Retten til et godt liv

26 09 2013

Af Nina Søndergaard

Jeg er et barnefri ønskebarn. Jeg blev født ved kejsersnit, jeg har engang fået penicillin og jeg har fået trukket en tand ud. Dette er ikke for at kede med trivielle fakta, men for at klargøre mit grundlag for at juble over den lægehjælp som både min moder og jeg har nydt godt af, og som er med til at gøre mig i stand til at argumentere for fri abort.

  • Fri abort betyder lovlig, sikker og lettilgængelig lægeassisteret abort, ikke fri som i ubegrænset, uhæmmet og omkostningsfri.
  • Fri abort er næppe skyld i danske kvinders faldende fertilitet. Fertiliteten i Danmark har været faldende siden 1890, 50 år før danske kvinder fik mulighed for legal abort.
  • Fri abort er et valg, akkurat lige som valg af ægtefælle, uddannelse og bopæl er det. Ingen der har truffet valg i disse henseender har noget at lade andre høre for.
  • Fri abort er medvirkende til at de børn der rent faktisk fødes er ønskebørn, hvilket må gøre det temmelig sandsynligt det nu fødte foster har en glad moder, der er villig til at påtage sig det hårde arbejde moderskab er.
  • Fri abort er med til at gøre fødsler mere sikre og dermed nedsætte både børne- og moderdødelighed.
  • Abort er kvindens valg og ansvar. Ingen andre kan vurdere om hun skal sætte et barn i verden.
  • Fri abort har desværre ikke helt afhjulpet problemer med vanrøgt af børn. Selvom antallet af mishandlede børn burde være 0, er der stadig familier der kæmper med at skabe rammer om et godt børneliv. Hvordan 16.000, i øvrigt uønskede, unger oveni skulle trylles om til et bedre liv for endnu flere er uklart.

Uddannelse og oplysning = færre børn

girls_education_threatUdsagnet om at fri abort er med til at få fødselstallet til at rasle ned er ikke sandt, om end af andre årsager end det umiddelbart indlysende, nemlig at aborter i sagens natur hindrer en fødsel.

Dels hænger lavt antal aborter som regel sammen med lavt fødselstal, og højt fødselstal med høj abortrate. Dels er hovedårsagen til den dalende fertilitet en anden, nemlig uddannelse.

Piger der kan læse og skrive ønsker sig ofte mindre familier, og det betyder rigere og sundere familier. Teologen Thranholm er selv et fint eksempel på dette, hun har mindst 20 års skolegang bag sig og kun ét barn.

Bekymringen over danske kvinders lave fertilitet bunder i et meget begrænset lokalt udsyn, der tilmed måske er misfarvet i kanterne af racisme.

oprhansMed 7 milliarder mennesker på planeten, hvoraf 43 % er under 25 år gamle, er det uholdbart at påstå at der ikke fødes børn nok. Men igen har de færreste abortmodstandere ledt an i kampen for et bedre børneliv til de der rent faktisk fødtes ved at selv adoptere en del af de måske 132 millioner forældreløse børn der er allerede nu er på planeten.

 

Kvindens krop er hendes egen

Det er ren og skær kvindeundertrykkelse at fratage kvinder retten til at forvalte eget liv, uagtet om undertrykkelsen kommer fra kvindelig side. Det er blot ”overvoksne” kvinder, der har taget patriarkatets idéer om det gode liv til sig, og derfor nu tror sig i stand til at mule andre kvinder, som de opfatter som børn der skal styres.

Det er i alle henseender meget problematisk, og ikke mindre når drejer sig om at ville tvinge hvad man tror er børn til at FÅ børn. Det er en knudret sætning, fordi tankegangen bag er knudret: Kvinder der vil styre sig selv – og ikke have børn, skal nu kontrolleres og tvinges til at ville føde, fodre og opdrage endnu mindre børn. Det er en meget skidt begyndelse på et barneliv, hvis moderen faktisk skal styres og tvinges af andre voksne. (Jeg mistænker også en del abortmodstandere for at se programmet ”De unge Mødre” og gyse over nogle af de ret utraditionelle metoder mødrene på 17 år anvender).

 

Abort som prævention er måske ikke så skidt endda

præventionsområdet er der også sket fremskridt, og igen, jo mere uddannelse, jo mere prævention, jo færre børn OG des færre aborter.

