En udstrakt lillefinger til Pornofrit Miljø og andre pornomodstandere

2 06 2011

Af Nina Søndergaard

 

Kære Pornofrit Miljø og andre pornoskeptikere

 

Nu tror jeg faktisk godt at jeg kan følge jer lidt: I føler jer små og truede af den overvældende strøm af porno, der i jeres øjne har denne undertekst ”Sådan skal I gøre! Køllen i møllen, det er sagen!” Sådan har jeg det med billeder af heteroidyl.

 

Heteronormativititen ser jeg i blade som ”Bryllup” og ”Vi Forældre”. Jeg ser smilende heteropar på reklamebannere på nettet, på bygninger. Medierne lovpriser mand og kvinde i tilfreds tosomhed – og virker det ikke, så er der nu utallige parterapeuter der falbyder deres ydelser for at mænd og kvinder atter kan leve lykkeligt til deres dages ende.

 

Efter at jeg sprang ud af det polyamourøse skab er jeg blevet paranoid og synes at samfundet bare gerne så at jeg kom ind i ægteskabets hellige folder. Jeg hører hvisken af hvor dejligt det er at blive gift, selvom jeg ikke synes jeg har lyst til det. I må høre hvisken af hvor lækkert det er med analsex, selvom I ikke synes I har lyst til det.

 

”Oplevelsen [af god sex] afhænger af, hvad man har lyst til. Hver især må vi mærke indad og finde ud af, hvad vi virkeligt tænder på, men det kræver koncentration, og at man kan udelukke alle udefrakommende tanker.” Det var Jette Hansens mening i Information i 2009, og jeg erklærer mig enig.

 

Jeg ønsker også at vi alle kan finde ro og stilhed til at tune ind på vores egne hjerter, egne kusser og egne behov og ønsker. Det er faktisk kærnen i min kamp. Om man vælger kernefamilien, en regnbuefamilie, sexarbejde, alenehed eller 117 elskere – er underordnet, jeg vil bare gerne have at folk træffer mere reelle og hele valg. Og dermed synger vi faktisk samme sang. I ønsker fred for pornografien og måske et forbud mod at kvinder og mænd deltager i det. Jeg ønsker ro og rum så folk kan dyrke deres pornografiske lyster, både for og bag kameraet, i fred.

 

Det er ok at pornofilm er ude af børne-nå-nøjde. Helt fint at der findes pornofiltre og Kanal København sender ’smuds’ sent. Fint at pornobutikker ikke må være alt for højtråbende i deres skiltning.

 

Men, hvis I synes at pornofilm med voldsom analsex er en opfordring til at I skal efterligne sligt, så synes jeg at romantiske film og reklamer er opfordring til giftermål. Så med hensyn til pornoficeringen af det offentlige rum, er jeg snarere på linje med den mest rabiate venstrefløj der ønsker alle reklamer i byrummet forbudt. Hvis ikke I gider at se på plasticpatter på busser og husmure, så gider jeg heller ikke at glo på besyngelser af forlovelsesringe, samtalekøkkener, tv-apparater og ure som jeg aldrig får råd til.

 

Sandheden er dog at jeg knap lægger mærke til reklamerne, pornobutikker kan jeg også snildt gå forbi uden at ænse dem (det samme gælder violinbyggere, tobakshandlere, iPhonereparatører og dyrehandlere). Det er ganske enkelt ikke interessant for mig, de produkter har jeg ikke behov for. Det er jeg sikker på.

 

Det er staks sværere når det kommer til mit kærlighedsliv. Især nu, hvor folk føler sig berettigede til at have stærkt negative meninger om min livsstil, uopfordret give mig gode råd om at jeg skal få mig nogle børn i en fart og i det hele taget blot afventer at min forlængede teenageforvirring skal lægge sig til fordel for et parcelhus i provinsen med én ægtemand… Det er så skingert et kor at jeg kan have svært ved at høre mig selv, jeg bliver usikker, jeg lader mig forvirre af samfundets lovprisning af ægteskabet som kommer i form af adoptionslove, skattefradrag og stikpiller á la ’savner du ikke nogen at vågne op med?’.

 

Hvis det er den forvirring I synes at porno bringer ind i jeres liv, så kan jeg godt forstå jer.

 

Vi definerer bare frihed forskelligt. I synes det er vigtigt at blive fri for porno. Jeg synes det er vigtigt at give folk frihed til at vælge selv, herunder også muligheden for at blive pornoskuespiller og få filmen vist på storskærm. Jeg så gerne et rummeligt samfund med plads til alle, hvor alle kan få lov til at udtrykke deres glæde, kærlighed og seksualitet. I bør nemlig huske på, at det som I synes er normalt og naturligt, det ligger andre meget fjernt.

