Anmeldelse af All the Rage

Darcy Lockman: All the Rage: Mothers, Fathers, and the Myth of Equal Partnership, Harper Perennial 2020

Af Nina Søndergaard

-Er det bare mig og mine veninder, som er skuffede over at deres partner ikke er mere bevendt som far? Det var dét spørgsmål en amerikansk kvindelig psykolog, der nu også er journalist og mor, satte sig for at undersøge. Svaret er “nej, du er ikke alene”. 

Der er stort set ligestilling mellem kønnene, hvad angår løn og arbejdstid både indenfor og udenfor hjemmet, lige indtil parret får børn. Kvindernes arbejdsbyrde bliver pludselig enormt meget større, faktisk et fuldtidsarbejde oveni jobbet: 15 timers husligt arbejde om ugen samt 22 timers børnepasning. Mændene tager typisk 3 timer mere på jobbet, har 14 timers børnepasning om ugen og ryger ned på 9 timers husligt arbejde. Dette mønster har holdt sig uændret i de sidste tyve år: Kvinder i arbejde tager sig af 65 % af børnepasningen, mændene 35 %.

Det er ganske vist amerikanske tal, men meget anderledes er det ikke her. Faktisk lader det til at den temmelig lange barsel vi holder os her i Skandinavien uforvarende kommer til at forstærke, at mor er den bedste til baby. Kvinder i langbarselslande laver mere husligt arbejde end kvinder i kortbarselslande. Fædrebarsel lader til at nedsætte risikoen for skilsmisse.

Lockman holder sig til at påvise denne store forskel mellem kønnene, og at de klæbrige kønsroller har meget negative konsekvenser for alle. Hvis der er en skæv fordeling af arbejdsopgaverne bliver begge ulykkelige, urolige og skændes mere. Den ene vil typisk være vred og rasende, den anden frygtsom og selvbebrejdende. I USA følges traditionelle kønsrollemønstre fint ad med høje skilsmisserater.

Who you gonna call? 

Ligestillingen i et forhold kan testes ved hjælp af et enkelt spørgsmål: Hvem ringes der til, hvis barnet bliver sygt? (Hendes tal: 77,7 % af kvinder har det ansvar).   

Endvidere kan man tænke over hvor enig man er i følgende udsagn. 0 = helt uenig, 5 = helt enig.

1. Kvinder er i enestående grad kvalificerede til at tage sig af børn.
2. Der findes ikke et mere behageligt arbejde end at tage sig af børn.
3. En mor bør konstant stræbe efter at optimere sit barns hjerneudvikling.
4. Moderskab er det mest udfordrende job i hele verden.
5. Mødre bør skræddersy deres tilværelse om deres børn.

Jo mere enig en mor er i udsagnene, og jo højere score, des mere ulykkelig, udbrændt og deprimeret er hun typisk. En kønsforskel er, at kvinder ofte ønsker sig mere tid med familien, mænd mere alenetid. Han er bedre til at skaffe sig alenetid. En undersøgelse af 1500 timers videooptagelser af familier med børn og jobs, viste at far-alene-i-rummet var den hyppigste person-rums konfiguration.  

Børnearbejde, børn er arbejde

Groft sagt lettede børn førhen arbejdet, nu er børn blevet arbejde. Indenfor de seneste 50 år er moderskab blevet meget børnefokuseret, ekspertvejledt, optaget af følelser, arbejdskrævende og økonomisk dyrt.

I det hele taget er dét at få børn nu så krævende, at det er ubegribeligt at fødselsforberedelse stort set er det eneste bud på uddannelse. Japan er vist det eneste land, der tilbyder faderskabskurser for unge mænd.

Måske kunne uddannelse også afhjælpe de triste tal: Efter en skilsmisse mister halvdelen af børnene, i den vestlige verden, kontakten med deres far, efter ti år er tallet steget til ca. to tredjedele. Det mener forskeren Susan Hrdy.

Faderskab kunne være svaret til mændene, der heller ikke har det nemt. En “rigtig mand” er rå, tuder ikke, viser aldrig svaghed, vinder – koste hvad det vil, bliver rig, får fisse. En “god mand” handler om ære, pligt, opofrelse, integritet, at gøre det rigtige, går i brechen for ‘den lille mand’, er en beskytter og sørger for sin familie. 

Desværre er der nok lang vej endnu. I 2016 var det ikke engang en fjerdedel af husfædrene, der svarede at de gik hjemme specifikt for at sig af familien. Resten af husfædrene var mellem jobs.

God brokkebog

Hun tager udgangspunkt i sin egen skuffelse, der næres af myten om at vi har ligestilling, og serverer det ene forskningsresultat efter det andet, men i nem og flydende form. Lockman kommer heldigvis ikke med gode råd – andre selvhjælpsbøger i den genre siger bare, at kvinderne ikke må forlange så meget af deres mand…

Dog er det som ikke-mor en hård bog at komme igennem. Det er deprimerende tal, der afføder 352 siders vrede (hvor ordet kærlighed dukker op ganske få gange) – hvilket forklarer den uoversættelige titel. Modermoden raser? Den ramte plet, for den er udsolgt fra forlaget, fåes dog som e-bog, og næsten 2000 sure mødre har følt sig sete i Lockmans bog, der får fire ud af fem stjerner af læserne.

