En kvinde tre mænd

4 12 2010

En kvinde tre mænd – en roman af Pouline Middleton, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Romanen, i dagbogsform, handler om 42-årige Elizabeth, der som så mange andre på hendes alder har været igennem helvede af elendige forhold og ensomhed. Hun beslutter sig for at gøre op med sine og samfundets mønstre ved at lave en kontaktannonce på nettet, ikke efter den eneste ene, men efter tre mænd: En til at tale med, en til at have sex med, en til at ordne praktisk hus- og havearbejde.

Det går overraskende godt, men vejen dertil er lang og stenet. Hendes strenge far er ikke begejstret, men prøver dog at være konstruktiv og sætter hende på en date med Frederik Kærestepotentiale. Hendes omgangskreds er heller ikke overvældende positivt stemt, men de fleste giver hende ret i at parforholdsmodellen ikke kaster så meget lykke af sig som håbet. Undervejs møder hun en masse mænd som hun forsøger at passe ned i sin tremands-model.

Det er et vældig spændende projekt Elizabeth/Pouline har sig og jeg støtter hende fuldt ud i hendes kamp for mere lykke. Det er uhyre prisværdigt at ville give sin 12-årige datter et andet forbillede for kærlighedslivet end den romantiske, monogame to-personers model som Hollywood fodrer os med. Det er også meget modigt at bruge sig selv og stå frem med en anden idé til kærligheden, som der tydeligvis er tænkt meget over. Bogen er fyldt med stærke eftertænksomme analyser af de enorme problemer ægteskabet har idag.

Når det er sagt, så må jeg sige at jeg er enig med og glad for indholdet, ikke formen.

Jeg læser ikke gerne moderne dansk litteratur, fordi den meget nære beskrivelse af hverdagsting ikke løfter og beriger mig. Den danske dagligdag kender jeg og deler, så jeg ser personligt ikke fidusen i at ligefrem skulle læse om at drikke kaffe, sende en mail eller tage gummistøvler på. Men det er nu bare min smag som Middleton altså ikke lige rammer.

Det er herligt at se foretagsomhed, og Zebra Productions er Middletons eget selskab og forlag (held og lykke, du iværksætterkvinde!), men alle enpersonsforetagender er i fare for at blive indforståede med sig selv og får ofte ikke nok input. Her tænker jeg på at En kvinde tre mænd vil vel rigeligt på én gang, der er både debatindlæg, dagbogsdrømmerier, dialoger, mindetaler og barndomsminder, noget som redaktører på store forlag givetvis ville have luget ud i.

Der veksles også mellem afsnit med højt lix-tal og talesprog: ”Jeg ringede fluks for at finde ud af , hvor hun liiiige er kommet fra, men han tog ikke telefonen.” s. 147. Lige med fire i’er virker ikke overbevisende på mig.

Det forvirrer mig også lidt at hovedpersonen virker så tæt på Middleton selv. Rigtig mange detaljer stemmer overens med Elizabeth og Pouline, og eftersom Middleton har valgt at stå offentligt frem med sit livsprojekt forstår jeg ikke hvorfor hun bruger romanformen, som jeg ikke mener hun udnytter til fulde.

Analyserne af de udfordringer moderne mennesker står overfor på kærlighedsfronten, er skarpe og jeg sad og nikkede anerkendende til mange af meningerne. Dog slog det mig at Elizabeths omgangskreds måske ligner Elizabeth for meget til at kunne give reelle friske input, og træder en person lidt ved siden af normerne for forventet opførsel får vedkommende prædikatet ”sær”. Det var forstemmende at ønsket om at bryde ud af hamsterhjulet åbenbart ikke rækker længere end til at fordømme den mindste gnist af skævhed hos andre.

Personligt var det også en tort at læse om hvordan Elizabeth logrer for mandlig opmærksomhed, men det er igen bare min smag (samme ubehag får jeg også ved at læse Nynnes eller Bridget Jones’ dagbog): Der er lang vej endnu for kvindelig frigørelse, en problematik Elizabeth forsøger at smyge sig udenom ved at give en psykologisk/biologistisk forklaring på at kvinder skam naturnødvendigt behøver mandlig opmærksomhed (s. 101-102).

De sidste grynt handler om sexscenerne. De kunne gerne have været mere saftige for min skyld, men det jeg vil kritisere er den manglende omtale af kondomer. Middleton er ellers ikke bleg for at skrive temmelig detaljeret og med produktnavns nævnelse, så hvorfor hun ikke skriver at hun rullede et stykke gummi (eller rettere et Thin fra RFSU) på sin elskers ”dirrende lanse” begriber jeg ikke. Som glad anmelder af ”The ethical slut” kan jeg kun bifalde promiskuøsitet og polyamourøs levestil, men det kræver at man passer på sig selv og hinanden, og da bogen udtrykkeligt er skrevet med hendes datter in mente mener jeg at det grænser til uansvarlighed at undlade kønssygdomme fra ligningen. For som det står nu kunne en ubefæstet sjæl godt tro at bare man går i seng med rige, hvide nordsjællændere, så behøver man ingen kondomer…

Og til slut: Elizabeth siger på side 156 om kvindens seksualitet: ”Hun skal, så tidligt som muligt efter hun er blevet 18 år, lære sig selv at kende seksuelt. Det vil sige at udforske sit eget begær og sin krop.” Hvad? Én ting er at højne den seksuelle lavalder med tre år, men at en pige ikke engang må onanere før hun er blevet atten?! Alle sad og ruskede tremmer hvis mindreårig solosex var ulovligt! Det peger på det meget alvorlige problem vi har i samfundet: At børn og unges seksualitet er blevet så betændt og tabubelagt at en romanforfatter føler sig nødsaget til at henlægge seksuel nysgerrighed til myndighedsalderen. Meget nedslående.

Med sådan en gang kritik vil jeg fuldstændig utvetydigt rose Middleton for hendes livsprojekt, det er enormt modigt og prisværdigt at stå frem med en anden model end tosomheden. Jeg håber virkeligt at hun får succes med sit foretagende og at andre måske kan lære af hendes klarsyn og ærlighed, da de uudtalte forventninger og indestængte længsler lader til at stå i vejen for megen kærlighed og lykke.