Alternativer # 1

7 09 2012

Af Nina Søndergaard

 

Her vil jeg præsentere en person der har valgt en anden vej end tosomhedsmotorvejen. Udvalgt fordi vedkommende netop ikke lever med en kæreste, men som til samfundets forbløffelse har det rigtig godt med ikke at være i parforhold.

Han er anonym, hvilket naturligvis svækker fortællingens styrke, men ønsket om anonymitet viser også at dét ikke at leve i snorlige parforhold stadig er ildeset. Og at sex og forældre ikke er to nemme størrelser – vi er alle et resultat af vore forældres seksualliv, men tanken er ubekvem. Mindst lige så træls som at skulle forklare sit eget erotiske liv overfor sin far eller mor, og jeg respekterer ønsket om at slippe for at forklare sin gamle mor at man suser i swingerklub.

Uanset at vi i vor egen selvforståelse er meget frisindede og afslappede, så skal alle voksne der ikke vælger tosomhed + børn forsvare deres valg. Endda ofte overfor meget kraftige angreb og slet skjult forargelse. Det er ikke altid helt let, især ikke når samfundet flyder over med billeder af lykkelig tosomhed.

Det bankes ind i skallen på alle at det eneste sande, rigtige og gode er at være to. Nu er der heldigvis plads til at to af samme køn kan få del i den glæde tosomheden sandelig også kan give, men det er stadig parforholdet der sigtes efter. Parforholdet som målestokken for succes i livet, endemålet for terapiforløb og som det modus livet skal slutte i.

Så her er en fortælling om hvordan man også kan leve, endda til tider let og lykkeligt. Som inspiration, trøst og glæde.

Bent

Bent er midaldrende og bor alene i hovedstadsområdet. Han drømte som ung om at få en kæreste. Det fik han så. Hun var sød og dejlig, sjov endda også, men det gik ikke. Hvad nu, tænkte Bent. Han havde masser af lyst, men ingen at knalde med. Det købte han sig så til.

”I starten var det hos ganske almindelige prostituterede der solgte helt almindelig sex, men jeg blev altid så nervøs og havde aldrig råd til at købe nok tid. Åh det var noget værre noget. Men så opdagede jeg gangbang!”

Det var bedre! Her var mere tid, mere lyst, mere fest.

”Det var en stor opdagelse. Du må huske på, Nina, at jeg er fra den tid hvor kvinder stadig var uskyldsrene engle. Jeg blev opdraget til at tro at kvinder ikke har lyst, så mit store sexdrive føltes som et overgreb mod de stakkels små kvinder. Men her var der kvinder der både tjente gode penge OG tydeligvis nød at blive gennemknaldet af måske ti mænd på en aften. Her var kvinder fuck meat – og kunne lide det!” Bent har julelys i øjnene og smiler stort.

Og i slutningen af halvfemserne opdagede han swingerklubber. Dem frekventerer han tit. Miljøet tiltaler Bent, masser af nysgerrige og ganske almindelige mennesker der bare gerne vil knalde igennem.

”På en måned vil jeg tro at jeg måske har sex med en 10-12 kvinder. Ikk? Jo, det passer nok meget godt.”

Bent retter på brillerne og ser skeptisk ud, da jeg siger at han nok knæpper mere end mange gifte mænd på hans alder. ”Nå? Jo, det passer måske også fint med det jeg hører i klubberne. Der er mange der ikke får nok sex…”

Bent er sød og velopdragen og stabil. Det har givet ham et godt ry, så han bliver tit inviteret til private arrangementer. Nogle mænd vil fx gerne forkæle deres kone med et gang bang, og Bent stiller glad og gerne op, ligesom han også har været med i en pornofilm. Af indlysende årsager, da jeg ser et klip.

Da jeg spørger ham om han kunne tænke sig et andet liv bliver han stille.

”Næ. Jeg er meget godt tilfreds. Jeg ville godt have haft børn, men sådan blev det ikke. Og nu er jeg jo også legeonkel for et par stykker” siger han med et smil. ”De er skægge! Jeg kan lide mit arbejde, jeg bor godt og ser mine venner og familie. – Og får en masse sex…”





En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.





101 myter om parforhold der driver os til vanvid

19 01 2011

101 myter om parforhold der driver os til vanvid (om lidt om hvad du kan gøre ved dem). Tim Ray, Beamteam Books, København 2010.

