Svensk apartheid, nej tak

10 07 2016

Af Nina Søndergaard

 

I kølvandet på befølingssagerneflere festivaller i Sverige, fremkom to komplet galt afmarcherede forslag til at løse problemet med at piger i hobetal blev gramset på.

 

Den ene idé var at pigerne skulle have et armbånd på: “Tafsa inte” stod der på de 2 kvadratcentimeter stof, og så ville armbåndsbærerinden være i fred.

 

Den anden idé var at indføre kønsadskillelse på festivallerne.

 

Problemerne med disse to tiltag er legio, her vil jeg gennemgå de væsentligste fejlslutninger:

 

  • Fra retssystemets og politiets side er det en alvorlig fejl at lade stå til: Beføling er en krænkelse, hvor den befølte ikke har sagt ja tak og givet samtykke. Det er med andre ord en forbrydelse med en krænker og et offer, akkurat ligesom et tyveri er det.
  • Det er stærkt problematisk at forskyde grænsen for samtykke: Reelt set signalerer det svenske magtapparat at en pige/kvinde giver samtykke til sex i det sekund hun træder udenfor sin dør – men selv samme samfund har brugt årevis på at efterforske mordet på Olof Palme, selvom han gik på gaden gav han jo ikke samtykke til at blive myrdet.
  • Tiltagene viser at illusionen om lighed for loven er væk. En persons straf udmåles ikke på basis af gerninger og tilregnelighed, men hudfarve og køn. Signalet er tydeligt: Kvinder er frit bytte og i øvrigt uønskede ressourcedræn i det offentlige rum, når nu nogle af dem ligefrem kræver den politibeskyttelse de har ret til. Det er sexisme. Omvendt kan mørklødede mænd slippe afsted med klokkeklare lovovertrædelser, fordi polisen er ræd for at blive kaldt racister, at de med vilje ikke retsforfølger forbrydere – som så leende kan fortsætte hvad alle ved er ugerninger. Det er racisme.
  • Et armbånd mod overgreb? Hvad er det for en overtroisk tankegang der ligger til grund for statens tyen til magi? Hvad om politiet ikke bare udleverede en snor til folk, der frygtede at blive slået ned eller bestjålet? Olof Palme kunne sandelig godt have brugt et “döda inte” armbånd.
  • Lidt voodoo og et tryllearmbånd fratager desværre ikke politiet dets opgave med at beskytte borgerne mod forbrydere og kriminalitet, uanset at det sikkert både kan være hårdt og træls arbejde. Sygeplejersker skal jo også pleje tilskadekomne, uanset om den forulykkede havde hjelm på eller ej (hjelme gavner dog noget mere end et fjollet stykke snor).
  • En rædselsfuld implikation af at tro på, at et armbånd afværger ondt, er at et stykke vævet stof medfører højere moral. Piger med armbåndet er gode piger, piger mænd ikke bare må gramse løs på, men respektere på grund af de 17 cm stof hun har om en ekstremitet. Piger uden armbåndet er dårlige piger, piger mænd må beføle og givetvis også voldtage, fordi hun har jo ikke taget mærket på, der viser hendes menneskeværd.
  • Kombinationen af, at et hunkønsvæsen er frit bytte udenfor hjemmets fire vægge og at hun skal tage et stykke stof på, for at blive anerkendt som det selvstændige væsen hun er, er patriarkatets kontrol af hunner. Det er en tilbagerulning af århundredes kamp for kvindefrigørelse, som jeg må minde om, gik og går ud på blandt andet følgende: En kvinde må færdes som hun vil, gå klædt som hun vil, sige ja og nej til sex som hun vil, blive beskyttet af loven – anmelde, føre retssag og modtage straf på lige fod med mænd – og more sig akkurat som mænd har gjort og gør.
  • Svensk signallovgivning er ikke noget jeg bryder mig om, men hvis Sverige mener ligestilling alvorligt og vil detailstyre kønskvoter overalt, er det uhyre vigtigt at vise at piger og drenge i alle aldre har lige ret til det offentlige rum, gader, veje, pladser så længe de ikke generer andre. Det giver ingen mening at en kvinde har lov at sidde i bestyrelse, på baggrund af sit køn alene, hvis hun skal finde sig i at blive begramset hele vejen hen til mødelokalet.

