Voldtægt, nej tak

14 05 2009

nattenaf Nina Søndergaard
Jeg er rasende over at jeg går alene hjem fra byen. Rasende fordi jeg er den eneste gående kvinde. Når jeg endelig ser en kvinde på gaden om natten, er hun enten godt gemt i en flok, på vej ud af en taxa eller susende på sin cykel.  Det her handler ikke om at score i byen, det handler om overhovedet at gå i byen. For hver aften er der musik der ikke bliver hørt, latter der ikke bliver grinet, potentielle kærester der ikke kysser, alt sammen fordi man blev hjemme. Det kan ikke passe at kvinder lader sig skræmme af truslen om voldtægt, og derfor bliver hjemme. ”Det eneste vi har at frygte er frygten selv” som præsident Roosevelt sagde i 1932. Han havde ret.

Hvis man slår op i Statistisk Årbog under forbrydelser, er det tydeligt at der er forskel på mænd og kvinder. Det er næsten kun kvinder der bliver voldtaget, 469 ud af 499 voldtægtsofre i 2005 var kvinder. Og det er næsten kun mænd der voldtager (eller sigtes for det), 240 ud af 241 anklagede for voldtægt der kom for retten i 2005 var mænd. Men 11.784 mænd blev i 2007 udsat for vold (som regel også begået af mænd). Det er mere end 2 ud af 1000. Antallet af voldtægtsofre er snarere 1 ud af 100.000.

Tallene er svære at håndtere. Der er masser af voldtægter og overfald der ikke anmeldes, men alligevel er tallene tydelige: Det er langt farligere for mænd at færdes ude i byen, mange bliver slået ned af ukendte. Mange voldtægter begås af venner, bekendte og kærester… Alligevel er det kvinderne der frygter en bytur (og især turen hjem), og mændene der glade går ud og hjem. Vi skal alle sammen passe på hinanden, så vi kan få det sjovest muligt. Altså vil jeg opfordre dig og alle andre kvinder til at skubbe frygten til side og gå ud.

nat

Selv i dag kører bekymringskarrusellen derudaf. I ”Kvinde kend din krop” fra 2001, var der følgende formaninger for at forebygge voldtægt: ”Sørg for at følges med andre, når du går i byen eller på øde steder. Drik dig ikke mere fuld, end at du kan bevare overblikket. Stol på dine instinkter og sig fra i tide. Gå ikke med fremmede hjem.” Det første og sidste skrotter vi: Gå alene hjem, lad ikke frygten hæmme dig. Gå med fremmede med hjem, hvis du gør dine grænser klare: Du skal fortælle om hvad du vil – inden I begynder. Hvis du har det svært med at snakke om sex med en fremmed eller ikke aner hvor dine grænser er, fordi du er for fuld, så lad være og få et telefonnummer som du bruger når du er ædru. Altså var de to råd i midten gode nok. Du har et ansvar overfor dig selv, og det er svært at tage på sig når man er spritstiv.

Den første udgave af ”Kvinde kend din krop” fra 1975 var mere bramfri og gav mere brugbare råd. Det anbefaledes nemlig at skrige op, kradse, sparke, bide og slå. For at forstærke effekten af en lille kvindehånd skrev forfatterne at man skulle bruge alt hvad man kunne komme i nærheden af. En blyant i halsen kan sætte en stopper for selv den største voldtægtsmand. Men at tage dine stiletter af og dunke løs med hælen er heller ikke at foragte. Peberspray og hårlak kan også bruges, men kan ikke anbefales, da de kan give en falsk fornemmelse af tryghed og kan nemt vendes mod dig selv.

Det er vigtigt at huske på at du har ret til at forsvare dig selv. Det er så groft et overgreb, at du højst sandsynligt ikke vil blive straffet selvom du kommer til at slå voldtægtsmanden lidt ihjel. Skulle din kamp ikke nytte, vil det trøste dig at vide, at du står stærkere i en eventuel retssag hvis du har kæmpet så I begge to ligner en trafikulykke, og at du har lettere ved at komme over voldtægten end dem der ikke kæmpede. Det sker uhyre sjældent at en kvinde bliver dræbt ved en voldtægt, og du har så meget at vinde ved at kæmpe at jeg kun kan anbefale det.

Sig ja til nattelivet, mor dig så meget du kan, lad ikke frygten forhindre dig i at leve dine ønsker ud. Allerede den beslutning kan gøre at du ser mere selvsikker ud og det har også betydning. Hvis du har det godt med dig selv og slentrer selvsikkert hjem, er det endnu mere usandsynligt at en skurk vil forgribe sig på dig. Skulle du alligevel opleve en voldtægtsmand, så skrig op og strit imod, alt hvad du kan. Det skal anmeldes, selvom det er hårdt. Du må endelig ikke vaske dig inden! Det er beviser som politiet skal bruge. Foruden alt det med den gratis advokat, som du har ret til og rådgivningen, så husk at du ikke er alene og det aldrig er din skyld. Tal om det. Og husk på at du godt kan komme over det, så du igen kan komme ud og more dig og helt selv vælge om du vil gå alene eller med fremmede hjem.
http://www.joan-soestrene.dk/
http://www.voldtaegt.dk/welcome.php
http://www.sikkerflirt.dk/frame.html





