Misforhold

30 06 2012

Af Nina Søndergaard

Når jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more the merrier! Dels mener jeg at polyamori kan mane til eftertanke og afføde reflektioner som jeg mener alle burde have over deres eget liv og kærlighed. Om de vælger det ene eller andet er mig ligegyldigt, men hvis jeg har været så heldig at dryppe lidt eftertænksomhed ind i folk, så er min mission fuldført.

Når man ser tingene fra sidelinjen som jeg gør, så er der nogle misforhold der falder i øjnene. Der er en række betingelser vi og samfundet sætter op for vores kærlighedsliv, og de kan være modstridende og ret besværlige at manøvrere rundt i. Her sætter jeg nogle begreber op, som er styrende for vores opfattelse af kærlighed og sætter fokus på at de to størrelser kan konflikte med hinanden.

 

Tosomhedsidealet og virkeligheden

Det har slået mig hvor meget idéen om og fremstillingen af tosomheden fylder i medierne og i hovederne på folk, når virkeligheden desværre ser anderledes ud. Der er stort set kun to glade mennesker i film, reklamer og forsider. Nu kan det måske godt være to glade personer af samme køn, men én glad eller flere glade…?

I virkeligheden lever flere og flere mennesker alene, og 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det er ikke entydigt skidt at folk nu bliver skilt, fremfor at leve glædesløst eller med vold og misbrug. Men vi har stadig en idé om at voksne mennesker skal have én anden partner, tosomhed er vores default setting og de andre er modpolen og hedder “singler” eller “enlige”.

Der er mange der ikke rigtig kan finde sig til rette med hverken parforholdet eller aleneheden, og har kan polyamorien måske være et bud.

 

Forelskelse og monogami

Nu om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder forelskelsen op på et tidspunkt. Og hvad så?

Kravet om monogami siger at de to skal blive sammen, uden at lukke andre ind. Det kan koste ægteskabet at blive forelsket i en anden. Og hvad så?

Polyamoriens bud på en mulig udgang er at fastholde ægteskabet, men at blive og være forelsket i en tredje, samtidig med at den første tosomhed kører videre. Det er, trods manges forundring faktisk muligt, og det kan være et alternativ til den serielle monogami, hvor hver forelskelse er enden på det gamle forhold og begyndelsen på et nyt.

Forelskelse og livslange forhold

Forelskelser varer, ligesom depressioner, højest halvandet år og oftest kun uger eller måneder. Det ved vi alle sammen godt, men forelskelsens rus af hjernekemiske trylle- og lykkestoffer gør os afhængige og mange søger derfor forelskelsen igen og igen. Denne interne kokainrus hænger meget dårligt sammen med idealet, nej kravet, om livslange forhold.

Den gamle løsning var at nedtone forelskelsen, som man anerkendte eksistensen af, men som slet ikke blev anset som godt og det eneste saliggørende. Det var tilladeligt og endda fint, hvis to gifte personer blev forelskede i hinanden, men intet krav. Det var måske lidt naragtigt at være forelsket, og intet at regne for glæden ved et langt ægteskab. Der gennemsnitligt varede i femten år.

Idag er kravet til de to gifte at de er, eller i hvert fald har været, smaskforelskede. Og de to kan, når de bliver gift i en alder af nogle-og-30 år få mange, mange år sammen.

Det kan være en klaustrofobisk tanke, og mange vælger at blive skilt og opleve nye forelskelser. Ofte med en skygge af skyldfølelse og nederlag over ikke at kunne få de to modstridende krav om evig forelskelse til at hænge sammen med et livsvarigt forhold.

Igen kan polyamorien være et bud på at forelskelser, også i helt andre, kan få plads i livet som tilvalg og et ekstra gode, ikke på bekostning af andre. Den andens glæde kan nemlig også smitte og give medglæde.

Store følelser og skemaer

Den romantiske kærlighed indebærer store følelser, stormfulde højder, ubændighed og foragt for samfundets smålige regler. Det kan derfor komme til at knibe en kende at få denne enorme følelsesfuldhed stoppet ned i de kasser der sandelig også findes til kærligheden.

