Retten til et godt liv

26 09 2013

Af Nina Søndergaard

Jeg er et barnefri ønskebarn. Jeg blev født ved kejsersnit, jeg har engang fået penicillin og jeg har fået trukket en tand ud. Dette er ikke for at kede med trivielle fakta, men for at klargøre mit grundlag for at juble over den lægehjælp som både min moder og jeg har nydt godt af, og som er med til at gøre mig i stand til at argumentere for fri abort.

  • Fri abort betyder lovlig, sikker og lettilgængelig lægeassisteret abort, ikke fri som i ubegrænset, uhæmmet og omkostningsfri.
  • Fri abort er næppe skyld i danske kvinders faldende fertilitet. Fertiliteten i Danmark har været faldende siden 1890, 50 år før danske kvinder fik mulighed for legal abort.
  • Fri abort er et valg, akkurat lige som valg af ægtefælle, uddannelse og bopæl er det. Ingen der har truffet valg i disse henseender har noget at lade andre høre for.
  • Fri abort er medvirkende til at de børn der rent faktisk fødes er ønskebørn, hvilket må gøre det temmelig sandsynligt det nu fødte foster har en glad moder, der er villig til at påtage sig det hårde arbejde moderskab er.
  • Fri abort er med til at gøre fødsler mere sikre og dermed nedsætte både børne- og moderdødelighed.
  • Abort er kvindens valg og ansvar. Ingen andre kan vurdere om hun skal sætte et barn i verden.
  • Fri abort har desværre ikke helt afhjulpet problemer med vanrøgt af børn. Selvom antallet af mishandlede børn burde være 0, er der stadig familier der kæmper med at skabe rammer om et godt børneliv. Hvordan 16.000, i øvrigt uønskede, unger oveni skulle trylles om til et bedre liv for endnu flere er uklart.

Uddannelse og oplysning = færre børn

girls_education_threatUdsagnet om at fri abort er med til at få fødselstallet til at rasle ned er ikke sandt, om end af andre årsager end det umiddelbart indlysende, nemlig at aborter i sagens natur hindrer en fødsel.

Dels hænger lavt antal aborter som regel sammen med lavt fødselstal, og højt fødselstal med høj abortrate. Dels er hovedårsagen til den dalende fertilitet en anden, nemlig uddannelse.

Piger der kan læse og skrive ønsker sig ofte mindre familier, og det betyder rigere og sundere familier. Teologen Thranholm er selv et fint eksempel på dette, hun har mindst 20 års skolegang bag sig og kun ét barn.

Bekymringen over danske kvinders lave fertilitet bunder i et meget begrænset lokalt udsyn, der tilmed måske er misfarvet i kanterne af racisme.

oprhansMed 7 milliarder mennesker på planeten, hvoraf 43 % er under 25 år gamle, er det uholdbart at påstå at der ikke fødes børn nok. Men igen har de færreste abortmodstandere ledt an i kampen for et bedre børneliv til de der rent faktisk fødtes ved at selv adoptere en del af de måske 132 millioner forældreløse børn der er allerede nu er på planeten.

 

Kvindens krop er hendes egen

Det er ren og skær kvindeundertrykkelse at fratage kvinder retten til at forvalte eget liv, uagtet om undertrykkelsen kommer fra kvindelig side. Det er blot ”overvoksne” kvinder, der har taget patriarkatets idéer om det gode liv til sig, og derfor nu tror sig i stand til at mule andre kvinder, som de opfatter som børn der skal styres.

Det er i alle henseender meget problematisk, og ikke mindre når drejer sig om at ville tvinge hvad man tror er børn til at FÅ børn. Det er en knudret sætning, fordi tankegangen bag er knudret: Kvinder der vil styre sig selv – og ikke have børn, skal nu kontrolleres og tvinges til at ville føde, fodre og opdrage endnu mindre børn. Det er en meget skidt begyndelse på et barneliv, hvis moderen faktisk skal styres og tvinges af andre voksne. (Jeg mistænker også en del abortmodstandere for at se programmet ”De unge Mødre” og gyse over nogle af de ret utraditionelle metoder mødrene på 17 år anvender).

 

Abort som prævention er måske ikke så skidt endda

præventionsområdet er der også sket fremskridt, og igen, jo mere uddannelse, jo mere prævention, jo færre børn OG des færre aborter.

At nogle kvinder lader til at anvende abort som prævention er ikke et argument for at forbyde abort, men et argument for at abort netop bør være fri.

At fumle gentagne gange med prævention kunne tyde på et større mønster, og abortmodstandere bør spørge sig selv om de selv ønskede at have en mor der igen og igen ikke kunne hitte ud af at sætte et pessar op/få spiral/tage p-piller etc. Hendes distræte fummelfingrethed går næppe over blot ved at være gravid i 9 måneder, og det er på sin egen lidt bagvendte facon nok et udtryk for stor omtanke at undlade at bringe barnet i verden i denne omgang. Derudover glemmes det også bekvemt af abortmodstanderne, at lægerne omkring kvindens abort skal samtale med hende om prævention.

