Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Forbrydelse og straf – Prostitutionsdebattens skingre tone

10 07 2011

Af Nina Søndergaard

”Debatten om prostitution er meget skinger”. Det er en sætning man ofte støder på i, well, debatten om prostitution. Jeg vil gerne bekende, ligesom Informations Anna von Sperling, at jeg naturligvis er med til at gøre debatten ”skinger”, da jeg har taget stilling og ikke mener at forbud mod hverken prostitution eller køb af seksuelle ydelser er vejen frem. Jeg støtter sexarbejderrettigheder og er dermed ”for” prostitution.

Når debatten let bliver ophedet, skyldes det især at målet er meget voldsomt: Mennesker skal sættes i (allerede overfyldte) fængsler for en handling, som hverken ’overgriber’ eller ’offer’ ser som et overgreb. Prostitution er offerløs kriminalitet, for en prostituteret kan i dagens Danmark vælge at anmelde en  voldtægt til politiet og forvente at blive taget alvorligt, og at gerningsmanden bliver straffet. (Hvis hun vel at mærke har orden i sine papirer, ellers kvitterer vi selvfølgelig med at fængsle hende og smide hende ud).

 

 

Straffens virkninger

Sus Luder har på Offentlig Fruentimmer beskrevet et par seancer der i Sverige ville koste kunden et års fængsel. Det er meget svært at se hvordan de lege kan være en mere alvorlig forbrydelse end kioskrøveri, grov vold eller narkotikasmugling.

Og der tror jeg at fortalerne for et forbud går fejl med signalpolitikken. For det er klart at et forbud mod at købe sex ville afholde nogle fra at gøre det. Nemlig de venlige, søde samfundsborgere der er så tilpas normale at de kan tænke langt frem og som måske også har familie at miste. Røvhullerne, de bliver ved. Som i Sverige. I Sverige tør mange sexarbejdere, især dem på gaden, ikke at anmelde voldtægter som er hyppigere nu end før 1999.

Forbuddet vil også skabe mere kriminalitet – ja det er faktisk det der er formålet. Men problemet rækker ud over det enkelte dyre og skadelige fængselsophold. Det giver hele miljøet en afsmag af fordækthed og frygt. Og hvad værre er, det er det tydeligste signal et samfund kan sende om at éns person, kreds og gerninger ikke er accepterede og velkomne, det er en udgrænsning. Og uanset hvad forbudsfolk end måtte påstå, så går den udgrænsning ud over sælgerne af sex. De er selvfølgelig en del af miljøet og bliver også ramt af det tæppe af mistro der kun skulle ramme de onde kunder.

Tilhængere af forbud har desværre ikke indset at vi alle har behov for anerkendelse og accept, og at det overvældende flertal af borgere ser sig selv som almindelige, gode mennesker, der ikke har lyst til at få et stempel som forbryder. Når stemplet føles uberettiget og komplet uforståeligt, bliver samfundet undergravet: Det er uretfærdigheder der foregår, og en måde at reagere på uretfærdigheder og udgrænsning er at danne sin egen subkultur, hvor helt andre standarder gælder.

Dermed bliver det endnu sværere for det samfund, der har stemplet prostitution som uønsket og ækelt, at nå de prostituerede som har behov for hjælp. Det er svært at genoprette tilliden til det samfund, som mener at éns og éns partneres gerninger er vederstyggelige og strafværdige. Samfundet mister troværdighed ved først at udtrykke så stor afsky for prostitution at man kan komme i fængsel for det, for derefter at ville trøste og hjælpe dem samfundet lige har udgrænset.

Det er det stik modsatte af det ytrede mål med et sexkøbsforbud. Derfor er jeg i mod et sexkøbsforbud.

