Traditionalister og tudekiks

3 05 2013

Af Nina Søndergaard

 

ThumbnailFamilie: Tvang, tyranni, dovenskab og respektløshed. Det er nogle af de associationer jeg får til ordet, der plejer at omtales i de mest rosenrøde vendinger. Blodets bånd kan i nogles øjne nemlig holde til at alle normale sociale konventioner om høflighed kan kastes over bord: Den anden kan på grund af sin alder, forpligtelse og gener ikke godt løbe væk, og så er der ellers frit slag for modbydeligheder lige fra komplet uforskammede bemærkninger om de mest personlige sager til druk til incest til vold.

 

Når folk, eller rettere sure gamle mænd, brokker sig over sædernes forfald, familiens opløsning og at der ikke længere er respekt for noget (dem!) klynker de i virkeligheden over at skulle bestille noget derhjemme, hvilket de ikke har været vant til.

 

De jamrer over at de ikke længere har hverken domstolenes eller samfundets opbakning til at være de belastende, bankende, buldrende bøller de havde lov til at være førhen. Nu må de hverken slå kone eller børn, og disse uforskammede væsener forventer tilmed en vis høflighed, respekt og interesse for deres person. Tsk tsk.

 

[Ordet familie er latin og betød oprindeligt en hob af tjenere og ordet æt ejendom. Altså en flok tjenere husbonden ejer ligesom sine slaver og husdyr…]

 

slå håndDanske Lov fra 1683 var et knæk for den stolte pater familias tradition hvor kvinder, børn og tyende er husbondens ejendom der kunne disponeres over efter forgodt, eller forilde!, befindende. Næ, forsmædeligt nok sagde loven at husbond ikke måtte bruge egekæppe mod den øvrige husstand, ikke tilføje den varige mén og ikke engang sår. Der var dog heldigvis dødsstraf for at lægge hånd på sine forældre, så chancen for at krapylet gav igen var vel lav.

 

Således stækket i sin autoritet fik husfaderen det næste store knæk i 1921, hvor han ikke længere måtte slå sin hustru eller sit tyende (bemærk sammenstillingen af kone og tjenestefolk).

 

Forfærdelige år henslæbte sig: Kvinder skabte sig mere og mere, gad ikke lave mad, vaske tøj og tog sig endda et arbejde så han ikke længere havde lov at fryde sig over at være eneforsørgeren der havde ret til mad og knald som tak for husly.

 

Endnu et nederlag kom i 1997, hvor han ikke engang måtte slå sine egne BØRN. Ak! Det eneste afløb familiefaderen nu har tilbage er klynk, brok og fnys i stride strømme.

 

images5Det er meget bemærkelsesværdigt at det ofte er mænd der går ind for det frie marked, for at udrette store ting og blive berømte, er mentalt magelige og socialt sløve. De tager deres familie for givet. De er følelsesmæssigt lade, og orker ikke det jävla hyr med at tale pænt, rose sine omgivelser, sætte pris på deres medmennesker, strenge sig an for andre eller blot være ædru og 100 % tilstede. Med sådan en psykosocial slaphed er det selvfølgelig en overvældende overraskelse at konen skrider og ungerne ikke gider at komme på besøg.

 

Der var kun få grænser for hvor dårligt en husbond kunne tillade sig at opføre sig førhen overfor sin familie som han ejede. Dér i familiens skød kunne han slappe af og dermed droppe den høflighed og anstændighed som han var påtvunget i selskab med ligestillede fæller. Den ligestilling kæmpede feministerne også for, så også mænd fik nogle grænser for uhæmmet magtmisbrug på det personlige plan. Og det er dé grænser og krav ronkedorerne brøler over.

 

Robin Williams citatNu kan de ikke længere tæve og voldtage konen, være spritstive dagen lang og svine deres unger til uden at de bliver forladt.

 

Sobre og familieorienterede Kristeligt Dagblad berettede om dem der bryder med familien. Og at der kunne være gode grunde til at voksne børn ikke ønskede at tilbringe tid med forældre, der havde drukket al hygge og venlighed væk. Eller slået dem, voldtaget dem…

Det er i mine øjne en glædelig udvikling: Væk fra falsk familiefølelse som dække over løgn og misbrug, væk fra pligter som blot driver vold og væmmelighed og hen til det hårde, men stærkt berigende og givende, arbejde med at respektere og rose sine nærmeste.





Historien om en rigtig mand

31 05 2012

Af Nina Søndergaard

”En rigtig mand…” Sådan starter mange damebladsartikler og det er med skrækblandet fascination at jeg læser med, mens jeg tænker på hvad en forkert mand monstro går ud på. Måske er det én med rod i sit lille bitte y-kromosom.

Ofte er det nogle fast utrolige ting der bliver diskuteret, fx om en rigtig mand kan gå med creme eller parfume, om han bør slå brættet ned eller kæve Cava, men folk og fæ må have deres besynderlige præferencer i fred.

Dog må folk ikke lyve eller misbruge historien. Som har fremvist en forbløffende udvikling af kønsrollerne her i Vesten. Her følger et meget groft sammenkog af mere end 1000 års maskulinitetshistorie, som meget gerne måtte gøre alle glade for at vor tids mænd er en flok blødsødne, flæbende, kvindagtige vatarme alle til hobe. Og heldigvis for det!