En boganmeldelse

af Nina Søndergaard

Som nysprungen polyamourøs var jeg lidt skeptisk overfor bogen: Nu har jeg kæmpet for retten til IKKE at indgå i parforhold, så orker jeg ikke en bog der besynger parforholdets velsignelser.

Men alle mine forbehold visnede allerede ved læsningen af de første par sider hvor jeg grinede højt af Djævelens opfindelser, hvoraf nummer 4 ”Det er kun kærlighed hvis parforholdet varer for evigt” ramte plet efter diskussionerne på information.dk.

Rays bog handler ganske vist mest om det heteroseksuelle parforhold, men jeg vil alligevel gøre ham til den bedste advokat for polyamourøsitet, homofili, stærke venskaber og alskens kærlighed, når hans budskab hele vejen igennem er at vi alle sammen lever og ånder kærlighed, uanset om vi er sammen med andre eller ej.

Det kan godt lyde religiøst og højtsvævende, men hans mundrette og morsomme facon gjorde hans kærlighedsbudskab letfordøjeligt selv for en sortklædt ateist som mig…

Det er en selvhjælpsbog, først og fremmest henvendt til dem der synes de har problemer, og som sådan er det ikke revolutionerende budskaber der slås fast, men med al den gråd og klage der er selv i vores rige del af verden kan budskaberne heller ikke siges ofte nok. Alt for mange går og er kede af det, ofte over deres partner, tit over dem selv og de helt urimelige forventninger der findes inde i os selv.

Ray tager fat på nogle af de mange myter vi er omringede af som fx: ”De andre par har det meget bedre end os. Den kærlighed og lykke jeg søger, er afhængig af et andet menneske. Mænd og kvinder forstår ikke hinanden. Min partner burde vide hvordan jeg har det.”

 

Han punkterer dem, ofte ved hjælp af sjove hverdagseksempler og giver nogle anvisninger på hvordan man kan håndtere myterne og sit eget liv. Jeg er personligt blank overfor langt størstedelen af alle myterne, men selv jeg kunne genkende tingene og synes såmænd hans bud på at arbejde med sig selv lyder meget rimelige. Altså vil jeg også anbefale 101 myter om parforhold.





Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





At springe ud af det polyamourøse skab

14 01 2011

Af Nina Søndergaard

I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.

Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.

Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand  skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.

Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.

Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.

Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.

Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.

Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.

Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.

Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.

Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.

Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.





Den monogame mand, det nye offer

3 10 2010

Af Nina Søndergaard
Anmeldelse af ”Kvinden og æblerne – En debatbog om sex, magt og kvinders utroskab” af David Nicosia Longhi

 

På utallige opfordringer anmelder vi her på bloggen ”Kvinden og æblerne” hvor Longhi tager et friskt blik på utroskab, dette besynderlige fænomen: Alle gør det, ingen står ved det og ingen tør sige at de har gjort det. Han tager også fat på kvindernes utroskab, hvilket i og sig er godt og glimrende, men efter endt læsning er det måske bare fordi han er bitter og heteroseksuel. Og fordi det var nemmere at finde ærlige kvinder, der ville åbne op for ham selvom de bliver tilsvinet af ham?

Eller er Longhi bare præget af en old school holdning der siger at kvinder er fristerinder? Forsiden peger i den retning, hvor en lækker blond (naturligvis) kvinde med røde læber, holder et saftigt rødt æble frem, mens en slange snoer sig om hendes arm. Hun bliver tilsyneladende båret frem af mindst seks mandearme. Jo jo, vi er med.

Han skriver at det er en debatbog og der ”findes ingen endegyldige, hardcore videnskabelige værker omkring omfanget af kvinders utroskab”. Det har han givetvis ret i. Men det retfærdiggør ikke at han klipper i citater, så det er videnskabelig uredelighed. Fx gider han ikke at nævne at ”The ethical slut” både kan være en mand, transkønnet eller kvinde og at alle kan være kærester med flere, i Longhis tudende fremstilling bliver det selvfølgelig til at manden blot skal finde sig i at konen boller udenom. Det er simpelthen løgn, hvilket Longhi godt ved  – hvis han altså har læst bogen.

