Prostitution i Vesten de sidste 150 år – et prosexfeministisk vue

27 02 2011

Af Nina Søndergaard

Blogindlægget er en let omarbejdet udgave af det foredrag jeg holdt på sexarbejderrettighedsfestivallens første dag.

Jeg er ikke ekspert i prostitutionshistorie, men takket været andres forskning kan jeg give et ganske kort rids. For nogle af fænomenerne er med os den dag i dag. Det handler om kontrol og det temmeligt tvetydige forhold myndighederne længe har haft til sexarbejde, der er blevet set som et nødvendigt onde, endnu en indtægtskilde, det mest foragtede og fordækte… Her et citat fra en englænder:

Da jeg blev rask, druknede jeg mine sorger i kvindeligt selskab, og jeg havde i den periode mange af de kønne luddere, som jeg havde kendt, før jeg rejste fra England. Jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til deres klasse, og jeg siger igen, hvad jeg mener at have sagt et andet sted – at de har været min tilflugt i sorgen, en aldrig fejlende lindring i al min elendighed, og de har reddet mig fra at drikke, spille, eller måske endnu værre skæbner. Jeg skal aldrig kaste med sten efter dem, og heller ikke tale nedsættende om eller til dem.

De er for en stor del, hvad samfundet har gjort dem til, og samfundet benytter dem, nyder dem og elsker dem endda. Alligevel er det det samme samfund, der fornægter dem, hånligt afviser dem, bander og svovler over dem, endda mens det frekventerer og fornøjer sig med dem. Kort sagt behandler samfundet dem rystende dårligt i de fleste, kristne lande og mere i det protestantiske England end i noget andet land jeg kender. (MHL 1966, VI: 65)

Ordene er fra 1894 og er ”Walters”, han var en victoriansk gentlemand der efter eget udsagn havde ca. 1500 sexpartnere i løbet af de fyrre år hans erotiske selvbiografi dækker. Mange af hans veninder var sexarbejdere, og selvom han var udmærket klar over at de nok ikke gad at gå i seng med ham, hvis ikke de fik penge for det, så fratrak det på ingen måde deres værd i hans øjne. Men han var nu også en usædvanlig mand.

Dét han blandt andet, foruden almindelig stigmatisering og dobbeltmoral, hentyder til er Contagious Diseases Acts fra 1862. Der kunne politiet få lov at arrestere en prostitueret i visse havne- og militærbyer (det blev senere udvidet til at gælde det meste af England), og hvis det viste sig at hun havde en kønssygdom, smide hende i et Lock hospital – sygehus med speciale i spedalskhed og kønssygdomme.

Baggrunden for denne lov var at syfilis og gonorré var uhyre udbredte. Syfilis er lumsk, fordi den kan gemme sig i kroppen i mange år. Det er en bacille (Treponema pallidum, opdaget i 1905) der forårsager sygdommen der kan give udslet, hovedpine, dybe sår, knoglelidelser, nyre- og leverlidelser og sindssygdom. Foruden at håret kan falde af og tunge og svælg kan blive affekteret. Indtil 1909 var der ingen egentlig effektiv behandling.

Gonorré er en smitsom urinvejsinfektion der først og fremmest smitter ved samleje. Nogle gange går den over af sig selv, men man ”pisser glasskår” og der er udflåd (dryppert). Andre gange kan det udvikle sig til ledbetændelser, blindende øjenbetændelser og alvorlige underlivsbetændelser der ofte medfører ufrugtbarhed. Først efter anden verdenskrig og penicillin fik man en kur til gonorrén.

I England var op mod 290 ud af 1000 soldater og militærpersoner smittede. Det var et helt reelt problem at magthaverne ikke kunne forvente at landet kunne forsvares, hvis næsten 30 % af styrkerne var syge. Derfor prøvede de at dæmme op for epidemien ved at slå ned på knudepunkterne for seksuel trafik: Luderne.

Idéen kom fra Frankrig, hvor Napoleon i 1804, som den første statsleder, havde indført officiel indskrivning af prostituterede og offentlige bordeller – som skulle ejes af en kvinde. Bordellerne skulle være diskrete og i 1810 var 180 af dem i Paris. Sexarbejderne skulle også have to ugentlige lægecheck.