Anmeldelse af Ægteskab og huslighed

Af Nina Søndergaard

Ægteskab og huslighed : hus, hjem, mand, børn, samarbejde i familien, moderne levevis, rationel husførelse

af Bodil Begtrup og Kamma Svensson, Chr. Erichsens Forlag, København, 1949

Ægteskab og huslighed

Er en lille paperback, tænkt som en aperitif til unge kvinder, så de kunne gøre sig overvejelser om deres (kommende) nye livsfase som gifte. Begtrup slår til lyd for at de ældres erfaringer er i nogen grad utilstrækkelige i disse moderne tider, og den ny husmor er på den, fordi hun ikke ved nok, hun har allerhøjest fået et 5 måneders husholdningskursus (!).

”Unge ægtefolk – og for resten ældre med – har det ikke helt nemt i vore dage. Der er vendt op og ned på mangt og meget i de senere årtier, og mest på familie og hjem.”

Tonen er let og bogen er stadig nem at læse: Den er med ny retsskrivning, så der er bolle-å og små bogstaver i navneordene.

Bogen er i dag, 2023, en fascinerende blanding af bedagethed og friskhed. Alene titlen… Måske vil den i dag hedde noget à la ’Sådan indretter du dig – tips til både dit hjem og dit forhold’.

Huslighedens historie

Rengøringshistorie er et spændende og ukendt område. Teknikhistoriske værker nævner aldrig noget så nyttigt som gummihandsker og gulvmopper, men kan man godt finde alt om papirklips, plastre og pumper. Bogen er fyldt med oplysninger, der gør én taknemmelig for, at der trods alt er sket fremskridt:

I 1949 havde man ’en mop’, men den blev brugt i (stort set) tør tilstand. Ligesom der generelt ikke brugtes meget vand i rengøringen af hjemmet: Støveklude og masser af børster og så lidt sprit til pletter på møblerne.

”Støvsugeren er vel nok den mest effektive opfindelse, der er gjort for at hjælpe husmødrene med rengøringen. Den burde findes i ethvert hjem.” Amen.

”Undertiden spørger man sig selv om bygherrer og arkitekter tror, at rengøringsgrejerne ikke fylder noget. Selv i velbyggede huse mangler forbløffende ofte et ganske almindeligt kosteskab. Resultatet er at koste, mop og støvsuger, gulvspande, klude, børster o.s.v. må anbringes forskellige steder, hvilket ikke just er arbejdsbesparende.” Amen!

Vi fortsætter ud i køkkenet, hvor tiden på nogle punkter har stået stille i 75 år:

”Selve køkkenet overtager vi reglen som det er med alle de fejl og mangler, arkitekter og bygherrer skænkede det i fødslen. (…) Bordplads er der for lidt af, stikkontakter mangler (…). Alle husmødre ønsker flere fliser og lidt af det der hører under begrebet tekniske finesser, stålvask, køleskabe etc.”

Åh ja, mange af vore bedstemødre havde en rusten jernvask eller endda en vask af træ… Køleskabe blev først hverkvindes eje i løbet af de glade tressere… I bogens afsnit om opvask, anbefales det at holde udkig efter ’det perfekte opvaskestativ’, da det endnu ikke var opfundet – men opvaskestativet var også kun ca. ti år gammelt i 1949 (!). Lad os også huske, at to ud af tre kun havde koldt vand i hanerne på dette tidspunkt.

Tøjvask – en rædsel

”Ingen andre end kvinder ville finde sig i så elendig en arbejdsplads. (…) kort sagt, man har med flid forsøgt at gøre det hele så upraktisk som muligt. Man begyndte, da man lagde vaskestedet i kælderen, rimeligvis fordi man tænkte, at turen op af trapperne ville både tøjet og kvinden have godt af.”

Her ses et billede fra ”Håndbog for nutidshjem” som tilmed er lidt yngre, fra 1955, og som viser et modelvaskeri. Min faster huskede også den glædens dag i 1972, hvor hun fik en vaskemaskine. Livsforandrende i en husstand på fem mennesker.

Ubegribeligt at tøjvask overhovedet fandt sted førhen.

Forældede forhold

Der hvor bogen falder helt igennem idag, er i spørgsmålene: ”Hvordan vil vi egentlig leve, når vi bliver gift. (…) Arbejder begge udenfor hjemmet? (…) Er vi indstillet på, at konen altid skal have erhverv, eller er det meningen, at hun med tiden opgiver det?” – What?

I 1970, var der en smuk 50-50 fordeling af kvinder, der blev forsørgede af deres ægtemænd og kvinder, der havde udearbejde. Det kunne være med til at forklare lidt om hvorfor ligeløn er gået så ubegribeligt langsomt. Konerne blev forsørgede – så længe det varede: ”Næsten 1/3 af indgåede ægteskaber opløses inden der er gået fem år.” Jo. Din bedstemor kunne også være fraskilt.

”Langt over halvdelen af de gifte kvinder beskæftiger sig udelukkende med arbejdet i hjemmet.” Og det var faktisk heldagsarbejde, fordi børnene var der jo hele tiden. – Hvad?!

I 1960 gik ikke engang hver tiende unge i børnehave, i 2021 gik 86,6 % af alle 3-5 årige i børnehave. De tal overrasker mig meget. Jeg anede ikke at små 14 % af alle buksetrolde ikke i gik børnehave, men de bliver måske passet hjemme af de 25 % kvinder i alderen 18-64, der ikke er erhvervsaktive? (Ca. 11 % af os får ikke børn, så det passer vist meget godt?) Husmor eller ej, bogens sidste side rummede følgende passage, som ingenlunde er forældet her i det nye årtusinde:

”Der har været en tendens til mindreværdsfølelse hos hjemmets kvinder. De synes ikke, de udfylder deres plads i samfundet på samme måde som deres selverhvervende medsøstre. Denne mindreværdsfølelse beror i nogen grad på en fejlvurdering ikke blot hos omgivelserne, men også hos kvinderne selv.

