En mand tre kvinder

6 12 2010

En mand tre kvinder af Peter Jørgensen, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Resumé af det lidt handling der er i denne dagsbogsroman (spoiler alert): Inspireret af et forlist ægteskab og Pouline Middletons/Elizabeths projekt med at finde tre personer til at dække sine behov, går 48-årige Christian i krig med at netdate tre kvindetyper som han altid har været tiltrukket af i sit liv: Den eksotiske, Soulmaten, Den friske og lidt vilde.

Efter nogle stævnemøder der ikke førte til mere, træffer han den tyve år yngre Sabine og det er sand og gengældt kærlighed. Der går cirka ti sekunder, så har Christian installeret Sabine i sin lejlighed. Sabine har studeret i Argentina, hvor hendes smukke veninde Judy også kommer fra. Judy crasher på Christians sofa, og det kommer hans ex, Liva – endda med datter, også til.

Christian har det perle lige så kort det varer med tre ½ skønne kvinder i hans enorme ungkarlehybel. Han har sex med dem alle (men det læser vi nu ikke direkte, han slukker ligesom lyset), men har dårlig samvittighed over ikke at sige det til Sabine. Sabine og Liva tager ellers fuglen på ham ved at bilde ham ind at Sabine blot er hans lejer, men selvfølgelig ved kvinderne godt hvordan det hænger sammen. Stor er Christians overraskelse og sorg også da Judy rejser videre. Liva finder et job i Århus og flytter ud. Det hele ender med at han overvejer at gifte sig med Sabine og avle med hende, men inden vi når så langt flytter hun ud af hans lejlighed og bogen slutter.

Som Oscar Wilde sagde ”Jeg er den eneste person jeg har lyst til at vide alt om”, og det randt mig i hu mange gange under læsningen af de 271 sider. Jeg er ikke Christian, endsige én af Christians gode venner – som tydeligvis heller ikke gad at høre på for langstrakte beskrivelser og forklaringer af Christians hverdag, drømme, måde at pudse motorcykel på eller hvornår han jogger om søerne. Det er det samme problem som beskrevet i den direkte forgænger, model og inspiration: En kvinde tre mænd – der er simpelthen luget for lidt ud i teksten.

Når det er sagt, så kunne jeg bedre følge Christians projekt, som var mere åbent og letflydende end Elizabeths meget fasttømrede idéer om at ingen af hendes mænd måtte brede sig ud over sin dertilindrettede kasse. Måske lidt uretfærdigt overfor Elizabeth og hendes barndom præget af misstemning og alkoholisme, men Christians livsglæde og gode minder fra sit ægteskab var også mere i min smag end Elizabeths meget bitre og grådfyldte opgør med fortiden.

Der er også mere traditionel ud-og-hjem handling i fortællingen, men langt færre og mindre skarpe analyser af ægteskabets problemer nutildags. Christian virker i det hele taget på denne anmelder ikke alt for skarp. De første point tabte han på beskrivelsen af ”Soulmaten”: ”Vores liv er ment til at blive gamle sammen, fordi vi er soulmates (s. 19).” Anglicismer gå hjem! ”Det er meningen at vi to skal blive gamle sammen, fordi vi er sjælefrænder.” Det var dét du mente, Christian/Peter. Og de næste point raslede ned da han brokker sig over at mange kvinder der svarer på hans profil ikke kan stave/har styr på grammatiken/ikke har læst korrektur på svaret (s. 39-40), og så klodser han selv i det på side 51 ”Exeptionelt velformuleret.” Flot at Christian kan finde ud af biords-t’et, men exceptionelt er med c.

Christian glæder sig over at kunne vende verdenssituationen med sine venner og nu også veninder, men undrer sig over om der overhovedet bliver talt i de små hjem (s. 208). Det samme har jeg også undret mig over, og hans begejstring over at møde kloge kvinder er så enorm at jeg får mistanken om at kvinder virkelig går og skjuler deres intelligens overfor mænd. Christians damer lyder søde, smukke og opvakte, men ikke mere end kvinderne i mine kredse. Nå. Christian er selv hele tiden en kylling og fortæller ikke Sabine hvem han egentlig går og knalder. Og ikke ét eneste sekund får han mistanken om at Sabine også udnytter sin alenetid i selskab med andre. Hvis hun gjorde, ville Christian såmænd nok blive sur og slå op som han gjorde med Karla, en gift kvinde, hvis forbrydelse var at hun løj. Men i mine øjne ikke mere eller mindre end Christian selv gør fra start til slut.

Jeg kunne afslutte sidste anmeldelse i en oprigtig positiv tone, selvom begge bøger falder langt fra min personlige smag, men ikke denne gang. Christian/Peter gør ikke op med noget, hans ménage á trois er bygget på fortielser fra hans side (men kvinderne virker kvikkere end han gør, så mon ikke de har vidst alt om hinandens eskapader?), han er ude af stand til at tænke klart og rykker rundt på Sabine som et andet møbel, der får lov til at bebo hans lejlighed i en måned, men alligevel vil han gerne giftes og have børn med hende.

Jeg kan til nød rose ham for at have prøvet og for at være klar nok til at skrive at han ”sad i en situation, som jeg nok havde ønsket mig, men overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. (s.189-190)” Men at have taget mig med på så omstændelig en rejse og derefter ende så tæt på det hellige ægteskab er simpelthen for skuffende for mig.