Her taler jeg ikke bare om at monogamien kun har én kasse, og at man kun kan og skal elske én og ikke flere på samme tid, men om de regler kærlighedsforløb skal følge.

Suzanne Brøggers essay ”Den allersidste tango” i ”Fri os fra kærlighedenkredser om disse regler. Tangoen er som en dødedans siger hun. ”Det er et mekanisk ritual ligesom den romantiske kærlighed, der holder andre mennesker ude.” Hun mente der var regler for kærlighed, og at alle andre fastsatte reglerne.

Et forløb skal være som følger: To mennesker møder hinanden, de skal fatte godhed for hinanden og så skal forelskelsen bygges op.

De skal ud at spise og drikke rødvin, de skal i biografen, de skal kysse og måske også have sex. (Allerede her kan det være så komplekst at det falder til jorden: Må man knalde på første date? Hvem ringer først – endnu en forvirring for homoer, når nu de heller ikke kan sige at det er manden der skal jagte… Hvad skal man spise og hvem skal betale? Hvordan skal man sige til den anden, at vedkommende boller dårligt? Hvorfor vil den anden kun se komedier, når nu man længes efter franske kunstfilm?)

Efter et par måneder skal forældrene have besked, kæresten skal præsenteres for vennerne. Efter endnu et par måneder skal man flytte sammen, og et par et sted i 30’erne skal så have børn. Man skal tage på ferie sammen, men have hver sin arbejdsplads.

For heteroer er der endnu et sæt regler der handler om forvaltningen af køn og kønsroller. Manden skal stadig helst tjene mere, tilgengæld skal kvinden have bløde værdier og tage en lang barsel for at vise at hun ikke vægter sin karriere over sine børn. Kvinder må godt have bukser på og gå uden makeup, men mænd må sandelig ikke gå i nederdel eller tage mascara på på arbejde. Det er også bedst hvis manden ser fodbold, mens hun er ude med sine heteroveninder.

Hvis du grinede, var det måske en Homer Simpson-latter: It’s funny cuz it’s true. Men alle der ikke har passet ned i de fine kasser ved at det kan være ret besværligt ikke at drikke rødvin, ikke at ville bo sammen, men måske have en butik i fællesskab. Det er mærkeligt og måske slet ikke sand kærlighed

Forhold og tavshed

Alt det ovennævnte har en præmis: Stiltiende samtykke. Det ligger implicit. Det ved man da og sådan er det bare.

Der er også axiomer og slogans der hylder tavsheden: Tale er sølv, men tavshed guld. Forhold er private. Man kan snakke tingene ihjel. Den anden behøver ikke at vide alt. Kærligheden er et spil. Det er sundt at holde hemmeligheder for hinanden.

–          Det er også skønt når det bare kører, og det kan jeg unde alle, men nogle gange kører det ikke. Overhovedet ikke. Og så kan det være at en samtale kan om ikke løse problemet, så løsne op. Samtaler kan afstemme forventninger, udrede misforståelser og gøre parterne trygge og frie.

Beskyttelsen af sit privatliv er fuldt forståelig, og mit hippieråd handler heller ikke om at alle skal snakke mere med alle om deres private forhold, men at dækket nogle gange også kommer i vejen for en åbenhed i forholdet. Mange skjuler meget for deres partner af frygt og forlegenhed, og dermed bliver det måske mindre tosomhed end to gange ensomhed.

Den store modstand jeg har mødt mod mere samtale er forunderlig. Det har givetvis noget at gøre med de forskellige erfaringer vi gør os. Jeg har stort set kun møde glæde, varme, frihed, tillid, tryghed og forståelse i mine samtaler. Andre er måske blevet afvist, bange, vrede og sårede. Men tilhængerne af (total) tavshed skylder mig en forklaring på hvordan de fx fik deres arbejde og eventuel lønsforhøjelse – ved at tænke sig til det? Og de skal vise at samtaleterapi overhovedet ikke nytter. For hvis folk har kunnet komme igennem de værste traumer over krig, psykoser og voldtægt gennem samtaler, så tror jeg også at samtale mellem elskende har en chance.