 

Hvad mener jeg der bør gøres: Tilbage til gammeldags forståelse af en retsstat hvor borgerne færdes frit, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder. Der skal være de i fred, indtil de siger ja tak til det modsatte. Dem der ikke fatter dét og krænker andre skal arresteres og retsforfølges, uanset køn, hudfarve, tro, seksuelle orientering, formuenhed, handicap og andre ydre omstændigheder.
Indtil den fascistoide politistat kommer på moralsk ret kurs igen, er der desværre kun at opfordre piger og kvinder til at lære selvforsvar og trodse mørkets kræfter og tage ud og feste igennem og ikke lade sig tryne af et fjendtlig samfund.   





Tak til Sverige og andre sexkøbsmodstandere

21 10 2014

af Nina Søndergaard

Her på bloggen har jeg harpet løs på radikalfeminismen og hvor skidt et forbud mod køb af seksuelle ydelser er og vil være. Nu er det på tide med langt mere positive vendinger, for herfra skal lyde et stort tak!

Feminister mod sexkøbsforbud. Fotograferet af Torben Svane.Tak til Sverige, tak til 8. marts initiativet, KFUK-Reden København, tak til Hanne Helth, Odile Poulsen, Anne-Grethe Bjarup Riis, Anne Rasmussen, Anna Skarhed, Madeleine Leijonhufvud og alle I andre der mener at prostitution er vold mod kvinder, en undertrykkelse og slaveri der skal forbydes og forsvinde fra jordens overflade. Tak! Takket være jer har jeg truffet nogle af mine bedste venner og veninder og fået nogle af de allerbedste, største, sjoveste og kærligste øjeblikke i mit voksenliv.

Det var nemlig modstanden mod de svenske tilstande der fik mig til i 2007 at blive medstifter af netværket Seksualpolitisk Forum. Herigennem har jeg lært masser af herlige mennesker at kende. Blandt andre bloggens medstiftere og meningsdannere, fotografer, homoer, kunstnere, lærere, sadister, skribenter, studerende, swingere, terapeuter – nogle gange i én og samme pragtfulde person!   665534_468045673246254_1200543859_o

Jeg har også truffet nogle skønne, skægge, skarpe, stærke, seje, søde, smukke og spændende sexarbejdere. De har altid været et hyggeligt, godt og inspirerende selskab og haft nogle fascinerende og tankevækkende vinkler på sex, kærlighed, kroppen, kulturen og de tusind andre ting jeg har vendt med dem.

Det er indirekte også Sveriges skyld at jeg overhovedet blev prosexfeminist. Sveriges seksualforskrækkelse fik mig til at sætte mig ind i prostitutionens historie – hvilket blandt andet er blevet omsat til en byvandring. Dét var i hvert fald et ganske uventet og meget dejligt udslag af en dum, hadsk, kvindefjendsk og livsforringende lov, der udelukkende viderefører århundreders sexnegative, patriarkalske syn på kvinder som svage væsner der skal beskyttes mod dem selv.

Tak prostitutionsmodstandere for at have skærpet mit syn på seksualitet og kærlighed, for samtidig med at jeg virkelig har en fest med de mest underskønne, sexede og hjertevarme mennesker, så har jeg også set hvilken seksuel ensomhed der findes. Hvordan mennesker stille sygner hen af hudhunger, angst og isolation på grund af fordomme og fordømmelse. På den dystre baggrund er det endnu mere fantastisk at få lov at opleve så megen lir og latter: Det har været det bedste og mest berigende i mit liv, så mange tusind tak!





Hvordan det gik til at Sverige blev sexkøbslovens hjemland

13 03 2011

Af Nina Søndergaard

”De er skøre de svenskere” kunne Obelix have sagt. Og have ret. Fair nok at Sverige eksperimenterede med som det første land i verden at forbyde køb, men ikke salg, af seksuelle ydelser. Det var ikke sket før, altså var der ingen erfaringer med det, men hvordan Sverige kan blive ved med at forsvare loven, på trods af dens mange og helt åbenlyse uheldige og direkte skadelige konsekvenser, er svært begribeligt. Forklaringerne kan muligvis findes i selve den svenske mentalitet:

Foruden radikal feministisk tankegang, der foreskriver at mænd altid er mere magtfulde end kvinder plus en rest af kristent ubehag ved sex og andre kødelige lyster, så er der også en svensk konsensus-kultur, en konfliktskyhed, en lighedslængsel og en tillidsfuld tro på at staten altid vil én det bedste. De sidste fire elementer anser jeg som værende vigtige for at forstå fastholdelsen af sexkøbsloven.

