Barnebrude i Danmark historisk set

26 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Lige nu verserer en sag om det rigtige i at adskille asylpar, hvor konen var under 18 år. Jeg har intet at sige om den konkrete sag, og hverken personen Inger Støjbjerg eller partipolitik har min interesse. Det har derimod de historiske begrundelser som for fortalere for barnebrude kommer med. Det er ikke helt rigtigt at vi hertillands har en lang tradition for barnebrude. Danske Lov fra 1683 forbød ægteskaber for piger under 16 år og drenge under 20 år. Forlovelser, hvor pigen var under 18 år, var blevet forbudte i 1582.

Gennemsnit vielsesalder 1855-1900

Giftealderen i Danmark har gennemsnitligt været ca. 27 år for kvinder og ca. 30 år for mænd. Giftealderen har været stabil, med bittesmå udsving, i mere end 400 år. Når det føles som noget jeg binder folk på ærmet, har det at gøre med at det 1. er et gennemsnit, 2. giftealderen faldt til 24 år i 1960’erne, altså vil mange læsere (eller deres moder) kunne pege på en ung brud. Boligmanglen efter krigen gjorde at mange blev gift og fik børn for at få en lejlighed (og skilt igen i 1970’erne og 80’erne), det trak giftealderen ned.

ægteskabsalder 1960

Giftealder i 1960: Gennemsnitligt lige knap 25 år.

Det er også rigtigt at der var mulighed for at få et kongebrev (afskaffet 2017), hvis én af parterne er under 18 år. I 1990’erne blev der årligt udstedt 200 styks af dem, hvilket vist er forholdsvis højt. De historiske statistikker er lidt uklare på dette punkt, da de nærmest ikke er opgjorte, men ægteskab pr. kongebrev var altså temmelig sjældent, om end forekommende.

ægteskabsalder 1969

Det er også sandt at barnebrude forekom – for omtrent 500 år siden – i de højeste kredse. Margrethe den første blev gift i den sprøde alder af 11 år, og samboende med sin mand fra 14-års alderen. Alligevel var den danske adels giftealder i 1600-tallet 23 år for kvindernes vedkommende, og 32 år for mændenes.

downloadHøj giftealder er globalt og historisk set ret sjældent, og nærmest forbeholdt Skandinavien, England, Skotland, Frankrig og det nordlige Tyskland. Stort set alle andre steder på planeten bliver piger gift kort efter deres første menstruation.

Denne nordvesteuropæiske besynderlighed hænger sammen med at brudeparret bor alene, de flytter som regel sammen et nyt sted fremfor, som cirka alle andre steder, ind til brudgommens familie. Dermed skal parret selv have møbler, sengetøj og gryder (ingen tilfældighed at Ikea er svensk!) – og derfor ser vi også at piger kom ud at tjene > spare op til/selv lave brudeudstyr > gift i en alder af mere end 25 år.

Systemet med høj giftealder medfører en lang række ting, fx:

  • Færre børn, da de fleste kvinder først ’kom i gang’ med moderskabet som 30-årige, ikke som 15-årige.
  • Husstande bestående af en kernefamilie med far, mor og 2-5 børn, og kun meget sjældent en bedsteforælder (2 % af husstandene i 1801 rummede en bedsteforælder), da bedsteforældrene som regel var døde inden de så deres første barnebarn.
  • Lidt mere ligestilling, da langt de fleste kvinder havde lønarbejde, i hvert fald i alderen 15-25, og de forholdsvis få børn (og kæmpehøj dødelighed) gjorde at der simpelthen ikke var ”nok” mænd, man kunne forfordele. Man blev nødt til at give licens til kvinder, så de kunne drive en kro/hotel eller forretning, fordi der ikke har været ret mange voksne at tage af.
  • Skolegang for piger i Danmark fra 1814, fordi det kunne betale sig at lære piger at læse, skrive og regne (noget der først nu er ved at være global standard).
1840

Gennemsnitsfamilien i 1840: Mor, far og 4 børn.

