad hun vil end hun selv gør.

 

Burkabrok

Derfor kan jeg heller ikke lide burkaen. Præmisserne for den totale tildækning af kvinden, andensrangsborgeren, fristerinden er mig modbydelige.

Jeg bryder mig ikke om at kvinden opfattes som en ting, der ejes af hendes far eller mand.

Sura 37 60Renhedstanken er uhyggelig: En kvindes værd kan formindskes eller ligefrem fjernes ved at fremmede mænd blot kigger på hende Den tager vi lige igen: Når fotoner rammer først hendes hårspids og/eller knæhase og SÅ en nethinde på en mand er hun endnu mindre værd som menneske. Den fremmede mands blik har besudlet hendes renhed og dermed værdi.

Synet på sex som noget syndigt som kvinden udsondrer via usynlige lyststråler, der inficerer nærmeste mand med utøjlelig trang til samleje, er gustent, forkert og i øvrigt umådeligt nedladende overfor mænd.

Mine egalitære principper bliver også krænkede af at nogle er mere lige og nærmere Gud og menneskeheden end andre ved at skilte med deres religiøse tilhørsforhold. Vi er alle en del af én menneskehed, ingen over, ingen under. Og endelig er tanken om at moral findes i et stykke stof er både dum og forkastelig.

Moral er noget man besidder og handler på og efter, det er ikke noget der er iboende i et stykke tøj. Det er en doven skelnen mellem de gode og de onde at blot se på tøjet, men ikke bærerens gerninger og karakter. Og derfor er der heller ikke noget godt eller dårligt i sig selv ved at være nøgen eller i niqab. At slå eller berøve andre mennesker er forkert, og antallet af tøjstykker på den formastelige har ingen betydning.

download (21)Det er kedeligt at Danmark er nu gået med på den slatne skelnen mellem de rigtige og forkerte ved at give bøder til burkaklædte kvinder. Det er desuden letkøbt og latterligt at påstå at ville hjælpe ved at straffe. Hvis nogen absolut straffes for burka, skulle det da være manden man mener har tvunget kvinden ned i en burka. Men nej, straffen går nøjagtigt til de undertrykte. Som jo er dem vi ser – eller så. De niqabkædte kvinder gik netop udenfor og kunne dermed forarge de forbudsbegejstrede. Hvem ved hvor mange muslimske kvinder der (nu) ikke får lov at gå udenfor? Ahmed Mahmouds mor fik stort set ikke lov til at forlade lejligheden eller bare trække gardinerne fra. Det er en pyrrhussejr at blot sende det synlige problem ud af gadebilledet og ind bag lukkede døre.download (20)

Hermed er der også en parallel til det svenske sexkøbsforbud (som desværre har bredt sig til andre lande). Prostitution var og er i svensk magtelites øjne noget gris, og fra 1999 og til nu er det også behørigt blevet skjult, men er ikke formindsket eller forsvundet. Dog er der én eneste god ting at sige om loven, og det er at svenskerne er klare i spyttet om hvem det er det er synd for og hvem det er der er skurken. Det er kunden der straffes, ikke sexarbejderen. Men den ene moderat gode idé blev altså ikke eksporteret hertil, desværre.

 

Storebror glor

images (17)Burkaen og andre mundskjulere er nu også forbudte fordi de ansigtsgenkendende overvågningskameraer skal kunne genkende folk. Altid. I den hellige sikkerheds navn. En hurtig og helt uvidenskabelig søgning på ‘burqa clad terrorist attack’ gav heldigvis forbløffende få hits og vist ingen angreb i Europa. Altså forekommer det endnu mere åndssvagt at ville sikre sig mod en trussel der aldrig har været der. Men det er hele kærnen, at fjerne frihedsrettigheder i den falske friheds navn, at bombe sig vej til demokrati og frelse gennem tvang….

 

Frihed

Det er dumt at kæmpe for ligestilling ved at give undertrykte kvinder bøde. Det er uholdbart at værne om vores religionsfrihed ved at forbyde voksne mennesker et religiøst udtryk. Som i sig selv er fredeligt og på linje med orange rober, turbaner og yarmulker.