 

Disclaimer: Jeg ønsker ikke at hænge nogen (seksuelle praksisser) ud. Det vil være fejlagtigt at tro at jeg er imod heteroseksualitet eller hader kærnefamilier, det er ikke tilfældet.





Regnbuefamilier kan få ekstra farver

21 12 2010

Af Nina Søndergaard

Mørkemænd og –kvinder har altid syntes at det var forkert at overlade ansvaret for reproduktionen til mennesker: Kondomer, p-piller, abort og kunstig befrugtning har altid været udskældte af dem der tror på højere magter, dels fordi ovennævnte giver ansvaret til folk selv, dels fordi sex bliver sjovere og for megen latter er farligt for magthavere.

Homoer har altid været lidt på sidelinjen i de her debatter, men også lesbiske kvinder kæmpede for retten til fri abort selvom det ikke rigtig var så aktuelt for dem selv, alene fordi de mente at kvinder selv skulle bestemme over egne kroppe.

I kølvandet på inseminationsteknikker, registrerede partnerskaber og almindelig accept af at en lykkelig barndom ikke nødvendigvis findes i kærnefamilien er der kommet flere og flere regnbuefamilier til. Homofædre har (haft) nogle udfordringer: Finde en kvinde der vil lægge krop til barnet, få juridisk ret til (at se) barnet og mindst, men ikke mindst, deres egne forestillinger om hvad mænd og kvinder kan og skal. Bare fordi livsstilen er avantgarde er holdningen bagved ikke nødvendigvis: Mange mener stadig at kvinder er naturligt bedre forældre end mænd og kan give mest af det som børn behøver.

Nu kan homopar heldigvis adoptere børn, og måske kan bøssepar engang også blive stolte fædre begge to. Det er nemlig lykkedes at få levende museunger med arveanlæg fra to fædre ud af et forsøg med at lave kønsceller ud af almindelige celler. Spændende!

Det kan man læse mere om på Etisk Råds hjemmeside, og et af medlemmerne ønsker mere debat om hele denne IVF-teknik, også kaldet reagensglasbørn.

I debatten bliver der ofte trukket på ”det naturlige” som et argument. Det er på mange måder et skidt argument, for det bliver udstrukket til at omfatte mere end det rent fysiologiske, for selvfølgelig er den naturlige måde at reproducere på en parring mellem en han og en hun. Medmindre man er en bakterie, bladlus, firben eller daphnie hvor jomfrufødsler eller kloning (celledeling) er udbredt. Jeg tror personligt også på at undfangelser uden hjælp giver stærkest afkom og vi måske avler på sterilitet ved at anvende IVF-metoder. Men det er bare min mening som sagtens kan vise sig at være helt forkert.

Når vi ser udover livmoderen, så holder naturlighedsargumentet ikke en meter. Som påvist her på bloggen før, er kærnefamilien en ny idé som hverken har tidsmæssig stor eller global udstrækning.

Det er nok naturligt at mænd og kvinder ønsker at parre sig, men alt derudover er sociale konstruktioner og om børn får mad og kærlighed fra én eller mange mødre (fædre, bedsteforældre, tanter, søskende, naboer) er underordnet. At de sociale konstruktioner kan være så udbredte at de føles naturlige, er en anden sag. Én familieform er normalen (men ikke nødvendigvis god), og selvfølgelig vil alle der falder udenfor den kategori være unormale (men ikke nødvendigvis dårlige), og naturligvis vil et barn gerne være som alle andre. Altså kan unger blive mobbet med sine to fædre. Eller røde hår. Strittænder. Undervægt. OG SÅ VIDERE.

Naturlighedsargumentet holder heller ikke, når det bliver fremført af personer der ikke mener at vi selv må være herre over liv og død. Jo. Det er et af de menneskelige kendetegn at vi ved vi skal dø, at vi har et længere tidsperspektiv end andre dyr og vi må selv bestemme hvornår festen skal slutte eller om den overhovedet skal gå igang.

Desuden leger alle Gud: Vi tager medicin, vi bor i huse, kører med sikkerhedssele og har tøj på. Alt sammen noget som andre dyr ikke gør så meget i. Men især medicinen er en væsentlig faktor: Den forhindrer hver dag mange dødsfald og fjerner en masse forhindringer for fri udfoldelse. Det kan jeg kun bifalde, for selvom der også ville være mennesker uden læger eller piller, så ville livet blive kortere, mere smertefuldt, ubehageligt og forkrøblet uden.

Men så er spørgsmålene som Etisk Råd forsøger at besvare: Hvor langt skal vi gå? Skal vi tillade alle tekniske fremskridt fri udfoldelse? Har det nogle konsekvenser for samfundet at vi i den grad kan manipulere naturen? Kan vi tillade at nogen får gavn af teknologiske landvindinger, men holder andre udenfor?

Den er svær og jeg opfordrer alle læsere til at gruble med, men fri mig for naturligheden!