Ved at følge diskussionen om sexkøbsloven i Sverige og sammenholde det med etnologiprofessor Åke Dauns spændende bog ”Svensk mentalitet” har jeg set hvilke mønstre og mekanismer der gør sig gældende, når svenske magthavere fastholder loven til trods for utallige protester.

Meget af Dauns arbejde går på at vise hvor stille svenskerne er og opfatter sig selv som værende. De siger meget lidt, finnerne er de eneste der synes at svenskere snakker for meget!, og holder mest af ro og tavshed. For at opnå dette vil de gå temmelig langt, som fx at udvandre fra en diskussion og bifalde en diskussions ophør, selvom der ikke opnåedes enighed eller resultater (s. 99).

Også Herbert Tingsten skrev i 1940 om den ro der prægede det svenske parlament i modsætning til det franske, hvor taleren bliver afbrudt, jublet og buh’et ad. Tingsten mindedes heller ikke et eneste tilfælde af at taletiden blev brugt på at obstruere et lovforslag (s. 108). Det er selvfølgelig prisværdigt at der ikke opstår skyderier eller håndgemæng blandt folkevalgte, men det er et helt reelt problem for vidensdelingen og beslutningsgrundlaget at der ikke er plads til dissens, for på denne måde kommer kun idéer ’alle’ i forvejen er enige om frem.

Lighedslængslen er meget stærk i Sverige, og ikke engang to procent af de adspurgte svenske unge ønskede en høj social anseelse (s. 128). Excentrikere anses heller ikke positivt som i England. Kombineret med at svenskere ofte skelner meget skarpt mellem privatsfæren og arbejdslivet, og har meget lidt samvær med ’fremmede’, som ikke er familie, nære venner eller folk i foreningen, kan det være med til at forklare at svenskere har forholdsvist let ved at lukke af for folk der ikke ligner dem selv. I dette tilfælde sexsælgere og sexkøbere, som på hver deres måde bliver lige udgrænsede af det gode fællesskab og samfundet.

De socialdemokratiske idéer har, i følge Daun, haft længere tid end i noget andet land til at rodfæste sig, her ”ikke mindst overbevisningen om at de ”kollektivt”, d.v.s. centralt, af myndigheder trufne beslutninger, sikrer den mest retfærdige orden.” (s. 159) Eksempler på planlægningstroen er den vidtberømte svenske byplanlægning, statsdrevne børnehaver og Systembolaget. Det er jo ikke alt sammen lige skidt og menneskefjendsk, altså vil der givet være en større del af befolkningen i Sverige der vil godtage love og påbud ovenfra end fx her eller i Sydamerika.

Det turde være tydeligt at ovennævnte faktorer må være i spil, når landets ledende personer kan give kritikere ret i at der ikke findes overvældende mange beviser i rapporten om sexkøbslovens virkninger, men at det sandelig heller ikke er dét det handler om. Et helt samfund er indrettet på konsensus og enighed, hvor uenighed eller besværlige synspunkter hellere forties end diskuteres. Man slipper på den måde rigtig nok for en masse argumenteren og parlamenteren (s. 158), men risikoen er mindre selvstændighed og større konformitet (s. 170), hvis ikke direkte totalitære ansatser (s. 160, diskuteret allerede i Dagens Nyheter i 1982). Kantede synspunkter (som at sexarbejde er ok) og fleksibilitet (ophæv forbuddet) er i hvert fald ikke ønskede elementer i det svenske tankesæt.