At nogle kvinder lader til at anvende abort som prævention er ikke et argument for at forbyde abort, men et argument for at abort netop bør være fri.

At fumle gentagne gange med prævention kunne tyde på et større mønster, og abortmodstandere bør spørge sig selv om de selv ønskede at have en mor der igen og igen ikke kunne hitte ud af at sætte et pessar op/få spiral/tage p-piller etc. Hendes distræte fummelfingrethed går næppe over blot ved at være gravid i 9 måneder, og det er på sin egen lidt bagvendte facon nok et udtryk for stor omtanke at undlade at bringe barnet i verden i denne omgang. Derudover glemmes det også bekvemt af abortmodstanderne, at lægerne omkring kvindens abort skal samtale med hende om prævention.

 

Fravalg er også et valg, men næppe et savn

16000korsDet præsenteres ofte som forkælede kvinders fravalg, hvis en ung kvinde ikke ønsker et barn under sin uddannelse eller ikke ønsker et stærkt handicappet og sandsynligvis stærkt smerteplaget barn.

Jeg stoler på at enhver kvinde selv kan mærke efter om hun er parat til den livsomvæltning et barn er, men det undrer mig at folk der selv har aktivt truffet et valg om fx at læse til præst, gifte sig med en person de holdt af og måske flyttet til en anden by kan tillade sig at pege fingre af andres valg.

Selv de der måtte mene at alle deres valg af truffet af Gud, har ved ægteskabets indgåelse selv sagt ja (et ja sagt af andre tæller jo ikke) til én person, og dermed fravalgt os andre. Der måske kunne have gjort dem lykkeligere eller til genier. Det vides ikke, fordi vi fik aldrig muligheden for at prøve.

Tuol SlengPå samme måde er det også let at afvise at dette og hint udskrabede foster var en kommende Beethoven. Vi kommer aldrig til at vide det, og et uønsket barn vil næppe få mulighederne for at udfolde sit talent til fulde. Og vi kommer næppe til at savne dette mulige menneske, for vi lærte det aldrig at kende. Dermed skaber Retten til Liv også pseudosavn ved at forsøge at mindes mennesker der måske aldrig var kendt af andre end mor og læge.

Det er en indirekte forklejning af reelle savn af fuldbårne personer, hvis der skal sørges og mindes mennesker der aldrig havde et liv med oplevelser og minder, som i høj grad er det der gør mennesker til mennesker – og som knytter bånd mellem os. Et aborteret foster når simpelthen ikke at sætte et årelangt præg på sine medmennesker. Dermed er et også et meget kunstigt minde Retten til Liv forsøger at opsætte.

 

Medicinske fremskridt ja tak, på nær når det ikke passer ind i mit kram

DH008767Jeg har undgået hele den tekniske del af debatten der vedrører hvornår et menneskeliv er et liv. Det er ikke for lægfolk som mig, der under alle omstændigheder synes at det er påfaldende at nogle kan tillade sig at ville fratage andre et medicinsk gode som lægeassisteret abort er.

De fleste, også abortmodstandere, har nydt godt af medicinens glæder og ønsker næppe at give afkald på den gigtmedicin der holder dem smertefri, brillerne der gør dem i stand til at se, blindtarmsoperation der forlængede deres liv eller nogle af de andre forbedringer og forlængelser af det Guds skaberværk der udgør deres krop og liv. Dermed har de ikke just ethos til at måtte forbyde andre at gøre brug af lægehjælp.

Spørgsmålet om livets begyndelse er også af rent teoretisk betydning for NinaAugust1979001det liv der ville komme ud af en hel graviditet. Det er fuldstændig ligegyldigt om det fødte barn var et ’rigtigt’ barn allerede efter 7 timer eller 7 måneder, for der er måske 100 år der skal leves og de første 18 år under kraftig voksensupervision. Som bare har at være god, tryg og kærlig, ligesom min egen barndom var det, hvor jeg aldrig var i tvivl om jeg var ønsket og elsket af mine forældre. Dét vilkår vil jeg unde alle.





Alternativer # 1

7 09 2012

Af Nina Søndergaard

 

Her vil jeg præsentere en person der har valgt en anden vej end tosomhedsmotorvejen. Udvalgt fordi vedkommende netop ikke lever med en kæreste, men som til samfundets forbløffelse har det rigtig godt med ikke at være i parforhold.