Fravalg er også et valg

16 01 2011

Af Nina Søndergaard

Først en stor og dybt rørt tak til alle jer der tilkendegav jeres støtte i min springe-ud-af-skabet proces! Det har godt nok været overvældende og hjertevarmende. Og det er lige præcis det der gør at jeg ikke vil ind at gemme mig i skabet igen, tak! Hvis min historie har inspireret bare ét menneske til at tale med sin elskede om hvordan de kan åbne op, så er min mission fuldført: Jeg er ikke ude på at omvende, men på at åbne op for dem der tumler med nogle af de samme tanker.

Alligevel vil jeg menneskeligt nok grave lidt i de få forbehold jeg reelt er blevet mødt med, for at præcisere og imødegå beskyldninger fremsat på forkert grundlag.

1.    Mit fravalg af kæreste og bofælle er et helt reelt, velgennemtænkt fravalg, ikke en mellemstation mellem to kærester. At andre stræber efter en kæreste er glimrende, det er deres valg og ønske, ikke mit.

2.    Jeg kræver at blive anerkendt for der hvor jeg er nu, også selvom jeg skulle få lyst til andre ting fremover: Velmenende mennesker har sagt til mig at jeg endelig ikke må lægge mig fast på at være polyamourøs, bare fordi jeg har sagt offentligt at jeg er det.

Tak tak, jeg er godt klar over at livet er omskifteligt, og måske vil jeg en dag giftes og have børn (I skal nok blive inviteret med til brylluppet), men siger samme personer til nygifte der træder ud af kirken: Nu har I to godt nok sagt ja til hinanden for Gud og samfundet, men det er nok bare en fase og skal I få lyst til noget andet, så skal I endelig bare gøre det? Nej vel, det ville være frækt og respektløst at gå ud fra at de to ikke har tænkt sig om da de giftede sig, også selvom der er stor risiko for at de går fra hinanden.

3.    Min beslutning om at ville have flere elskere bunder retteligt i et ønske om mere morskab i mit liv. Det kan gerne tolkes som skrigende uansvarlighed, hvis dét at have det sjovt et par gange om ugen er lig med letsindighed.

Men det er sandelig ikke ensbetydende med at jeg ikke kender til ansvar og tung, pålagt kærlighed. Jeg orker ikke at give den fulde historie, men vil nøjes med at sige at to meget syge forældre har forpligtet mere end noget andet i mit liv og jeg finder mig simpelthen ikke i at mit fravalg af livspartner ses som en forfløjen ansvarsfralæggelse. (Det omvendte ville være at jeg mente at alle ægtefolk havde giftet sig for at få en byrde i livet, ligeså ukorrekt og absurd antaget).

4.    Fremtidssikring – flere kommentatorer har småligt forudsagt min kommende ensomhed, som bestemt er et muligt udfald af min livsstil. Den har jeg naturligvis selv tænkt over, men alene på grund af antallet af mennesker i mit liv forekommer det mig sært at ét menneske skulle være en bedre ensomhedsforhindrer end mange.

Tilmed har jeg skrevet testamente og ved godt jeg engang skal. Mange af de mest vokale modstandere jeg har mødt har ikke engang gjort dette (og en del af dem havde endda børn!), og med så kort en tidshorisont fra deres side er det svært at se hvad de har at skulle have sagt om mit liv og min fremtid. Og igen, alle kan blive forladt, alle kan miste. Ensomheden er et grundvilkår for alle mennesker, jeg vælger blot at have flere end én omkring mig.

5.    Mine venner er min selvvalgte familie, mine venner er mine støtter, mine kilder til styrke og kærlighed og alt godt her i livet, det kan ikke understreges nok. Tak til jer!