Bogen har bygget op på aldrig klart udtalte præmisser der er som følger:
1.    Det gode forhold er mellem mand og kvinde.
2.    Det forhold er monogamt.
3.    Forholdet skal baseres på gensidig forelskelse og vare evigt (dvs. indtil en af parterne dør).
4.    I et godt forhold skal man sove sammen, i stereo, i en dobbeltseng, hvis  man sover i hver sin seng har man ikke et godt forhold.
5.    Kvinder har mere erotisk kapital end mænd.
6.    Kvindens højere erotiske kapital er moralsk set forkastelig og alle kvinder forvalter deres erotiske kapital fuldstændigt forkert.
7.    Kvinder er onde når de er utro, hvilket alle kvinder jo er.
8.    Mænd er pr. definition monogame og dermed gode.
9.    Mænd kunne aldrig finde på at gå i seng med en anden mands kvinde.
10.     Swingere er syge i hovederne.
11.    Porno er skidt for især unge mænd.
12.     Internettet er skidt for unge mænd, da de små stakler bliver spammet med reklamer om penisforstørrelser – og dermed får de et forskruet forhold til deres pik.
13.    Der skal være forskel på mand og kvinde, forstået på den måde at hun skal være hjælpeløs og pæn, så manden kan føle sig stor og stærk.

Den moderne kvinde vil ”blot trække på skuldrene og sige: ”Mænd kan da rende og hoppe, jeg har alt, hvad jeg har behov for, og har lige nøjagtig IKKE brug for en mand” eller ”Hvad rager det egentlig mig? Mænd kan da bare nosse sig sammen. Det er i hvert fald IKKE mig, den er gal med.” ;-)” [Longhis smiley]

Som skrevet, så gjort. Det har altid undret mig at mange mænd, som ellers lever af kapitalisme og har lært om det frie marked og den usynlige hånd, ikke et eneste øjeblik ser dem selv som et produkt, som vi heteroseksuelle kvinder skal købe. Hvis det var tankegangen, ville vi måske slippe for så urimelige mængder af jammer og klage, en påberåbelse af manden i offerrollen som Longhi strækker til at direkte sammenligne med nazi-hetz mod jøder (p. 117).

Nu har jeg i stil med Longhi også hørt på meget klynk og klage over parforhold og hvordan man dog kan undslippe kærlighedens og sexlivets død, derfor var jeg meget spændt på Longhis forslag til hvordan vi kan få mere kærlighed ind i denne verden.

Dét måtte jeg skyde en hvid pil (pik!) efter. Han svinger sig op til at kritisere maskuliniseringen af kvinder, underforstået at hvis bare kvinder ville skrubbe hjem til kødgryderne og se lækre ud imens (p. 126) ville verden blive et bedre sted. Aha.

Han hegler også swingerklubber, et bud på at holde parforholdet i live, igennem i kapitel 4.

Og hvad værre er, han tager faktisk ikke de interviewedes kvinders begrundelser for deres utroskab alvorligt: De gør det faktisk for at redde deres parforhold og for at få mere kærlighed og overskud. I stedet er der kun forurettede spørgsmål om hvor i alverden kvindernes samvittighed dog bliver af. Her svarer nogle at den har de skam også kvittet! – Ja, hvad skulle de ellers sige? De er jo nogle af de få rå, der rent faktisk indrømmer det, selvom alle, mænd og kvinder, lystigt boller udenom.

Bogens absolut bedste kapitel er nummer 3 ”Kærlighedskemi og den tredje person”, hvor Longhi gennemgår forelskelsens rus, som gør os afhængige – hvilket i høj grad kan forklare hvorfor folk gør noget så forkert, ugleset og skamfuldt.

Nå. Bogen er meget letlæst og skideskæg og veloplagt. Det er også herligt med alle former for DIY og forlaget er selvfølgeligt Longhis eget, hvilket vi her på bloggen hilser velkomment, må forlaget blomstre og sætte flere frugter.

Når nu Kvinden og Æblerne er sådan en snakkende bog, vil jeg runde af med en anekdote fra s-toget: En ung mand og kvinde taler ret højlydt sammen. Han er skidesmart og stor i kæften på sådan en rigtig københawner-agtig måde, ikk’ ’år, hun er mere afdæmpet og har en uplacérlig accent. Hun nævner noget med at hun savner at tale italiensk heroppe, men at hun havde haft et par italienske mandlige venner boende et par dage. Det mindede hende om forskellen mellem italienske og danske mænd:

Med italienere vidste hun godt at de var hende utro, men sådan var det og hun blev også kompenseret i form af smykker og kys og parfume. Hendes danske kærester havde derimod lovet hende guld og grønne skove og evig troskab – NOT! Og det var hun meget forvirret over, sådan noget løgn under en pæn lyshåret facade. Ja faktisk foretrak hun italienere på det punkt, for dét spil kendte hun.

