Af Nina Søndergaard
En prosexfeminist må heldigvis godt være plat og sætte pris på sjofelheder. Tak til PIK for at sætte utallige klistermærker op rundt omkring i byen, så man nu kan pleje sin vintertørre pik, få en mindre pik eller en twin pik på en tankstation.
Det er bare sjov og ballade, og ih hvor er det skægt! Se mere på http://piktures.dk/
Af Nina Søndergaard
Er du i København i løbet af sommeren, så kom ned på en sexet nørd tour: Københavns Underliv kalder jeg den historiske byvandring, der omhandler seksualitetens historie i København.
Stort set hver torsdag kl 1900, og i hvert fald de næste tre (26. maj, 2. juni, 9. juni) er jeg at finde ved Ørstedsparkens hovedindgang ved Linnésgade og Nørre Voldgade og vil tage dig og dine venner med gennem byen for kun 50 DKR pr. person. Der får I næsten alt at vide om homosekuelles vilkår, sexarbejdere og pornografi. Alt det saftige som jeres historielærer sikkert ikke fortalte så meget om.
Turen tager ca. 1½ time (folk plejer at have meget at spørge om!) og går gennem Pisserenden, over Rådhuspladsen og ned ad Istedgade.
(Og skulle det ikke være nok, så anbefaler jeg varmt en tirsdags Crime Tour eller en onsdags Love Tour med Torben Frandsen der har ageret viking i mange år og som fortæller levende og medrivende om straf og sex! Check ham ud).
Se mere på nerdtours.dk, og vel mødt ved Ørstedsparken kl 1900 om torsdagen.
Artikelanmeldelse af Nina Søndergaard
Kvinfos fede webmagasin Forum er nu at finde i en ny og mere sprælsk udgave end før. Der faldt jeg over Rikke Juel Madsens begejstrede anmeldelse af Sara Ahmeds bog ”The Promise of Happiness”, forkortet i artiklen “Feminist Killjoys and other willful subjects”. Jeg elsker når mine forestillinger bliver rykket ved: Kan det være fedt at være en forurettet feminist?
Kort fortalt handler det om at det er ok at være hende den sure feminist, der spolerer stemningen omkring et bord ved at pege på kønslige uligheder.
Hvilken mærkelig mekanisme der træder i kraft: Ved at udsige at der er problemer, bliver man selv til et problem. Ved at være en afviger ødelægger man de andres lykke.
Der er ganske faste manuskripter for hvordan man skal performe lykke, fx skal bruden smile på ’den lykkeligste dag i hendes liv’ og gør hun ikke dét, ja så er det ikke kun hendes egen oplevelse af bryllupet hun ”spolerer”, men alle andres ligeså…
Qua min livsstil og min nørdede og nysgerrige person, der ikke tøver med at stille dumme spørgsmål, så støtter jeg klart dem der tør at sige noget kontroversielt. Jeg tror på samtalens forløsende og forenende kraft, gennem samtale kan vi komme tættere på hinanden og måske endda opnå forståelse. Og som polyamourøs mærker jeg ofte heteronormativiteten og at idéerne om det gode liv stadig er temmeligt fastlåste. Altså er jeg ret positivt stemt overfor de sure kusser.
Men Ahmed formår ikke rigtig at overbevise mig om at surkusseriet er en farbar (morbar!) vej for feminismen, blandt andet fordi artiklen i så høj grad fokuserer på racisme i stedet. Nu er racisme sandelig også værd at beskæftige sig med, påpege og bekæmpe, men når det i så høj grad drejer sig om hudfarve fremfor køn, viser det måske også at kvinder ikke har så meget at være sure over? At det efterhånden i høj grad er os selv der sætter grænserne for det ligestillede paradis…
Ahmeds arrigskab baserer sig tilsyneladende også på en antagelse om at pøblen altid vælger noget forkert, og at popularitet er forkasteligt. Det medfører at mindretal altid bliver moralsk bedre end flertallet, og at disse mindretal er i kraft af deres minoritets-status mere intelligente end de dumrianer der ikke har gennemskuet noget endnu.