Sexarbejdets ubehageligheder

Et forbud hjælper ikke, det gør kun ondt værre. De prostituerede der ønsker hjælp, skal selvfølgelig have det – og mere af det. For det er klart at sexarbejde kan være skidt, skadeligt og uønsket. Derfor brugte jeg også anførelsestegn om at jeg er ”for” prostitution. Sexarbejde lader til at være uløseligt forbundet med pengeøkonomi, og så længe der findes penge, så længe vil nogle folk sælge sex (ligesom nogle vil se fidusen andetsteds og sælge aviser, rengøring, tøj o.s.v.). Men det er lige så klart at sexarbejde nogle gange vil være træls og ubehageligt. Ligesom alt muligt andet arbejde.

Sexarbejde er selvfølgelig heller ikke et almindeligt arbejde, men det er arbejdet på en boreplatform, en skadestue eller telefontjeneste heller ikke.

Det er vigtigt at skelne mellem gadeprostitution og indendørsprostitution. Mange gadepiger har store sociale problemer i forvejen, og det hjælper sexarbejde ikke på. Den nylige undersøgelse fra SFI fastslog at ingen af de adspurgte gadepiger mente at sexarbejdet var en del af deres egen seksualitet, men det mente et lille flertal af de indendørs prostituterede. Det kan næppe siges tydeligere: Lysten driver værket for de fleste sexarbejdere på bordel eller i escort, mens gadesexarbejderne ikke gør det af seksuel lyst overhovedet. De gør det for at tjene penge til stoffer, hvilket er en ganske anden problemstilling.

Eftersom sex kan være det allermest intime mennesker kan opleve, så kan jeg sagtens se at sex for penge kan forekomme uforståeligt indtil det ulækre. Det er ok. Mit forsvar for prostitution er principiel, og det er ikke noget jeg har berøring med i mit daglige liv. Jeg mener fuldt ud at folk gerne må synes at sexarbejde er skidt. Jeg har egentlig heller ikke intet at indvende mod private organisationer der hjælper prostituerede ud af prostitution eller som agiterer for et frivilligt ophør af sexkøb. For det er ikke det samme som at et helt samfund mener det eller vil straffe for det.

At blive kriminaliseret på grund af sexarbejde, enten som køber eller leverandør af ydelsen, er ikke bare at ‘sprælle lidt fordi man bliver sparket ud af slikbutikken’, som det hed med Anne-Grethe Bjarup Riis’ ord. Det er at uretmæssigt blive nedgjort og tilsvinet af det samfund 99 % af os gerne vil være en del af, og som dårligt både kan stå som fordømmende, straffende og hjælpende instans overfor noget som ikke er grov kriminalitet med åbenlyse ofre.

 

Et fængselsophold er samfundets måde at sige at man er så farlig, at man ikke må være ude blandt andre mennesker. En straf går ikke kun ud over den enkelte forbryder, men trækker andre med ned. Det er så voldsomt at det bør begrænses (endnu mere) til de episoder, der virkeligt er ukaldede, skadeforvoldende og krænkende.

 

 





En kvinde tre mænd

4 12 2010

En kvinde tre mænd – en roman af Pouline Middleton, Zebra Productions, Lyngby 2010.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Romanen, i dagbogsform, handler om 42-årige Elizabeth, der som så mange andre på hendes alder har været igennem helvede af elendige forhold og ensomhed. Hun beslutter sig for at gøre op med sine og samfundets mønstre ved at lave en kontaktannonce på nettet, ikke efter den eneste ene, men efter tre mænd: En til at tale med, en til at have sex med, en til at ordne praktisk hus- og havearbejde.

Det går overraskende godt, men vejen dertil er lang og stenet. Hendes strenge far er ikke begejstret, men prøver dog at være konstruktiv og sætter hende på en date med Frederik Kærestepotentiale. Hendes omgangskreds er heller ikke overvældende positivt stemt, men de fleste giver hende ret i at parforholdsmodellen ikke kaster så meget lykke af sig som håbet. Undervejs møder hun en masse mænd som hun forsøger at passe ned i sin tremands-model.

