Svensk beskyttelse ved umynddigørelse

23 05 2020

Af Nina Søndergaard

 

Sverige, der som bekendt indførte et forbud mod at købe sex i 1999, vil stramme skruen yderligere. Nu skal det være slut med bødestraf og sexkøbere skal direkte i fængsel, mener to ministre. Og velmenerne vil nu gøre alvor af at retsforfølge svenskere, som køber sex i udlandet. Dette sker selvfølgelig med den komplet fejlagtige begrundelse, at det er for at forhindre menneskehandel.

 

Der er så megen dumhed, villet blindhed, menneskeforagt og selvfedme i justits- og ligestillingsministerens indlæg, at det er svært at vide hvor man skal starte, men hovedproblemet at de sidestiller kvinder med børn, det sker 3, tre, gange i løbet af en side. 

 

Lighedstegnet mellem kvinder og børn er mit største principielle problem med det svenske sexkøbsforbud:  Antagelsen om at kvinder er små sarte væsner, ja faktisk blot store børn, der skal beskyttes mod dem selv. 

 

Morgan JohanssonDette kan udledes af det sindssyge faktum, at man kunne lade sig moms- og skatteværksregistrere som prostitueret, det er blot ulovligt for kunderne at købe éns ydelser. Så svenskerne vil ikke forhindre kvinder, de små pus, i at følge deres falske bevidsthed hen til det farlige sexarbejde, det er bare manden, den overvoksne og meransvarlige, der skal indse at han skal holde snitterne væk fra det store barn, den sexsælgende kvinde er. 

 

Dette komplet forkvaklede kønssyn ses nu ved at en svenskers sexkøb i udlandet skal retsforfølges derhjemme, med skærpet straf tilmed. Så vidt jeg ved, er den eneste forbrydelse, som de fleste lande straffer deres borgere for, uanset hvor forbrydelsen fandt sted, pædofilt overgreb. Dét er godt! Men det er meget ugodt at ville hamre ind i svenskernes skaller, at kvinder, der vælger at sælge sex, faktisk bare er børn, der ikke aner hvad de selv gør og derfor kræver først mandens beskyttelse – ved at han ikke køber sex af dem, dernæst statens Sveriges beskyttelse – ved at fængsle de mænd, der ikke fattede at en frivillig ydelse mellem to voksne faktisk er vold og overgreb – også i de lande, hvor sexsalg er nok så lovligt.

 

Åsa LindhagenDet er så grimt et syn på mænd og kvinder, at jeg fattes ord. Og det er uhyre problematisk, at Åsa Lindhagen givetvis ikke har fulgt sin egen tankerække til sin logiske konklusion, nemlig at hun blot er et instrument for manden (Morgan Johansson). Med falsk bevidsthedskortet kan Åsa jo aldrig bevise, at hun aktivt, frivilligt og med åbne øjne har valgt en parlamentarisk karriere. (Saudi Arabien mener at en karriere indenfor politik er skidt for kvinder, og forhindrer derfor, venligt og velmenende, kvinder i at træffe det valg).

 

Det er dybt bekymrende, at agens og fri vilje 1. Kun tilskrives mænd. 2. Kun kan komme til udtryk ved at vælge det rigtige liv som udtænkt af bourgeoisiet: Åsa har fri vilje, fordi hun læste på uni, fik to børn og en flot politisk karriere. Åsa ville ikke kunne bruge sin frie vilje til at sælge sex. 

 

download (22)Når det der burde være et internt, og dermed mig ligegyldigt, svensk anliggende, alligevel kan blive et blogindlæg værdigt, handler det om at ingen er frie før luderen er fri. Frihed er også retten til at fejle, eller blot vælge at leve et liv, der ikke er skåret efter en skabelon godkendt af Johansson og Lindhagen, og frihed er selvfølgelig også at “være involveret i offerløse forbrydelser” på den anden side af jorden, uden at den racehygiejniske stat skal blande sig i det.

Sverige racehygiejne

Del to

Johansson og Lindhagen formår at rode så mange begreber sammen, at jeg ser mig nødsaget til hurtigt at skyde bare nogle af vildfarelserne ned:

Sexarbejde er ikke lig menneskehandel. Den altovervejende del af sexarbejde foregår frivilligt, fredeligt, uden tvang og vold. Landbrug og byggeri har desværre markant mere menneskehandel, men eftersom dén form for slaveri mestendels går ud over mænd, kan offerfeministiske svenskere selvfølgelig ikke se problemet. 

Tintin-Congo SC-pDe to ministre kan lige svinge sig op til at nævne klasseproblematikken, der som sædvanlig består i at forbyde fattige i at tjene penge, i særdeleshed skal mindrebemidlede kvinder kende deres plads, som er derhjemme i fattigdommen. Kvinder er ellers lønførende indenfor sexarbejde… 

Racisme iklædes ofte velmenenhed. At overrule andre landes lovgivning med foregangsargumenter er et gammelt, klamt trick. 

Sverige ligger på en flot fjerdeplads på Gay Happiness Index, men den seksuelle frihed skal åbenbart tøjles, hvis det står til Socialdemokratiet og Miljø Partiet. Bøsser må gerne bolle, men kun gratis… 

Det er problematisk at en ligestillings- og justitsminister ikke kan indse det himmelråbende sexistiske i at lave en kønnet lov. For at antage at en sexsælger altid er en kvinde, og en sexkøber altid er en mand er både dumt og falsk. Men indenfor den ‘logik’, skal de kvinder, der har købt sex af en afrikansk mand også i brummen, eller er det kun mændene, der tager tager til Fjernøsten?

 

Det er blevet en trend i Sverige at kaste med bomber og håndgranater. Omfanget blev så stort i 2017 at svenskerne fik et nyt ord “sprängdåd”, som selvsamme Aftonbladet opremser 9 styks af, alene i maj 2020. 41 personer blev skuddræbte i 2019, der havde 320 skudepisoder. Selvklart at en fængselscelle skal reserveres til en mand, der har fået en massage med happy ending på ferien. 

Den svenske stat kan ikke engang beskytte kvinder, der færdes på gaden eller er til koncert. Sverige nævnes, trods verdensmosterskabet i flest kvindelige ministre og mest ligestilling på papiret, ikke som et sikkert land for enlige kvindelige turister at tage til. Men hjemvendte turister skal i brummen for en blæser.

 

Sverige, du gamla du fria…





Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

13 03 2011

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9