Ahmed citerer Audre Lorde for at have sagt noget om hvor hurtigt friheden til at være lykkelig, oversættes til friheden til at se bort fra det der kompromitterer ens lykke. Det udstrækkes til en almindelig nærtagenhed og solidaritetsfølelse med denne verdens undertrykte. Det er meget udbredt på venstrefløjen og selve denne evne til konstant depression over andres ulykke og ubehag tolkes som værende selve kendetegnet på det perfekte menneske, der i grænseløs godhed lider sammen med de lidende. Det smager lige stærkt nok for mig af religiøsitet og selvretfærdighed. Desuden har jeg svært ved at se hvordan en villet lidelse skal kunne gavne de ufrivilligt lidende.
Det leder mig hen til det sidste kritikpunkt af Ahmeds projekt: Det er simpelthen ikke konstruktivt nok. Jeg er som nævnt med på at det er godt og vigtigt at stille kritiske spørgsmålstegn. Hun stiller heldigvis også spørgsmålstegn ved om outsiderens vrede altid er rigtig eller retfærdig, men Ahmed ser ikke hvilken potentiel samfundsnedbrydende kraft der kan være i lykke. Hun låser sig fast i at lykke er majoritetens idéer om lykke og overser fuldstændig den lykke et liv som sort, lesbisk og/eller indvandrer kan give.
Dermed er der kun tilbage at kritisere de andres ækle, kvalmende lykke som man åbenbart pr. definition er nægtet adgang til, og som man derfor kan vrisse over i bedste forurettet teenagestil. Ahmed lader desværre til at have glemt hvor provokende en tilfreds outsider er. Jeg taler af egen erfaring her.
Så kære sure brune kusser, blot ved at være glade for det liv I lever, er I med til at vise at der findes andre veje til lykken end tosomhedens motorvej. Dermed mener jeg at I gør mere for at undergrave heteronormativiteten end ved bare at harpe løs på den hvide heterolykke, for hvis jeres liv heller ikke bringer glæde er det såmænd lige så utiltrækkende som villa, vovse og Volvo…
af Eini Carina Grønvold
Jeg faldt tilfældigt over en kvindelig rapper med det ugooglebare kunsternavn “Lady”, og fik hurtigt en følelse af glæde og åbenbaring. Nedenstående video taler for sig selv. Kvinder, der viser deres swagger frem, med flotte servicerende mænd omkring sig (og i snor!). Nigga gets it.
Det fik mig til at tænke på en forsker, jeg mødte, der bl.a. har studeret kønsstrukturer i forskellige afrikanske lande. Han fortalte, at nogle steder opfattes det ikke at efterlade et eller andet materielt/penge, efter man har haft sex med en dame, som ekstremt fornærmende, som en devaluering af kvinden fuldstændig i stil med “er jeg ikke mere værd for dig?”. Det er et sjovt spejl på den vestlige opfattelse. Jeg tænker, det kan være en af de (mange) ting, der kan forklare, hvorfor afro-kultur (f.eks. amerikanske hip hop-videoer) fremstår SÅ rystende kønsproblematisk på blegfiser.
Sex anses i nogle samfund simpelthen mere som anerkendt kapital, og det er ikke til kvindens ulempe, idet hun ikke er afskåret fra at bruge den selv – modsat det protestantiske samfund, jeg kender, hvor kvindens seksuelle værdi automatisk tilfalder manden.
Endnu et eksempel er denne vidunderlige video af selvsamme Lady, hvor røve vises frem i al deres magt, pragt og ekstraordinært aktive formåen , som var det dyre biler i en 50 cent-video.
Derudover vil jeg anbefale at gå ind på hendes youtube-side og høre flere af hendes ting. Et gennemgående træk er, at de kvindelige kønsorganer er aktive, krævende og selvbevidste forlængelser af kvindens vilje. Lyt f.eks. til “Working that clit”, hvis du ellers kan følge med, for Lady rapper tilmed temmelig tight.
af Eini Carina Grønvold
D. 4. juni kl. 14 mødes vi forhåbentlig en masse kvinder til en happening, en såkaldt “slutwalk”, som er et koncept udsprunget af Canada. Du kan melde dig til og følge udviklingen på Facebook og læse en artikel om bevægelsens opståen i The Guardian.
Det handler om voldtægt og kvindens kropslige ukrænkelighed. Internationalt er der stadig steder, hvor en voldtægt ikke anerkendes som sådan, hvis kvinden ikke er jomfru, eller hvor straffen mildnes, hvis hun ikke er en “ærbar” kvinde. Sådan er det strafferetligt heldigvis ikke i Danmark (selvom det er under 10 år siden, man begyndte at straffe voldtægt mod sexarbejdere lige så hårdt som voldtægt mod ikke-sexarbejdende kvinder), men jeg mener, at det syn, der ligger til grund for denne opdeling stadig har stor indflydelse, og jeg mener, det er vigtigt, at vi gør op med det.