Det har givetvis uheldige konsekvenser at forbyde lige præcis en muslimsk (wahhabitisk) skik – da visse tilhængere af islam med rette kan vrisse at de bliver undertrykte.

download (22)Frihed er også frihed til at tage fejl, til at være fredeligt udenfor og sær og mene og vælge noget tåbeligt så længe man ikke skader andre. Frihed er intet hvis det er en gave Centralkomitéen kan give de få heldige der makker ret. Hertillands har vi en lang frihedstradtion, der bygger på tillid. Den er vi i færd med at ødelægge fuldstændig og det er skidt. Det er heller ikke farbart at sætte hårdt mod hårdt, eller rettere hårdt mod et blødt stykke stof, eller forsvare et frihedsindgreb fordi mange burkabærere vist er hyklere der kræver retten til at klæde sig som de selv vil, men ikke støtter deres muslimske medsøstres ret til at ikke have tørklæde på. Tilbage til at frihed er, at andre har lov at vælge noget andet fredeligt end hvad man selv vil og gør.

Desuden er der jo tusinde tolkninger af tøj. De færreste med en trenchcoat på støtter veldownload (23) krig, men trenchcoats er et produkt af første verdenskrigs skyttegrave. Således har alt tøj en historie og tolkningsmuligheder, som bæreren eller andre ikke nødvendigvis (aner)kender eller tilslutter sig.

 

Hvad bør i stedet gøres

 

https://www.goodreads.com/book/show/81227.Infidel

Takket være Ayaan Hirsi Ali: Kætter kan jeg runde af med et par strøtanker om hvad man bl.a. kunne gøre i stedet, udover at tilbagekalde den idiotiske lov (sammen med række andre nylige frihedsbegrænsninger).

 

Det er ønskværdigt at islam også får en reformation. (Som skal komme indefra. Martin Luther var katolsk munk, ikke asatro eller shaman). I mellemtiden kunne kristne gerne komme mere på banen og udbrede evangeliet til muslimer, der måske ikke finder sig helt til rette med islam, men som ikke kan forestille sig et liv uden Gud. Vi kunne også som et nogenlunde sekulært og frit samfund støtte frafaldne, ligesom man under den kolde krig støttede dissenter i Østblokken.

 

Historisk PS for at imødegå de forskelsudglattende, der vil sige sådan-gør-vi-også:

http://www.mitfanoe.dk/index.php/da/fanos-historie/folkeliv/fanodragt/151-fanodragten-en-dragt-til-enhver-lejlighedJa, det var og er gængs i det kristne Europa at kvinder gik og går med tørklæde – tildels af praktiske årsager. Det holder på håret, og skærmer images (16)for sol, regn og vind. De mest formummede egnskvindedragter i det danske område er fra Fanø – øen med permanent (sand)storm direkte fra Nordsøen. Derfor ligner de tuareger og andre folkeslag, der lever med konstant sandblæsning.

Men! Vi har aldrig haft så skarp kønsadskillelse som i bæltet fra Østafrika, Mellemøsten og Indien (purdah). Kirker var ganske vist inddelt i en sværdside og spindeside (og dén kønsadskillelse ebbede ud for mere end hundrede år siden), men det var altså samme gudstjeneste. Mænd og kvinder spiste sammen (modsat udbredt muslimsk skik: mænd først, siden kvinder), arbejdede sammen i marken i høsten, kørte i samme vogne, handlede på samme markeder. Denne afslappede omgang kønnene imellem lader til at fjernet behovet for transportabel kønsadskillelse i form af burka.





Reklame for Samtalen om Sex

9 03 2018

Af Nina Søndergaard

Karina Kehlet Lins: Samtalen om sex, Hans Reitzels forlag, 2018. 250 DKK.

Samtalen om Sex

Forfatter og psykolog Karina Kehlet Lins har begået en meget fin, letlæst, lækker, sjov, klog og inspirerende bog om at behandlere overalt i sundhedssystemet bør få gang i samtalen om sex. Det kan jeg naturligvis kun støtte helhjertet op om.

Hendes påstand om at samtalen om sex i den grad mangler, er pr. definition svær at bevise. (Lytte med ved alle konsulationer og psykologtimer? Nej vel). Så gik jeg på uvidenskabelig manér på et større folkebibliotek for at se på bøgerne der.

Ud af omtrent en hyldemeter bøger (under 61.37) var hun den eneste psykolog, der havde skrevet om sex. To filosoffer, tre læger, en sygeplejerske, en jordemoder, en akupunktør, en fisseslikker og resten var forfattere og sexologer af alskens art.