Høj giftealder medfører også særheder, som stort set ikke kendes i den store vide verden, så som gammeljomfruer, spinsters eller skyggetanter. Ca. 10 % af kvinderne blev aldrig gift, hvilket kun hænder for 2-3 ‰ andetsteds. Til gengæld blev enker her ofte gengifte, tit med unge mænd, for at drive gården/værkstedet videre, så enkeafbrænding som i Indien har på ingen måde været gængs her. Faktisk var bruden ældre end brudgommen i næsten hvert femte (18 % i 1880’erne) ægteskab førhen – temmelig usædvanligt andre steder.

Det var den hurtige gennemgang, jeg har et helt foredrag om De modne Mødre, hvor der i øvrigt også er en litteraturliste til dem, der vil nørde mere. Men helt kort: Vi har ikke en lang tradition for barnebrude her i Danmark.





Den feministiske glædesdræber

21 05 2011

Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard

Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?

Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.

Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.

Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…

Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.

Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis

Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.

Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.

Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.

Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.

Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…





Tvang er kvinder. Straf er mænd.

4 01 2011

Af Nina Søndergaard
Overskriften er en udtalelse fra lektor, ph.d. og cand.psych. fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet Mads Uffe Pedersen som har forsket i hvordan teenagere bruger rusmidler. Han har fundet frem til at der er nogle forskelle i hvordan drenge og piger tager stoffer og hvordan de derefter bliver mødt i behandlingssystemet. Det kan du læse mere om i den spændende artikel fra Kvinfo, men jeg vil tage fat på den tendens han udpeger og som før er behandlet her på bloggen.

Mænd stilles ansvar for deres handlinger, kvinder skal styres og kontrolles, fordi de ikke kan tage rigtigt vare på dem selv. Pedersens eksempler kredser om at kvinder blev (bliver?) tvangsbehandlet, mænd bliver straffet. Når mænd træder udenfor reglerne og rammerne for det gode liv, så bliver de dømt af retssystemet, fordi mænd burde vide bedre og forventes at stå til ansvar for egne handlinger. Når kvinder ikke opfører sig pænt, så bliver de tvangsbehandlet ind det gode liv, da en fængselsstraf åbenbart er for barsk for en kvinde og hun sikkert ikke ved bedre.

Nu skal jeg på ingen måde glorificere det ofte meget hårde liv som folk der møder ’systemet’ lever, men deres forbrydelser mod det gode liv er en interessant pejling af hvad det er vi som samfund stadig har af idéer, forventninger, regler og normer, ofte ganske ubevidst.

Det gode liv for en kvinde i 2011 er at blive født ind i en hvid, dansk kærnefamilie der fodrer hende med usprøjtet mad, stimulerer hende og sætter hendes liv i centrum. Så skal hun i en børnehave – helst en skovbørnehave, så hun kommer ud i den frie natur og ikke bliver spoleret af byens fordærv og forurening. I skole og lære at tage ansvar for egen læring. I gymnasiet, på universitetet og derefter et godt job der munder ud i en bestyrelsespost.

I mellemtiden er hun blevet gift med en mand hun elsker højt og fået 2 børn som hun dedikerer sin tid til. Hun har indtaget sund, økologisk mad, i voksenalderen god kaffe og enkelte glas rødvin. Hun holder sin krop ved lige gennem moderat løb, dans, yoga eller svømning. Hun er monogam, dyrker ikke analsex og klæder sig passende, ikke for usselt, ikke for udfordrende.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, alligevel kan jeg se 1000 tegn på at denne forestilling lever i bedste velgående. Min beskrivelse kunne forresten godt tolkes ironisk, hvilket på ingen måde er meningen, alle skal have lov til at finde deres egen opskrift på det gode liv og ligner det ovennævnte er det dejligt. Men det er klart at der ikke er plads til alt for meget slinger i valsen og der er masser af faldgruber, især i voksentilværelsen. (Børn er jo prisgivne deres forældres idéer om det gode liv).

Her vil jeg selvfølgelig forsvare kvinders ret til at vælge at sexarbejde, noget der stadig i den grad strider imod opfattelsen af det gode kvindeliv.

En kvindes lykke afhænger ikke nødvendigvis af en ægtemand eller kun at blive penetreret af kærester (én ad gangen!). En kvinde kan fint opnå lykke ved at dele ud af sin krop. Det er der velmenende folk der ikke er enig med mig i, de vil forbyde sexkøb som man har gjort det i Sverige og Norge. Ikke for at straffe kvinderne, men for at hjælpe dem ind på det rette spor. Straffet bliver kun mændene, de grimme sexkøbere der udnytter svage kvinder og burde tage ansvaret for hendes liv og velbefindende.