Det, at kvinderne i så stort tal gik med i erhvervenes mere eller mindre over- og underordnede stillinger, har ikke ført til en effektiv kvindelig indflydelse på samfundets struktur og regeringernes beslutninger.”

Om ophavskvinderne

Økonomen og ambassadøren Bodil Begtrup (1903-87) får endelig ære for sit enorme arbejde på det kvindepolitiske område. (Bl.a. i Gry Jexen: Kvinde kend din historie). Begtrup arbejdede i FN og var med til at sørge for at menneskerettighederne også kom til at omfatte den anden halvdel, nemlig kvinderne. Begtrup var også medvirkende til at grønlandske kvinder fik stemmeret. I 1948!

Tegneren Kamma Svensson (1908-88) var ansat på Politiken i 1950-71, hun illlustrerede børnebøger, tegnede Tivoli plakaten 1978, julemærket 1981.

Kvinder der bor alene – en lang tradition

af Nina Søndergaard

Én af de mange tilfældige bonusser jeg har som kvinde i Danmark, er, at jeg kan bo alene. Jeg er ikke tvunget til at flytte direkte fra far til ægtemand, og ingen kriminelle har (endnu!) benyttet sig af min mangel på bofæller til at rulle mig, eller det som værre er. Traditionen for at kunne bo alene, er så lang, at aleneboning er en selvfølgelighed eller en ikke-ting hertillands, men det er faktisk både storartet og sjældent. Dét at både mænd og endda kvinder overhovedet har den mulighed, viser et rigt, frit, sikkert og ligestillet samfund. 

Faktabox
Aleneboer og aleneboning er to hjemmelavede, danske ord, der gerne skulle være umiddelbart forståelige: En person der bor alene, og som ikke nødvendigvis har vendt verden ryggen eller fundet Gud, som “eneboer” i højere grad antyder. Aleneboere kan også have kærester, hvilket ordet “singletilværelse” udelukker.

Kvinder i Danmark har i hundredvis af år kunnet bo alene. Den altovervejende grund til at de boede alene, var at deres ægtemand var død. Baggrunden er trist og fattig (for hver fjerdes vedkommende) og for mange af enkerne var aleneboning sikkert ikke særlig fedt eller et førstevalg. Men. Dog en mulighed. 

At aleneboning også har været et aktivt valg, kan ses af at enkerne havde muligheden for at gifte sig igen. Enkemænd gengiftede sig hyppigere end enkerne, men danske enker er altså ikke blevet brændt på bålet (sati) som i Indien. I Danmark kunne en kvinde bruges igen og igen og blive gift to-tre, ja fire gange… Genbrug er godt! 

Faktabox
Folketællingen 1801 viser at hver niende husstand var en aleneboer: en enke (75 %) eller enkemand (25 %). “For hele landet gælder, at 4.589 husstande er husstande, hvor en enke/enkemand levede alene.” Hundrede år senere boede knap 50.000 personer alene, heraf var mere end 30.000 kvinder. Idag bor omtrent en halv million kvinder alene eller med børn.
Nanna Floor Clausen: Enkestanden i Danmark 1801  

Fra folketællingen 1901

Hovedparten af aleneboerne boede i København, hvor det var muligt at leje et (billigt) værelse, som eventuelt lå tæt på arbejdet.

Uden at skulle glorificere hvad der helt givet også har været en hård tilværelse, vil jeg påpege det stilfærdigt skønne i at kvinder i Danmark så længe har haft denne mulighed. Det er den dag i dag meget besværligt, for ikke at sige praktisk taget umuligt, i andre egne af verden: Aleneboersker er en uvelkommen nyskabelse, det er farligt, det er dyrt, det tiltrækker uønsket opmærksomhed fra naboer og politi – kort sagt, der er meget i vejen!

Men, så snart et samfund når en vis grad af velstand, ser vi en (stærk) stigning i aleneboning. 

Hertillands har kvinder, også skrøbelige oldinge, kunne bo alene i årevis, tilsyneladende uden at blive dræbt, voldtagede eller bestjålne. Singlekvinder har i årahundreder kunne færdes frit, fået arbejde og løn og kunnet klare sig selv. Det er tegn på et meget frit, ligestillet og sikkert samfund, der også gav plads til de aseksuelle, de homoseksuelle, de sørgende, de magelige, der ikke gad husmodertrippet mere, egotripperne, karrierekvinderne og outsiderne.

Modne mødre – en historisk trøst

Der er tørre tal og der er trøstende tal: For 140 år siden var gennemsnitsalderen for alle fødende var 31,08 år og de fik i gennemsnit 3,77 børn.

På tabellen (<klik for at udfolde en pdf) kan man se at en del kvinder, også dengang, kom ‘sent i gang’: 81 kvinder var 40 år eller derover, da de fik første barn.

Ligeledes var det usædvanligt med teenagefødsler, 207 børn blev poppet ud af kvinder på 18 år eller derunder.