Sygeplejebøgerne havde titler á la ‘den gode samtale’ og ‘om åndelighed i sygepleje’, men ingen af bibliotekets smallere bøger nævnte sex eller erotik. Sygeplejebogen i 3 tykke bind, mere end 1000 sider, har ti udmærkede sider om seksualitet i sygepleje. Og tredive sider om vandladning.

Derudover har jeg hørt en sosu-assistent, en jordemoder og en sygeplejerske sige at de er blevet direkte instrueret i at ikke skrive noget om seksualitet i patienternes journal. Det er ellers et lovkrav. Der er tolv punkter på tjeklisten, og der skal i alle fald skrives at der er taget stilling til et punkt. Men punkt nummer otte udfyldes sjældent: “Seksualitet, f. eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler.” Jeg tvivler på at næste punkt om smerte i samme grad springes let og elegant henover.

Bevares, det her kan afskrives som løse rygter og hörensagen, men for mig ligner det mangel på omsorg for den erotiske side af livet. Det er trist at vi stadig ikke helt tør anerkende seksualiteten som en del af et helt, komplekst og godt liv, og at sygdom og svækkelse sættes lig aseksualitet.

Jeg tillader mig at håbe at bogen her kan bringe os et lille skridt videre mod en mere rummelig og skamfri opfattelse af sex.

Note: Facebook vil afsløre at jeg er så heldig at være venner med Kehlet Lins. Derfor er dette en oprigtigt ment reklame og ikke en anmeldelse.





Voksne må også gerne lege med dukker

16 02 2018

Af Nina Søndergaard

 

Bekymringen, denne afhængighedsskabende følelse af ansvarlighed, vil ingen ende tage. Alle dage har sex givet anledning til bekymring og nu, takket være teknologi, er turen kommet til ting. Ting. Sexdukker. Som påståes at forrå og devaluere alle køn.

Disse påstande ligner til forveksling al anden foregående dæmonisering af sex og køn, og naturligvis mener jeg at alle (de forholdsvis få) interesserede der måtte være, skal have lov til at udleve deres lyster i fred.

 

Mistænkeliggørelse af mænd

Endnu engang ligner det en sygeliggørelse af mænds seksualitet. Hvis en mand køber en dukke, der er formet som en kvinde, er det åbenbart fra klamt til frastødende til et tegn på psykopati og det som værre er. At en kvinde køber en dildo er neutralt/ok/prisværdigt at hun tager ansvar for sin egen seksualitet.

download (10)Det er også bare ok til lattervækkende, hvis en kvinde har sex med en He-man dukke, en legofigur (bind snor i!), mannequindukke eller en fotostat af Elvis. Men puha, hvis en mand boller en dukke! Det leder jo til voldtægt af ægte kvinder og krig og alt muligt….

Legesyge og fantasi er med andre ord kun ok for det ene køn, nemlig det gode kvindekøn, det eneste køn i stand til at skelne legetøj fra levende mennesker. Not.

 

Uopfyldte behov

Uanset om vi vil (erkende) det eller ej, så er der folk, der er ude af datingloopet. Dét at finde en kæreste er for disse mennesker svært. Men behovet for kropskontakt, krammere, sex og samvær forsvinder ikke af den grund. Afholdenhed er åbenbart det eneste anstændige valg, mener somme. For hvis de kæresteløse køber sex af mennesker er det forkert, og det er også forkasteligt, hvis de køber en sexdukke til at dække deres behov.

Hvis man synes det er så synd for de her personer, vil jeg naturligvis opfordre til at man selv gør en god gerning og knalder rundt.

 

Robotter erstatter de levende

images (7)Kælesælrobotter er med til at gøre dementes liv bedre. Løfterobotter kommer nok snart til at gøre sundhedspersonalets liv lettere. De her to eksempler kan måske vække undren, men vist ikke skingrende foragt og væmmelse.

Som sexdukkernerne altså gør. På grund af sex. S-e-x er stadig forbeholdt de unge, de smarte, de charmerende, de sunde, de smukke, de adrætte. De gamle, de kiksede, de klodsede, de syge, de grimme, de handicappede – de skal sandelig ikke have sex. De må ikke. De må aldrig nogensinde opleve erotikkens glæder, det skal moralens vogtere, Moder Stat og Almindelig Anstændighed sandelig nok sørge for. Mad, medicin, husly, tøj og måske endda et par ferske og ufarlige glæder: Ja da, selvfølgelig! I menneskelighedens navn, men sex? Nej!