Jeg er ganske almindelig og lever et aldeles upåfaldende liv, men skal jeg fremhæve ét punkt hvorved mit liv adskiller sig fra mange andre nogle-og-trediveåriges er det mine venner. Dem har jeg mange af, mange gode og nære, mange gode og lidt fjernere. For ved ikke at have en kæreste, fjernsyn og børn har jeg også tid til vennepleje.

Mine venner skal i lige så høj grad vælge mig, som jeg skal vælge dem (det er ligesom en væsentlig forskel på venner og familie), og det koster naturligvis. Det er min ’trædemølle’, for min livsstil ville ikke på nogen måde give mening hvis ikke jeg havde mine vidunderlige venner – andre investerer deres tid og energi i ét menneske, jeg investerer i mange. At have mange venner er et stort gode i livet, og flere og flere undersøgelser viser at venner holder én i live længere, sund, rask og depressionsfri.

For mig er skellet mellem venner og elskere ikke skarpt, det går frem og tilbage – akkurat som i andre kærlighedsforhold, og mine venskaber udvikler sig selvfølgelig også, og det er naturligvis en enestående og speciel følelse at se min barndomsveninde, ligesom det også er skønt at se bekendtskaber af nyere dato.

6.    Barnløsheden. Først må jeg udtrykke feministisk forundring over at folk føler frihed til at dømme om noget så privat, dét er i sig selv i uhyre grad krænkende og respektløst (har jeg sagt noget om deres børn?!).

For det andet er barnløshed altså ikke et nyt, forkælet fænomen, tværtimod. Det er nu kun 10 % af en kvindelig årgang der IKKE får børn, mod 25 % i årgangene omkring 1900. Med bedre økonomiske muligheder kan kvinder nu fravælge ægteskabet og tilmed få børn udenfor ægteskabet, de trods alt gode pasningsmuligheder muliggør også at kvinder kan bibeholde en plads på arbejdsmarkedet, selvom de vælger at få børn. Alt sammen noget der ikke godt kunne lade sig gøre for almindelige mennesker i 1900.

For det tredje så har jeg ikke endegyldigt besluttet mig, men indtil videre har det ikke forekommet mig tillokkende på noget plan at skulle have børn. Skulle jeg få trangen til at bringe børn ind i mit liv, ved jeg også at der findes mange andre veje til børn end at stifte kærnefamilie: Jeg kan hægte mig på andres familier, jeg kan omskole mig til pædagog, jeg kan blive børnehjemsforstanderinde et sted i Afrika – jeg behøver ikke at vælge en mand/kone, hus og dobbeltarbejde (sidstnævnte er herligt for dem der vil dét!).

7.    En gentagelse: Jeg springer ud af skabet for at vise andre måder og muligheder for kærligheden end det monogame kærlighedsægteskab, som bestemt kan være smukt og dejligt, men som på ingen måde kan siges at være den sikre vej til lykken, noget naturligt eller have oldgammel hævd. De få rå der har hævdet dette (især i kommentarsporet på information.dk) har uden at vide eller villet det bestyrket mig i at stå frem som polyamourøs.

Min ’måde’ at være polyamourøs på er én ud af uendeligt mange: Dét det drejer sig om er ærlighed. Det er ærligheden og åbenheden (og viljen til dette) der adskiller polyamourøs kærlighed fra ganske almindelig utroskab. Mange polyamourøse er gift og har børn, nogle har to kærester, nogle har slet ingen – der er ikke én opskrift på polyamourøsitet, det er kun hvad folk selv finder frem til af arrangementer for dem selv og deres nære.





At springe ud af det polyamourøse skab

14 01 2011

Af Nina Søndergaard

I Information idag kan man læse et interview om mig og mit valg af livsstil. Nu skal det være slut med at være en kylling, derfor vil jeg gerne fortælle min historie om at fravælge det traditionelle monogame parforhold til fordel for en håndfuld elskere og elskerinder.