Fra W. Ditzel: Statistiske Oplysninger om c. 39,000 Fødsler. Kjøbenhavn, Boghandler E.H. Eibe, 1882 

Pikopflænsere, paranoia, peberspray

af Nina Søndergaard

Pikopflænsere var et antivoldtægtsrør med modhagere indeni, den kunne sætte op i skeden inden en tur i byen.* Konceptet er fra Sydafrika, et land der længe har toppet sørgelige voldtægtsstatistikker. En sådan dims savnede forfatteren og filminstruktøren Virginie Despentes efter sin voldtægt, hvor hun følte ’forbandet meget som kvinde’, fordi hun ikke turde trække den springkniv hun havde i jakkelommen. 

Så vidt jeg ved, er pikopflænsere stadig bare på tegnebrættet og i Fantasiland. Skam, da jeg tror det kunne betrygge nogle kvinder som ville gå mere i byen, hvilket ville give en positiv spiral: Flere kvinder i byen vil gøre den enkelte kvinde mindre udsat > mindre paranoia > mere tryghed og glæde og god sex, når både hanner og hunner kan mødes på kurdansepladser.

Peberspray kunne også gøre det. Men nej.

Selvforsvar har politiet det meget stramt med hertillands. Først blev pebersprays lovlige at have i eget hjem. (Læs: Du er jo selv ude om det, hvis du bevæger dig ud). Nu skal man ansøge politiet om peberspraystilladelse, som man kun kan få, hvis politiet vurderer at man har “et særligt behov for beskyttelse”. Det kan man fx have hvis man er blevet tævet sønder og sammen af sin ex. 

Først skal man tage slagene, dernæst må man måske godt få lov at forsvare sig mod en eventuel gentagelse…

Lars Andersen to minutter efter han har fået peberspray i ansigtet.

Pebersprays er så langt at foretrække frem for pistoler – USA viser klart at skydevåben er stærkt problematiske selvforsvarsmidler. Men hov, hvem er det nu der har pistoler hertillands? Voldsmonopolet. Der forresten også har tåregas til de trælse. 

Politiet består mest af mænd, der rimeligt nok har en vis størrelse (de fleste kan vel knap nok huske dengang de selv var halvanden meter høje og vejede 30 kg), de fortæller mig og andre kvinder og queers at vi ikke må forsvare os selv pr. peber….

Veltrænet politimand med godt grej. Hans venner og disses fartøjer.

Mig. Hvad jeg består af: Vat. Mine venners fartøjer.

Det er decideret svinsk at pebersprays ikke bare er i handlen**, især når der piskes en angst og utryg stemning op.  Mange kvinder bliver hjemme, fordi de nægtes et effektivt og faktisk uskadeligt selvforsvarsmiddel. Andre, der rent faktisk går ud, gør det først efter at have drukket sig mod til. Det er uheldigt at ty til alkoholens angstdæmpende og afslappende virkning af mange årsager, blandt andet selvkontrolstab og forringet evne til at risikovurdere.

Peberspray er nok det mindst ringe middel til at skabe mere tryghed, mens vi venter på at mere nænsomme og opmærksomme generationer vokser op.

* Til de skrækslagne mænd, der tror at hun vil glemme at hun har pikopflænseren i sig: Har I hørt om forspil? Kysse og slikke og pille – og dermed smage/mærke om der er mere end der burde være? Plus, hun ville nok tage den af ligesom trussen….

**Skal man absolut have begrænsninger på brugen, kunne pebersprays eventuelt tilsættes farvestof således at begge parter ville blive sporbare af det. Et af ‘argumenterne’ mod pebersprays, er at de er blevet brugt til bandekriminalitet – der i forvejen er ulovligt. Som om ulovligt med ulovligt på tryller dumhed og had væk.

Kvindehistorie med kompleksitet

af Nina Søndergaard

Kvindehistorie (modstykket til mandehistorie), nu med kompleksitet. Det er nemt at fortælle en historie om at førhen var kvinder undertrykte stakler, men så gik det fremad og nu, nu, er der ligestilling. Det er ikke altid helt rigtigt, her følger et par punktnedslag i kvindehistorien.

Kvinder med kniv

Kvinder gik førhen (vist fra vikingetid og indtil ca. 1700) med kniv. Det gjorde alle inden gaflen blev udbredt. Man havde en spids kniv på sig og tog den frem ved spisetid: Man skar en tyk skive brød som fungerede som tallerken, og så skar og stangede man kød og grønt med kniven. Nå ja, de fleste havde også en ske på sig, men kniven blev vist (fore)trukket i pressede situationer, som da en kvinde henne i 1500-tallet blev sur over sin dom. I selve retssalen drog hun sin kniv og stak en mand ned.

Overgrebsmænd er givetvis blevet stukket ned med madkniven. En wannabe voldtægtsforbryder har fået med kniven, og så kom den sag ikke frem for dagen. Voldtægt kunne, indtil 1933, medføre dødsstraf og der er faktisk mænd, der blevet henrettede for voldtægt.

Voldelige kvinder

Samfundet var ubegribelig voldeligt indtil så’n ca, 1750, hvor mere fredelige samværsformer vandt indpas (i takt med at brændevin blev udskiftet med kaffe!). Kvinder stak hinanden lussinger og kom i håndgemæng i kirken – især over rangrækkefølge, skal smedens kone have en finere plads end tømrerens?

I 1693 blev en kvinde dømt for vold mod sin tjenestepige, man måtte godt give éns underordnede en kindhest, men ikke give dem næseblod, give utallige blå mærker og slå så tjenestepigens ‘hoved ophovnede og blev fuld af knuder’.

I 1585 sværdfægtede to mænd. Den enes hustru blev vild af raseri, tog en skovl og gik løs på sin mands modstander, der huggede hendes ene hånd af. Dét lod hun sig ikke standse af i første ombæring og slog løs på ham.