Han er anonym, hvilket naturligvis svækker fortællingens styrke, men ønsket om anonymitet viser også at dét ikke at leve i snorlige parforhold stadig er ildeset. Og at sex og forældre ikke er to nemme størrelser – vi er alle et resultat af vore forældres seksualliv, men tanken er ubekvem. Mindst lige så træls som at skulle forklare sit eget erotiske liv overfor sin far eller mor, og jeg respekterer ønsket om at slippe for at forklare sin gamle mor at man suser i swingerklub.

Uanset at vi i vor egen selvforståelse er meget frisindede og afslappede, så skal alle voksne der ikke vælger tosomhed + børn forsvare deres valg. Endda ofte overfor meget kraftige angreb og slet skjult forargelse. Det er ikke altid helt let, især ikke når samfundet flyder over med billeder af lykkelig tosomhed.

Det bankes ind i skallen på alle at det eneste sande, rigtige og gode er at være to. Nu er der heldigvis plads til at to af samme køn kan få del i den glæde tosomheden sandelig også kan give, men det er stadig parforholdet der sigtes efter. Parforholdet som målestokken for succes i livet, endemålet for terapiforløb og som det modus livet skal slutte i.

Så her er en fortælling om hvordan man også kan leve, endda til tider let og lykkeligt. Som inspiration, trøst og glæde.

Bent

Bent er midaldrende og bor alene i hovedstadsområdet. Han drømte som ung om at få en kæreste. Det fik han så. Hun var sød og dejlig, sjov endda også, men det gik ikke. Hvad nu, tænkte Bent. Han havde masser af lyst, men ingen at knalde med. Det købte han sig så til.

”I starten var det hos ganske almindelige prostituterede der solgte helt almindelig sex, men jeg blev altid så nervøs og havde aldrig råd til at købe nok tid. Åh det var noget værre noget. Men så opdagede jeg gangbang!”

Det var bedre! Her var mere tid, mere lyst, mere fest.

”Det var en stor opdagelse. Du må huske på, Nina, at jeg er fra den tid hvor kvinder stadig var uskyldsrene engle. Jeg blev opdraget til at tro at kvinder ikke har lyst, så mit store sexdrive føltes som et overgreb mod de stakkels små kvinder. Men her var der kvinder der både tjente gode penge OG tydeligvis nød at blive gennemknaldet af måske ti mænd på en aften. Her var kvinder fuck meat – og kunne lide det!” Bent har julelys i øjnene og smiler stort.

Og i slutningen af halvfemserne opdagede han swingerklubber. Dem frekventerer han tit. Miljøet tiltaler Bent, masser af nysgerrige og ganske almindelige mennesker der bare gerne vil knalde igennem.

”På en måned vil jeg tro at jeg måske har sex med en 10-12 kvinder. Ikk? Jo, det passer nok meget godt.”

Bent retter på brillerne og ser skeptisk ud, da jeg siger at han nok knæpper mere end mange gifte mænd på hans alder. ”Nå? Jo, det passer måske også fint med det jeg hører i klubberne. Der er mange der ikke får nok sex…”

Bent er sød og velopdragen og stabil. Det har givet ham et godt ry, så han bliver tit inviteret til private arrangementer. Nogle mænd vil fx gerne forkæle deres kone med et gang bang, og Bent stiller glad og gerne op, ligesom han også har været med i en pornofilm. Af indlysende årsager, da jeg ser et klip.

Da jeg spørger ham om han kunne tænke sig et andet liv bliver han stille.

”Næ. Jeg er meget godt tilfreds. Jeg ville godt have haft børn, men sådan blev det ikke. Og nu er jeg jo også legeonkel for et par stykker” siger han med et smil. ”De er skægge! Jeg kan lide mit arbejde, jeg bor godt og ser mine venner og familie. – Og får en masse sex…”





Hyldest til alle Ama’rpi’r

26 04 2011

Af Nina Søndergaard

Tak til alle amagertøser derude. Tak fordi I deler jeres smukke krop så gavmildt med os. Tak fordi I ikke skammer jer over jeres krop. Tak for jeres sexede styrke.