Det er et vældig spændende projekt Elizabeth/Pouline har sig og jeg støtter hende fuldt ud i hendes kamp for mere lykke. Det er uhyre prisværdigt at ville give sin 12-årige datter et andet forbillede for kærlighedslivet end den romantiske, monogame to-personers model som Hollywood fodrer os med. Det er også meget modigt at bruge sig selv og stå frem med en anden idé til kærligheden, som der tydeligvis er tænkt meget over. Bogen er fyldt med stærke eftertænksomme analyser af de enorme problemer ægteskabet har idag.

Når det er sagt, så må jeg sige at jeg er enig med og glad for indholdet, ikke formen.

Jeg læser ikke gerne moderne dansk litteratur, fordi den meget nære beskrivelse af hverdagsting ikke løfter og beriger mig. Den danske dagligdag kender jeg og deler, så jeg ser personligt ikke fidusen i at ligefrem skulle læse om at drikke kaffe, sende en mail eller tage gummistøvler på. Men det er nu bare min smag som Middleton altså ikke lige rammer.

Det er herligt at se foretagsomhed, og Zebra Productions er Middletons eget selskab og forlag (held og lykke, du iværksætterkvinde!), men alle enpersonsforetagender er i fare for at blive indforståede med sig selv og får ofte ikke nok input. Her tænker jeg på at En kvinde tre mænd vil vel rigeligt på én gang, der er både debatindlæg, dagbogsdrømmerier, dialoger, mindetaler og barndomsminder, noget som redaktører på store forlag givetvis ville have luget ud i.

Der veksles også mellem afsnit med højt lix-tal og talesprog: ”Jeg ringede fluks for at finde ud af , hvor hun liiiige er kommet fra, men han tog ikke telefonen.” s. 147. Lige med fire i’er virker ikke overbevisende på mig.

Det forvirrer mig også lidt at hovedpersonen virker så tæt på Middleton selv. Rigtig mange detaljer stemmer overens med Elizabeth og Pouline, og eftersom Middleton har valgt at stå offentligt frem med sit livsprojekt forstår jeg ikke hvorfor hun bruger romanformen, som jeg ikke mener hun udnytter til fulde.

Analyserne af de udfordringer moderne mennesker står overfor på kærlighedsfronten, er skarpe og jeg sad og nikkede anerkendende til mange af meningerne. Dog slog det mig at Elizabeths omgangskreds måske ligner Elizabeth for meget til at kunne give reelle friske input, og træder en person lidt ved siden af normerne for forventet opførsel får vedkommende prædikatet ”sær”. Det var forstemmende at ønsket om at bryde ud af hamsterhjulet åbenbart ikke rækker længere end til at fordømme den mindste gnist af skævhed hos andre.

Personligt var det også en tort at læse om hvordan Elizabeth logrer for mandlig opmærksomhed, men det er igen bare min smag (samme ubehag får jeg også ved at læse Nynnes eller Bridget Jones’ dagbog): Der er lang vej endnu for kvindelig frigørelse, en problematik Elizabeth forsøger at smyge sig udenom ved at give en psykologisk/biologistisk forklaring på at kvinder skam naturnødvendigt behøver mandlig opmærksomhed (s. 101-102).

De sidste grynt handler om sexscenerne. De kunne gerne have været mere saftige for min skyld, men det jeg vil kritisere er den manglende omtale af kondomer. Middleton er ellers ikke bleg for at skrive temmelig detaljeret og med produktnavns nævnelse, så hvorfor hun ikke skriver at hun rullede et stykke gummi (eller rettere et Thin fra RFSU) på sin elskers ”dirrende lanse” begriber jeg ikke. Som glad anmelder af ”The ethical slut” kan jeg kun bifalde promiskuøsitet og polyamourøs levestil, men det kræver at man passer på sig selv og hinanden, og da bogen udtrykkeligt er skrevet med hendes datter in mente mener jeg at det grænser til uansvarlighed at undlade kønssygdomme fra ligningen. For som det står nu kunne en ubefæstet sjæl godt tro at bare man går i seng med rige, hvide nordsjællændere, så behøver man ingen kondomer…

Og til slut: Elizabeth siger på side 156 om kvindens seksualitet: ”Hun skal, så tidligt som muligt efter hun er blevet 18 år, lære sig selv at kende seksuelt. Det vil sige at udforske sit eget begær og sin krop.” Hvad? Én ting er at højne den seksuelle lavalder med tre år, men at en pige ikke engang må onanere før hun er blevet atten?! Alle sad og ruskede tremmer hvis mindreårig solosex var ulovligt! Det peger på det meget alvorlige problem vi har i samfundet: At børn og unges seksualitet er blevet så betændt og tabubelagt at en romanforfatter føler sig nødsaget til at henlægge seksuel nysgerrighed til myndighedsalderen. Meget nedslående.