Anders Zorn: Midnat

Stærke kvinder

Førhen var mange kvinder rent faktisk fysisk stærke, i hvert fald de lavere klassers kvindfolk. De fik lige fra barnsben lov til at hente vand, noget af det tungeste arbejde dagligdagen kan byde på. At malke, muge og slæbe foder er heller ikke let. Tøjvask var en temmelig tung omgang og inden barnevognen skulle de små også bæres.

Mange gamle billeder viser kvindelige overklasseløg, der ikke behøvede at udvikle en stærk core eller solide biceps.

Umyndige kvinder med egen virksomhed

Kvinden var formelt set underlagt manden, som biblen fastslog. Men. Dronning Margrethe den første regerede rent faktisk og der var masser af godsejerfruer, der først byggede og siden forvaltede godset. De køber og sælger korn, kvæg og jord, de ansætter og fyrer folk, laver regnskab, betaler skat o.s.v. 

Vallø slot bygget 1580-1586 af fru Mette Rosenkrantz

Faktisk trumfede klasse køn. Indtil 1660 beholdt en adelskvinde sit fødenavn i ægteskabet, komplet med sit våbenskjold og arveret til forældrenes gods. Fik hun ikke børn med sin mand, gik hendes arv tilbage til hendes familie, ikke til mandens.

Lige siden middelalderen har der været masser af ‘sælgekoner’. Restaurationsbranchen har, så langt kilderne rækker, også budt på mange kvinder: Ølkoner, barmutre og bryggersker. 

Kvinder var ofte medhjælpende hustruer i deres mands forretning eller værksted, og selvom hun sådan set skulle være gift igen for at drive virksomheden, var der mange enlige enker der drev virksomhed. I løbet af 1700-tallet kunne en hustru også have egen selvstændig forretning, og altså ikke være ansat af sin mand.

Før næringsfrihedsloven af 1857 var der i København i 1855 levede 9801 kvinder af industri og 1014 levede af handel, henholdsvis 22,6 % og 14,6 % af de industridrivende og handlende. Der var 4.790 syersker, 175 kvindelige modehandlere og 3 mandlige modehandlere. 10 kvindelige bogbindere, 38 kvindelige bagere, 31 kvindelige brændevinsbrændere, 29 kvindelige snedkere, 63 kvindelige skomagere. 69 lærerinder samt 20 kvindelige hjælpelærere.

Kvinder som fødemaskiner

Mjar, nogle var, og dem kan vi også huske. Dels fordi de stod ud fra normen, som i 1800-tallet var to-fire børn, dels fordi de fik jo børn som kunne skrive slægtshistorie om dem. De barnløse kvinder udgjorde  godt 30 % af alle kvinder – 10 % blev aldrig gift og af ægteskaberne var ca. 20 % barnløse.

Dansk gennemsnitsfamilie 1840

Frugtbare kvinder kan i princippet få et barn hvert eller hvert andet år, men det var faktisk kun et fåtal der nåede op på det niveau. I 1737 klagede en økonom (mandlig, selvfølgelig) over at danske kvinder åbenbart brugte ‘skøgemidler’, altså prævention, og undlod dermed at mangfoldiggøre sig og gøre kongen rig på folk… Måske har nogle kvinder gjort som ægypterne og brugt en citronskal som livmoderhætte? Offentlige fruentimmere havde fra 1874 og frem ofte pessar, lavet af gummi.

I hvert fald var en gennemsnitlig dansk husstandsstørrelse 4,25 personer i 1850. Bevares, børnedødeligheden var også forfærdende høj og det er et gennemsnit, dækkende over store individuelle forskelle, men det er stadig kun to-fire børn ikke ti.



Kilder:

Gold, Carol: Women in Business in Early Modern Copenhagen, 1740–1835
Jacobsen, Grethe & Ninna Jørgensen (red.): Kvindernes renæssance og reformation

Kragh-Nielsen, Niels H: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537-1892

Anmeldelse af Diary of a drag queen

Af Nina Søndergaard

Crystal Rasmussen: Diary of a drag queen, Penguin 2019. Findes, så vidt jeg ved, kun på engelsk.

Ti ud af ti læbestiftskys

Jeg har altid identificeret mig med bøsser, tjek. Jeg elsker sminke (læs uddrag her), tjek; dragshows, tjek; modeblade, tjek; humor, tjek; kloge tanker fra mennesker, hvis liv er helt anderledes end mit eget, tjek.

Crystal Rasmussens (de/dem*) dagbog har alt ovennævnte og mere til. Vi følger dem i et års tid (2015) og i ægte dagbogsmanér er der beskrivelser af døgnets begivenheder – især fester og tømmermænd. Der er ærgrelser over trælse chefer samt klargørende lister over hvad Crystal Rasmussen hader, elsker, dømmer inde og ude. Betroelser om sex, kærlighed og alt tabu: Kropslige udsondringer, både Crystals og andres, kriminalitet (stjæle en hel brie af fattigdom og sult. En brieost!) og økonomi (virkelig tåkrummende for mig at læse om).

Men mest af alt er det et stærkt indblik i queerliv og identitetspolitik. Rasmussen og venner går sandelig til den i klubber, på festivaller og Grindr (the original Tinder, bare for bøsser). Sex er både nydelse, tidsfordriv, grænsesøgning og et opgør med et samfund, der godt lige kan acceptere den rene, pæne side af homoseksualitet, ‘nemlig hvide, smukke, succesrige, sunde mænd’ – der gerne må gifte sig, så queers’ ‘seksualiteter sættes i kontekst som heteroseksuelle folk kan forstå’. Yes!  

