Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?





Selvklarheder – frihed, kvinder, porno

20 09 2012

Af Nina Søndergaard

“Porno er kvindefornedrende.” Derfor bør det forbydes, således at unge mennesker kan vokse op uden billeder af kvinder der får pik i hvert hul, da den fremstilling af kvinder som mænds seksualobjekter ikke fremmer ligestillingen. Drenge vil blot se kvinder som tilfredsstillere af mænd og kan derfor ikke tage en kvindelig lærer, læge, chef, advokat etc. seriøst.

Det er i fortættet form mange pornografimodstanderes og radikal feministers holdning til porno. Den er jeg uenig i, blandt andet fordi jeg ikke anser sex som værende beskidt, dyrisk eller uværdigt.

Dernæst er kvinder forskellige og agerer uafhængigt af hinanden, de træffer frie valg. Nogle vælger at blive forkvinde for et politisk parti eller åbne en forretning. Andre ønsker at indtræde i sexindustrien og blive pornomodeller.

Dette frie valg gør at der (desværre for pornomodstanderne) er et smukt sammenfald mellem de lande hvor der er få eller ingen restriktioner på pornoproduktion og de mest ligestillede lande.

Korrelationen er naturligvis ikke direkte: De lande hvor der er lovlig porno er også retsstater, rige lande med højt uddannelsesniveau. I de lande hvor pornografi er strengt forbudt hersker også nogle traditionelle til stærkt kvindeundertrykkende kønsroller, korruption, analfabetisme og fattigdom.

Danmark var verdens første land til at frigive pornografien i 1969. 42 år senere fik vi den første kvindelige statsminister og 39,1 % af folketingsmedlemmerne er nu kvinder. Danske kvinder er efterhånden mere veluddannede end mænd og 72,4 % af kvinderne i Danmark er i arbejde.

Broderland Sverige frigav pornoen i 1971 og har ganske vist aldrig haft en kvindelig statsminister, men de sidste regeringer har haft verdensrekord i andelen af kvindelige parlamentarikere og ministre.

Tyskland (BRD) lovliggjorde pornoproduktionen i 1973 og har siden været Europas førende på feltet. I 2005 fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler, Angela Merkel (1954-), som er blevet anset som den mest indflydelsesrige kvinde i verden, og den fjerdemest magtfulde person i verden. 32 års eksponering af kvindelig lyst har ikke fået tyskerne til at se ned på kvinder, og Merkel vandt forkvindeposten i CDU med 95,9 % flertal.

Med andre ord er fri pornografi ingen hindring for ligestilling. At kvinder også fremstilles som lyst- og spermfyldte væsener formindsker ikke deres magt eller menneskeværd. En mand kan sagtens se porno om aftenen, samarbejde med sine kvindelige kolleger om dagen og stemme på en kvinde til valget.





Skam, skyld og en sexnegativ kultur

7 03 2012

Af Nina Søndergaard

Det lysner langsomt for et mere sexpositivt samfund, hvor flere og flere tager deres seksuelle problemer alvorligt og gør noget ved det ved fx at gå på orgasmekursus, læse vejledninger eller opsøger sexologer. Det er en dejlig udvikling som jeg kun kan bifalde. Alligevel er der et stykke vej endnu før jeg synes at jeg kan nedlægge min selvbestaltede titel som prosexfeminist. Her følger et par eksempler:

Skam på film

Shame” – Skam – er titlen på den meget anmelderroste film, hvor vi følger en succesfuld mand der knepper sig vej gennem tilværelsen i New York. Mange udløsninger, men ingen forløsning. Instruktøren ville gerne vise hvordan den seksuelle frihed kan være et fængsel, og filmen er baseret på megen research om sexafhængighed.