Det er en grim måde at se på sex og kønsmodne mennesker, og jeg har lov at håbe at download (9)tiderne skifter inden jeg selv er hjælpeløst i kløerne på nederdrægtige plejere.

 

Sex slukker fornuft og balance

Det lader til at sex er et paradox. På den ene side, er det grimt og farligt. På den anden side, lokker det som intet andet gør. Det er fuldstændig og aldeles uimodståeligt og dragende.

Bekymringsfløjen mener jo at gøre samfundet en tjeneste ved at skærme os for sexdukker. Antagelsen er vist nok, at sexdukkerne vil erstatte menneskekærester, eller gøre folk komplet ufølsomme og lede til voldtægt af levende personer. Jaså.

Det er alligevel meget at forlange af et dødt produkt.

Fortune 500Alverdens producenter af frituregryder, parasoller, violiner og vingummier må være misundelige på den voldsomme appel sexdukker lader til have. Og dog. Sexdukkefabrikker har (endnu) ikke overhalet hverken Coca Cola, Apple eller Microsoft, hvilket de burde have gjort i følge dem der råber agt i gevær.

Det får mig til at tro, at sexdukker er et nicheprodukt der kun har appel for de ganske få. Og at sexdukker snarere ses som et supplement til onani end reelle kæresteerstatninger for langt de fleste. Al andet sexlegetøj har, trods både bekymring og dårlige vitser, ikke på nogen måde udfaset romantik, endsige overfløddiggjort kæresteri og ægteskaber.

 

Alle sexdukker er ok, også dem udformet som børn

Puritanske Norge har i 2017 beslaglagt en del sexdukker, hvoraf nogle var udformede som børn. Dernæst har det norske politi anholdt køberne. Se mere her.

Hvor gustne jeg end finder disse dukker, er reaktionen dog værre. Tænk sig at blive smidt i fængsel (på ubestemt tid!) for at købe et stykke plastik! Dét er forkert.

I disse hysteriske tider ser jeg mig nødsaget til at komme første indvending i møde: Er jeg selv pædofil? Nej. Bare nej.

Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men p-ordet er pauseknap for al fornuft. Det er sløjt og sigende for moderne debatter, at første træk er at mistænkeliggøre modstanderen. Det i sig selv, er nok til at jeg mistænker at der ikke er meget rationalitet bag den angribende holdning. Ellers var det nok kommet til torvs, inden man begynder at svine den der formaster sig til at være uenig med én.

Så nej. Det er på ingen måde mine egne lyster jeg forsvarer her. Ligesom mit principielle forsvar for regnbuefamilier, aseksualitet  eller sexarbejderrettigheder heller ikke er direkte forbundne til mit eget (sex)liv. Det er blandt en del af voksentilværelsen, at man opdager at man ikke er verdens centrum, og at folk og fænomener eksisterer uafhængigt af én selv.

download (12)Mit forsvar er af principiel karakter, det drejer sig om retten til at leve i frihed og fred sålænge man ikke skader andre. Og dét liv må gerne være anderledes, ja endda afvigende uden at det volder andre skade.

Jeg er blot en gammeldags dinosaur, der tror på at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. At offerløse forbrydelser egentlig ikke er forbrydelser, og følgelig ikke skal straffes. Og à propos bevis. Var jeg stødt på ordentlig, redelig, nøgtern og uangst forskning der fastslog at årsagskæden for overgreb mod børn vitterligt var og er først at bolle børnesexdukker, dernæst rigtige, levende børn havde jeg naturligvis ganske uforbeholdent støttet den norske handlemåde. Selvfølgelig. At misbruge børn er så uacceptabelt, at der næppe findes ord for det.images (8)

Men dukker er IKKE børn. Og eftersom pædofili desværre fandtes længe før moderne siliconestøbningsteknikker, har jeg en kraftig mistanke om at pædofili ikke smitter og ikke udsondres af visse typer plastik.