Med amagertøser mener jeg alle kvinder i alderen 12-50, der går i kropsnært tøj og som ofte viser temmelig meget hud. Amagertøs har intet med om man kommer fra Amager eller ej, ej heller har det nødvendigvis noget med socialklasse at gøre. Amagertøser kan stamme fra Amman, Amerika, Abuja, Aceh. Amagertøser fåes i alle hudfarver.

Amagerpiger er ofte stærkt pyntede, har bling smykker, dristige tatoveringer, hår der er gjort en masse ved (ikke nogle naturlige høstakke her), går i imponerende stramme hvide jeans, lige lovlig korte kjoler og har tit tre kilo makeup på.

De er meget populære at pege fingre ad og rakke ned på. Det sker så tit, at der sikkert er nogle læsere der i tvivl om jeg mener denne hyldest, og det gør jeg.

Som prosexfeminist mener jeg at det er deres selvfølgelige ret at klæde og udsmykke sig som de vil. Uanset hvilke bevæggrunde de end bliver skudt i deres højhælede sko.

Som biseksuel kvinde er det mig en stor glæde, nogle gange på sådan en lidt suspekt gammel gris-agtig måde, at se deres vidunderlige kroppe som de stiller til skue og beundring. Her forstår jeg fuldt ud heteromænd: Kvindekroppen er smuk og skøn at skue, og det er dejligt at få lov til det. (Desværre er mange amartøzer ramt af heteroseksualitet og heteronormer, så jeg nøjes bare med at kigge lidt. Diskret).

Nogle af dem slår mig som toppunkterne af kvindelighed: Jeg har som klodset, grim ælling i fodformede sko, praktisk og varmt tøj og med rygsæk på, tit beundret dem når de kom valsende forbi med store øreringe, smarte tasker, usandsynligt høje sko, lækkert hår, pæne lange negle (hvordan gør de det?!) og en duft af pige efter sig.

Men selvglæde, selvtilfredshed og høj erotisk kapital er meget ildeset her. Vi lader til at mene at kvinder ikke bør fixe sine medfødte mangler, stille alt for meget hud til skue eller gøre alt for meget ud af sit udseende.

Og det er jo en kedelig idé. Om man deler min begejstring for amagerpigernes æstetik er underordnet. Pointen er at de er kvinder der meget aktivt og højlydt forvalter deres erotiske kapital – de er stolte af deres krop og er ikke bange for at vise den frem. Den attitude er der desværre alt for lidt af, hvilket er forståeligt, når man ser hvordan amagertøser bliver svinet til.

En typisk indvending er at de blot overtager pornoæstestikken, de hopper med på patriarkatets vogn og gør sig til ”for mændenes skyld”. At meget nutidigt porno er skåret over en Pamela Anderson-læst viser blot at det er populært, intet andet. At popularitet så kan anses som et bevis på lav intelligens er jo blot et surt påfund fra elitært hold…

Naturlighedsargumenterne er næsten for ringe til at jeg gider at gendrive dem her, men nøjes blot med at skrive, at alle personer der ikke er stærkt handicappede vælger noget om deres udseende: Man vælger selv at tage Aldi-bukser på, ikke at skifte brillestel i 10 år, ikke at blive klippet ordentligt, ikke at gå på gaden iført balletskørt og bikinitop. Det er måske grimme, tidsbesparende og trygge valg, men det er valg og dermed udtryk for en vilje og æstetik i ikke mindre grad end amagertøsernes.

Den sidste indvending kan jeg delvis være med på, det er synd hvis ikke hun SELV får noget ud af det eller føler sig veltilpas. Men gør hun det, har jeg intet at indvende. Finten er nemlig det er et feedback-loop: Hun ser tiltrækkende ud: Hun får opmærksomhed, ros og højst sandsynligt sex på grund af sit udseende. Det er dejlige skulderklap (som vi alle har brug for) og det øger selvtilliden og sexetheden og så fremdeles. Det er en positiv spiral jeg under alle at komme ind i, hvad enten de selv vil ligne en amagertøs eller ej…

Min taknemmelighed handler ikke om hvorvidt jeg selv vil gå klædt som dem, eller om den pågældende stil er et eksempel til efterfølgelse, det handler om at amagertøser deler generøst ud af deres skønhed og seksualitet og dét takker jeg dem for.