Daun gør meget ud af at den svenske læser ikke må føle sig stødt af den ofte meget negative vurdering udlændinge har af svenskere. Han gør også meget ud af at fortælle at der naturligvis er store forskelle, og at man sagtens kan finde en italiener med ’svenske’ træk, men at der er nogle rammer en given kultur sætter op, indenfor hvilke folk forsøger at finde sig til rette. Og jeg tilslutter mig ham og siger at det er samfundets skyld, snarere end den enkelte svenskers. Det ændrer bare ikke på at sexkøbsloven har så negative konsekvenser at den burde ophæves snarest muligt, hvis man virkeligt havde tænkt sig at redde de mest udsatte sexarbejdere i Sverige.

Og just som jeg skrev denne artikel havde Svenska Dagbladet en leder, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved at ville straffe sex mellem voksne, samtykkende mennesker med et år i fængsel, en straf mordere i Sverige kan tildeles… Der er lys for enden af tunnellen?

Jeg har anvendt anden udgaven. Åke Daun: Svensk mentalitet – Ett jämförande perspektiv. Rabén Prisma, 1989, 1994. ISBN 91 518 2642 9





Bitterfissen

23 03 2009

En anmeldelse af Nina Søndergaard

BitterfissenHvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af leve ligestillet med den vi elsker? af Maria Sveland, Modtryk, 2008, 241 sider. Oversat fra svensk af Christina W. Bojlén

Sara er 30 år, journalist og bitter mor. Hun flygter fra vinter-Sverige en uge til Tenerife, efterladende mand og barn derhjemme. Undervejs får hun ro til at tænke over sin tilværelse, godt hjulpet på vej af Erica Jongs roman Luft under Vingerne. Plot spoiler alert: Hun vender tilbage til Sverige, mand og barn med en masse nye erkendelser.

Der er allerede skrevet meget om Bitterfissen. Men her et par ord på en feministisk blog. Der er masser af interessante (og rigtige, som i statistisk korrekte) betragtninger i bogen. Ligestilling er der faktisk ikke, selv ikke i Sverige, slet ikke når der kommer børn ind i billedet.

Her vil jeg se Sara som prototypen på den moderne, skandinaviske karrierekvinde, der aldrig har været rigtigt politisk engageret, men alligevel ser uretfærdighed overalt (s. 47). Sara er hvad vi i Danmark vil kalde nypuritansk. I Sverige er hun vist ret gennemsnitlig. Jeg vil her tillade mig at se hende som eksponent for nypuritanerne eller en bestemt form for feminisme – og ikke så meget som en ’rigtig’ person med alle de modsætninger og spændinger vi alle rummer. Persontegningen er tynd og det er kun drypvis at vi får noget at vide om Sara, til gengæld hives utallige referencer til blandt andre Erica Jong og Suzanne Brøgger ind, altså tankegods som vi må antage at mange feminister har stiftet bekendtskab med.

Hun er mildest talt et anstrengende bekendtskab (og et vådt ét, hun græder meget). Ganske vist gør hun klart fra starten at hun er bitter over at være bitter, men det er forstemmende at læse hendes altopslugende krav om kærlighed. Hun vil elskes. Betingelsesløst. Altid. Af alle. Men det er noget mere uklart hvad hun selv har at give. Og det hele bunder selvfølgelig i en trist barndom med en fraværende, drikfældig far og selvopofrende mor.

Sara er bitter over manglen på ligestilling. Det kan jeg også blive ond i sulet over. Men Sara er ude af stand til at se at hun ikke ønsker ligestilling, men at hun får sin vilje hele tiden.

Ligestilling betyder her ikke kun at mænd og kvinder laver lige meget til lige løn, tager sig lige meget af børnene, men også at de oplever og føler ens. Det er for mig at se denne romantiske indstilling til følelseslivet, der gør Saras ligestillingsprojekt umuligt. Det er nemlig ikke nok at manden laver det samme som kvinden, han skal føle det samme. Det er et ufravigeligt krav at han skal dele akkurat den samme mængde smerte og glæde som hun selv. Saras blanke afvisning af at andre kunne formaste sig til at mene og føle noget andet end hende selv giver hende en masse nederlag. Hun er med andre ord per definition sur, forarget og fornærmet hvis ikke alle synes akkurat det samme som hende.