Jeg frygtede en langt mere tonstung moralisering om at hvis man knalder uden kærlighed, så bliver man tom og hul og dør ensom og forladt. Helt så tampetrist er filmen heldigvis ikke, der også er spændende ved at vise meget krop og sex uden at det bliver porno (her er mening med at vise hud!). Godt også at se lystne kvinder, der ikke nødvendigvis straffes med døden eller det der er værre. For mig viser filmen en mand hvis  problem er at knytte sig til nogen som helst, han har det fx stramt med sin lillesøster. Men historien om et distanceret menneske kunne også være fortalt under en anden overskrift end ordet ”skam” og kredse om andre problematikker end omkringknalden.

Kunne man forestille sig en film om musik(afhængige) der hed ”Skam”? En film om fransk madkunst, stilladsarbejdere eller astma med overskriften ”Skam”? Næppe.

Skyld og skam i svømmeren

Også den nøgne krop i omklædningsrummet kan i dag problematiseres og gøres til noget seksuelt og DERMED skamfuldt og skidt. Tilsyneladende er der kvinder der har det så dårligt med deres krop og lyst, at de kan føle sig krænkede af at være nøgne i nærheden af en 7-årig dreng.

Ulrik Frost har her skrevet et glimrende forsvar for nøgenhed og en hyldest til den frie, fede, legende, struttende, rynkede nøgne krop der kan bruges til alt muligt dejligt og nydelsesfuldt. Hvis man altså tør.

Skyld og skam foran skærmen

Forbrug af pornografisk materiale kan sandelig også give skyldfølelser, selv for unge, seksuelt uerfarne mennesker. Især unge piger kan blive kede af se porno, og føler sig ofte beskidte efter at have set porno. Hvor kommer denne skam fra? Hvem indoktrinerer automatskam over at se pirrende materiale?

Radikalfeminister og andre har i forståelig vrede over karikerede kvindeportrætter i pornoen, ukonstruktivt udgydt ækel lede over stort set alle former for lystafbildning og erotisk betonede billeder af kvindekroppen.

Det er vel nok ærgerligt at en ellers berettiget kritik af nogle meget kedelige stereotyper og skabeloner smider baben ud med badevandet.

Pornoforbrugere får ikke blot stillet deres lyster af at se porno, de får også inspiration og beroligelse og får set hvor sjovt, spændende, smukt og spraglet sex kan være. (Da jeg søgte efter dokumentation fik jeg kun resultater for de fordele der ville være at holde op med at se porno. Sigende).

Og at sige at én type sex, nemlig den absolut private, tosomme, romantiske sex, pr. definition altid er bedre end alle andre typer frivilligt indgået voksensex er ødelæggende for både fantasier, parforhold, selvfølelser og mangfoldigheden.

Skyld og skam over sex

Der er kritiske røster overfor sexponeringen. Nogle feminister ser det som meget negativt at der nu er vejledninger om bedre blow jobs og positive omtaler af analsex. Jeg kan selvfølgelig kun være enig i at begge (alle!) parter skal have lyst til at udfolde sig seksuelt sammen, men derudover er det i mine øjne kun heldigt at det nu er nemt at finde gode guides til at blive endnu bedre.

Jeg synes også det er glimrende at der findes vejledninger i hvordan man tapetserer, skifter dæk, laver bearnaise sauce eller back up på computeren.

De bekymrede lader til at forveksle ønsket om at blive bedre med ønsket om at blive som alle andre og accepteret. De foruroligede har tilsyneladende heller ikke forstået at guides til bedre blowjobs blot er muligheder, ikke krav og pligter. Nu kan vi bedre aflure andres kneb og fif, men ingen gør-det-selv guide har endnu formået at tvinge den interesserede til rent faktisk at eftergøre tingene og prøve fiduserne.

Stolthed over sex

Hvorfor er det skidt at være god til at sutte pik? Hvordan kan det være at der skal hældes skyld og beskæmmelse henover lyst og gode elskerevner? Hvor er det dårlige i at ønske at forbedre den sex man har med sig selv eller sin partner?