Jeg vil gerne illustrere, på en simpel måde, hvorfor, og dertil vil jeg bruge følgende eksempel:
På facebook i går var der en bekendt, der postede et link til denne video med den mildest talt barmfagre Chelsea Charms: http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1554736.ece
Det affødte en kommentar af en fyr, M, og en efterfølgende diskussion, som jeg vælger at gengive her på bloggen, idet den meget tydeligt illustrerer, hvorfor jeg mener, vi skal indtage gaderne. Det er ikke vigtigt, hvem M er, for jeg vil fremsætte den påstand, at han langt fra er den eneste, der tænker og formulerer de ting, han her kommer til at repræsentere.
M skriver: ok, [hun] slår sig ikke når hun falder forover, men er der en hjerne at beskytte?
Eini: hvad får dig til at sige “er der en hjerne at beskytte?” Hun er da ikke specielt ubegavet at høre på.
M: Har ikke haft lyd på, men hvis man bruger brysterne til at få opmærksomhed, så må der mangle noget andre steder.. Har også prøvet at snakke med folk som virker som om hjernen er tiptop end til jeg lærke dem bedre at kende..
Eini: hvorfor skulle der nødvendigvis mangle noget andre steder, hvis man vælger at bruge brysterne til at få opmærksomhed med? Kan man så ikke lige så godt antage, at folk der bruger deres humoristiske sans til det formål, gør det for at skjule, at de i virkeligheden er dårlige til at spille fodbold? Er der en naturgiven modsætning i brystmål og IQ? Kvinder bliver simpelthen dummere, jo mere seksuelle, de er, eller hvad?
Desuden er det jo også en reel mulighed, hun bare selv tænder vildt meget på at have gigantiske bryster. Lidt ligesom nogle tænder på at få horn indopereret i panden.
M: Som du selv giver udtryk for, er der mangt og meget der ligger som dækker over hvordan virkeligheden egentlig er, selvom jeg nu ikke vil drage en samling mellem humor og fodboldt (lige sådan), men som sagt jo.. Hvis en kvinde ikke vil anses som en luder, må hun være begavet nok til ikke selv at fremstille sig som sådan en.. Accepten for hvem man er, er i dette tilfælde egentlig det samme som vejen frem vedr begavelse, kan du ikke acceptere virkeligheden som den er, kan du ikke tage ved lære, og derfor ej heller vokse i begavelse.. Kan ikke sammenligne horn og bryster…
Det er lige meget, hvem M er, og det er ikke en opfordring til at hænge ham ud for sine usammenhængende argumenter, men de ting, han siger, bør vi forholde os til. Jeg kan næsten kun smile overbærende ved kommentarer som ” Hvis en kvinde ikke vil anses som en luder, må hun være begavet nok til ikke selv at fremstille sig som sådan en”, men jeg stejler stærkt og arrigt over hele grundsynet, netop fordi jeg genkender det fra den verden, jeg færdes i hver eneste dag.
Jeg forstår ikke, hvorfor så mange accepterer idéen om, at kvinder kun er nedringede eller på andre måder ekspressivt sexede for ”at få opmærksomhed”. Jeg vil påstå, den opfattelse hænger sammen med en accept af, at kvindens seksualitet er bundet til mandens blik på hende. Et opgør med dette handler ikke om at fjerne mandens blik, men om at insistere på kvindens egen lyst og selvbestemmelse.
Det lyder måske bizart, men i praksis oplever jeg at blive behandlet efter følgende logik: En kvinde er først sexet eller usexet, idet en mand kigger på hende. Indtil da er hendes fysiske seksuelle udtryk ikke-eksisterende. En kvinde har pr. definition heller ikke noget ønske om at dyrke sin egen krops attributter for sin egen tilfredsstillelses skyld. Ergo må det jo være for mandens skyld, at hun tager den kjole på.
Men sådan er det jo – for helvede – ikke! Ja, det KAN være fedt nok, at f.eks. mænd kigger på en og synes, man er fræk eller smuk, OG man kan bruge det som et af de stærkeste våben i flirten og andre sammenhænge, men det ændrer ikke ved, at kvindens kavalergang eksisterer, uanset om manden er i lokalet eller ej. Den tilhører nemlig hende selv.