Håndbog for duller

29 04 2009

af Nina Søndergaard
The Ethical Slut – A Guide to Infinite Sexual Possibilities af Dossie Easton & Catherine A. Liszt. Greenery Press, 1997

To kvinder har begået en bog om åbne forhold og hvordan man bedst muligt bliver en dulle, men vel at mærke en dydig dulle M/K. Dydig skal her forstås som en ærlig dulle, der ikke er utro eller ude på at såre folk, men blot at have det sjovt og få så meget sex som muligt. Med andre ord, en takt og tone bog for duller af alle køn. Det lyder selvmodsigende og langt ude, men de slipper godt fra det. Grunden til at bloggen her bringer en anmeldelse af en 12 år gammel bog er at forfatternes ærinde er det samme som mit. Nemlig at åbne mulighedernes verden og at få alle til at tænke selv.
Bogen er inddelt i fire dele: ”I os selv” om hvad vi selv føler og vil. ”Mellem hver andre”, når vi har fundet ud af hvad vi vil. ”I verden”, hvordan andre kan reagere på éns kærlighedsliv. ”At more sig”, hvordan man finder frem til ligesindede. Den er dejlig amerikansk i den forstand, at de forklarer hvad der virker bedst for dem og ansporer dig til at undersøge hvad der er godt for dig. Alt sammen i et letforståeligt sprog med masser af eksempler og nede-på-jorden forklaringer. Det er lige før det bliver banalt, det skyldes nok at vi i Danmark trods alt er mere vant til papirløse forhold og gifte homoseksuelle, men det giver også en følelse af tryghed at forfatterne har tænkt hele vejen omkring problemerne.

De mener grundlæggende at sex er godt, sundt og positivt. Derfor er det forkert at ville begrænse sex i sig selv, men de uheldige følgevirkninger der kan opstå i kølvandet på sex, kan vi gøre noget ved (ved at være ærlige, bruge kondomer etc.). De tror at mennesket er et flokdyr og at vi trives bedst i stammer. Endvidere er de af den overbevisning at kærlighed ikke er et begrænset gode, men noget der kan vokse og trives når blot den får gode vilkår. De betingelser har det svært i denne verden, hvor mange mennesker ønsker at forhindre andre i at elske. Så længe der er begrænsninger på fx homoseksuelles udfoldelser, er det ikke en fri verden vi lever i.

Uanset om man selv er politisk aktivist, er der stof til eftertanke. I hvert fald er bogen én lang opfordring til at tænke selv, blive klar over hvad man føler og forsøge at indrette sit liv efter det. Her er ’målet’ at få forhold til flere mennesker, ofte som i kæreste med elskere (primær og sekundære forhold) og optimere lykken for alle. Også for børnene – der som regel trives storartet i storfamilier, hvor der altid er en voksen tilstede.

Det lyder med andre ord som coaching, bare fra hippier. Og det er nemlig hvad det er!

papirklips-par

Så uanset om man selv ønsker at leve i åbne forhold eller ej, er der meget at hente fra bogen. Fx at lære sig selv at kende, lære at være ærlig i kærlighed (det er svært, da vi hele tiden tror at vi sårer folk eller blotter os selv, så de vil afvise os, altså har de fleste forhold en hemmelig dagsorden) og at få styr på sine forventninger. Mere konkret giver forfatterne også gode råd til at lave lister over hvad man tænder på (hvilke ord vil man bruge, hvor langt vil man gå?), hvordan man håndterer jalousi, opnår de mest konstruktive skænderier og passer børn i åbne forhold.

Monogami er fint, men ikke naturligt eller gudgivet. Problemet er at det er normen, som kan være svær at styre udenom, uanset om man vil det eller ej. Altså kan folk komme til at gifte sig, være utro og ødelægge en masse for dem selv og andre. At være en dulle handler netop om ikke at være utro, men at få liv og lyst til at gå op i en højere enhed. Det er ikke lettere end det hårde arbejde, det er at være gift, men det er sjovere lover forfatterne. Man kunne jo prøve ad…