Oplysning om lyst

18 10 2010

Af Nina Søndergaard
I mine kredse kommer vi tit til at sidde at sukke over ungdommen nutildags. Vi synes at det er synd for dem: De bliver bombarderet med porno, men ingen voksne tør at tale med dem om det. De får måske at vide at de skal passe på sig selv og man kan blive frygteligt syg af det der sex, men ingen gider at sige til dem hvor vidunderligt sex kan være. Ak, ak, ak!

Men, der er heldigvis folk der derude som ikke nøjes med at sidde at sukke, men går ud og handler!

Derfor vil vi her på blogggen reklamere for Sexualisterne. Det er en flok unge mennesker der tager ud i det ganske land og fortæller om sex. Lærere og lærerinder, klubbestyrere og kung-fu trænere landet over: Ring til den nærmeste afdeling og hør nærmere.

De er delvist udsprunget af Sex og Samfund som der ofte er blevet linket til her, men S&S fortjener altså også lige et par rosende ord herfra: Sex & Samfund tager sex alvorligt og har nogle af de bedste oplysninger om prævention, abort og følelser. Hjemmesiden er en guldgrube af viden, men man kan også ringe ind med sine spørgsmål på 70 20 22 66.

Landsforeningen  for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har en gå-ud-gruppe, som tager ud til skoler og fortæller om dét at være homoseksuel, springe ud, finde kærester, blive mobbet og forelsket – jeg er sikker på at deres team har reddet unge mennesker fra selvmord, for det er så vigtigt at vide, især i den alder hvor horder af hormoner gør én endnu mere forvirret og usikker, at der er nogle derude ligesom én selv.

Jeg vil slutte af med et link til en TED-talk der handler om Thailand: Mr. Condom fortæller den glade historie om hvordan et helt land kan vende en kedelig udvikling med enorm befolkningsstigning og senere AIDS, til et rigere, sundere og lykkeligere samfund. Uden ret meget statslig støtte vel at mærke.

 





Porno er kvindefrigørende og unge mennesker burde se mere porno

20 02 2010

Af Nina Søndergaard

Ok, måske ikke helt, men som prosex-feminist er det mig magtpåliggende at komme med en anden fortælling om unge og sex end den der er fremherskende.

Sex er godt og positivt, også for unge mennesker, og det mener jeg at vi bør fortælle dem. For vi stopfodrer især unge piger med advarsler, skrækhistorier og frygt for den farlige seksualitet.


Hvad nu hvis det farlige ved porno var at hele tiden få at vide at det er farligt? Sæt nu, at sex er godt – også på film og billeder, men det dårlige er at have skam- og skyldfølelser og ikke måtte nyde det?

I skolen er seksualundervisningen (det lidt der er) ofte en skræmmekampagne der fortæller de unge hvor syg og gravid og ulykkelig man kan blive af sex. Det er ikke løgn heller, men hvor er de positive historier? Hvor dejligt det er, hvor meget godt en orgasme med en anden person kan afstedkomme i alle mulige henseender?
Bekymringen for de unges ve og vel er stor blandt fremtrædende feminister .

Det er på ingen måde dårligt at være opmærksom på hvordan unge mennesker har det eller nuancere et verdensbillede, men fortællingen om unge og porno er i den grad fastfrosset i at sex er sådan set godt nok (bare man ikke taler om det, har for meget af det med for mange, dyrker det for penge eller viser det i medierne), porno er ondt og feminisme er godt. Og feminisme er lig med en afstandtagen til porno.

Det er så selvfølgeligt at antage at porno er skadeligt, at ikke engang forskere der burde rokke ved myter og automatreaktioner kan sætte sig udover denne ubegrundede idé. I en antologi ”Generation P? Youth, Gender and Pornography” fra 2007 er der ikke én ud af de 19 bidrag der lægger ud med tesen ”porno er godt for unge mennesker” eller ”unge kan godt håndtere porno”. Der er heller ikke ét af de 19 bidrag der ender med at konkludere at porno ER skidt eller at de unge ikke kan håndtere at se porno.
Antologien er meget svingende, og det er fx svært at sætte megen lid til en undersøgelse baseret på 10 unge mænd i alderen 15-16 år. Det er smukt at lade dem få taletid, men det er for lille et sample at konkludere ret meget på.

Det er også sigende at ingen af forskerne går bag om hvorfor pigerne tager afstand fra porno, endsige stiller spørgsmålet ”kan feminisme have skadet pigers opfattelse af porno?”. Mere end 40 % af de adspurgte unge i en stor spørgeskemaundersøgelse mente at porno var nedværdigende for kvinder. Hvor kommer den negativitet fra? Spørgsmålet var nok dukket op, hvis næsten halvdelen af unge mente at klassisk musik var nedværdigende for mænd.

Hvis jeg absolut skal med på bekymringsbølgen, synes jeg at det var trist at læse at de unge savnede at kunne vende sex, følelser og porno med voksne. Det er forvirrende at være ung, og det er synd at de unge bare får at vide at porno er skadeligt og forkert og sex ikke er et samtaleemne.

Det ville være dejligt med mere seksualundervisning i skolen, helst noget der inddrog de unge selv (hvilket giver de bedste resultater) og som videreførte nogle af de ting de unge lærer i andre fag, fx at betragte porno som et stykke fiktion, med de analyseværktøjer der ellers følger med når man arbejder med fiktionsværker.