Med sådan en gang kritik vil jeg fuldstændig utvetydigt rose Middleton for hendes livsprojekt, det er enormt modigt og prisværdigt at stå frem med en anden model end tosomheden. Jeg håber virkeligt at hun får succes med sit foretagende og at andre måske kan lære af hendes klarsyn og ærlighed, da de uudtalte forventninger og indestængte længsler lader til at stå i vejen for megen kærlighed og lykke.





Hvorfor sex er godt

24 07 2010

Af Nina Søndergaard

Ja, det er faktisk ikke så lige til at finde nogle gode videnskabelige begrundelser hvorfor sex er sundt og godt. Selv en neutral til sexpositiv artikel i Wikipedia har tre linjer om de positive effekter sex har på helbredet.

Samme artikel udbreder sig derimod lystigt over 16 linjer i forbindelse med kønssygdomme. Det er naturligvis et væsentlig aspekt ved sex og jeg vil gerne synge kondomers pris (tak for alle de oplevelser jeg har fået takket være de tynde, stærke, billige gummihylstre!), men det er sigende for vores sexfjendske kultur at den gavn og glæde man kan få ved sex så hurtigt kan overståes.

Der er masser af goder at hente ved at have sex, hvis altså man har behov for rationelle begrundelser: Bedre søvn, færre hjerteproblemer, større selvtillid, styrket immunforsvar, øget kalorieforbrænding og det lader endda til at det kan forlænge livet. Eller rettere, seksuelt aktive ældre rapporterer om bedre helbred og lever omkring 6 år længere end dem med middel til ringe helbred.

Er du stadig ikke overbevist, så læs pornodronningen og seksualoplyseren Annie Sprinkles fantastiske 41 anvendelser for sex… Efter den omgang er det bare ud at få noget af det der dejlige sex!





Erotisk kapital

24 05 2010

Af Nina Søndergaard

Catherine Hakim har skrevet en artikel om erotisk kapital, den teori har fået meget presse allerede, men her på bloggen har vi intet imod at ride med på en bølge… Her vil jeg gennemgå, i bedste skolestil, hendes teori.

Mange læsere vil sikkert være bekendte med teorien om ”kulturel kapital”, der handler om at man godt kan komme frem i verden selvom man kommer fra fattige kår, – hvis altså man begå sig på ’de bonede gulve’, hvor det er finere at høre Bach end Backstreet Boys og kaviar anses som bedre end karrypølse.

Den teori har medført en masse spændende forskning og indsigter, men Hakim har undret sig over at der ikke fandtes analyseværktøjer til de seksuelle sider af livet, som dog findes og fylder meget. Mere end nogensinde, i følge Hakim. Hun stiller syv, eller 6 ½, punkter op, som man kan måle erotisk kapital på. Punkterne gælder for både mænd og kvinder:

1.    Skønhed. Idéerne om skønhed forandrer sig og er forskellige fra kultur til kultur, men skønhed er altid en mangelvare. Skønhed forståes her som attraktive træk, der fx kan indfanges af et fotografi.

2.    Seksuel tiltrækningskraft. Mange unge har det, færre ældre. Grimme mennesker kan godt være seksuelt tiltrækkende, da det kan være at have kønsmæssige karakteristika som fx store bryster/muskler eller en fed personlighed. Det er noget som film kan indfange.

3.   Charme, ynde og sociale færdigheder. Nogle formår at skabe god stemning omkring sig og flirte, andre er ude af stand til dette.