Et lidet chok for jer læsere, en stor overvindelse for mig! Jeg er nemlig splittet i en privat jysk person og en larmende seksualpolitiker når jeg hører hvordan heteroer ubekymret fortæller om deres privatliv over frokostbordet: De sidder med deres ringe på fingrene og fortæller lystigt at de var i biografen med deres mand, en utilsløret erotisk forbindelse som ingen løfter øjenbryn over.

Men har jeg lige så meget ret til at fortælle at jeg var i biografen med én af mine elskere og jeg derefter sov i ske med min veninde? Ikke rigtig, for så ville heterokoret straks gå i gang med at homoer også altid skal være så pågående og skilte med deres seksualitet. En heteromand  skilter sandelig også med sin seksualitet ved at være dårligt klippet, ildelugtende og have ring på fingeren, men det anderledes skal vel altid peges fingre af i starten.

Jeg ville ønske at det var lidt mere gængs og normalt at være polyamourøs, men jeg kan ikke godt vente på at andre bliver modige før mig. Desuden har seje kvinder også banet vejen for mig, Sus Luder og Pouline Middleton er allerede nævnt og takket her på bloggen.

Ved at læse Catherine M’s seksuelle liv lurede jeg hvordan hun gjorde: Hun lod en bemærkning falde om de andre elskere, når hun tog sig endnu en elsker. I bedste franske stil lod det ikke til at afskrække ret mange… På den måde havde hun ryggen fri – samme fremgangsmåde er der at finde i ”The ethical slut”, men den havde jeg ikke læst på det tidspunkt.

Som læst, så gjort. Det er ikke helt nemt at have du-er-ikke-den-eneste-elsker samtalen, jeg bliver i hvert fald altid nervøs og bange for at blive forladt og miste en god nyfunden elsker. Det er sjældent der er nogen der er blevet skræmte der, men senere er nogle mandlige elskere blevet jaloux og følt sig truede. Andre elskere (alle!) vil bare gerne giftes og have børn, altså forlader de mig til fordel for deres børns kommende moder. Dét er hårdt og tungt, det er prisen for at maxe ud på sin morskab: Smerten ved at blive forladt oplever jeg lidt hyppigere end andre der satser på den eneste ene – hver gang.

Men det er fair nok, jeg har jo andre elskere at trøste mig med og jeg vil ikke stå i vejen for mine næres lykke. Desuden giver min polyamourøse livsstil mig så meget energi, kærlighed, sex og overskud at jeg godt kan tåle det, selvom smerten ved at miste ikke er anderledes for mig end for andre.

Det kan sagtens se ud som om det bare er at fortsætte teenageårenes forvirrede uansvarlighed. For mig føles som et ægte valg med lige så virkelige og til tider smertelige fravalg, som en sand oprigtighed overfor mig selv og min omgangskreds og et klart standpunkt. Jeg glæder mig over de elskere jeg har kendt i mange år nu og håber jeg får endnu flere år i deres gode selskab, jeg glæder mig over de nye der kommer til og som også beriger mit liv.

Jeg kan også høre et forurettet spørgsmål: ”Jamen tror du så slet ikke på kærligheden? På mand og kone?” Jo, det gør jeg da. Jeg er ikke ude på at nedlægge ægteskabet som institution, det er virkelig smukt når to personer finder sammen, vælger hinanden og gør begge til bedre, stærkere og mere hele mennesker.

Min eneste anke er at kærlighedsægteskabet er stadig livets manuskript, defaultsettingen og at nogle derfor blot gifter sig af vane og af manglende mod og fantasi til at tage andre kringlede veje ind i kærligheden. Alt det brok og jammer jeg har hørt på og læst om i forbindelse med det moderne parforhold gør mig i hvert fald kritisk overfor at parforholdet som den sikreste og bedste vej til lykken.

Naturligvis har alting en pris og sine op- og nedture, men selv med forbehold for at mine søde veninder automatisk brokker sig mere over deres kæreste end de roser kæresten overfor mig, så er der stadig meget sorg og ulykke forbundet med parforholdet og de uudtalte forventninger man forsøger at manøvrere rundt i. Dét synes jeg er trist og jeg vil klart opfordre alle, elskende og kærester til at tale mere åbent sammen og finde ud af hvad de vil og ikke vil. Og derfor springer jeg offentligt ud af det polyamourøse skab, så andre kan se at der er mange muligheder for at få kærlighed og nærhed ind i livet.