bitterfisse2

Det kommer til udtryk i at Sara på side 25 kan ærgre sig over at mænd ikke tager mere barsel. På side 45, da hun har født og er blevet syg, føler hun sig svigtet på det grusomste af sin mand, der ikke ønsker at overnatte på hospitalet med hende og barnet, men tager hjem i stedet med barnet. Altså, at han tager sig af sin nyfødte dreng er et svigt, et nederlag, en mandlig hån mod hende, der ligger syg på hospitalet. Hverken Sara, andre eller forfatteren borer i dette. Der er kun ét fortællespor, hvor selvmodsigende det end er: Nemlig at mænd er røvhuller og svin, uanset hvad de gør (medmindre de skræller appelsiner, s. 160). Alligevel er Sara ude af stand til at forestille sig at leve alene – eller at tage imod Rositas flirt på Tenerife.

At vi alle skal spejle os fuldstændigt, 100 % og hele tiden, i hinanden gør, at der kun er plads til tosomhed i Saras univers. Ikke at Sara har spekuleret så meget over det, det tager hun for givet – som så meget andet, s. 26. Selv når hun tænker på regnbuefamilier [homoseksuelle familier], så er det som par og par, der får børn sammen, og at børnene faktisk kan trives med denne form for udvidet familie, s. 168. Det er flot af Sara at hun ved at også bøsser og lesbiske kan blive forældre og at hun endda kan acceptere dette. Så er det næsten for meget at forlange, at hun kunne overveje at personerne ikke nødvendigvis ser sig selv som par, men måske som storfamilier, enkeltpersoner eller noget helt tredje. Saras opskrift på et voksenliv er lig med pardannelse, hvor ligestillingen er total på antal kroner og øre, bleskift, latteranfald, orgasmer og følelser.

Under et interview med hendes beundrede Suzanne Brøgger, udtaler Brøgger at hun er taknemmelig. Over at være i live, at der findes ømhed og ingen af hendes elskede var syge eller døende, s. 115. Dét bliver Sara skuffet over. Meget. Men senere, da hun går derfra, føler hun sig storsindet (s. 116), da hun pludselig respekterer Brøggers privatliv og at Brøgger lever med ”alle de modsætningsfyldte følelser som tosomheden indebærer.” (s. 117) Sara forankrer Brøggers følelse af taknemmelighed (enkel glæde over medgang?) i parforholdet. Brøgger omtaler ’elskede’, hvilket kunne henvise til alle hendes (tidligere) elskere, familie, venner, naboer, katte og kanariefugle, men Sara har ikke fantasi til at rumme mere end én elsket. Bemærk også at Sara føler sig large over at kunne respektere at Brøgger ikke føler det samme som hun.

Sara vil gerne eje sit eget liv. Det kommer hun også til på sidste side. På side 232 kommer hun endelig til den erkendelse at hun kan tage ansvar for sit eget liv, og ikke bare følge et lyserødt ideal om lykke som det onde patriarkat har stillet op for hende. Sara har det også ret godt i sin krop, hun er åbenbart smuk, solbrændt og stærk. Hendes seksualdrift fejler heller ingenting og hun havde mange kærester i gymnasiet. Hun opdager ”hvad begrebet luder egentlig dækker over: magten over vores seksualitet. (s. 131)” Det er så langt som hendes forståelsesramme rækker. For hendes krav om aldeles ens afspejlede følelser og kærlighed for alle får hende til at fordømme sexarbejde. Sara bliver dårlig, da hendes mandlige kollega fortæller at han har købt en sexydelse i Thailand for 10 år siden (s. 177-180):

”Men hør lige, jeg er sprøjtende ligeglad med, om du har været utro eller ej. Folk kan for min skyld bolle til både højre og til venstre, men jeg bliver utroligt ubehageligt til mode over at høre, at du har udnyttet fattige thaikvinder, som har måttet prostituere sig selv for at overleve. Hvordan føles det at bolle en, der er nødt til at gøre det for penge, men som ikke selv har spor lyst til det? spurgte jeg ophidset.

– Nu er det jo ikke så enkelt, som at de ikke har lyst…, sagde han, og jeg måtte igen se ham i øjnene for at tjekke, om han lavede grin med mig.” (s. 178)

Det kunne ligne god gammeldags forargelse, men Sara har faktisk gjort som mange sexarbejdere (og andre), nemlig skabt sig et frirum gennem sex. Som 14-årig har hun en kæreste på 21 (dén var ikke gået i dag), han smitter hende med kønsvorter og klamydia, til gengæld bor hun stort set hos ham for at slippe for sin familie. Hun prøver at overleve, og kæresten er det eneste alternativ hun har.