Så, kære kvinder, det efterlader os med to muligheder: Enten må vi huske at klæde os tækkeligt, så mændene ikke tror, vi er dumme, eller også skulle vi måske samles her og bede folk som M om at tænke sig om en ekstra gang eller måske bare lukke røven.
Af Nina Søndergaard
”Hvis ikke en kvinde ønsker at blive overfaldet, skal hun ikke klæde sig udfordrende.” Denne hjernelamme udtalelse af en mandlig politibetjent i Toronto har fået kvinder til at klæde sig af og gå på gaden i protest, og jeg støtter dem, gør jeg!
Som der står på skiltet, så er sex noget man laver sammen, ikke noget man gør mod andre. Sex er noget samtykkende. Enhver person må have lov at udsende alle de seksuelle signaler vedkommende kan, uden at vedkommende derfor skal duskes eller voldtages. Tilråb og opmærksomhed er nok forventeligt, og måske også ønskeligt, men har en tilskuer ikke fået et ja, skal tilskueren nøjes med at pifte (omend det er uhøfligt) og savle (ok, hvis man selv tørrer op efter sig).
Andre be- og afklædninger får ikke samme idiotiske medfart, og det havde forhåbentlig ikke faldet politimanden ind at fortælle nørder at de ikke skal gå med tykke briller, hvis ikke de vil slås i hovedet med en bog; nonner at gå i dragt hvis ikke de vil voldtages med et krucifix; børsmænd at gå i jakkesæt hvis ikke de vil have smidt en autonom brosten i skallen; arbejdsfolk at gå i neongul vest hvis ikke de vil bulldozes…
Vi udsender alle en masse signaler med vores ydre hele tiden, men finten er at signaler skal modtages og læses og signalerne kan aldrig være en opfordring til en bestemt type handling. Det vil sige at signalerne skal finde den rette modtager (hvilket ikke nødvendigvis er dig) og afkodes (og her kan der også være støj på linjen). Dermed kan et tøjstykke i sig selv aldrig være en opfordring til en handling. Det kan ytringer derimod, som fx ”ja, kom bare”…
Det kan åbenbart ikke siges tit nok: Kvinders kroppe er deres egne. En kvinde må forklæde og forvalte sin krop akkurat som hun lyster, og hvis du får lov til mere end at glo, så pris du dig heldig at blive inviteret med til hendes fest.
En boganmeldelse af Nina Søndergaard
Xaviera Hollander: Den lykkelige Luder, Forlaget Athene, 1993. Oversat af Jens Peder Agger fra The Happy Hooker, skrevet 1972 i samarbejde med Robin Moore og Yvonne Dunleavy
”Lad endelig være med at tro at jeg er en stakkels lille pige, der er kommet på afveje på grund af en ulykkelig eller fattig barndom. Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg kommer fra et velhavende miljø og voksede op i en kærlig familie.”
Sådan indledes bogen med den flabede titel, hvor den dengang kun 28-årige Hollander, født 1943, fortæller sin historie. Hun taler syv sprog flydende, har boet hist og pist indtil New York blev hendes base. Hun studerede klassisk musik, blev kåret til Hollands dygtigste sekretær og var i et aldeles forfærdeligt og nedslidende heteroforhold i to år.
Efter bruddet trøstede hun sig med sex: ”Hun [Sonia, som hun delte lejlighed med efter bruddet] flygtede fra tilværelsen ved hjælp af en flaske, på samme måde som jeg gjorde det med sex. Om natten drak hun sig selv ind i sin lykkeligere verden, mens jeg kneppede mig ind i min.” (s. 60) Det er hun god til, og får en dag tilbudt kompensation. Hun er chokeret og sender straks pengene videre til sin forældre.
Efter at komme i kontakt med bordelmutter ”Pearl” ser hun en ny verden, er dog stadig sekretær i FN om dagen og knæpper lystigt løs. Det går galt, men hun er en stærk, risikovillig person med sans for forretning og administration og bliver snart selv bordelmutter (med alle de fejl Sus Luder remsede op) for et eksklusivt bordel.
Bogen ender med at hun lader forstå at hun søger andre udfordringer. Man kan nu sagtens komme til at besøge hende idag i Marbella eller Amsterdam, hvor hun driver bed & breakfast og kursusvirksomhed.
