Uagtsom voldtægt og genoprettende retfærdighed

Kommentar bragt i Berlingske 2018.10.08 under overskriften ” Lovgivning om voldtægt skal ikke baseres på angst og mistillid”

 

 

Uagtsom voldtægt og genoprettende retfærdighed

 

Nina Søndergaard, historiker, selvstændig og prosexfeminist

 

Det er fra flere sider blevet foreslået, at vi i Danmark indfører begrebet uagtsom voldtægt i vores straffelov.

 

På det helt overordnede plan bryder jeg mig ikke om præmisserne for  begrebet uagtsom voldtægt, fordi det er endnu en lovgivning baseret på frygt, angst og mistillid. Det er i mine øjne meget uheldigt at gå væk fra en grundtanke om at sex som udgangspunkt er godt (og lovligt!) og at folk i altovervejende grad vil hinanden det bedste. Sex dæmoniseres sammen med mænd, der antages at være voldtægtsmænd alle til hobe, og som blot venter på chancen til at forgribe sig på uskyldige piger. (At kvinder også kan være krænkere af mænd og andre kvinder diskuteres påfaldende sjældent). Det er uhyggesvækkende at pludselig overgå til omvendt bevisbyrde og at en anklaget voldtægtsforbryder er skyldig indtil andet er bevist. Ydermere er den skjulte antagelse om at det kan lade sig gøre at opstille et fyldestgørende katalog over tilladte seksuelle handlinger temmelig problematisk.

 

For at zoome ud: Omtrent 3,6 millioner danskere over 15 år er seksuelt aktive. Hvis de har samleje én gang om måneden, bliver det til mere end 43 millioner samlejer om året i Danmark. I diskussionen om uagtsom voldtægt og tvivlsomme sager – med for lægfolket sære udfald, bliver der nævnt et tal der lyder på 5100 tvungne samlejer om året i Danmark. Det tal skal naturligvis nedbringes, og det er ingen trøst for dem der oplever seksuelle overgreb at sige at det er sjældent. Men det er værd at fortælle især unge mennesker at sex kan være godt, givende, besværligt, sjovt og alt muligt andet – og altså ikke kun farligt og i udgangspunktet en sikkerhedsrisiko for krop og sjæl, en lurende katastrofe der skal afværges.

 

Når det er sagt, så er der jo desværre sex der går galt. Det komplekse møde kan køre af sporet og efterlade en af parterne som et offer, der har følt sig ganske overtromlet. Det kan offeret desværre også blive én gang til af det juridiske system, der er indrettet på at straffe og fængsle kriminelle med onde hensigter. Det kan være vanskeligt nok at bevise selv indlysende ugerninger (som bankrøveri eller mord), men endnu værre bliver det i disse gråzonesager, som ender med ingenting, fordi det grundlæggende ikke kan bevises at gerningsmanden havde til hensigt at voldtage ofret.

 

Det er vel egentlig en lille lettelse at flere ikke ender otte år bag tremmer på grund af en dum, uheldig og skidt misforståelse, men der mangler stadig retfærdighed, afklaring og genoprejsning. Måske er restorative justice svaret? Restorative justice eller genoprettende retfærdighed prøver at få retfærdighed uden nødvendigvis at sende gerningsmanden i fængsel (forbryderakademi) – som er både dyrt og dårligt.

 

Genoprettende retfærdighed benytter sig typisk af bøder, erstatning, samfundstjeneste samt mægling og møde mellem offer og gerningsmand og bruges som regel til kriminalitet med ét klart offer, altså voldssager eller seksuelle overgreb. Der er ofte en maximum- og minimumsstraf og flere møder mellem de indblandede under ordnede forhold, hvor offeret kan fortælle gerningsmanden hvor ondt det egentlig gjorde og hvor meget skade der skete.

 

Det har givet mange meget stærke, rørende scener og gode resultater. Gerningsmanden udtrykker ofte at vedkommende ikke vidste bedre, ikke fattede noget og nu undskylder inderligt. Det er netop sagen, at hensigten manglede – eventuelt sammen med empati og forudseenhed i situationen, som endte skidt. Offeret føler sig tit set, hørt og anerkendt og bliver hjulpet godt på vej i sin helings- og bearbejdningsproces.

 

Og det er, i mine øjne, sagens kerne: At blive set, at blive hørt, at blive taget alvorligt, for det er jo netop ikke sket i gråzonesagerne, hvor den ene har bulldozet den anden, men altså uden onde intentioner, som ville have kunnet udløse fængselsstraf i det nuværende retssystem. Den udeblevne fængselsstraf må også føles som endnu en hån og krænkelse for ofret.

 

Det er naturligvis blot en lille skitse af et håb om forbedring og forandring for dem der er blevet seksuelt krænkede. De lovende resultater fra de efterhånden mange steder i verden, der har eksperimenteret med genoprettende retfærdighed, kunne nok med fordel overføres til dansk jura for at give et bedre svar på de krænkedes råb om retfærdighed. Målet må vel være mere og større retfærdighed, og ikke bare hælde endnu flere folk ind i de i forvejen fyldte fængsler.