Vi opfatter det som helt normalt og i orden hvis folk gerne vil blive bedre til at spille tennis eller tværfløjte, og det er ingen skam at sige at man er god til at bage kage, lave årsregnskaber eller lægge fliser. Men ingen, bortset fra festlige swingere og sexarbejdere, siger højt at de er gode fisseslikkere. I teorien om erotisk kapital er punktet om seksuelle færdigheder kun dunkelt belyst, da der hverken er gode undersøgelser af fænomenet og folk enten ikke tør at sige noget om deres evner i sengen eller forfalder til skrydende tomt praleri.

Øvelse gør mester, men sexnegative attituder er helt givet med til at forhindre at flere får et endnu bedre sexliv, da det lynhurtigt kan vendes til noget skidt at man har øvet sig og prøvet meget. For at blive en god golfspiller skal man øve sig, se en masse golf, snakke om golf, tænke på det, tage til turneringer – og stå ved at det er dét man vil. Noget som de færreste tør når det drejer sig om sex, for det er forbundet med skam og med at være et afstumpet menneske (tilbage til start).





En prosexfeminist slår til lyd for aseksualitet!

23 04 2011

Af Nina Søndergaard

Aseksuelle mennesker findes. Selvfølgelig er der mennesker der praktisk taget ikke har nogen seksualdrift. Hvis man kan tænde på de særeste ting (bryster, balloner, bæ, briller), kan man selvfølgelig også IKKE tænde på noget. Men samfundet er parat til at fordømme og forkertse alt og alle der drister sig udenfor de meget snævre normer. (Aseksuel er selvfølgelig også noget man kan blive, ligesom dét at være hetero nu ikke garanterer mod en senere biseksualitet).

Sex siger ikke alle lige meget, måske er det nok at bare ligge i ske, måske er et enkelt håndtryk alt rigeligt. Jeg vil til hver en tid kæmpe for at alle får det lykkeligst mulige liv, og den nemmeste måde at opnå dét på er gennem samtale og forståelse.

Det smerter mig meget at læse om folk der ikke gider at have sex, men synes de bliver nødt til det. Hvis éns partner har mere lyst må man tale sig til rette om en ordning, – som på alle andre områder hvor vi støder på ønsker og behov der ikke matcher vore egne 100 %.

Dét er der heldigvis intet nyt i at sige (selvom det dårligt kan siges tit nok). Det er dybt set en fjollet tanke at vi overhovedet skal have en partner for at opnå det gode liv. Eller at vi absolut skal tænde på vores livsledsager(ske), dén vi har børn med, vores bedste ven(inde).

Hvem i alverden fandt på dét? Det er jo et helt absurd krav der er med til at gøre ægteskab en ”ekstremsport for tosser”. Hvad er det for nogle rigide normer at sætte? Hvor stift kan man opfatte seksualitet, kærlighed og venskab? Tsk tsk siger jeg bare.

Der er sikkert læsere der er skuffede nu: Jeg er lige nu biseksuel og polyamourøs – det lyder saftigt og sexet, og så siger jeg bare at det er helt fint ikke at have sex… Men der er flere grunde til at jeg føler trang til at forsvare aseksualitet. Det er en form for seksualitet der er i mindretal og som tilmed knap bliver taget alvorligt. Det har jeg svært ved at døje, både som seksualpolitiker og som privatperson der har sat sig ud over samfundets normer. Og disse normer er bare meget snævre, og det kræver mod og opbakning ikke at leve op til dem.

Hvad nu hvis det var helt i orden at bare bo sammen med sin bedste ven og livsvidne? Måske sove i ske i dobbeltsengen, men ellers ikke have sex sammen? At udlicitere sex til andre, hvad enten det er en sexarbejder en gang om året eller et par elskere eller tre kærester? Eller bo alene, kæresteløs, uden at velmenende mennesker prøver på at få én ud af skabet…

Igen. Jeg er glad for al den glæde voksne mennesker kan finde sammen og få ud af hinanden, og hvis et ægtepar kan holde gnisten ved lige i alle 50+ år de har sammen er det smukt. Men fratager det virkelig noget af det skønne og vidunderlige to (eller flere) mennesker kan dele, at man ikke absolut skal dele alt, heriblandt sex? Kan et ægteskab ikke også være godt og stærkt helt uden sex? Kan et liv ikke være smukt og dejligt alene?





