Mand, kvinde, person

15 08 2010

Af Nina Søndergaard
Tillidsmand, tillidskvinde. Formand, forkvinde. Bagmand, bagkvinde.

Lærer. Læge. Luder. Det er nogle af de ting man kan være når man bliver stor. Man kan også blive forsker. Eller videnskabsmand selvom man er kvinde. Det gider jeg bare ikke at være med til. Jeg vil ikke finde mig i at jeg skal frasige mig mit køn, blot fordi mit erhverv tidligere var forbeholdt mænd. En far der passer sine børn kan vel også stolt kalde sig far, og ikke mor, selvom børnepasning anses som et typisk kvindeligt domæne.
Det er en kønnet verden, uanset om man bryder sig om det eller ej, og det må sproget gerne vise. Derfor kan titlen tillidsperson gå an i en stillingsannonce og som neutral betegnelse på uspecificerede personer, men at Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraternes formand er for langt ude.

Ligestilling betyder, for mig, at kønnene stilles lige, at de er lige meget værd som mennesker og de stilles lige for loven, arbejdsmarkedet og samfundet. Og så knækker filmen når Nudansk Ordbog forsøger at bilde mig at videnskabsmand betegner en forsker. Der står ikke engang ”bruges om begge køn” og videnskabskvinde findes ikke som opslagsord i den 19. udgave af Nudansk Ordbog fra 2005 (men findes i den 10. fra 1979).

At man kan få idéen om at stillingsbetegnelser der ender på –mand er neutrale, må bunde i en forestilling om at manden er det normale, standarden, mennesket og kvinden en afviger. Logisk eller sprogligt korrekt, endsige præcist, er det i alle tilfælde ikke: Mand er betegnelsen for han-mennesker, som regel med XY-kromosomer og dertilhørende kønskarakteristika. Kvinde er det danske ord for hun-menneske, oftest med XX-kromosomer og dertilhørende kønskarakteristika. Det er i sagens natur ikke kønsneutrale betegnelser, det er derfor vi har ordene, for at kategorisere og sætte orden denne kaotiske verden.

Ved at kalde mig for videnskabsmand og talsmand skal jeg lige mindes om at jeg trænger mig ind på et område hvor jeg ikke har været velkommen. Det er en nedvurdering af mit køn, som åbenbart anses for upassende og uvelkomment på arbejde. Som kvinde forventes det at jeg frasiger mig mit køn i arbejdsmæssige situationer, da der stadig hersker en idé om at bryster gør dummere, og at kvindelige kønskarakteristika helst skal gemmes væk til soveværelset.

Nej tak, siger den tidligere flaskepige i Fakta og talskvinde for Seksualpolitisk Forum. Jeg skal ikke have en maskulin stillingsbetegnelse klistret på mig og min C-skål.

For selvfølgelig skal de 3 % mænd indenfor sygeplejerske-faget også kunne kaldes for sygeplejere, selvom det reelt er en anden stillingsbetegnelse. Og de tre jordefædre der er i Danmark ud af 1495 jordemødre skal heller ikke påduttes et andet køn.

Andre ukønnede stillingsbetegnelser, anlægsgartner, blomsterbinder og cirkusartist etc., kan jeg godt leve med, da de på dansk er enten intetkøn eller fælleskøn. Jeg kan også tolerere at folk gerne vil kaldes for skuespiller fremfor skuespillerinde. Det er nok en lidt fesen, typisk?, dansk tilgang til ligestillingen at blot droppe den kønnede endelse. På tysk raser en anden sproglig ligestillingskrig, hvor man helst vil skrive lærer/lærerinde, sexarbejder/sexarbejderinde o.s.v., præcist ja, men også omstændeligt.

Danmarks første kvindelige professor var historikeren Astrid Friis, og I behøver ikke at komme med historiske årsager til at vi stadig slæber rundt på en tung arv, der udelukkede kvinder i stor stil fra nærmere deltagelse i det offentlige liv. Jeg kalder også den ting jeg tænder lys og cigaretter med for ”lighter” og ikke ”fyrtøj”, jeg sover på et lagen, ikke en ble, selvom det oprindeligt betød det samme. Tiderne har forandret sig og det bør sproget afspejle.