Pissesur og prostitueret

20 04 2009

Rock’n’roll røvtur med Virginie Despentes

af Nina Søndergaard

Virginie Despentes er pissesur. Det har hun været længe, og hvis navnet forekommer lidt bekendt, kan det være at det er fordi du har set filmen Blodsøstre (Baise-moi fra 2000) som var en fransk, dogmeagtig udgave af Thelma & Louise, bare helt uden formildende omstændigheder. Den skabte en masse postyr i Frankrig, plakater blev taget ned og filmen blev censureret. Det hjalp ikke just på Despentes’ humør. Men sådan er det, ifølge hende, i dagens Frankrig. Der er ingen lykkelige, hverken mænd eller kvinder, men det er pga. samfundets fallit på utallige områder, ikke kun det kønsmæssige, s. 18. Hun mener nemlig at kvindefrigørelsen har fundet sted, s. 17, og den betyder i hendes optik at man kan leve som man vil. Fx ved at frasige sig ægteskabet og leve som en mand, s. 17. Hun følte sig længe meget fjernt fra kvindesagen, fordi hun ikke så sig undertrykt pga. sit køn.
 
Hun har været meget i punkmiljøet, som hun mener giver styrke og empowerment til masser –især piger der ikke lige passer ind og hun har hængt ud med radikale på venstrefløjen. Det er værd at erindre når hun giver sig til at brokke sig over Coca Cola og makeup reklamer. Det lader nemlig til at være hendes opdragelse i det miljø der får hende til at sige det, mere end egentlig overbevisning, det afsløres især ved hendes meget spændende afsnit om prostitution.

Despentes har selv været sexarbejder, først i Lyon, dernæst i Paris. Før da arbejdede hun i et supermarked og var ”deprimeret over den tid det tog fra mig, over de få penge jeg tjente og over hvor let jeg brugte dem. (…) Måned efter måned lærte jeg at forstå den præcise betydning af et liv som hæderligt arbejdende kvinde.” s. 64. Efter at have tilløb i lang tid prøver hun så og får et kick ud af at blive forvandlet fra en ’gennemsigtig pige’ til en ’syndens skabning’. ”Jeg besad en vildt eftertragtet skat, min kusse, mine bryster, og adgangen til min krop antog en uhyre vigtighed.” s. 66. Som sexarbejder ser hun til sin store overraskelse også en anden, mere sårbar og skrøbelig side af mænd.

Dén skrøbelighed og sørgmodighed mændene viser hende, er for hende det sværeste ved jobbet, for de her sårbare mænd kunne Despentes ikke bare se som pengemaskiner, hun ynker dem og ser sit arbejde som velgørenhed, s. 69. Derudover blev kick’et af selvsikkerhed og styrke sværere at styre, akkurat som coke, s. 67. Men det er i Paris med drønhård konkurrence at Despentes for alvor oplever de negative sider af sexarbejdet. Der kom mistænkelige huller i hendes CV, hun slæbte løgn med hjem til sin kæreste og den lethedsfølelse fra de første sexsalg var forduftet, s. 78.

livvagten

Et interessant aspekt ved hendes virke som sexarbejder, er at det hjalp hende over den voldtægt hun blev udsat for som 17-årig. Den nat følte hun sig ’forbandet meget som kvinde’, fordi hun ikke turde trække den springkniv hun havde i jakkelommen, s. 49. Hun undrer sig efterfølgende over hvorfor der i disse gadgettider ikke er opfundet en dims til at sætte i kussen, der sprætter pikken op på enhver stodder der stikker pikken derind, s. 50. Hun undrer sig over tavsheden, den mur af tavshed der møder hende – dels taler hun ikke selv om hændelsen, dels kan hun ikke finde noget litteratur om det. Bøger har ellers altid hjulpet hende til at forstå sit liv, fx læste hun Gøgereden da hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital, men hvad voldtægt angik fandt hun ikke noget, indtil hun stødte på Camille Paglia der mente at det var en risiko man løb som kvinde. Paglia mener at det er et vilkår, et uheld man kan komme ud for, frem for et mareridt der aldrig må ske, s.44.

 

Hun er træt af at det er så svært at fortælle om det her, fordi hun mødes med nedladenhed, foragt og malplacerede konklusioner, s.77. Det er især belastende når det kommer fra kvinder der er gift, og som anser kærlighed som en underforstået økonomisk kontrakt, s. 80. Penge betyder uafhængighed, og luderen markerer sin uafhængighed fra kærnefamilien og hjemmet ved at indtage byen, s. 83. Mænd behøver ikke at lyve overfor hende, for forholdet mellem den heteroseksuelle mandlige kunde og luderen er en sund og klar mellemkønslig kontrakt, s. 85. Det tror jeg gerne, men det er lidt pudsigt at Depentes synes at kapitalismen er en god idé, når den muliggør at mænd tjener en masse penge og vælger at bruge nogle af dem på at købe en seksuel ydelse af hende, men at det er skidt idé når hun ingen penge har. Det er samme logik man hører i et casino, når folk vinder er poker skægt, når de taber er det råddent. Men kapitalismekritikken er skam med i bogen, dog som en af de mindre overbevisende idéer. Tilslut vil jeg runde af med et citat om de stakkels prostituerede, som jo alle er ofre. Not. Værsgo til Virgines oplevelser på side 72.

sc3a6delighedsapostlen

”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes. Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning. Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom. Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”