Det var meget forfriskende at læse Rasmussens reflektioner over livet som non-binær, noget de fik utroligt mange hug for – både hjemme i Lancaster og i London, hvor en mand (ustraffet!) slår dem ned med hjernerystelse og angst til følge. Overfaldet får dem til at aflægge de farvestrålende kjoler og høje hæle, og klæde dem i stort, sort tøj som gør Rasmussen ‘ usynlig, tavs, uudfordrende, skamfuld, tildækket’. Lyder som kvindeliv…

Redningen fra både depression, selvmord og selvcentreret klynkeri er (selvfølgelig) humor og kærlighed. Jeg både græd og grinede og frydede mig sammen med Rasmussen over at der, trods alt, findes så meget kærlighed, medglæde, stolthed, varme og vilje til forståelse og forbindelse trods forskelligheder.

*Fordi Rasmussen er både mand og kvinde og alt muligt derimellem – derfor er hun/hendes heller ikke dækkende, men bare en begrænsende og upræcis betegnelse.

Anmeldelse af Skilsmisser

Skilsmisser af Karen Vallgårda, del af 100 danmarkshistorier, Aarhus universitetsforlag, 2020 anmeldt af Nina Søndergaard

Skilsmisser er en del af et dejligt projekt som Aarhus universitet har taget på sig, nemlig at få historie ud til folket for en hundred-lap. Det er i stil med Tænkepauser, også fra Aarhus universitetsforlag, hvor forskning bliver præsenteret ganske kort og overskueligt.

Formatet er pendlervenligt med sine 100 sider i A5 format, flotte fotografier, ingen skræmmende kedelige grafer (øv) og en lige-på-og-hård start med en dato og så derudaf.*

Og derudaf med snak i første halvdel af bogen hvor ingen af vore forestillinger om fortiden udfordres: Kvinder gik derhjemme og fik ‘store børneflokke’ og udholdte ‘druk, vold og utroskab’. Eller også havde nogle kvinder (også gifte) lønarbejde, og nogle kvinder fik mange børn og andre ingen (hvilket gjorde at den gennemsnitlige børnefloksstørrelse var på fire styks i 1840). Har Vallgårda gennemgået skilsmissebegæringer og fundet ‘utroskab, druk og vold’, og så er den undersøgelse blevet skåret væk af pladshensyn?  

Det var førhen gængs at søskende blev delt mellem fraskilte forældre, som regel den yngste til mor og den ældste til far.

Det er i hvert fald nogle lidt tamme linjer hun trækker op, især fordi billedet af offer og skurk bliver nuanceret så fint af de små historier: Mads og Mariannes dårlige ægteskab, som de måtte blive i og hvordan ægteparret Magda og Buster der beholdt henholdsvis Agnete og Anker efter deres skilsmisse i 1924. Marianne forekommer ikke det mindste smule undertrykt, og Buster var tilsyneladende en god (og ædruelig og fredsommelig?) far for Anker.

Der hvor Vallgårda brillerer, er at få fremstillet skilsmisserne så nøgternt som muligt. Eller faktisk ligner det en skjult hyldest til skilsmissen. Kendisser som Karen Blixen, Henrik Pontoppidan og Suzanne Brøgger citeres grundigt for deres tanker om skilsmissen som en vej til frihed og autenticitet. “De, der bliver skilt, er med andre ord dem, der både kan, vil, må og tør.” (p. 19) Modstandere af skilsmisser er ganske få millimeter fra at blive fremstillet som reaktionære (DF’ere, say no more), men målgruppen af læsere er antageligvis også selv fraskilte, så…

Skilsmisser ses i høj grad som et frigørelsesprojekt for kvinder, fra den teoretiske mulighed i 1536 – inden da var ægteskabet et ubrydeligt sakramente i den katolske kirke, til lettere og lettere adgang til skilsmisse, indtil videre kulminerende med NemID-skilsmissen fra 2013.

Både grevinde Alexandra og Frederik den 7. blev begge skilt to gange. Prins Joachim og Martin Jørgensen. Og fra prinsesse Vilhelmine og dernæst Mariane af Mecklenburg-Strelitz (og til sidst gift med sin bedste vens kæreste).

Det er interessant at Danmark åbenbart har gået enegang ved at lette vejen til skilsmisser i 1790, hvor det var nok at gemytterne var enige om at være uenige, og at graden af ligestilling har været ganske stor: Hollywoodskilsmisser hvor konen ender med at tjene styrtende på eksmanden er/var vist ikke så udbredte? Vallgårda nævner ingen eksempler på spektakulære udplyndringer. Der hvor bogen bliver rigtig spændende, er i bogens anden halvdel “Forskellige skilsmisser”, hvor emner som foreningen Far og skilsmisseraterne i muslimske minoriteter og blandt homoseksuelle tages op.

Skilsmisser er i mine øjne snarere en perspektivering end danmarkshistorie som sådan, jeg finder tidsrammen, reelt kun 105 år, vel kort og jeg savnede enten flere (års)tal eller små historier der netop ‘rammer eller rører’. 

*Hvilket jeg udleder af to andre bøger i samme serie (om Svenskekrigene og Velgørenhed – ikke læst endnu).