Alene på grund af titlen er bogen interessant, da den lykkelige luder ofte bliver brugt af prostitutionsmodstandere som eksempel på en figur der ikke findes, på hykleri, falsk bevidsthed og på patriarkatets magt.
Hollander fremstiller selvfølgelig sexarbejdet i den dyre ende som glamourøst og godt, akkurat som når indehavere af dyre restauranter retfærdiggør en overpris for foder der også består af fedt, æggehvidestof og kulhydrater… Og selve selvbiografiens genre og idé ’jeg er så og så fed, og har gjort så meget godt’ er jo altid lidt tvivlsom. Når det er sagt, er det mindst lige så spændende og medrivende læsning som Belle de Jours bekendelser eller Sus Luders blog.
For der tegner sig et komplekst og modstridende billede af et mangefacetteret menneske.
Hun er intelligent, dannet og rapkæftet, har en veludviklet radar for antisemitisme samtidig med at hendes ophold i apartheidtidens Sydafrika har sat sine spor: At have sex med sorte mænd er en overvindelse. Hendes første erotiske besættelse er en mindre udviklet pige ved navn Helga, hvis mælketunge bryster Hollander får lov at sutte på et kort, kærlighedsfyldt øjeblik mange år senere: ” Blandt alle de seksuelle oplevelser jeg har haft, er denne stadig den jeg sætter højest.” (s. 24)
Midt i alle hendes udskejelser (kvinder, familiemedlemmer, S/M) som hun fortæller om i et vidunderligt roligt, uundskyldende stemmeleje, er der nogle temmeligt konservative træk.
Hun kalder gratis sex for elskov, som man bør have mindst én gang om dagen hvis det er ægte kærlighed, og hun ville ’blive vanvittig, hvis ikke hun har sin klippefaste kæreste og sine forelskelser, da hun er et meget følelsesbetonet menneske’ (s. 253).
Lesbisk sex er ikke optimalt, da der mangler ”en rigtig levende pik”, men kvinders fællesskab og forståelse kan gøre lesbisk kærlighed til noget af det smukkeste på jord. (s. 33).
Samtidig med at hun intet forkert kan se i sexarbejde (s.69), så havde hun intet ønske om at være promiskuøs. ”Jeg ville bestemt have foretrukket en fast ven, som jeg kunne dele alting med og som kunne tage sig af mig. Men af en eller anden grund fandt jeg aldrig nogen der kunne bruges, og da denne periode i mit liv var ved at være forbi, var jeg for alvor træt af mænd i almindelighed.” (s. 35)
Og til trods for at hun er fuld af fordømmende floskler om syge, ynkelige og perverse mennesker, der har anderledes lyster end flertallet, så viser hun stor empati og psykologisk snilde i omgangen med disse kunder.
Hun kan klart placeres sammen med andre sexarbejdere der trives med deres fag: Hendes bagland (kæresten Larry, der er en god, praktisk og bekvemmelig installation i hendes liv) kender til hendes erhverv. Hun er risikovillig, både med hensyn til at investere tid og penge i potentielle kunder, og med sex. Kondomer nævnes først på side 167 (!), hvilket fik det danske forlag til at skrive en disclaimer om at det foregik i sluttresserne, hvor AIDS ikke var opfundet endnu.
Hun er nu ikke sikker på at hun ville blive en god kone (åbenbart en stor ros i starten af 1970’erne), da livet som bordelværtinde er et stort egotrip. ”Jeg nyder at være uafhængig, og for mig er prostitution mere end blot en måde at tjene penge på. For mig er det et kald, og jeg kan lide det.” (s. 171)
Som sexarbejderrettighedsforkæmperske er det også sjovt at læse hendes begrundelser for at det burde være et lovligt erhverv. Det er business-kvinden der taler: Hun er træt af at betale afskyelige summer i bestikkelse af politi, advokater og portnere. Det er unfair at hun ikke kan trække slid fra i skat. Det er besværligt at flytte til en ny adresse hele tiden.
Åh jo, foruden et indblik i en forgangen verden og en spændende kvindes sjæleliv, så er der også nogle gode, saftige sexscener, der nærmest formår at overbevise mig om at hun vitterligt elsker sex…
Bogen (filmatiseret i 1972, en film jeg endnu ikke har set) er konventionelt sat i Times, er fyldt med dødssyge småfejl, men kan i det mindste lånes på biblioteket.
Prosex-feminisme 
Nye kommentarer