Forsvar for sexede dukker

3 04 2011

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”





Dement var tørstig – fik en stikpille i stedet

6 03 2011

Af Nina Søndergaard

Overskriften KUNNE have været Ekstra Bladets der havde afsløret endnu en omgang umenneskelig behandling på et af landets plejehjem. I stedet var DR’s overskrift at ”Plejehjemsbeboere får piller mod seksualdriften”. I Tønder og Sønderborg giver man, ganske vist i samråd med læger og pårørende, beroligende medicin til demente der er seksuelt frustrerede og lægger an eller endda hånd på personalet.

Inden jeg tager fat på de mere konkrete aspekter af sagen, ser jeg overordnet på det her som endnu en afstandtagen til seksualdriften. Der har været et stort ramaskrig over at ældre har fået lov til at gå med en lortefyldt ble i et døgn eller mere, selvom vi almindeligvis ikke taler om afføring, erkender alle at det er forkert og uværdigt at der ikke bliver taget hånd om det, hvis skideren selv har problemer. Forargelsen er også stor (og retfærdig i mine øjne) over at ældre, hospitalspatienter og fanger får den usleste, fadeste og kedeligste kost.

Men sex er simpelthen for grimt at tale og tage hånd om. Og hvis normalsamfundet ikke bryder sig om personen eller vedkommendes lyster, ja så kan man da bare fratage dem mulighederne og/eller lysterne. Piger blev sendt til De Kellerske Anstalter bl.a. for at bolle omkring, især hvis pigen var lidt dum eller balstyrig (ADHD i vore dage). Det tager vi afstand fra i dag og gør akkurat det samme, bare lidt mere diskret.

Københavns kommune har jo med københavner-kodekset været helt klare i mælet: Sex er noget gris og et område af livet som plejere ikke må hjælpe med. En plejer må gerne hjælpe med at tørre røv, løfte drikkeglas, få en bruger til psykolog eller præst, men uha da om man skal tage sig af det der sex. Hvis ikke en person ikke kan finde ud af at indordne sig i et ægteskab og klare griseriet selv, så var det bare ærgreligt for vedkommende. Og hvis ikke personens sexlyst blot visner af sig selv – som man åbenbart håber – så hjælper man gerne glemslen på vej med piller og ikke en spiller.

Rygdækning: Jeg forstår godt at den enkelte plejer ikke gider at blive lagt an på af en bruger, jeg forstår såmænd også godt at det kan være vanskeligt at forholde sig til at en olding eller éns gamle moder har seksuelle behov. Det er, så vidt jeg ved, heller ikke noget der undervises meget i på hverken pædagog-, sygeplejerske- eller SOSU-uddannelserne og det er i hvert fald ikke noget som samfundet taler om.

 

For mig at se vil det også være helt rimeligt at en plejer kan sige nej til at formidle kontakt til fx en sexarbejder, ligesom man har lov at sige nej til at spise (svine)kød eller deltage i gudstjenester. Men at sige at INGEN plejere må hjælpe en bruger til et bedre sexualliv, det er simpelthen forkert. Både overfor brugeren der dermed er afskåret fra at få et fuldt og helt liv, men også overfor en plejer der egentlig gerne vil hjælpe og gøre godt.

Uanset at det kan være ubehageligt, må vi se i øjnene at sexlysten er en ganske naturlig drift der følger os livet igennem, ganske som sult, tørst, anerkendelsestrang, samtalebehov og alle de andre drifter der sørger for at holde os i live og til ilden. Og drifter kan måske kvæles ved hjælp af piller, men de slås ikke ihjel og de bliver sandelig ikke tilfredstillet: ”Også i Tønder Kommune får enkelte plejehjembeboere beroligende piller, hvis en borger er forpint af seksuel frustration:” – Forestil dig at det er DIG der får en pille mod din sult, samtaletrang eller seksualdrift….