Oplysning om lyst

18 10 2010

Af Nina Søndergaard
I mine kredse kommer vi tit til at sidde at sukke over ungdommen nutildags. Vi synes at det er synd for dem: De bliver bombarderet med porno, men ingen voksne tør at tale med dem om det. De får måske at vide at de skal passe på sig selv og man kan blive frygteligt syg af det der sex, men ingen gider at sige til dem hvor vidunderligt sex kan være. Ak, ak, ak!

Men, der er heldigvis folk der derude som ikke nøjes med at sidde at sukke, men går ud og handler!

Derfor vil vi her på blogggen reklamere for Sexualisterne. Det er en flok unge mennesker der tager ud i det ganske land og fortæller om sex. Lærere og lærerinder, klubbestyrere og kung-fu trænere landet over: Ring til den nærmeste afdeling og hør nærmere.

De er delvist udsprunget af Sex og Samfund som der ofte er blevet linket til her, men S&S fortjener altså også lige et par rosende ord herfra: Sex & Samfund tager sex alvorligt og har nogle af de bedste oplysninger om prævention, abort og følelser. Hjemmesiden er en guldgrube af viden, men man kan også ringe ind med sine spørgsmål på 70 20 22 66.

Landsforeningen  for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har en gå-ud-gruppe, som tager ud til skoler og fortæller om dét at være homoseksuel, springe ud, finde kærester, blive mobbet og forelsket – jeg er sikker på at deres team har reddet unge mennesker fra selvmord, for det er så vigtigt at vide, især i den alder hvor horder af hormoner gør én endnu mere forvirret og usikker, at der er nogle derude ligesom én selv.

Jeg vil slutte af med et link til en TED-talk der handler om Thailand: Mr. Condom fortæller den glade historie om hvordan et helt land kan vende en kedelig udvikling med enorm befolkningsstigning og senere AIDS, til et rigere, sundere og lykkeligere samfund. Uden ret meget statslig støtte vel at mærke.