Mænd bestemmer selv. Kvinder skal styres.

25 11 2010

Af Nina Søndergaard


Det lille y-kromosom som gør fostre til drenge rummer åbenbart også evnen til at tænke og vælge selv, dér sidder den frie vilje.
Sådan må tankegangen være, når velmenende mennesker kan påstå at en prostitueret kvinde har færre valg end en mandlig handicappet.

 

Velmenende folk vil nemlig gerne forbyde købesex, da alle prostituerede i deres øjne ikke selv har valgt det, men er tvunget ud i det af væmmelige bagmænd eller en barsk barndom. Og de velmenende synes ikke at den pris en håndfuld handicappede må betale i form af påtvungen cølibat er for høj.

Debatten raser i skrivende stund (november 2010) i Viborg.
Velmenerne må gå ud fra det radikalfeministiske synspunkt at en mand er altid stærkere end en kvinde. En mand har altid mere magt og en kvinde er altid undertrykt.

 

Også når det er en mand, der er plejekrævende og som har brug for en hel del hjælpemidler for at få sit liv og dagligdag til at fungere. En mand der måske har brug for hjælp til at tisse, få vasket tøj eller blive vendt i sengen er pludselig blevet til et monster, en overgriber og et udtryk for patriarkatets uundslippelige magt.

 

En kvinde der selv er gået derhen, selv har medbragt sexlegetøjet, selv har indrykket annoncen, selv momsregisteret sig, selv har truffet beslutningen om at sexarbejde (måske på baggrund af egne oplevelser i plejesektoren) er altså svagere og langt mere hjælpe- og magtesløs.

 

Den tager vi lige igen: En handicappet mandlig sexkunde er så meget stærkere og mere magtfuld end en kvindelig prostitueret, at købesex skal forbydes og han skal stå til ansvar for at hun engang traf det valg at blive sexarbejder.

 

Hvad behager.

 

Der er intet i vejen med at være handicappet. Eller sextrængende. Eller mand. Eller kvinde. Overhovedet ikke.

 

Min pointe er, at begrundelsen om at skulle frelse kvinder fra den åbenbart frygtelige skæbne det er at være sexarbejder med speciale i handicappede, er mildt sagt på et tyndt grundlag. Præmissen er at kvinder er pr. definition svage og dét i alle sammenhænge og situationer. Det er bare en forenkling af denne verdens kompleksitet som er så langt fra de virkeligheder vi færdes i, at det er falsk og løgn.

 

Måske kunne det endda tænkes at det snarere var den handicappede kunde, der skulle beskyttes af en fuldstændig afkriminalisering og niveaustilling af prostitution, så sexarbejde blev ligestillet med andre kropslige ydelser som fysioterapi eller wellness-massage, hvor forbrugerne er beskyttede mod de værste svindlere og overgribere…

 

Alle mennesker har en seksualitet. Alle voksne mennesker har ret til at forvalte deres egen seksualitet sammen med andre samtykkende voksne. Derfor har handicappede selvfølgelig lov til at købe seksuelle ydelser. Derfor har kvinder og mænd og transpersoner selvfølgelig lov til at blive sexarbejdere. Sex er basal drift i os. Sex kan medføre megen lykke. Det er forkert at fratage andre mennesker deres mulighed for lykke og hvis to eller flere voksne personer finder ud af at have sex er der ikke nogen der skal ødelægge deres mulighed for at få lidt lykke ind i livet.
PS: Eftersom det er så klokkeklart at velmenerne ser alle sexkunder som mænd og overgribere og alle sexarbejdere som kvinder og ofre, så gad jeg ikke at komme ind på min k(n)æphest, nemlig at der findes kvindelige sexkøbere og mandlige sexsælgere. Og jeg orkede slet ikke at påpege hvilken himmelråbende mangel på fantasi de gør sig skyldige i, når de kun betrager verden udfra et heteroseksuelt synspunkt.





Mere om kærligheden tilbage i dagene

30 10 2010

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…