Barnebrude i Danmark historisk set

Af Nina Søndergaard

 

Lige nu verserer en sag om det rigtige i at adskille asylpar, hvor konen var under 18 år. Jeg har intet at sige om den konkrete sag, og hverken personen Inger Støjbjerg eller partipolitik har min interesse. Det har derimod de historiske begrundelser som for fortalere for barnebrude kommer med. Det er ikke helt rigtigt at vi hertillands har en lang tradition for barnebrude. Danske Lov fra 1683 forbød ægteskaber for piger under 16 år og drenge under 20 år. Forlovelser, hvor pigen var under 18 år, var blevet forbudte i 1582.

Giftealderen i Danmark har gennemsnitligt været ca. 27 år for kvinder og ca. 30 år for mænd. Giftealderen har været stabil, med bittesmå udsving, i mere end 400 år. Når det føles som noget jeg binder folk på ærmet, har det at gøre med at det 1. er et gennemsnit, 2. giftealderen faldt til 24 år i 1960’erne, altså vil mange læsere (eller deres moder) kunne pege på en ung brud. Boligmanglen efter krigen gjorde at mange blev gift og fik børn for at få en lejlighed (og skilt igen i 1970’erne og 80’erne), det trak giftealderen ned.

Giftealder i 1960: Gennemsnitligt lige knap 25 år.

Det er også rigtigt at der var mulighed for at få et kongebrev (afskaffet 2017), hvis én af parterne er under 18 år. I 1990’erne blev der årligt udstedt 200 styks af dem, hvilket vist er forholdsvis højt. De historiske statistikker er lidt uklare på dette punkt, da de nærmest ikke er opgjorte, men ægteskab pr. kongebrev var altså temmelig sjældent, om end forekommende.

Det er også sandt at barnebrude forekom – for omtrent 500 år siden – i de højeste kredse. Margrethe den første blev gift i den sprøde alder af 11 år, og samboende med sin mand fra 14-års alderen. Alligevel var den danske adels giftealder i 1600-tallet 23 år for kvindernes vedkommende, og 32 år for mændenes.

Høj giftealder er globalt og historisk set ret sjældent, og nærmest forbeholdt Skandinavien, England, Skotland, Frankrig og det nordlige Tyskland. Stort set alle andre steder på planeten bliver piger gift kort efter deres første menstruation.

Denne nordvesteuropæiske besynderlighed hænger sammen med at brudeparret bor alene, de flytter som regel sammen et nyt sted fremfor, som cirka alle andre steder, ind til brudgommens familie. Dermed skal parret selv have møbler, sengetøj og gryder (ingen tilfældighed at Ikea er svensk!) – og derfor ser vi også at piger kom ud at tjene > spare op til/selv lave brudeudstyr > gift i en alder af mere end 25 år.

Systemet med høj giftealder medfører en lang række ting, fx:

• Færre børn, da de fleste kvinder først ’kom i gang’ med moderskabet som 30-årige, ikke som 15-årige.
• Husstande bestående af en kernefamilie med far, mor og 2-5 børn, og kun meget sjældent en bedsteforælder (2 % af husstandene i 1801 rummede en bedsteforælder), da bedsteforældrene som regel var døde inden de så deres første barnebarn.
• Lidt mere ligestilling, da langt de fleste kvinder havde lønarbejde, i hvert fald i alderen 15-25, og de forholdsvis få børn (og kæmpehøj dødelighed) gjorde at der simpelthen ikke var ”nok” mænd, man kunne forfordele. Man blev nødt til at give licens til kvinder, så de kunne drive en kro/hotel eller forretning, fordi der ikke har været ret mange voksne at tage af.
• Skolegang for piger i Danmark fra 1814, fordi det kunne betale sig at lære piger at læse, skrive og regne (noget der først nu er ved at være global standard).

Gennemsnitsfamilien i 1840: Mor, far og 4 børn.

Høj giftealder medfører også særheder, som stort set ikke kendes i den store vide verden, så som gammeljomfruer, spinsters eller skyggetanter. Ca. 10 % af kvinderne blev aldrig gift, hvilket kun hænder for 2-3 ‰ andetsteds. Til gengæld blev enker her ofte gengifte, tit med unge mænd, for at drive gården/værkstedet videre, så enkeafbrænding som i Indien har på ingen måde været gængs her. Faktisk var bruden ældre end brudgommen i næsten hvert femte (18 % i 1880’erne) ægteskab førhen – temmelig usædvanligt andre steder.

Det var den hurtige gennemgang, jeg har et helt foredrag om De modne Mødre, hvor der i øvrigt også er en litteraturliste til dem, der vil nørde mere. Men helt kort: Vi har ikke en lang tradition for barnebrude her i Danmark.

Svensk beskyttelse ved umynddigørelse

Af Nina Søndergaard

 

Sverige, der som bekendt indførte et forbud mod at købe sex i 1999, vil stramme skruen yderligere. Nu skal det være slut med bødestraf og sexkøbere skal direkte i fængsel, mener to ministre. Og velmenerne vil nu gøre alvor af at retsforfølge svenskere, som køber sex i udlandet. Dette sker selvfølgelig med den komplet fejlagtige begrundelse, at det er for at forhindre menneskehandel.

 

Der er så megen dumhed, villet blindhed, menneskeforagt og selvfedme i justits- og ligestillingsministerens indlæg, at det er svært at vide hvor man skal starte, men hovedproblemet at de sidestiller kvinder med børn, det sker 3, tre, gange i løbet af en side. 