 

Dukker er døde

images (6)Dukker er ting. Genstande. Dimser. Vi er ligefrem kodede til at menneskeliggøre alting: Skyer, brændte toastbrød, tinsoldater, tepotter, stoppenåle. To pletter og en streg er et ansigt for os. Verden over bliver der passet godt på dukker og bamser, fordi vi lader os narre. Denne egenskab plejer vi, om ikke vokse fra, så i hvert fald kunne distancere os fra, men åbenbart ikke når det drejer sig om dukker der ligner børn. Så får følelserne lov til at tage over. Bemærk at artiklen stort set kun nævner chokket og de stærke følelsesmæssige reaktioner som fuldstændig overskygger det uomtvistelige faktum at dukkerne er genstande. Livløse genstande. Gav politifolkene også dukkerne mad? Lagde tæpper om dem? Sang vuggeviser for dem? Det må jo have været ubehageligt at have været spærret inde i en papkasse, efter at være blevet hevet ud af en matrice og klistret kunstige øjenvipper på sig….

Selv hvis vi sætter lighedstegn mellem dukkerne og levende børn i den forstand, at de er værgeløse, er der stadig noget der halter: Hvem skulle sørge over “overgrebene” på dukkerne? Kobberminen, der gav dukken sine ledninger? Formen som støbte den og hundrede af andre? Postbudet, der intetanende bar den?

Hvad når dukken bliver gammel? Denne fastfrosne genstand, der ikke kommer til at vokse en eneste millimeter eller få rynker endsige kunne huske noget som helst, skal den så også have psykologhjælp?

Jeg ved faktisk ikke hvad der er sket med dukkerne i Norge. Er de blevet lagt på en hylde? Eller brændt? Destrueret? Det er dog også en krank skæbne, hvad både grantræet og tinsoldaten fortæller os…

 

Hvorfor dette forsvar?

Fordi totalitært tankepoliti er forkert. Fordi det er grundlæggende urigtigt at smide folk i kachotten på forhånd. Hvilket den danske stat heldigvis heller ikke har valgt at gøre. Endnu.

Så det er faktisk ikke pædofile som sådan jeg forsvarer, det er retten til at være en fredelig og uskadelig borger eller endda afviger. Stater benytter sig gerne af salamiteknik. Først de uforsvarlige, de udstødte og så…

download (11)Alle er rørende enige om at pædoer skal ud/væk/rådne op og alle mulige måder forhindres i at pille på børn. Det tilslutter jeg mig i de tilfælde, hvor der rent faktisk har fundet overgreb sted. Selvfølgelig. Indiskutabelt. Men de inaktive? Dem der rent faktisk tøjler deres begrædelige lyster? Selv gammeldags, sure, snerpede Storbritannien gav folk lov til at være homoseksuelle, sålænge disse ikke ‘begik homoseksuelle handlinger’. Ingen sammenligning i øvrigt, andet end den komplette udskamning af hvad der i høj grad ser ud til at være medfødte tilbøjeligheder.

Hvem ville dog vælge en totalforbudt, pinagtig, skadelig seksualitet, der i sagens natur aldrig kan få et frivilligt eller ligeværdigt udtryk med en partner?

Glæden over at man tilfældigvis selv er heldig at have de rigtige lyster, der endda måske er godkendt af både Gud, skat og alverdens stater må helst ikke overskygge, at nogle ikke faldt så heldigt ud og så længe disse ikke gør noget, skal selv ikke engang de straffes. Tilbage til tankepoliti: De fleste af os har også været så sure og forbitrede, at vi lystigt og skamfuldt har hengivet os til grotesk voldelige fantasier om at skade dem, der har gjort os fortræd. Hvis alle os, der har haft smaddertanker mod andre skulle ind at brumme, var der ikke plads nok på planeten til alle de fængsler.  

Det nævnes i artiklen, at en af køberne er kendt at politiet. Det siger måske ikke så meget, da det letkrænkelige norske politi jo åbenbart arresterer folk, der kommer til at gøre en tolder lidt trist. Men skulle det være en pædofil, er det dog uendeligt meget bedre at vedkommende udlever sin forbandede lyster med en død genstand end et rigtigt, levende menneskebarn. Hvis ikke den tøjlen ligefrem skal roses, så skal den i hvert fald ikke straffes. For det er dét som er sygt, ikke at kunne kende forskel på dukker og børn.

 

Slap af. Løslad de fængslede. Lad voksne lege med dukker i fred.





Anmeldelse af Himlen under Jorden

28 08 2016

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Himlen under JordenPlottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 





Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.