 

Fravalg er også et valg, men næppe et savn

16000korsDet præsenteres ofte som forkælede kvinders fravalg, hvis en ung kvinde ikke ønsker et barn under sin uddannelse eller ikke ønsker et stærkt handicappet og sandsynligvis stærkt smerteplaget barn.

Jeg stoler på at enhver kvinde selv kan mærke efter om hun er parat til den livsomvæltning et barn er, men det undrer mig at folk der selv har aktivt truffet et valg om fx at læse til præst, gifte sig med en person de holdt af og måske flyttet til en anden by kan tillade sig at pege fingre af andres valg.

Selv de der måtte mene at alle deres valg af truffet af Gud, har ved ægteskabets indgåelse selv sagt ja (et ja sagt af andre tæller jo ikke) til én person, og dermed fravalgt os andre. Der måske kunne have gjort dem lykkeligere eller til genier. Det vides ikke, fordi vi fik aldrig muligheden for at prøve.

Tuol SlengPå samme måde er det også let at afvise at dette og hint udskrabede foster var en kommende Beethoven. Vi kommer aldrig til at vide det, og et uønsket barn vil næppe få mulighederne for at udfolde sit talent til fulde. Og vi kommer næppe til at savne dette mulige menneske, for vi lærte det aldrig at kende. Dermed skaber Retten til Liv også pseudosavn ved at forsøge at mindes mennesker der måske aldrig var kendt af andre end mor og læge.

Det er en indirekte forklejning af reelle savn af fuldbårne personer, hvis der skal sørges og mindes mennesker der aldrig havde et liv med oplevelser og minder, som i høj grad er det der gør mennesker til mennesker – og som knytter bånd mellem os. Et aborteret foster når simpelthen ikke at sætte et årelangt præg på sine medmennesker. Dermed er et også et meget kunstigt minde Retten til Liv forsøger at opsætte.

 

Medicinske fremskridt ja tak, på nær når det ikke passer ind i mit kram

DH008767Jeg har undgået hele den tekniske del af debatten der vedrører hvornår et menneskeliv er et liv. Det er ikke for lægfolk som mig, der under alle omstændigheder synes at det er påfaldende at nogle kan tillade sig at ville fratage andre et medicinsk gode som lægeassisteret abort er.

De fleste, også abortmodstandere, har nydt godt af medicinens glæder og ønsker næppe at give afkald på den gigtmedicin der holder dem smertefri, brillerne der gør dem i stand til at se, blindtarmsoperation der forlængede deres liv eller nogle af de andre forbedringer og forlængelser af det Guds skaberværk der udgør deres krop og liv. Dermed har de ikke just ethos til at måtte forbyde andre at gøre brug af lægehjælp.

Spørgsmålet om livets begyndelse er også af rent teoretisk betydning for NinaAugust1979001det liv der ville komme ud af en hel graviditet. Det er fuldstændig ligegyldigt om det fødte barn var et ’rigtigt’ barn allerede efter 7 timer eller 7 måneder, for der er måske 100 år der skal leves og de første 18 år under kraftig voksensupervision. Som bare har at være god, tryg og kærlig, ligesom min egen barndom var det, hvor jeg aldrig var i tvivl om jeg var ønsket og elsket af mine forældre. Dét vilkår vil jeg unde alle.





Fingrene væk fra mine æggestokke

2 03 2013

Af Nina Søndergaard

lebensbornabzeichenDet kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Friesland_A.Fuchs14_mit-Mutter-200x134Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADen absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.





Reklame for glidecreme

13 02 2011

Af Nina Søndergaard

Kære mand, er du træt af at få en øm pik bare fordi du er dygtig og bruger kondom? Du vil gerne undgå børn og kønssygdomme, men uha din pik hænger med mulen om morgenen efter en festlig aften? Hjælpen er nær!

Glidecreme! En klat glidecreme på pikken inden man putter kondomet på – og så en klat efter som smørelse (hvilket nu også kan være rigtig rart lige at smøre ud med hånden) –  hjælper gevaldigt. Så er der smørelse på din stakkels pik, som herefter kan klare langt mere friktion.

Kondomer er vidunderlige og giver adgang til de mest fantastiske oplevelser, men fugtbevarende er de nu ikke. Mange kvinder har oplevet at selvom de var nok så liderlige og våde og klar, tørrede fissen ind efter en omgang med en kondomklædt pik, men glidecreme fixer det. Så glidecreme er sandelig ikke kun til analsex.

Personligt synes jeg bedst om siliconebaseret glidecreme, det er ganske vist smådyrt, men drøjt og bestemt pengene værd. Man kan få det på apoteket og i Matas, hvis ikke man er til en tur ned ad Istedgade, hvor man kan få de herligste glidecremer med navne som ”Anos” (med et billede af en mandemås) eller ”Built to fuck” – sidstnævnte er desværre udgået… Alt det med ananassmag, jordbær og mentol og hvad de nu ellers putter i er ikke spor morsomt i mit univers, men hvis det gør noget godt for dig er det jo skønt. Vandbaserede glidecremer klistrer meget hurtigt til og smører ikke nær så længe, men igen, vi er alle forskellige og det kan være det virker bedre for dig.