4.    Livlighed. En blanding af at være i fysisk og social god form. I de fleste kulturer viser livlighed sig gennem sport og dans.

5.    Social præsentation. At klæde sig godt, i den bredeste forstand: Tøj, hår, smykker, bemaling, parfume etc. spiller alt sammen ind.

6.   Seksuelle færdigheder. Det er det mindst undersøgte punkt på listen, da vi har svært ved at måle folks evner i sengen. Hakim mener dog at folk med en stærk libido vil sandsynligvis have øvet sig mere og være bedre til sex end folk med et lille libido.

7.    Frugtbarhed. Især kvinders frugtbarhed, og det er derfor jeg skrev 6½ punkt, da mænd meget sjældent vurderes på deres reproduktive evner. I andre kulturer lægges der meget større vægt på kvinders frugtbarhed og en moder anses ofte i fx Vestindien og Italien som tiltrækkende.

Hakim mener at teorien kan være med til at forklare hvorfor høje, smukke mennesker får mere i løn end små, fede og grimme personer, hvorfor folk gennemgår potentielt farlige skønhedsoperationer, hvorfor folk sveder i fitness-centre og hvorfor mænd har flere affærer end kvinder. Hun citerer en række undersøgelser, der får hende til at konkludere at kvinder har mere erotisk kapital end mænd, blandt andet fordi kvinders sexlyst er mindre end mænds. Og kapital er altid en eftertragtet mangelvare.

En undersøgelse viste at attraktive gymnasiepiger havde større sandsynlighed for at blive gift, for at gifte sig mens de var unge og at de havde højere husstandsindkomst (end kontrolgruppen) 15 år senere.

Hun er også inde på at erotisk kapital er noget som hustruer spiller på i forhandlinger med deres ægtemænd. Selvom hustruerne ikke har økonomisk kapital, er de i stand til at sætte deres vilje igennem ved hjælp af sex.

Erotisk kapital anvendes af en lang række jobs: sexarbejdere, strippere, stewardesser, skøjteløbere, skuespillere, sangere, modeller, receptionister og diplomatkoner.

Hakim mener selv at grunden til at erotisk kapital ikke anvendes som fast bestanddel af sociologiske analyser, er, fordi erotisk kapital ikke er bundet af klasse eller social status. Sex har det iøvrigt også med at være både grænseoverskridende og –nedbrydende, altså ikke let at måle på. Derudover mener hun at patriarkatet har undertrykt kvinders seksualitet, mest explicit i forhånelsen af sexarbejdere, der anses som tabere, stofmisbrugere og ofre.

Feminismen stiller efter Hakims mening også en falsk modsætning op, enten værdsættes en kvinde pga. hjerne eller arbejde eller også ’prissættes’ hun efter sin erotiske kapital. En smuk, klog og sexet kvinde passer dårligt ind i feministiske skabeloner, der ofte har et negativt syn på sex og skønhed.

Så meget for Hakim. Når man er flasket op med Bourdieu er det her manna fra himlen.  Skønt med klare kvantificerbare punkter!

Jeg kan også undre mig over at erotisk kapital ikke er kommet frem noget før, men det måske ikke så underligt at en kultur der stadig synes at sex er noget snavs, ikke behandler sex som ethvert andet fænomen. Som skrevet før, så er sex nok højprofileret, men ikke statusgivende:

  • Sexologer må (efter)uddanne sig andre steder end på universitetet.
  • Sexarbejdere har stadig ingen eller meget få rettigheder.
  • Seksualundervisning i folkeskolen har ikke faste timer som fx dansk eller matematik, men skal indpasses den øvrige undervisning.
  • Sex i reklamer problematiseres som kønsdiskriminerende, men fastholdelsen af stereotype kønsroller tolereres.
  • At vælge partner med høj erotisk kapital er stadig ildeset.

Man kunne fortsætte listen, men I er med. Det bliver spændende at se hvilke forskningsresultater der kan komme ud af anvendelsen af Hakims 6½ punkter!