Hendes samtalepartner blev sgu så tavs derefter. For hvad kunne han dog sige til al denne ærlighed om det mest fordækte spil vi kender?





Håndbog for duller

29 04 2009

af Nina Søndergaard
The Ethical Slut – A Guide to Infinite Sexual Possibilities af Dossie Easton & Catherine A. Liszt. Greenery Press, 1997

To kvinder har begået en bog om åbne forhold og hvordan man bedst muligt bliver en dulle, men vel at mærke en dydig dulle M/K. Dydig skal her forstås som en ærlig dulle, der ikke er utro eller ude på at såre folk, men blot at have det sjovt og få så meget sex som muligt. Med andre ord, en takt og tone bog for duller af alle køn. Det lyder selvmodsigende og langt ude, men de slipper godt fra det. Grunden til at bloggen her bringer en anmeldelse af en 12 år gammel bog er at forfatternes ærinde er det samme som mit. Nemlig at åbne mulighedernes verden og at få alle til at tænke selv.
Bogen er inddelt i fire dele: ”I os selv” om hvad vi selv føler og vil. ”Mellem hver andre”, når vi har fundet ud af hvad vi vil. ”I verden”, hvordan andre kan reagere på éns kærlighedsliv. ”At more sig”, hvordan man finder frem til ligesindede. Den er dejlig amerikansk i den forstand, at de forklarer hvad der virker bedst for dem og ansporer dig til at undersøge hvad der er godt for dig. Alt sammen i et letforståeligt sprog med masser af eksempler og nede-på-jorden forklaringer. Det er lige før det bliver banalt, det skyldes nok at vi i Danmark trods alt er mere vant til papirløse forhold og gifte homoseksuelle, men det giver også en følelse af tryghed at forfatterne har tænkt hele vejen omkring problemerne.

De mener grundlæggende at sex er godt, sundt og positivt. Derfor er det forkert at ville begrænse sex i sig selv, men de uheldige følgevirkninger der kan opstå i kølvandet på sex, kan vi gøre noget ved (ved at være ærlige, bruge kondomer etc.). De tror at mennesket er et flokdyr og at vi trives bedst i stammer. Endvidere er de af den overbevisning at kærlighed ikke er et begrænset gode, men noget der kan vokse og trives når blot den får gode vilkår. De betingelser har det svært i denne verden, hvor mange mennesker ønsker at forhindre andre i at elske. Så længe der er begrænsninger på fx homoseksuelles udfoldelser, er det ikke en fri verden vi lever i.

Uanset om man selv er politisk aktivist, er der stof til eftertanke. I hvert fald er bogen én lang opfordring til at tænke selv, blive klar over hvad man føler og forsøge at indrette sit liv efter det. Her er ’målet’ at få forhold til flere mennesker, ofte som i kæreste med elskere (primær og sekundære forhold) og optimere lykken for alle. Også for børnene – der som regel trives storartet i storfamilier, hvor der altid er en voksen tilstede.

Det lyder med andre ord som coaching, bare fra hippier. Og det er nemlig hvad det er!

papirklips-par

Så uanset om man selv ønsker at leve i åbne forhold eller ej, er der meget at hente fra bogen. Fx at lære sig selv at kende, lære at være ærlig i kærlighed (det er svært, da vi hele tiden tror at vi sårer folk eller blotter os selv, så de vil afvise os, altså har de fleste forhold en hemmelig dagsorden) og at få styr på sine forventninger. Mere konkret giver forfatterne også gode råd til at lave lister over hvad man tænder på (hvilke ord vil man bruge, hvor langt vil man gå?), hvordan man håndterer jalousi, opnår de mest konstruktive skænderier og passer børn i åbne forhold.

Monogami er fint, men ikke naturligt eller gudgivet. Problemet er at det er normen, som kan være svær at styre udenom, uanset om man vil det eller ej. Altså kan folk komme til at gifte sig, være utro og ødelægge en masse for dem selv og andre. At være en dulle handler netop om ikke at være utro, men at få liv og lyst til at gå op i en højere enhed. Det er ikke lettere end det hårde arbejde, det er at være gift, men det er sjovere lover forfatterne. Man kunne jo prøve ad…