Baggrunden var den samme som England, og situationen var lidt mere presserende for Napoleon for de franske krige havde været meget dyre i mænd. Mere end en million mænd mistede livet i revolutions- og napoleonskrigene (1792 1804-15). Dernæst mener jeg at Napoleon skulle vise at han fik styr på sagerne (han indførte også husnumre i Paris, ulige numre på den ene side, lige på den anden). Ved at regulere sexarbejde viste han også at han kunne tæmme drifter og var dermed en stor hersker. Her fik han også cementeret af kvinder var farlige og at kvindearbejde helst skulle foregå indendørs og ude af syne.

De offentlige bordeller var lovlige indtil 1946, hvor en ex-sexarbejder (Marthe Richard 1889-1982) fik kendt dem ulovlige. Prostitution er sådan set lovligt i Frankrig i dag, men ikke med mindreårige og man må ikke reklamere med det. Desuden er bordeldrift ulovligt.

I Danmark tog man nogle af de samme skridt, for i 1815 udsendte kong Frederik VI et uofficielt politiregulativ, hvor sexarbejdere kunne få et månedligt check for kønssygdomme. Hvis hun var smittet var behandlingen gratis, så der var altså lidt gulerod. Først i 1863 blev det officielt lov – og så blev tilsynet lidt hyppigere.

Fra 1874 til 1906 havde vi lovlig, statsreguleret prostitution i Danmark. Kvinderne skulle have en slags uniform på og der var regler for hvor og hvornår sexarbejderne måtte færdes i København. Sexarbejderne måtte ikke bo sammen med andre sexarbejdere, børn eller kærester. I 1901 blev det ulovligt at drive bordel og i 1906 blev prostitution (atter) ulovligt.

Prostitution var ulovligt i Danmark indtil 1999. Begrundelsen var at magthaverne ønskede at den enkelte sexarbejder skulle turde at anmelde et overgreb, overfald eller voldtægt. Den side af strategien er sådan set også lykkedes, og det har hjulpet rigtig meget at en voldtægtsforbryder nu ikke længere får rabat for at voldtage en luder. Bordeldrift er stadig ulovligt.

Hvis vi ser til andre lande kan jeg lige hurtigt skitsere op at Tyskland er et stort land! Og at de enkelte byer og stater har haft meget forskellige tiltage til sexarbejde. I Østtyskland (1945-90) var prostitution forbudt, som i alle andre østlande, og eksisterede officielt ikke. I Bayern krævede man obligatoriske tests af sexarbejdere fra 1987-2002, hvor det viste sig at kun 2,5 % af de prostituerede havde en kønssygdom, langt lavere end normalbefolkningen.

Fra 2002 kunne prostituerede få en almindelig arbejdstilladelse, men det har nu ikke hjulpet meget på de problemer der ofte er i kølvandet på prostitution. Bordellerne har i øvrigt også levet en usikker tilværelse, nogle gange måtte de godt være der, andre gange ikke. Köln lavede i 2004 en dediceret prostitutionsafgift, bl.a. for at begrænse sexarbejde, skatten indbragte byen 828.000 Euro i 2006.

I Holland var prostituerede som regel enten henvist til at bo og arbejde udenfor byen eller i specielle distrikter. Napoleonshærene hærgede i 1810 og der kom samme foranstaltninger som vi har hørt om før. I 1911 blev det forbudt at drive bordel og leve af prostitution alene, men prostitution som sådan var lovligt. I løbet af 1950’erne begyndte myndigheder og politi at slappe lidt af (som med hash) og prostitution blev anerkendt som erhverv i 1988. Bl.a. som følge af pression fra Den røde Tråd, stiftet i 1985, af sexarbejdere. En undersøgelse fra 1999 viste at 78 % af de adspurgte hollændere mente at sexarbejde var et erhverv som alle andre.

Det har været svært for mig at finde noget ordentligt om de svenske forhold fra før 1999! Det har fuldstændig overskygget alt sexarbejde inden da! Men det lader til at lokale myndigheder måtte kontrollere prostitution fra 1833. I 1847 blev prostitution forbudt, men reguleret og tolereret af polis og myndigheder. En kønssygdom fik kvinden direkte på hospital.
Et fællestræk for lovgivningen var at holde prostitution nede og diskret. Sexarbejderne måtte godt være der, hvis bare de ikke larmede eller gjorde for meget væsen ud af sig. Det var også med udgangspunkt i den ret aggressive markedsføring de nigerianske sexarbejdere på Karl Johan – Oslos svar på Strøget – udviste at Norge i 2009 forbød køb af sexuelle ydelser. Også herhjemme tolereres bordeller fint, hvis der ikke er larm og ballade.

