Argumenter mod kriminalisering af prostitution

16 07 2011

Af Nina Søndergaard

 

Her er argumenter mod at sexarbejde skal kriminaliseres. Lige til at copy-paste og kan frit benyttes af alle i diskussioner om dette stadig hede emne. For ikke at trætte læserne unødigt vil den lange liste blive serveret i mindre og mere overskuelige bidder. Velbekomme.

Overskrifterne er et argument for at prostitution skal forbydes, brødteksten er begrundelser for at det meget voldsomme indgreb i menneskers frihed og selvforvaltning som en kriminalisering er, ikke er en farbar vej. At den enkelte person kan synes og føle at prostitution er skidt, er ganske i orden, det er ikke det samme som at ville smide folk i fængsel for det.

 

Prostitution er lig med trafficking.

Tvang og menneskehandel er entydigt skidt og ikke sexarbejde eller prostitution, men netop tvang, voldtægt, slaveri og overgreb. Det skal selvfølgelig blive ved med at være forbudt og skal retteligt straffes hårdt.

Heldigvis er der bare ikke ret meget menneskehandel med kvinder til tvangsprostitution i Danmark, hvis overhovedet noget. Faktisk alle de tilrejsende kvinder ved godt hvad de skal lave (sexarbejde) og har frivilligt valgt at forlade deres hjemland for at tjene gode penge her, for derefter (som regel) at drage hjem igen. Allerede her falder anklagen for menneskehandel, som måske  i øvrigt foregår hyppigere i andre brancher (bl.a. landbrug og byggeriet), men langt mere skjult og uden mediernes bevågenhed.

Det passer skidt med billedet af den stakkels fattige kvinde, der er tvunget herop af onde bagmænd, at hun selv gerne vil tjene flere penge hurtigere her ved sexarbejde end hun har mulighed for derhjemme.

 

Prostitution er voldtægt.

Nej, for prostituerede kan anmelde hvad de selv oplever som voldtægt og bliver efter den delvise afkriminalisering i 1999 også taget alvorligt af politi og domstole. Der gives nu heller ikke længere rabat for at voldtage en sexarbejder.

Hvis ikke sexarbejderen selv følte sig krænket ved den seksuelle akt, så har vi andre blot at acceptere vedkommendes vurdering, selvom vi ikke kan forstå den.

Grænsen er nogle gange hårfin, men tilladelsen er meget væsentlig, et lille bitte ja gør en stor forskel: Stjæler du mit kamera eller låner du det? Pisker jeg dig i en S/M-seance eller udøver jeg vold? På samme måde må vi stole på at den enkelte person og sexarbejder foretager en vurdering i situationen, og siger nej – hvilket alle sexarbejdere kan – eller anmelder voldtægten.

En kriminalisering vil forrykke denne balance: Færre sexarbejdere vil anmelde voldtægt, fordi de er bange for selv at få problemer eller komme i fængsel. Hele miljøet vil også blive forrået, da dem der bliver ved med at købe sex ikke har meget at miste ved et eventuelt fængselsophold. Og fordi både køber og sælger er nervøse for at blive snuppet, vil mødet blive kortere og sexarbejderen får kortere forhandlingstid og dårligere mulighed for at vurdere kundens farlighed.





Frihed til kvinder – et løft ud af fattigdom

27 03 2010

Af Nina Søndergaard

Her på bloggen er der en almindelig skepsis overfor alle magthavere, og Søren Pinds selvproklamerede titel af frihedsminister gav mig tårer i øjnene og det var ikke af lykke.

Dog får Pind lidt respekt gennem disse udtalelser om kvinders muligheder for at bestemme selv over deres eget liv, inklusive retten til at kontrollere sin egen fertilitet, citeret i Kristeligt Dagblad 2010.3.27

At give kvinder muligheder for at vælge selv er et meget vigtigt skridt mod større velstand, frihed og lykke. Det gælder for alle mennesker, men mænd anses traditionelt for værende i stand til at træffe egne beslutninger og drenge kommer som regel før piger til mad, lægehjælp og skolegang. Det er uheldigt og giver nogle langtrækkende konsekvenser for velstandsfordelingen.

To arbejdende mennesker er som regel i stand til at tjene mere end én person i arbejde. Succesen med mikrolån viser med al tydelighed dette.

Som Pind og Obaid er inde på bliver kvinder verden over undertrykt af nogle kedelige strukturer og det viser sig fx i trafficking. Et arbejdspapir fra ILO 2008 demonstrerer hvordan kvinder der rejser ud af deres hjemland for at finde arbejde har langt større risiko for at blive offer for tvangsarbejde og trafficking.

Succesfulde migranter har nemlig bedre udgangspunkter i form af højere uddannelse, større og bredere netværk og er forholdsvist bedrestillede end dem der havner i trafficking. Her falder kvinderne ofte igennem, da de mangler visse af de forudsætninger der kan give et heldigt udfald på migrationen.

Altså er det lange seje træk der skal til, før vi kan komme trafficking til livs. Det drejer sig om uddannelse og vækst- og jobskabende tiltag i verdens fattige områder, da fattigdom er hovedårsagen til at mænd og kvinder rejser ud for at søge lykken andetsteds. Andre push-faktorer er diskrimination, korruption, politisk ustabilitet og væbnede konflikter, men de er sekundære i forhold til lav indkomst og arbejdsløshed.

Her rammes kvinderne typisk også hårdere end mændene, da de fyres før mændene og har sværere ved at (gen)vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Løngabet mellem mænd og kvinder er næsten for tungt at komme ind på her, men en af faktorerne i lønskævheden er kvindernes graviditeter og børnepasningsmuligheder. Og således slutter jeg af med Pind og Obaids ønske om at kvinder verden over selv kan få kontrollen over deres liv og kroppe gennem prævention og fri abort.





Trafficking eller drømmen om et bedre liv

6 09 2009

Af Nina Søndergaard

1594510970_cf150Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

 

small2Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

 

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
tn_photo_7En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

small1

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/