”Det sved og gjorde ondt at have sex med Jens, men det var alligevel bedre end at være i nærheden af min mors og fars fornedrelse. Det var min eneste mulighed for at slippe for deres angst. Sådan var det, selv om jeg ville ønske, at der havde været andre måder at blive voksen på end gennem disse frivillige voldtægter.” (s. 146)

At hun valgte en kæreste frem for kvælende familieliv er åbenbart på ingen måde sammenligneligt med at vælge sexarbejde frem for kvælende fattigdom, så Sara har ikke kvaler med at forbyde andre hvad hun selv har gjort og endda fortæller frejdigt om. Storsindet som hun fyldes af på side 116 har trange kår i resten af bogen, hvor det primært er samfundets og andres skyld at hun er bitter. Hendes enorme krav om uendelig lykke, tilfredsstillelse og kærlighed fylder så meget at hun næsten ikke tør tro en ældre kvindes ord om at man ikke er i stand til at vælge rigtigt hele tiden, men bliver nødt til at lære at leve med at man måske kommer til at vælge forkert en gang i mellem, s. 230.

Saras verden hvor der kun er plads hendes egne følelser, uden at hun skal kunne hænges op på noget, er for mig at se barnlig og ukonstruktiv. Desværre fylder Bitterfissen så meget i bogen, at de glimtvis interessante betragtninger drukner aldeles hendes bitre kærlighedshunger. For dét at mænd stadig har en anden position end kvinder, har Sara egentlig ikke forudsætninger for at analysere, da det hele bunder i at andre (uanset hvem og hvilket køn) til tider føler og gør noget andet end det hun selv gør. Altså er vi kun nær ved at få nogle spændende feministiske vinkler på fx arbejdsgange eller retssager, men Sara evner ikke at træde ud af sin ynkelige barnerolle som den evigt uelskede og danne sig et reelt overblik. Jeg håber at Sveland i næste bog formår at skabe sig en karakter der kan rumme lidt mere end Sara kan, der er nemlig potentiale som bare ikke bliver forløst i kravet om kærlighed nu.





Prostitutionshistorie light

8 03 2009

Prostitutionens historie i kort udgave med fokus på regulering af området

Af Nina Søndergaard

peter-retter-pa-nina2

Det er ikke helt rigtigt at prostitution er verdens ældste erhverv, det er nok snarere en konkurrence mellem pottemagerne, musikerne og bådebyggerne. Men at sælge sex følger tæt i hælene på pengeøkonomi (Ringdal, 1998). Det blev tydeligt for europæerne, da de kom til Stillehavsøerne, der i 1700-tallet ikke havde penge i vores forstand. Økonomien var baseret på byttehandler. Da øerne blev indlemmet i kolonierne og fik pengeøkonomi, så man at prostitution fulgte efter. Nogle af kvinderne kunne se en klar fordel i at sælge sex til de hvide sømænd, hvor de før hen havde gjort det gratis.

Det faktum at sexarbejde som fag ikke forudsætter (men ikke udelukker) en lang uddannelse, stort indskud eller avancerede lokaler og udstyr har været med til at gøre det til et karrierevalg for mange kvinder gennem historien. Kvinder som typisk ikke har/havde helt samme adgang til uddannelse, erhverv eller finanser som mænd, men som også ønsker at forbedre deres situation. (Mænds indgang til prostitution er langt mere dunkelt belyst og udeladt i denne tekst). Det har alt sammen været med til at gøre prostitution svært at udrydde, selvom utallige forsøg er gjort. De to eneste tilfælde der kendes til, hvor komplekse samfund i en periode ikke har haft prostitution, er Kina under revolutionen og Afghanistan under Taliban. Disse samfund repræsenterer også en ekstrem situation for en meget stor del af befolkningen, og erfaringerne derfra er vanskelige at overføre på andre lande.