En lille, men ofte overset konkret faktor er kondomet.

Kondomer er en oldgammel opfindelse, men de var i århundreder meget dyre, svære at få fat på og noget besværlige at anvende. Dyretarm eller silke var populære materialer, men eftersom elastikken ikke var opfundet endnu, måtte man fastgøre kondomer ved at binde en snor om roden af pikken. I 1855 kom det første gummikondom på markedet, det var tykt som en cykelslange og kunne bruges igen og igen. Det var først og fremmest et præventionsmiddel brugt af par som naturligvis fordømt som sådan. I 1920’erne kom de første latex-kondomer (tynde og til engangsbrug!)  frem. Med billige, lettilgængelige kondomer forsvandt behovet og undskyldningen for at skulle kontrollere sexarbejderne.

Et par afsluttende prosexfeministiske bemærkninger. Et standardargument fra radikalfeministisk side er at hvis ikke man kan se at prostitution er det tydeligste bevis på samfundets skæve magtstrukturer. (De mener jo at kvinder ALTID er undertrykte, og aldrig i højere potens end når hun sælger ”sin krop” til mænds fornøjelse), så forherliger man prostitution. Med andre ord: Er man i stand til at se bare en gnist af kompleksitet, også i prostitution, er man en fjende og blind.

Well, som historiker vil jeg på ingen måde forherlige prostitution og slet ikke den version vi havde i Danmark i 1874-1906, hvor kvinderne virkeligt var underlagt nogle kedelige bestemmelser og begrænsninger. Der vil jeg selvfølgelig også spørge til hvor frit og reelt et valg det var. Men. Det gælder for stort set alle erhverv og livsvilkår dengang. Den sociale mobilitet var i århundrede meget ringe, men om det var mere ufedt at blive kontrolleret af politiet i en storby end af sladdertanter og familie i en landsby er et åbent spørgsmål. Var nogen af datidens jobs sjove? Givende? Og hvad ønskede folk selv? Der er desværre ikke rigtig nogle sexarbejdere, der har sagt så meget om det til at vi kan udtale os om det.

Her i vores, fede, rige del af verden i dag, hvor sult og sultedøden heldigvis ikke længere er en trussel, er der for mig at se ingen som helst tvivl om at sexarbejde kan være et helt reelt valg. Sexarbejderen bestemmer selv sin arbejdstid, sine ydelser og bestemmer suverænt over hvem han eller hun siger ja til.  Uanset hvilke feministiske floskler man pakker et prostitutionsforbud ind med, er det såmænd bare foragt for kvinder og deres selvbestemmelsesret, sexforskrækkelse og god gammeldags kvindeundertrykkelse.





Mand, kvinde, person

15 08 2010

Af Nina Søndergaard
Tillidsmand, tillidskvinde. Formand, forkvinde. Bagmand, bagkvinde.

Lærer. Læge. Luder. Det er nogle af de ting man kan være når man bliver stor. Man kan også blive forsker. Eller videnskabsmand selvom man er kvinde. Det gider jeg bare ikke at være med til. Jeg vil ikke finde mig i at jeg skal frasige mig mit køn, blot fordi mit erhverv tidligere var forbeholdt mænd. En far der passer sine børn kan vel også stolt kalde sig far, og ikke mor, selvom børnepasning anses som et typisk kvindeligt domæne.
Det er en kønnet verden, uanset om man bryder sig om det eller ej, og det må sproget gerne vise. Derfor kan titlen tillidsperson gå an i en stillingsannonce og som neutral betegnelse på uspecificerede personer, men at Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraternes formand er for langt ude.

Ligestilling betyder, for mig, at kønnene stilles lige, at de er lige meget værd som mennesker og de stilles lige for loven, arbejdsmarkedet og samfundet. Og så knækker filmen når Nudansk Ordbog forsøger at bilde mig at videnskabsmand betegner en forsker. Der står ikke engang ”bruges om begge køn” og videnskabskvinde findes ikke som opslagsord i den 19. udgave af Nudansk Ordbog fra 2005 (men findes i den 10. fra 1979).