Nå ja, det kan ikke understreges tit nok: Olie og kondomer kan ikke sammen, alle former for olie æder latexen. Olie ætser ikke ligefrem, men mørner lynhurtigt kondomet og så er man lige vidt med et hullet og laset kondom: Lad være med at bruge olivenolie, babyolie eller vaseline.

Morale: Sørg for at have godt med kondomer i huset og anskaf en glidecreme som du bruger både på dig selv og din partner, før og under samlejet. Mor dig max!





Oplysning om lyst

18 10 2010

Af Nina Søndergaard
I mine kredse kommer vi tit til at sidde at sukke over ungdommen nutildags. Vi synes at det er synd for dem: De bliver bombarderet med porno, men ingen voksne tør at tale med dem om det. De får måske at vide at de skal passe på sig selv og man kan blive frygteligt syg af det der sex, men ingen gider at sige til dem hvor vidunderligt sex kan være. Ak, ak, ak!

Men, der er heldigvis folk der derude som ikke nøjes med at sidde at sukke, men går ud og handler!

Derfor vil vi her på blogggen reklamere for Sexualisterne. Det er en flok unge mennesker der tager ud i det ganske land og fortæller om sex. Lærere og lærerinder, klubbestyrere og kung-fu trænere landet over: Ring til den nærmeste afdeling og hør nærmere.

De er delvist udsprunget af Sex og Samfund som der ofte er blevet linket til her, men S&S fortjener altså også lige et par rosende ord herfra: Sex & Samfund tager sex alvorligt og har nogle af de bedste oplysninger om prævention, abort og følelser. Hjemmesiden er en guldgrube af viden, men man kan også ringe ind med sine spørgsmål på 70 20 22 66.

Landsforeningen  for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har en gå-ud-gruppe, som tager ud til skoler og fortæller om dét at være homoseksuel, springe ud, finde kærester, blive mobbet og forelsket – jeg er sikker på at deres team har reddet unge mennesker fra selvmord, for det er så vigtigt at vide, især i den alder hvor horder af hormoner gør én endnu mere forvirret og usikker, at der er nogle derude ligesom én selv.

Jeg vil slutte af med et link til en TED-talk der handler om Thailand: Mr. Condom fortæller den glade historie om hvordan et helt land kan vende en kedelig udvikling med enorm befolkningsstigning og senere AIDS, til et rigere, sundere og lykkeligere samfund. Uden ret meget statslig støtte vel at mærke.

 





Frihed til kvinder – et løft ud af fattigdom

27 03 2010

Af Nina Søndergaard

Her på bloggen er der en almindelig skepsis overfor alle magthavere, og Søren Pinds selvproklamerede titel af frihedsminister gav mig tårer i øjnene og det var ikke af lykke.

Dog får Pind lidt respekt gennem disse udtalelser om kvinders muligheder for at bestemme selv over deres eget liv, inklusive retten til at kontrollere sin egen fertilitet, citeret i Kristeligt Dagblad 2010.3.27

At give kvinder muligheder for at vælge selv er et meget vigtigt skridt mod større velstand, frihed og lykke. Det gælder for alle mennesker, men mænd anses traditionelt for værende i stand til at træffe egne beslutninger og drenge kommer som regel før piger til mad, lægehjælp og skolegang. Det er uheldigt og giver nogle langtrækkende konsekvenser for velstandsfordelingen.

To arbejdende mennesker er som regel i stand til at tjene mere end én person i arbejde. Succesen med mikrolån viser med al tydelighed dette.

Som Pind og Obaid er inde på bliver kvinder verden over undertrykt af nogle kedelige strukturer og det viser sig fx i trafficking. Et arbejdspapir fra ILO 2008 demonstrerer hvordan kvinder der rejser ud af deres hjemland for at finde arbejde har langt større risiko for at blive offer for tvangsarbejde og trafficking.

Succesfulde migranter har nemlig bedre udgangspunkter i form af højere uddannelse, større og bredere netværk og er forholdsvist bedrestillede end dem der havner i trafficking. Her falder kvinderne ofte igennem, da de mangler visse af de forudsætninger der kan give et heldigt udfald på migrationen.

Altså er det lange seje træk der skal til, før vi kan komme trafficking til livs. Det drejer sig om uddannelse og vækst- og jobskabende tiltag i verdens fattige områder, da fattigdom er hovedårsagen til at mænd og kvinder rejser ud for at søge lykken andetsteds. Andre push-faktorer er diskrimination, korruption, politisk ustabilitet og væbnede konflikter, men de er sekundære i forhold til lav indkomst og arbejdsløshed.

Her rammes kvinderne typisk også hårdere end mændene, da de fyres før mændene og har sværere ved at (gen)vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Løngabet mellem mænd og kvinder er næsten for tungt at komme ind på her, men en af faktorerne i lønskævheden er kvindernes graviditeter og børnepasningsmuligheder. Og således slutter jeg af med Pind og Obaids ønske om at kvinder verden over selv kan få kontrollen over deres liv og kroppe gennem prævention og fri abort.