Mange moderne samfund har forsøgt med forskellige former for regulering af sexarbejdet, da det i mange samfund anses som grimt, forkert, upassende karrierevalg eller skadeligt. En måde at regulere det på er at lade det være et anliggende for staten, som i republikken Romerriget eller Danmark (reelt kun København) 1874-1906. En anden måde at regulere det på er ved at forbyde det, som i Danmark 1906-1999.

I New Zealand, Australien, Holland og Tyskland er prostitution som erhverv lovligt (en proces gennem de seneste 15 år) under visse restriktioner. I de ovennævnte lande er gadeprostitution ikke lovligt, men findes stadigvæk og udgør et problematisk område, da mange gadepiger ikke kan eller vil leve op til de krav, der stilles til at drive sexarbejde. En australsk undersøgelse fra 2007 har påvist at de illegale gadepiger har dårlige vilkår på en lang række områder, men at især vold (fra partnere og kunder i den rækkefølge) udgør en væsentlig risiko for dem. Der er med andre ord en række problemer, der følger i kølvandet på en delvis regulering, da der opstår to cirkler af sexarbejde. Den ene er reguleret og forholdsvis velfungerende med lave rater af vold og kønssygdomme, og har i undersøgelser fra Holland og Australien vist at rumme høj grad af jobtilfredshed og veluddannede kvinder. Den anden cirkel består først og fremmest af sexarbejdere på gaden, de har ofte misbrugsproblemer, en lav grad af uddannelse, er flyttet hjemmefra tidligt og har en historie præget af vold. Tilrejsende sexarbejdere har i landene her en stor risiko for at havne i den illegale del af branchen.

Den new zealandske tilgang til prostitutionsområdet er et markant brud med tidligere forsøg på at regulere branchen, da sexarbejderne selv er blevet inddraget i alle aspekter af lovgivningen. Ganske ligesom mange andre grupper af arbejdere har påvirket arbejdsmiljølovgivningen inden for deres eget felt. De fleste sexarbejdere har udtrykt stor tilfredshed med lovændringen og det har øget trygheden (både faktisk og følt) blandt sexarbejderne. Prostitutionen er ikke steget. Der er dog stadig problemer med stoffer i miljøerne ligesom kontrollen med bordellerne skal skærpes.

En helt anden vej har Sverige taget. Her valgte 2/3 af parlamentet at vedtage sexköpslagen i 1999. Dermed blev det forbudt at købe seksuelle ydelser i Sverige, men det at sælge sex er ikke ulovligt og alle kan sådan set registrere sig som moms- og skattepligtige prostituerede. Det er enestående i verdenshistorien at kriminalisere kunderne. I 2006 udkom der en rapport om lovens virkninger i Sverige, heri kunne det ikke fastlås at prostitutionen som helhed var faldet, selvom gadeprostitution var. Der er ikke mange domsfældelser og politiet kunne heller ikke konkludere at traffickingen var faldet siden 1999. Sexarbejderne rapporterer om større utryghed og hvordan at brugte kondomer kan bruges i efterforskningen af kunderne. Også i Sverige har man problemer (de er ikke blevet mindre siden 1999) med narkotika.

I Danmark har prostitution været lovligt siden 1999, hvilket betyder at alle kan blive moms- og skatteregistrerede som selvstændigt erhvervsdrivende som prostitueret, men man kan ikke blive ansat som sexarbejder, da den danske rufferilov stadig er streng. Den fastslår at alle der forleder, hjælper eller tjener penge på kønslig usædelighed eller bordeldrift kan straffes med op til 4 års fængsel. Det vil sige at sexarbejderne i Danmark reelt ikke må ansætte telefondamer, revisorer eller rengøringsassistenter. Sexarbejderne har heller ikke faglige rettigheder som alle andre arbejdere (undtaget forfattere).

Læs mere:

Nils-Johan Ringdal: Kærlighed til Salg – De prostitueredes verdenshistorie, Tiderne Skifter, 1997.

Charlotte Seib: Health, well-being and sexual violence among female sex workers: A comparative study, ph.d. afhandling juni 2007 fra Queensland University of Technology.

http://www.sexlinien.dk/Default.aspx?ID=4771

http://www.seksualpolitik.dk/new_zealand.html

http://sv.wikipedia.org/wiki/Sexk%C3%B6pslagen