At man kan få idéen om at stillingsbetegnelser der ender på –mand er neutrale, må bunde i en forestilling om at manden er det normale, standarden, mennesket og kvinden en afviger. Logisk eller sprogligt korrekt, endsige præcist, er det i alle tilfælde ikke: Mand er betegnelsen for han-mennesker, som regel med XY-kromosomer og dertilhørende kønskarakteristika. Kvinde er det danske ord for hun-menneske, oftest med XX-kromosomer og dertilhørende kønskarakteristika. Det er i sagens natur ikke kønsneutrale betegnelser, det er derfor vi har ordene, for at kategorisere og sætte orden denne kaotiske verden.

Ved at kalde mig for videnskabsmand og talsmand skal jeg lige mindes om at jeg trænger mig ind på et område hvor jeg ikke har været velkommen. Det er en nedvurdering af mit køn, som åbenbart anses for upassende og uvelkomment på arbejde. Som kvinde forventes det at jeg frasiger mig mit køn i arbejdsmæssige situationer, da der stadig hersker en idé om at bryster gør dummere, og at kvindelige kønskarakteristika helst skal gemmes væk til soveværelset.

Nej tak, siger den tidligere flaskepige i Fakta og talskvinde for Seksualpolitisk Forum. Jeg skal ikke have en maskulin stillingsbetegnelse klistret på mig og min C-skål.

For selvfølgelig skal de 3 % mænd indenfor sygeplejerske-faget også kunne kaldes for sygeplejere, selvom det reelt er en anden stillingsbetegnelse. Og de tre jordefædre der er i Danmark ud af 1495 jordemødre skal heller ikke påduttes et andet køn.

Andre ukønnede stillingsbetegnelser, anlægsgartner, blomsterbinder og cirkusartist etc., kan jeg godt leve med, da de på dansk er enten intetkøn eller fælleskøn. Jeg kan også tolerere at folk gerne vil kaldes for skuespiller fremfor skuespillerinde. Det er nok en lidt fesen, typisk?, dansk tilgang til ligestillingen at blot droppe den kønnede endelse. På tysk raser en anden sproglig ligestillingskrig, hvor man helst vil skrive lærer/lærerinde, sexarbejder/sexarbejderinde o.s.v., præcist ja, men også omstændeligt.

Danmarks første kvindelige professor var historikeren Astrid Friis, og I behøver ikke at komme med historiske årsager til at vi stadig slæber rundt på en tung arv, der udelukkede kvinder i stor stil fra nærmere deltagelse i det offentlige liv. Jeg kalder også den ting jeg tænder lys og cigaretter med for ”lighter” og ikke ”fyrtøj”, jeg sover på et lagen, ikke en ble, selvom det oprindeligt betød det samme. Tiderne har forandret sig og det bør sproget afspejle.





Kvinder, der kæmper

11 03 2009

 

af Eini Carina Grønvold

Søndag d. 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, var vi en gruppe kvinder, der gik igennem Vesterbro for at kæmpe for sexarbejderes rettigheder og mod et sexkøbsforbud.

Manifestationen var en historisk begivenhed på dansk grund, da det var første gang, feminister og sexarbejdere demonstrerede for sexarbejderes rettigheder, og det gav hele oplevelsen en særlig aura – finurligt understreget af den sol, der brød igennem sky og regn, da vi indtog Enghave Plads efter 8. Marts-initiativets parade.

For mig personligt var den dag også klimaks på 2-3 heftige uger, hvor en lille gruppe ildsjæle kæmpede intenst for at få manifestationen op og stå. Vi havde hverken tid eller penge, men vi havde en stærk vilje, og det så man beviset på i går.

Da vi havde pakket banneret sammen og sad og fik en nedkølingsøl, havde jeg en følelse af enorm tilfredshed og stolthed. Det var gået rigtig godt. Bedre end man havde turde håbe på med så meget modstand.

Efterfølgende melder tilbageblikket sin ankomst, og hvor handling giver en følelse af kontrol, så er efterrationalisering som et grundvilkår afmægtig. Man føler sig lige pludselig usandsynligt blottet ved at have gået der og gjort sig til og ikke kunne gøre de detaljer, man ihærdigt finder frem fra al succesen, om.

Men hvor jeg dog glæder mig til at stå der til næste år igen!

På Enghave plads holdt jeg en tale. Den kan læses her:

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

Så hvor er feminismen henne?

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige…

NEJ!

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her – i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

Tak til Maj Christensen for billeder.