Vi starter med vikingerne, hvoraf Bjarke kastede sig nærmest nøgen ud i kamp. Han syntes at brynjer var for kujoner og kyllinger. Hans mod blev belønnet med døden. Idag vil det næppe blive betegnet som stort heltemod ikke at tage sikkerhedsudstyr som hjelm og skudsikker vest på i kamp.

BilledeRidderne kunne kun sjældent læse, regne eller skrive. De fleste riddere havde en bordskik der ville få dem smidt ud af McDonalds på studsen. Derudover drak mange som svampe, men kun i øl, vin og mjød, sprutten var ikke kommet til Europa endnu. Det var tv og tjald heller ikke, så det har sikkert været pænt kedeligt at kukkelure på et koldt slot. Et godt liv var et kort liv, bremset af en pil eller et sværd i brystet.

Renæssancemænd var ofte voldspsykopater sammenlignet med vore fredelige standarder. Mange var spritstive dagen lang (brændevinen var kommet til Danmark i 1528) og blev voldelige af al den sprut. Volds- og mordraten var himmelhøj sammenlignet med idag. Mordraten lå på et sted mellem 20 og 50 pr. 100.000 pr. år, idag er mordraten 0,9 i Danmark. Det giver et sted mellem 3 og 7 mord om dagen, mod ikke engang et mord om ugen idag.

Det blev set som positivt at være en hidsig kraftkarl, og eftersom alle havde mindst en spisekniv (men ofte også armbrøster, spyd og sværd) på sig hele tiden, så blev folk stukket ned for et godt (ondt!) ord. Det er der heldigvis ikke mange mænd der gør længere…

BilledeFaderrollen var også en lidt anden. Fx tog ’den tiltalende repræsentant for humanismen’ Anders Sørensen Vedel (1542-1616) tit sine børn ind for at give dem et lag prygl. Særligt på Langfredag blev ungerne banket gule og blå til minde om Kristi lidelser. At unger har fået tæsk dagen lang holdt desværre længe ved, men idag er der næppe mange mænd, selv med nok så mange faldskærmsudspring, knald, krige og drukture bag sig der synes at det er topfedt at banke sine børn.

Billede

Påklædningen var også ganske anderledes flamboyant. Dan Turèll kunne vække opsigt med sin sortlakerede negle, men han ville være druknet i mængden som en kedelig nullermand dengang.

Christian den fjerde, som var meget hetero,  havde flotte perleøreringe, en lang fletning og gik i grelle farver. Naturligvis i silke, hør, fløjl og andre lækre stoffer. Kniplinger og juvelbesatte fingerringe hørte med i lange tider til enhver selvbevidst herres skrud. Ligesom parykker, pudder og lidt læbestift.

Dét fik en ende, hvis vi skal tro forfatteren Alfred de Musset, i 1814.

Billede

Fra da af blev mandsdragten en sørgedragt. Sort, alvorlig og uden dikkedarer. Bevares, skjorteflipperne kan vokse og skrumpe og der kan være fiffige detaljer med knaphullerne, men meget hyl er der ikke i moderne vestlig mandsdragt. Mangen en adelig fra –say- 1700-tallet vil sikkert tro at mænd nuomstunder havde opgivet ævred eller aflagt munkeløfte, eftersom mænd tit render rundt i uformeligt og tristfarvet tøj.

BilledeDét med den personlige hygiejne er et kapitel for sig. I middelalderen var byboere meget renlige og fattige blev ofte givet et bad i badstuerne, fordi det blev set som en nødvendighed ligesom tøj og mad. Det holdt som bekendt op efter Reformationen og en ubehagelig syfilisepidemi, der ansås for at være kædet sammen med alt det baderi.

Så drøjede trehundrede år, hvor mænd (og kvinder og børn) rigtig nok vaskede hænder og tit også ansigtet, men ikke så forfærdelig meget andet. Den første københavnske billige badeanstalt, hvor man også kunne vasket tøj åbnede i 1865.

BilledeBadeværelser blev ikke almindelige i boligbyggeriet før omkring 1930’erne og der var i 2011 stadig 30.000 lejligheder i København uden bad. Alligevel tager de fleste bad flere gange om ugen, og nemme og billige vaskemaskiner og tandbørster har også sikret at alle mænd idag har mulighed for at være dejligt skinnende rene og ikke stinke af gnu, paradontose, bæ, bræk, bål og svedig hest. Uanset om man er tilhænger af den metroseksuelle mands hudpleje og parfume, så er der vidunderligt nok kun få der lugter som rigtige mænd gjorde for bare 200 år siden.

For at opsummere: Rigtige mænd idag er af en helt anden, rarere støbning end i gamle dage. Tak til blødsødenheden for at sive ind overalt og gøre det forkasteligt at banke hustru og unger. Selv soldater er langt mindre krigeriske og har heldigvis aflagt galskaben. De fleste mænd idag kan ikke ride ret godt, men kan tilgengæld både læse og skrive og har fredelige jobs og sysler: Tak!