Alle billeder er fra Anjamation på Flickr.





En mand tre kvinder

6 12 2010

En mand tre kvinder af Peter Jørgensen, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Resumé af det lidt handling der er i denne dagsbogsroman (spoiler alert): Inspireret af et forlist ægteskab og Pouline Middletons/Elizabeths projekt med at finde tre personer til at dække sine behov, går 48-årige Christian i krig med at netdate tre kvindetyper som han altid har været tiltrukket af i sit liv: Den eksotiske, Soulmaten, Den friske og lidt vilde.

Efter nogle stævnemøder der ikke førte til mere, træffer han den tyve år yngre Sabine og det er sand og gengældt kærlighed. Der går cirka ti sekunder, så har Christian installeret Sabine i sin lejlighed. Sabine har studeret i Argentina, hvor hendes smukke veninde Judy også kommer fra. Judy crasher på Christians sofa, og det kommer hans ex, Liva – endda med datter, også til.

Christian har det perle lige så kort det varer med tre ½ skønne kvinder i hans enorme ungkarlehybel. Han har sex med dem alle (men det læser vi nu ikke direkte, han slukker ligesom lyset), men har dårlig samvittighed over ikke at sige det til Sabine. Sabine og Liva tager ellers fuglen på ham ved at bilde ham ind at Sabine blot er hans lejer, men selvfølgelig ved kvinderne godt hvordan det hænger sammen. Stor er Christians overraskelse og sorg også da Judy rejser videre. Liva finder et job i Århus og flytter ud. Det hele ender med at han overvejer at gifte sig med Sabine og avle med hende, men inden vi når så langt flytter hun ud af hans lejlighed og bogen slutter.

Som Oscar Wilde sagde ”Jeg er den eneste person jeg har lyst til at vide alt om”, og det randt mig i hu mange gange under læsningen af de 271 sider. Jeg er ikke Christian, endsige én af Christians gode venner – som tydeligvis heller ikke gad at høre på for langstrakte beskrivelser og forklaringer af Christians hverdag, drømme, måde at pudse motorcykel på eller hvornår han jogger om søerne. Det er det samme problem som beskrevet i den direkte forgænger, model og inspiration: En kvinde tre mænd – der er simpelthen luget for lidt ud i teksten.

Når det er sagt, så kunne jeg bedre følge Christians projekt, som var mere åbent og letflydende end Elizabeths meget fasttømrede idéer om at ingen af hendes mænd måtte brede sig ud over sin dertilindrettede kasse. Måske lidt uretfærdigt overfor Elizabeth og hendes barndom præget af misstemning og alkoholisme, men Christians livsglæde og gode minder fra sit ægteskab var også mere i min smag end Elizabeths meget bitre og grådfyldte opgør med fortiden.

Der er også mere traditionel ud-og-hjem handling i fortællingen, men langt færre og mindre skarpe analyser af ægteskabets problemer nutildags. Christian virker i det hele taget på denne anmelder ikke alt for skarp. De første point tabte han på beskrivelsen af ”Soulmaten”: ”Vores liv er ment til at blive gamle sammen, fordi vi er soulmates (s. 19).” Anglicismer gå hjem! ”Det er meningen at vi to skal blive gamle sammen, fordi vi er sjælefrænder.” Det var dét du mente, Christian/Peter. Og de næste point raslede ned da han brokker sig over at mange kvinder der svarer på hans profil ikke kan stave/har styr på grammatiken/ikke har læst korrektur på svaret (s. 39-40), og så klodser han selv i det på side 51 ”Exeptionelt velformuleret.” Flot at Christian kan finde ud af biords-t’et, men exceptionelt er med c.