 

Lighedstegnet mellem kvinder og børn er mit største principielle problem med det svenske sexkøbsforbud:  Antagelsen om at kvinder er små sarte væsner, ja faktisk blot store børn, der skal beskyttes mod dem selv. 

 

Dette kan udledes af det sindssyge faktum, at man kunne lade sig moms- og skatteværksregistrere som prostitueret, det er blot ulovligt for kunderne at købe éns ydelser. Så svenskerne vil ikke forhindre kvinder, de små pus, i at følge deres falske bevidsthed hen til det farlige sexarbejde, det er bare manden, den overvoksne og meransvarlige, der skal indse at han skal holde snitterne væk fra det store barn, den sexsælgende kvinde er. 

 

Dette komplet forkvaklede kønssyn ses nu ved at en svenskers sexkøb i udlandet skal retsforfølges derhjemme, med skærpet straf tilmed. Så vidt jeg ved, er den eneste forbrydelse, som de fleste lande straffer deres borgere for, uanset hvor forbrydelsen fandt sted, pædofilt overgreb. Dét er godt! Men det er meget ugodt at ville hamre ind i svenskernes skaller, at kvinder, der vælger at sælge sex, faktisk bare er børn, der ikke aner hvad de selv gør og derfor kræver først mandens beskyttelse – ved at han ikke køber sex af dem, dernæst statens Sveriges beskyttelse – ved at fængsle de mænd, der ikke fattede at en frivillig ydelse mellem to voksne faktisk er vold og overgreb – også i de lande, hvor sexsalg er nok så lovligt.

 

Det er så grimt et syn på mænd og kvinder, at jeg fattes ord. Og det er uhyre problematisk, at Åsa Lindhagen givetvis ikke har fulgt sin egen tankerække til sin logiske konklusion, nemlig at hun blot er et instrument for manden (Morgan Johansson). Med falsk bevidsthedskortet kan Åsa jo aldrig bevise, at hun aktivt, frivilligt og med åbne øjne har valgt en parlamentarisk karriere. (Saudi Arabien mener at en karriere indenfor politik er skidt for kvinder, og forhindrer derfor, venligt og velmenende, kvinder i at træffe det valg).

 

Det er dybt bekymrende, at agens og fri vilje 1. Kun tilskrives mænd. 2. Kun kan komme til udtryk ved at vælge det rigtige liv som udtænkt af bourgeoisiet: Åsa har fri vilje, fordi hun læste på uni, fik to børn og en flot politisk karriere. Åsa ville ikke kunne bruge sin frie vilje til at sælge sex. 

 

Når det der burde være et internt, og dermed mig ligegyldigt, svensk anliggende, alligevel kan blive et blogindlæg værdigt, handler det om at ingen er frie før luderen er fri. Frihed er også retten til at fejle, eller blot vælge at leve et liv, der ikke er skåret efter en skabelon godkendt af Johansson og Lindhagen, og frihed er selvfølgelig også at “være involveret i offerløse forbrydelser” på den anden side af jorden, uden at den racehygiejniske stat skal blande sig i det.

Del to

Johansson og Lindhagen formår at rode så mange begreber sammen, at jeg ser mig nødsaget til hurtigt at skyde bare nogle af vildfarelserne ned:

Sexarbejde er ikke lig menneskehandel. Den altovervejende del af sexarbejde foregår frivilligt, fredeligt, uden tvang og vold. Landbrug og byggeri har desværre markant mere menneskehandel, men eftersom dén form for slaveri mestendels går ud over mænd, kan offerfeministiske svenskere selvfølgelig ikke se problemet. 

De to ministre kan lige svinge sig op til at nævne klasseproblematikken, der som sædvanlig består i at forbyde fattige i at tjene penge, i særdeleshed skal mindrebemidlede kvinder kende deres plads, som er derhjemme i fattigdommen. Kvinder er ellers lønførende indenfor sexarbejde… 

Racisme iklædes ofte velmenenhed. At overrule andre landes lovgivning med foregangsargumenter er et gammelt, klamt trick. 

Sverige ligger på en flot fjerdeplads på Gay Happiness Index, men den seksuelle frihed skal åbenbart tøjles, hvis det står til Socialdemokratiet og Miljø Partiet. Bøsser må gerne bolle, men kun gratis… 

Paradise Love, https://www.imdb.com/title/tt1403214/?ref_=tt_urv

Det er problematisk at en ligestillings- og justitsminister ikke kan indse det himmelråbende sexistiske i at lave en kønnet lov. For at antage at en sexsælger altid er en kvinde, og en sexkøber altid er en mand er både dumt og falsk. Men indenfor den ‘logik’, skal de kvinder, der har købt sex af en afrikansk mand også i brummen, eller er det kun mændene, der tager tager til Fjernøsten?

 

Det er blevet en trend i Sverige at kaste med bomber og håndgranater. Omfanget blev så stort i 2017 at svenskerne fik et nyt ord “sprängdåd”, som selvsamme Aftonbladet opremser 9 styks af, alene i maj 2020. 41 personer blev skuddræbte i 2019, der havde 320 skudepisoder. Selvklart at en fængselscelle skal reserveres til en mand, der har fået en massage med happy ending på ferien. 

Den svenske stat kan ikke engang beskytte kvinder, der færdes på gaden eller er til koncert. Sverige nævnes, trods verdensmosterskabet i flest kvindelige ministre og mest ligestilling på papiret, ikke som et sikkert land for enlige kvindelige turister at tage til. Men hjemvendte turister skal i brummen for en blæser.

 

Sverige, du gamla du fria…