Christian glæder sig over at kunne vende verdenssituationen med sine venner og nu også veninder, men undrer sig over om der overhovedet bliver talt i de små hjem (s. 208). Det samme har jeg også undret mig over, og hans begejstring over at møde kloge kvinder er så enorm at jeg får mistanken om at kvinder virkelig går og skjuler deres intelligens overfor mænd. Christians damer lyder søde, smukke og opvakte, men ikke mere end kvinderne i mine kredse. Nå. Christian er selv hele tiden en kylling og fortæller ikke Sabine hvem han egentlig går og knalder. Og ikke ét eneste sekund får han mistanken om at Sabine også udnytter sin alenetid i selskab med andre. Hvis hun gjorde, ville Christian såmænd nok blive sur og slå op som han gjorde med Karla, en gift kvinde, hvis forbrydelse var at hun løj. Men i mine øjne ikke mere eller mindre end Christian selv gør fra start til slut.

Jeg kunne afslutte sidste anmeldelse i en oprigtig positiv tone, selvom begge bøger falder langt fra min personlige smag, men ikke denne gang. Christian/Peter gør ikke op med noget, hans ménage á trois er bygget på fortielser fra hans side (men kvinderne virker kvikkere end han gør, så mon ikke de har vidst alt om hinandens eskapader?), han er ude af stand til at tænke klart og rykker rundt på Sabine som et andet møbel, der får lov til at bebo hans lejlighed i en måned, men alligevel vil han gerne giftes og have børn med hende.

Jeg kan til nød rose ham for at have prøvet og for at være klar nok til at skrive at han ”sad i en situation, som jeg nok havde ønsket mig, men overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. (s.189-190)” Men at have taget mig med på så omstændelig en rejse og derefter ende så tæt på det hellige ægteskab er simpelthen for skuffende for mig.





En kvinde tre mænd

4 12 2010

En kvinde tre mænd – en roman af Pouline Middleton, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Romanen, i dagbogsform, handler om 42-årige Elizabeth, der som så mange andre på hendes alder har været igennem helvede af elendige forhold og ensomhed. Hun beslutter sig for at gøre op med sine og samfundets mønstre ved at lave en kontaktannonce på nettet, ikke efter den eneste ene, men efter tre mænd: En til at tale med, en til at have sex med, en til at ordne praktisk hus- og havearbejde.

Det går overraskende godt, men vejen dertil er lang og stenet. Hendes strenge far er ikke begejstret, men prøver dog at være konstruktiv og sætter hende på en date med Frederik Kærestepotentiale. Hendes omgangskreds er heller ikke overvældende positivt stemt, men de fleste giver hende ret i at parforholdsmodellen ikke kaster så meget lykke af sig som håbet. Undervejs møder hun en masse mænd som hun forsøger at passe ned i sin tremands-model.

Det er et vældig spændende projekt Elizabeth/Pouline har sig og jeg støtter hende fuldt ud i hendes kamp for mere lykke. Det er uhyre prisværdigt at ville give sin 12-årige datter et andet forbillede for kærlighedslivet end den romantiske, monogame to-personers model som Hollywood fodrer os med. Det er også meget modigt at bruge sig selv og stå frem med en anden idé til kærligheden, som der tydeligvis er tænkt meget over. Bogen er fyldt med stærke eftertænksomme analyser af de enorme problemer ægteskabet har idag.

Når det er sagt, så må jeg sige at jeg er enig med og glad for indholdet, ikke formen.

Jeg læser ikke gerne moderne dansk litteratur, fordi den meget nære beskrivelse af hverdagsting ikke løfter og beriger mig. Den danske dagligdag kender jeg og deler, så jeg ser personligt ikke fidusen i at ligefrem skulle læse om at drikke kaffe, sende en mail eller tage gummistøvler på. Men det er nu bare min smag som Middleton altså ikke lige rammer.

Det er herligt at se foretagsomhed, og Zebra Productions er Middletons eget selskab og forlag (held og lykke, du iværksætterkvinde!), men alle enpersonsforetagender er i fare for at blive indforståede med sig selv og får ofte ikke nok input. Her tænker jeg på at En kvinde tre mænd vil vel rigeligt på én gang, der er både debatindlæg, dagbogsdrømmerier, dialoger, mindetaler og barndomsminder, noget som redaktører på store forlag givetvis ville have luget ud i.

Der veksles også mellem afsnit med højt lix-tal og talesprog: ”Jeg ringede fluks for at finde ud af , hvor hun liiiige er kommet fra, men han tog ikke telefonen.” s. 147. Lige med fire i’er virker ikke overbevisende på mig.

Det forvirrer mig også lidt at hovedpersonen virker så tæt på Middleton selv. Rigtig mange detaljer stemmer overens med Elizabeth og Pouline, og eftersom Middleton har valgt at stå offentligt frem med sit livsprojekt forstår jeg ikke hvorfor hun bruger romanformen, som jeg ikke mener hun udnytter til fulde.

Analyserne af de udfordringer moderne mennesker står overfor på kærlighedsfronten, er skarpe og jeg sad og nikkede anerkendende til mange af meningerne. Dog slog det mig at Elizabeths omgangskreds måske ligner Elizabeth for meget til at kunne give reelle friske input, og træder en person lidt ved siden af normerne for forventet opførsel får vedkommende prædikatet ”sær”. Det var forstemmende at ønsket om at bryde ud af hamsterhjulet åbenbart ikke rækker længere end til at fordømme den mindste gnist af skævhed hos andre.

Personligt var det også en tort at læse om hvordan Elizabeth logrer for mandlig opmærksomhed, men det er igen bare min smag (samme ubehag får jeg også ved at læse Nynnes eller Bridget Jones’ dagbog): Der er lang vej endnu for kvindelig frigørelse, en problematik Elizabeth forsøger at smyge sig udenom ved at give en psykologisk/biologistisk forklaring på at kvinder skam naturnødvendigt behøver mandlig opmærksomhed (s. 101-102).

De sidste grynt handler om sexscenerne. De kunne gerne have været mere saftige for min skyld, men det jeg vil kritisere er den manglende omtale af kondomer. Middleton er ellers ikke bleg for at skrive temmelig detaljeret og med produktnavns nævnelse, så hvorfor hun ikke skriver at hun rullede et stykke gummi (eller rettere et Thin fra RFSU) på sin elskers ”dirrende lanse” begriber jeg ikke. Som glad anmelder af ”The ethical slut” kan jeg kun bifalde promiskuøsitet og polyamourøs levestil, men det kræver at man passer på sig selv og hinanden, og da bogen udtrykkeligt er skrevet med hendes datter in mente mener jeg at det grænser til uansvarlighed at undlade kønssygdomme fra ligningen. For som det står nu kunne en ubefæstet sjæl godt tro at bare man går i seng med rige, hvide nordsjællændere, så behøver man ingen kondomer…

Og til slut: Elizabeth siger på side 156 om kvindens seksualitet: ”Hun skal, så tidligt som muligt efter hun er blevet 18 år, lære sig selv at kende seksuelt. Det vil sige at udforske sit eget begær og sin krop.” Hvad? Én ting er at højne den seksuelle lavalder med tre år, men at en pige ikke engang må onanere før hun er blevet atten?! Alle sad og ruskede tremmer hvis mindreårig solosex var ulovligt! Det peger på det meget alvorlige problem vi har i samfundet: At børn og unges seksualitet er blevet så betændt og tabubelagt at en romanforfatter føler sig nødsaget til at henlægge seksuel nysgerrighed til myndighedsalderen. Meget nedslående.

Med sådan en gang kritik vil jeg fuldstændig utvetydigt rose Middleton for hendes livsprojekt, det er enormt modigt og prisværdigt at stå frem med en anden model end tosomheden. Jeg håber virkeligt at hun får succes med sit foretagende og at andre måske kan lære af hendes klarsyn og ærlighed, da de uudtalte forventninger og indestængte længsler lader til at stå i vejen for megen kærlighed og lykke.